 |  | Som regndråberne på ruden. (RÅTEKST) |
 |
|
|||||||||||||
|
DENNE TEKST ER EN RÅTEKST, KUN GENNEMSKREVET EN ENKELT GANG, HVILKET SELVFØLGELIG KAN SES PÅ TEKSTEN. EN AF DE TEKSTER JEG ARBEJDER VIDERE MED, OG AF NETOP DENNE GRUND, ER LAGT UD HER PÅ SIDEN. Egentlig er det vel ikke normalt, at have sådan nogle forestillinger inde i hovedet, men så igen.. I et samfund som vores, hvem kan så sige hvad der er normalt og hvad der ikke er? Personligt mener jeg at det normale er det der er mest, det er normen. Deraf selvfølgelig også ordet: normalitet. Men i lige netop denne her situation, tror jeg ikke at folk snakker højt om lige netop den her ting, hvis de altså gør det. Så hvordan skal jeg nogensinde finde ud af om jeg er normal når jeg gør det? Eller om jeg simpelthen falder udenfor normen. Det hele kan jo ligeså godt være noget der foregår inde i mit hoved, og hvem ved.. Måske gør det. Jeg ved ikke om du allerede har lagt mærke til det, men jeg er en tænker. Jeg er en af de personer der kan bruge tiden på at sidde i bussen hele vejen hjem, med hovedet lænet imod den kølende rude og bare kigge på de dråber, der danner et bestemt mønster på ruden, og som en gang imellem ikke længere gider at sidde stille, men simpelthen beslutter sig for at sætte i bevægelse og forstyrre de andre dråber i deres stilstand. Denne enkelte dråbe kan måske glide fra toppen af ruden, og hele vejen ned mod bunden og undervejs, tvinge adskillige andre dråber i bevægelse. Sådan tror jeg også vi mennesker er, om vi så vil være ved det eller ej, så tror jeg at vi, bare ved vores tilstedeværelse og vores egne bevægelse også sætter hvad der er omkring os i bevægelse. Hvis ikke andre mennesker, så i alt fald de støvpartikler, der vil være umulig at fjerne fra den luft vi går og bevæger os i. Kan vi gå rundt et helt liv uden at påvirke andre mennesker? Jeg tvivler. Jeg tror at vi ved hver ting vi gør, på en eller anden måde, om vi ved det eller ej, påvirker et andet mennesker og sætter et præg på dennes skæbne. Udenfor, forbi ruden. Kører vi forbi mennesker, nogle har paraplyerne slået op, for at kunne gå i læ i for regnen, andre har deres hår dækket af huer og går og kigger ned i jorden, som en bunke deprimerede mennesker, der i virkeligheden bare forsøger at redde deres ikke vandfaste maskare for at løbe ud, eller som måske skjuler de tåre der ellers ville blive hvisket bort med regnen. En tredjepart af de mennesker der går rundt udenfor ser ud som om de ikke har set vejrudsigten, kigget ud af vinduet inden de gik hjemmefra, eller som om de bare er fuldstændig ligeglade med hvordan vejret er, hvordan verdenen ser ud og bare lever i en anden verden. En af disse personer er jeg også. Og det er ikke fordi jeg ikke kigger ud af vinduet derhjemme, inden jeg forlader min lejlighed. Det er simpelthen fordi jeg ikke lige tænker over om der faktisk er regn udenfor. Jeg bliver altid lige overrasket når jeg åbner døren og det regner. Nogle dage bliver jeg skuffet, og rækker ind efter den paraply jeg ved jeg har til at stå, lige inden for rækkevidde. Andre gange er jeg simpelthen ligeglad og går direkte ud i den regn, der truer mig med forkølelse. Nogle gange vil jeg endda gerne blive forkølet. Jeg vil gerne have en god undskyldning for at sidde hjemme på min sofa, indhyllet i mit fantastisk bløde tæppe, med fjernsynet kørende, sterinlysende tændt og en masse varme væsker omkring mig. En god undskyldning for selvforkælelse. Andre gange går jeg bare ud i regnen fordi jeg føler for at blive gennemblødt. Jeg ved godt det er en underlig lyst at have. Lysten til bare at gå ud i regnen og gå en lang tur, bare for at mærke tøjet blive gennemvædet og komme hjem og få et varmt dampende bad. Jeg ved ikke om det får mig til at føle mig i live eller hvad det er, men den lyst har jeg altså nogle gange. Og så er der de dage som i dag, hvor vejret simpelthen kan rende mig! Selv om paraplyen var