 |  | Og det var jul |
 |
|
|||||||||||||
|
Og det var jul, den smukke velsignede jul. Julen havde nu lagt sig over hele verdenen, nogle steder dækkede sneen tagene og drenge pissede skældsord og deres navne i vejkantens snelag, andre steder dansede palmeblade i stille vinde imens solen bagte menneskekroppe, som kartoffelchips. Jeg fjernede stjernekikkerten, som i dette tilfælde vel egentlig burde kaldes menneskekikkerten, så mig omkring; her var alt som det plejede at være. Her var dødkedeligt for at være ærlig. Dødkedeligt. I starten havde det været fedt, pludselig at være ham Guds adoptivbarn, det havde det virkelig. Jeg fik stort set alt hvad jeg bad om; var der for mørk om natten - bum - så fremskaffede han den største lavalampe nogensinde, var der for varmt - bum - så lod han det lige blæse en stund. Det var virkelig spændende. For slet ikke at tale om Maria, hun var nok verdens bedste mor. Verdens bedste mor. Hun kan om nogen bage fladbrød og sætte tøj sammen, ride på æsler og feje gulv. Men så er der ham Jesus, der tror han er superstjerne. Han drøner hele tiden rundt og spiller helt, bare fordi han engang fiksede et par solbriller og lavede en skøjtebane. Jeg vil godt se ham udglatte et hareskår, først da kan vi tale om superstjernestatus! Jesus fik hurtigt bremset hele ophidselsen omkring min adoption af Gud og Maria, og Josef i weekenderne, han tog altid hele fokusset ved at fortælle om hans verdensmands handlinger. Og i dag var det altså jul, denne smukke velsignede jul. Det var Jesus’ fødselsdag, som om han ikke var slem nok i forvejen! Nu skal vi igen høre om hans ture til havet med Moses og om hans kæresteri med Magdalena, fordi han ikke kan høre sig selv nok. Hans popkrøller vil dingle ved hans ører, imens han propper sig med fladbrødslagkage og vin i dagens anledning. Jeg kan næsten ikke få armene ned af bar begejstring! Jeg må lige tilsnige mig et sidste kig inden jeg hopper over på hovedskyen. Gu’ ve’ hvad der foregår på jorden? Ja, naturligvis ved Han det. Jeg får øje på et par, der kysser hinanden intenst i regnen, pakket ind i uldent tøj og tæt omslynget af hinandens arme. Jeg kan mærke at misundelsen begynder at sprede sig i min krop, det er ikke den sædvanlige Jesus-misundelse, det her er anderledes. Julelysene lyser en pige iført en grønlig sommerkjole i øjnene, hun ler og holder en julemand i hånden, til venstre ser jeg en ældre mand ånde ind i sine vuggeformede hænder. Det bræger fra oven og Marias lokker hænger ud over skyen, hun vinker mig op. Jeg forlader mine mennesker for en tid, for at socialisere om min stedbror, det var da det mindste jeg kunne gøre, nu han havde gjort så meget, havde Maria sagt. Gud havde ikke sagt noget, han sad bare og nikkede, nærmest gennemsigtigt - men han var der, og havde så mange tanker i hovedet, så vi skulle bære over med ham, det havde Maria også sagt. Josef klukkede tilfreds for sig selv, da Jesus fortalte om den nye bro han var i færd med at skabe. Maria så stolt på alle sine mandfolk. Jeg drak vinen, så Jesus’ mund bevæge sig som pigens sommerkjole i den kommende orkan. Jeg drak mere vin. Jeg drak endnu mere vin, det ville aldrig høre op. Og det var jul, det var jul igen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-10-26 21:44:56 |
Sjovt, sarkastisk familieportræt. Sprællevende og connected!
venligst. ...
PS lykkedes mig dog at skue et par småting: 2. ln. 'verdenEN' ? og 1. afsn. 6. ln. talt nedefra: 'hans' / SINE
venligst. ...
PS lykkedes mig dog at skue et par småting: 2. ln. 'verdenEN' ? og 1. afsn. 6. ln. talt nedefra: 'hans' / SINE
| Finn Wilkens | 2011-10-30 09:14:05 |
Indledningen er lang og peger bagud for at forklare afsnit 2, der er det egentlige. Men her bliver jeg lidt i tvivl. Hvad handler din historie om? Havde de haft andre navne, ville jeg nok have været forbavset oiver at vide, at denne familie er jordens skaberfamilie. Voila!
Hvorfor er hp pludselig guds adoptivbarn?
Det er ikke, fordi din tekst ikke er spændende, det er den. Fordi emnet altid er spændende, og du lægger en ny vinkel ind med adoptionen.
Men du efterlader læseren utilfredsstillet, nysgerrig; hvad sker der mere? Når nu adoptivbarnet har så unik en adgang til det himmelske, så synes jeg, vi får for lidt at vide.
Hvorfor er hp pludselig guds adoptivbarn?
Det er ikke, fordi din tekst ikke er spændende, det er den. Fordi emnet altid er spændende, og du lægger en ny vinkel ind med adoptionen.
Men du efterlader læseren utilfredsstillet, nysgerrig; hvad sker der mere? Når nu adoptivbarnet har så unik en adgang til det himmelske, så synes jeg, vi får for lidt at vide.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