indenfor rækkevidde nægtede jeg at række hånden ud for at nå den, men som i protest for vejret gik jeg ud af døren, låste den og marcherede direkte igennem regnen. Ud og videre, mod mit bestemmelsessted, et sted som kun eksistere i mine tanker. Musik i ørene, de store dråber der ødelægger mit opsatte hår, men som, hvis jeg er heldig, ikke vil forvandle mig til en vaskebjørn, men bare lade min VANDFASTE mascare sidde, præcis hvor jeg har lagt den. Og med min ''on to go'' spilleliste på min iPod, går jeg i regnen og synger med på de sange jeg har hørt utallige gange, og som sjældent bliver skiftet ud. Hver sang har en hel særlig betydning for mig. En kærlighedssang, som minder mig om min aller første kæreste og vores aller første kys. Pyrus med: kan du mon ' mig, som kører non stop, enten på iPoden, eller i mit hoved når jeg er forelsket. Cradle of filth, med nympethamin, der minder mig om en fjern fortid, som jeg på en eller anden måde er taknemmelig for, fordi den har fået mig til at kæmpe og nå dertil som jeg er i dag. Jeg plejede at være taknemmelig. Men med dage som i dag, tager jeg ikke engang notits af musikken. Jeg går bare rundt i regnen, med en hættetrøje som jeg ikke engang kan kalde min egen, et par leggins og mine løbesko. Jeg må ligne noget der er løgn, men lige netop i dag er jeg ligeglad. Det er ellers sjælent jeg er det. Men når jeg tænker tilbage på det skænderi jeg endnu engang havde med min mor i går, så kan det hele simpelthen rende mig et hvis sted. Jeg ved jo godt der er noget galt med min vægt. Jeg ved udmærket godt at jeg har et par kilo for meget på siddebenene, men hendes negative kommentare giver mig bare lyst til at gå ud i byen og købe en ny bøtte ben and jerrys, ligge mig hjem på sofaen, sætte en eller anden ligegyldig serie på fjerneren og æde hele bøtten, for bagefter at blive overfyldt med den der ekstreme skyldfølelse som producenterne af ben and jerrys må have indlagret i bunden af bøtten med is i. I dag da jeg stod op, og min mors fine hentydninger kører rundt i mit hoved og blev understrejet af min såkaldte bedstevenindes sms; en måned og vi skal passe vores 18års kjoler! Jeg er der næsten! Flot. Vi havde besluttet at købe kjoler en størrelse under vores normale, for så havde vi et mål, vi havde noget at gå efter, og vi vidste vi ville se ubeskrivelig fantastiske ud i vores 18 års kjoler. Jeg tror måske det var en idé hun fik for at give mig en motivation for at tabe et par kilo. Men helt ærligt, så hænger den bare i skabet, og stirrer ondt på mig. Det er som om den holder øje med mig, hver gang jeg så meget som bare tænker på at røre et stykke chokolade. Og i protest spiser jeg en halv plade. Så man kan nok ikke ligefrem sige: mission complete. En måned. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne nå det? Så i morges da jeg stod op tog jeg en beslutning som der forhåbentlig kunne komme til at ændre mit liv. Kan I huske det jeg fortalte om dråberne på busruden? Om hvordan en enkel dråbe kan sætte alle de andre i bevægelse? Det kan jeg også. Når jeg går ned igennem gågaden, er det som om jeg sætter alle menneskerne omkring mig i bevægelse. Det lader til at de alle går en stor bue uden om mig, som om de ignorere mig, som om de undgår mig. Uden at kende mig. Men bare på grund af den ekstre vægt der nu engang har valgt at sætte sig på lige netop min krop. Jeg hader følelsen af folk der undgår mig. Når man kan se at folk man kender, bevist går ind i den nærmeste butik, bare for at undgå at skulle hilse, og dermed tilkendegive overfor hele verdenen at de faktisk kender mig og ved hvem jeg er. De tror jeg ikke har set dem. Og egentlig er det jo sødt af dem at forsvinde inden de tror jeg har set dem, for at skåne mig for den smerte det vil være, at mine såkaldte venner går direkte forbi mig, uden så meget som at hilse. Så egentlig burde jeg vel være dem taknemmelig? Men derfor gør det stadig ondt, at bevæge mig igennem gågaden og hele vejen have det som om man lugter, eller som om man lider af en virkelig farlig og smitsom sygdom, som ville hoppe på alle der bare lige ville komme til at snitte mit ærme. Derfor gør jeg det ikke så tit og derfor skyndte jeg mig bare hurtigt at gå på de indkøb jeg burde og tage hjem igen. Men denne her gang er jeg tvunget til at bruge ekstra tid nede i byen, vel videnden om at jeg skulle have flere ting med mig hjem, flere poser og jeg skulle ind i butikker hvor jeg aldrig før havde sat mine ben. Da jeg kom hjem startede jeg med at smide alle mine våde poser over på sofaen. Ud i køkkenet, åbne alle køkkenskabslåger, tømme alt i dem alle som der bare lignede mad. Eller noget der kunne drikkes. Ud. Sort affaldssæk, proppes. Ud, væk, forsvind fra mit liv. Mit køleskab blev tømt. Mit slikskab, min morgenmad, havrefras, røg ud og alt andet røg samme vej. Jeg tømte det hele, selvfølgelig til musik og lyden af Rihanna, SOS. Selv min varme kakao røg ud og først da alle skabene var tomme og jeg havde formået at få tørt dem alle sammen af, smed jeg den store sorte affaldssæk ud og begyndte at pakke mine utallige poser ud. Den første var fra føtex. En pose gulerødder, sundt, bind, man er vel kvinde og soya mælk, det skulle være bedre for kroppen end almindelig mælk, og så lige en enkel økologisk citron. Næste pose, intersport. Et par nye løbesko, løbetøj, som jeg bare havde revet ned af hylden, nægtet at prøve og nu bad til jeg kunne passe. Der ville nok alligevel ikke gå ret længe inden jeg skulle tilbage og købe endnu et sæt. En vandflaske, et shippetov, og en af de der hulahopringe der skulle gøre det lettere for mig at få mavemuskler og give en smukke former og blå mærker. En pose fra den økologiske helsebutik. En lille pose, med mandler og en sæbe der kun er produkseret naturligt og uden fedt fra dyr, parfume, eller andre af de fyfy ting som vi hverdag ellers proppede vores samfund med. Matas. En god deo, der skulle kunne skjule svedlugt i op til 72 timer, 24 i mit tilfælde og en varmecreme der skulle kunne varme musklerne op sådan man ikke længere behøvede at bekymre sig om at ødelægge sin krop eller ordentlig udstrækning. Jeg personligt mente jeg kunne klare at være aktiv, i ca 5 minutter og stadig ligge i sengen i morgen uden så meget som at turde stige ud af den, af bare frygt for hvordan min krop ville reagere på den uvandte motion, og derfor ville dennne creme være nyttig for lige netop mig. Og så havde jeg været inde i en telefon butik og købt en af de der uundværlige iPhone og et sbodoment dertil. Min mor fortalte mig engang om en app, hvor man kunne finde løberuter lige i nærheden af en, den ville fortælle en hvor langt man havde løbet, hvor meget man havde forbrændt og hvor meget man havde forbedret sig fra sidst, ja, hvis altså der var bedring selvfølgelig. Samtidig spiller den musik og har en stemme der opmuntrer en til at blive ved. Jeg havde også købt sådan nogle rigtige høretelefoner, til at sætte om bag øret sådan de ikke faldt af når man var aktiv, og samtidig et bånd man kunne indstille til at sætte om armen så man ikke tabte denne kostbare ting når man var på farten, som kvinden i butikken havde sagt. Jeg prøvede løbetøjet på, og selvfølgelig sad det lidt for starmt på maven, men hvad gør ikke det? Jeg fik downloaded app'en, løbesko, høretelefoner og smart bånd om armen. Og nu befandt jeg mig endnu engang ude i regnet, lyttende til den deprimerende lyd af mit eget åndedrag, mine fødders hårde klasken imod jorden, og regnens pisken mod mit ansigt og alt andet der befandt sig omkring mig. Jeg havde glemt at lægge musik på iPhonen. Typisk mig. Så med endnu et nederlag og en kondi der på ingen måde eksisterede, klarede jeg mig knapt en halv kilomet inden jeg stod gennemblødt af både regn, tårer og sved i min entre igen. Af med tøjet og ind under den varme bruser, varmere, varmere og varmere. Min mor har engang henkastet sagt at man ved ekstrem varme kan svede noget af ens overflødeige væk. Om det var overflødige kilo hun mente eller hvad det var, ved jeg ikke, men det måtte være det værd. Ud af badet, rød på hele kroppen. Håndklæde om kroppen og om håret. Ind i stuen. Hvorfor ikke? Tøj på og så i kast med hula hop ringen. Og ligeså sandt som man har hørt det andre steder, gjorde den utrolig ondt at få kvunget ind i siden, ind i maven. Smerte. Engang var der en der sagde man måtte lige for skønheden. Men det her måtte lige vente lidt i nu. Jeg tændte fjernsynet, en eller anden tilfældig serie og satte mit vand i kog. Klik. Kogende vand, kop, kniv citron, citronvand. Det var en ringe erstatning for te, men den var der, og den var varm og afslappende og desuden har jeg altid kunnet lide duften af citron, så det kunne bestemt være meget værre. Jeg tændte de levende lys, lagde mig på sofaen og håbede på at jeg kunne slappe helt af, og overleve dagen i morgen uden smerter. Jeg faldt i søvn på sofaen. Godt nok kun en lille halv time, men jeg gjorde det. Og efter at have gjort mig selv klar til at gå i seng, gik det op for mig at jeg intet havde spist, og ikke engang haft tid til at savne det. Så med en knurrende mave, og et smil om læben gik jeg i seng den dag. Sådan gik der mange dage. Hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at være mest mulig aktiv. Smurte mig ind i creme for at undgå smerterne dagen efter, ikke fordi de virkede til at hjælpe, men simpelthen af frygt for at det ville være værre uden. Jeg gik fra at spise uhyggelig klamt mad, til af og til at brise en gullerod, gullerodsalat med rosiner, eller ligende ting. Jeg spiste mig heller ikke sådan helt mæt. Men jeg tabte mig og jeg følte mig pænere. Jeg begyndte at kunne løbe længere. Jeg begyndte at kunne bruge hulahopringen og jeg stod af et busstop for tidligt og gik de ekstra meter som det gav mig. Man skulle tro at det at være aktiv ville give mig mindre tanker i hovedet. Men det gjorde det ikke. Jeg prøvede at forudsige alting. Jeg forestillede mig ting, jeg fantaserede. Nogle gange var gulderødderne ikke engange hulderødder. Men en lækker tre retteres menu, der i virkeligheden var kogte, snittede og stavede gulderødder. Men det var som om det smagte meget bedre, når jeg forestillede mig det var noget andet. Min mor kom ikke med ligeså mange spydige bemærkninger og det var som om at der var flere og flere der var interesseret i at være sammen med mig. Og selv om at jeg prøvede at forudsige det hele, måske mest af alt for at skåne migselv, fra ikke at have forudset at jeg pludselig ville blive dumpet af en eller anden veninde fordi min smitsomme sygdom var vendt tilbage. Men jeg havde ikke forudset at blive inviteret i byen af en flok piger lørdag nat. Blandt andet Stine. Jeg havde ikke forudset at hun ville komme torsdag, prøve kjoler og tøj med mig, at vi begge ville kunne passe vores 18 års kjoler, eller at vi skulle andet end ud og spise på vores 18 års fødselsdag. Vi havde nemlig begge to fødselsdag lørdag d. 12 April. Vi aflyste at tage ud og spise, vi ville nyde dagen med vores forældre. For at mødes i min lejlighed klokken 21.00, hoppe i tøj, sætte hår, drikke fine drinks og tage i byen med en masse af vores nu fælles veninder. I min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig at der indenfor en måned ville være så meget forandret, at jeg ville tage i byen på min 18års fødselsdag, omringet af piger der alle var interesseret i at føre en samtale med mig. Bevist om at jeg havde vundet over min så smitsomme sygdom. Jeg havde på ingen måde forudset at jeg ville danse hele natten i byen, eller at det skulle være mig som alle vendte sig om efter i byen og ikke Stine. Jeg havde ikke forestillet mig at jeg nogensinde skulle danse med en dans i byen, få kys på kinden eller mærke hænder på min rød, og se et veltilfreds smil. Og da jeg ude mit på dansegulvet kyssede med en flot mørkhåret fyr, var jeg sikker på at man ikke kunne kalde min fødselsdag for andet end vellykket. Jeg tog imod drinks, og var på ingen måde ædru. Alt det ovenstående ville jeg aldrig have forudset, men hvis jeg havde tænkt mig lidt om, og ikke var så høj af alt den opmærksomhed jeg pludselig fik, ville jeg måske have haft en chance for at at forudse det der skete efter. Pludselig var det som musikken blev højere, jeg kunne ikke høre hvad nogen omkring mig sagde mere, jeg kunne ikke rigtig finde rytmen, og alle farverne løb sammen foran mine øjne, for til sidst at forvandle alt det fantastiske til sort. Da jeg åbnede øjnene på hospitalet dagen efter og fik at vide der havde været nogen der puttet et eller andet stof i min drink, følte jeg mig dum. Ufattelig dum. Selvfølgelig var der ikke nogen i byen der ville mig noget godt. Selvfølgelig ville de alle sammen mig ondt og selvfølgelig skulle den bedste aften i mit liv ødelægges på grund af stoffer, alkohol og en alt for stor uforsigtighed. Jeg hadede mig selv. Virkelig inderligt hadede. Da lægen kom og ville have mig til at spise noget af hospitalsmaden nægtede jeg. Der var hverken gulerødder, mandler, eller rosiner. Der var fed mad og endda noget chokolade til dessert. Ikke om jeg ville. Jeg ville hjem. Og jeg kom hjem. Hjem til en opryddet lejlighed og en besked fra stine på bordet, hvorpå der neders stod at hun holdt af mig og at jeg ikke måtte blive sur men burde holde øje med min mobil i aften. Så det gjorde jeg. Og omkring klokken 20.00 tikkede der en besked ind fra et ukendt nummer. Fra en der kaldte sig Andreas. Og pludselig huskede jeg de flotte mørke øjne, det mørke hår og et par fantastisk bløde læber. Jeg kunne ikke lade være med at smile da jeg svarede ham. Da jeg skrev at jeg var kommet hjem fra hospitalet og hvor han havde mit nummer fra. Ikke overraskende havde han fået det fra Stine. For at springe let hen over den forelskede fase, og hele mit forhold til Andreas, så var han fantastisk og jeg elskede ham af hele mit hjerte. Hans smil. Hans måde at bekymre sig om mig på og det spil vi kunne spille med hinanden. Hvem gav sig først. Hvem ville først komme krybende og bede om det næste kys. Han blev min første gang. Og jeg var lykkelig. Ovenud lykkelig. Han elskede mig og jeg elskede ham, men på en aller anden måde, så skulle det bare ikke være os. Og efter et fantastisk år, hvor jeg følte mig elsket for alt hvad jeg var, gik der ikke længe før det var som om at der var noget der var forsvundet. Det kiledede ikke maven når jeg var sammen med ham. Jeg ønskede ikke brændende at han skulle blive ved min side når han kørte. Jeg havde det faktisk okay. Vi knaldede ikke fordi vi havde lyst til at være så tæt på hinanden, som man kun kunne være på den måde. Men bare for at gøre det, og for at overbevise den anden om at vi stadig havde lyst til den andens krop. Det sved langt ind i mig, da vi gik hver til sit. Men vi gjorde det. Og en af hans grunde var mine mærkelige spisevaner. Han havde været overbevist om at han på en eller anden måde kunne redde mig fra den sygdom der havde overtaget min krop, og da jeg fortalte ham at jeg ikke forstod hvad han mente, fortalte han mig om gulderødder, om at løbe op til to gange om dagen, og om synlige ribben. Jeg rystede på hovedet af ham, kyssede ham og sagde han bare skulle være glad for at han ikke kendte mig da jeg var 17. Men han holdte ved. Han kunne ikke holde ud at se mig pine migselv på den måde og jeg forstod ikke hvad han mente. For aldrig har jeg haft det så godt. Og når vi er ude og spise nyder jeg hver lille del af den mad vi bestiller. Det er jo ikke fordi jeg ikke bestiller dessert, eller at jeg ikke spiser op. Jeg bestiller en lille menu, spiser og føler mig altid proppet på vejen hjem. Det ville jeg ikke kalde syg. Vi gik hver til sit. Vi blev enige. Men inderst inde havde jeg altid lyst til at få ham tilbage, at få det tilbage han og jeg havde sammen. Det spil vi spillede med hinanden og den tryghed han gav mig. Jeg kunne forestille mig nogen andre i hele verdenen, der ville kunne give mig lige præcis den følelse i hele kroppen som Andreas hav mig. Men det var ikke nok og den varede ikke ved på den måde jeg havde forestillet mig. Man siger man aldrig glemmer sin første store kærlighed. Og jeg tror det er sandt. Der gik ikke ret længe før alle begyndte at snakke til mig om at være for tynd, hvilket jeg så som noget godt. Jeg var tyndere end Stine, som jeg altid havde synes havde haft en fantastisk krop. Man kunne faktisk se jeg havde knogler, det hele var ikke bare fedt og flæsk. Jeg følte mig smuk og uimodståelig, og det var jo egentlig ikke for at tabe mig at jeg blev ved. Det var mere fordi jeg var bange for at ryge tilbage i den rille som havde bestemt mit liv før, og som før gjorde jeg turde gå blandt andre mennesker. Jeg var sluppet væk fra min smidtsomme sygdom og jeg nød at gå rundt nede i byen og prøve tøj. Jeg prøvede tit tøj uden at ville købe det, bare for at se migselv i det smukke lys som der som regl var inde i de forskellige prøverum inde i byen. Jeg følte mig virkelig inderlig smuk. Og derfor forstod jeg heller ikke da jeg blev tvangsindlagt. Og de ville give mig mad med drop. Jeg formåede altid at ødelægge droppen på en eller anden måde når ingen kiggede. Jeg stak af. Jeg var på ingen måde syg og ingen skulle fortælle at jeg var ved at ødelægge min krop. Jeg købte nødder i helsebutikken, spise sunde gulderødder, løb og smurte mine krop ind i fantastiske cremer. Jeg var endda begyndt at meditere. Det eneste de måske kunne have ret i, var at jeg hele tiden følte mig træt. Men jeg bildte mig selv ind at lige netop det, var min måde at takle Andreas og mits forliste forhold. Han kom for resten også og besøgte mig på hospitalet. Andreas. Ikke for at gøre det hele godt igen som jeg først havde håbet. Han sad bare og holdt min hånd, med fugtige øjne og et smil der virkede så falsk og påsat, blev han ved med at bede mig om ikke at ødelægge droppen og spise hospitalets mad. Men jeg nægtede. Jeg havde engang da jeg var barn smagt hospitalets mad, og jeg mindedes at det smagte forfærdeligt, ikke om han skulle tro at han ved hjælp af de hundeøjne kunne får mig til at spise noget at deres klamme, fede mad, eller noget af den chokolade som alle blev ved med at komme med. Medlidenhed har altid irriteret mig. Især den medlidenhed man gav de handikappede. De kan ikke gøre for at de er handikappede og de fleste ved jo ikke engang hvordan det vil være ikke at være det. De fleste har det godt og er tilfredse med deres liv. Men da min mor og stine skubbede mig rundt nede i byen i en rullestod, fik jeg alligevel ummeskeligt mange medlidende øjne. Og endnu engang, prøvede folk jeg kendte at smutte ind i den første den bedste butik der var, når de så mig. Jeg havde engang konfronteret Marie med det, og hendes var var at hun simpelthen ikke kunne holde ud at se mig sådan. Årh rend mig! Jeg kunne vitterligt ikke se hvad det var jeg gjorde galt. Men da jeg blev rullet forbi en gammel kone, der med små musseskidt arbejdede sig fremad med en rolater, tænkte jeg: hendes liv er kortere end mit. Jeg har længere tid endnu. Hendes er snart slut. Jeg så hende flere gange. Og jeg fandt ud af at hendes navn var Rosalie. Der gik en uge efter jeg havde fået hendes navn, og så fandt jeg hendes navn på en dødannonce i avisen. Jeg blev selvfølgelig trist til mode, men sådan går det. Man fødes, man bliver ung, man fester, man kæmper, man lever, man ældes og man dør. I præcis den rækkefølge. At jeg var et viljestærkt menneske, det sagde præsten til min begravelse. Det er ikke noget jeg burde vide. Men jeg ved det. Ikke at jeg fysisk var til stede. Men det var som om jeg på en eller anden måde kunne se og opleve det alligevel. Jeg kan ikke helt forklare det. Han fortalte om at når man har anoreksi er det ens krop der bestemmer over en. Det var som at leve i en by der ikke eksistere. Men at de ikke måtte huske mig som syg. De skulle tænke på mig som den viljestærke pige, der gik fra at være udenfor i skolen, til at være en af de populære. Alle græd. Selv Andreas der bare sad og kiggede ud i luften, strømmede der tårer ned på kinderne af. Hans mund åbnede og lukkede sig konstant. Alle pigerne fra skolen, inklusiv stine, sad og holdt hinanden i hånden. Deres knoer var helt vide. Som om hvis de klemte længe nok ville de vågne fra dette mareridt og jeg ville vågne og være levende igen. Men selvfølgelig skete det ikke. Min mor græd ikke. Hun blev bare ved med at sno et enkelt stykke af sit hår rundt om sin finger igen og igen. Jeg kunne se på hende at hun følte skyld. Men som lægen også havde sagt til hende. Ingen kan være skyld i anoreksi. Det er en sygdom der lever i nogen mennesker og pludselig er der bare noget der trigger sygdommen og den springer ud og får bid. Igennem et helt liv, påvirker vi så mange mennesker. Vi får nogle helt specielle oplevelser, som vil blive husket resten af livet af dem vi levede det med. Nogle vil huske en sætning, et godt råd. Og nogle vil huske hvordan de ikke slog til og ignoredede en mens man havde problemer. Man sætter aftryk på flere menneskeliv end man forstiller sig, og jeg er sikker på at den 11 årige pige, der en dag kom til at gå ind på min stue på hospitalet, fik sig sådan et chok at hun aldrig i sit liv vil lade sig selv ende et så forfædeligt sted, som jeg måtte have befundet mig i, siden jeg så så lidende ud. Og selv om at vi påvirker så mange mennesker, på en eller anden måde. Så vil det aldrig være nok til at det kan ændre verdenen. Det er ligesom regndråberne på busruden. De glider ned i hinanden, på virker hinanden, men i sidste ende tørre de ind og forsvinder, og med mindre der kommer mærker på ruden der er lige til at sætte af, vil de tørre ind, forsvinde og glemems.. Ud over de få dråber, som bliver fanget af et kamera og bliver hængt op på en udstilling. Disse dråber får lov til for evigt at vise hvor smukke de er, og hvilket bevægelse de kan sætte de omkringliggende dråber i. ''Jeg husker dig som noget der var, men som ikke varede længere, end til slutningen af det der skulle have været'' - Det stod der i et af de utallige breve som Andreas efterlod ved min grav. Et af de breve som forbipasserende forestiller sig aldrig bliver læst. Men som jeg nu ved, der ikke er betydningsløse. Men forevigt kan høres som et ekko. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2013-03-04 13:14:29 |
Det er godt, at nogen tør tage bladet fra munden og skrive så realistisk om en ung piges kamp for sit liv. Stærk skriveøvelse. Jeg er spændt på at se kommende versioner.
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-03-04 13:36:27 |
du' sør'me DYGTIG! Har ganske vist ikke læst helt færdig endnu; men nok til at danne mig indtryk ...
Kig over til Lau G.N. , Chilsen, Ester Jensen, Artemis, Anglicismo m.fl.
venligst ...
PS faldt over nogle 'bøffer'; men dette er jo kun 1. udkast ;)
Kig over til Lau G.N. , Chilsen, Ester Jensen, Artemis, Anglicismo m.fl.
venligst ...
PS faldt over nogle 'bøffer'; men dette er jo kun 1. udkast ;)
| CamillaM | 2013-03-04 14:16:11 |
Tusind tak for din kommentar. Jeg vil kigge nærmere på de pågældende personers profiler :)
| nhuth | 2013-03-04 14:30:23 |
| CamillaM | 2013-03-04 14:40:54 |
Nu har jeg i alt fald, tak fordi du gjorde mig opmærksom på det, jeg har hermed givet mit besyv med.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
En skriveøvelse er netop hvad det her var. En gang i måneden har vi skrivemaraton, på det forfatterhold jeg går på. Det handler om bare at skrive uden at gå tilbage og rette. Dette var hvad jeg fik ud af 2 en halv times konstant flow skrivning. En helt fantastisk oplevelse som stærkt kan anbefales. :)