 |  | PLING |
 |
|
|||||||||||||
|
lydbølgen deformeres af spejlet i skabsdøren, kastes frem mod de åbentstående, håndslyngede ruder i de røde, frønnede rammer og kvæles i trækronen lidt skråt for vinduerne på førstesalen. Barnet lytter åndsfraværende til den ihærdige klapren fra den umoderne Remington, mens han står lænet op ad spaden lige nedenfor, på grusgangen, og funderer over, hvor andre mon ikke før har tænkt på at lede efter nedgravede våben fra krigens tid. I morges trak farfar ham med ud i værkstedet og de fandt en skovl i hans størrelse, og farmor foreslog, at kartoffelbedet, lige udenfor køkkenvinduet, nok var et rigtig godt sted at gemme våben. Næhnæh; tror de virkelig, man var så naive dengang, da der var krig, og farfar cyklede rundt ude i Dyrehaven og samlede de der geværer op, som var kastet ned fra lavtgående fly om natten? Selvfølgelig cyklede han da ikke bare hjem med dem og bar dem op på førstesalen og gemte dem i skunken også farmor og onkel senere gravede dem ned i haven i mørke om natten og så frihedskæmperne senere kom og ledte efter dem men ikke kunne finde nogen, og farmor og onkel havde helt glemt præcis hvor de havde gravet? Mon ikke helt oppe ved øst-hækken er det klogeste sted? Spaden skramler da han dovent trækker den efter sig over den tørre, knoldede jord og bruger den som machete og skjold til at bane sig vej ind gennem ribsbuskene. Joh; her er vist det helt perfekte sted; man kan nemlig se begge havelåger mens man graver, så hvis der kommer nogen kan man bare nemt dukke sig og krybe ind gennem hækken til nabo Larsen ”¦ Hun hænger vasketøjet op. Turen mellem gruekedlen i kælderen og stativet på tørrepladsen tar sin tid; men det er en go' dag at vaske. Høj sol og læ skal nok få tøjet tørt inden aften. Så må vi se ad, om der er flere kartofler at grave efter, når børnene kommer hjem. Han lytter opmærksomt til krystapparatets knitren og knasen. " ... dansk politi ... interneres ..." messer stemmen tonløst. Han tænker på betjenten omme på den anden side bakken og hans familie. Og på deres natlige aktiviteter ude i Dyrehaven. Forhåbentlig er han gået under jorden. Men børnene ... børnene mødte da vist til morgen som vanligt? Han småløber tankefuldt ned gennem den fløj, hvor tredie og femte klasserne bor. Banker kort på og åbner døren ind til klassen, spejder rundt i lokalet efter en kridhvid hårtop med spillevende, brune øjne under. Fanger fru Nielsens undrende blik, sir: "John skal skynde sig hjem!" nikker bestemt og lukker døren i. Går videre ned ad gangen med lange skridt, standser ud for den sidste dør hvor tredieklasserne vist har biologi. Åbner døren, spejder efter en ti-årig pige med kridhvid hårtop, nikker til lærer Frandsen og sir kort:"Birgit skal skynde sig hjem!" De småløber op ad bakken ved siden af hinanden. Lillesøster aner ikke, hvorfor, storebror tror, det har noget at gøre med de mange våben oppe på loftet, men det tør han ikke sige højt; for mor har formanet ham om ikke at fortælle hemmeligheden til lillesøster. De holder hinanden i hånden over vej, holder pause ude på midterrabatten før de løber over i et hul i trafikken. Hun hører stemmer og trin op ad flisegangen og undrer sig over, at klokken virkelig er blevet så mange? Nej; de ved egentlig ikke, hvorfor de blev sendt hjem før frokost ... men så kan de jo dække havebordet og dele deres klemmer med lillebror, så snart han har fået vasket hænder ... Der er gået over to uger uden en lyd. De er flyttet tilbage til huset, livet må jo gå videre. For børnenes skyld. Hun aner stadig ikke, hvor han er. Men nu kimer telefonen igen. Den holdt op, mens hun var på vej ind fra tørrepladsen, men nu står hun så i bryggerset og håber ... "Jeg har ikke megen tid; ville blot spørge, om Karlheinz kan være hos Dem nogle dage?" Fritz' stemme lyder rådvild. Stakkels dreng; ja, hun véd jo, man har skudt efter dem, bare fordi de oprindeligt er tyskere og moderen stadig kun snakker tysk. "Ja!" hun svarer uden tøven, at hun vil huse sin ældste søns bedste ven. Så går hun op til linnedsskabet efter gæstesengen og en ekstra dyne ... Hoveddøren klemter utålmodigt. Heldigvis er hun hjemme og i køkkenet, så hun styrter stakåndet hen til døren og skimter kun en enkelt skikkelse gennem den matte, gule rude. Lidt for høj til at være ... "Goddag! Skyyynd Dem at åbne dette brev allerførst; men der står altså ingenting i!" Posten rækker en lille stak breve frem mod hende og blir afventende stående på trappestenen. Han véd godt, hun véd, hvem han er, og hvor hans sympatier ligger. Alligevel synes han, det er lidt synd for hende, eller ...? Har han da ikke allerede hørt rygter om flere herrebesøg til villaen ved aftenstide? Hun tænker hurtigt, nu. Ikke græde, endelig, endelig ikke. Ikke besvime. Telefonens kimen redder hende, og hun smækker døren eftertrykkeligt i. Gitte betragter sin egen ånde fortættes i tusmørket mens hun lytter til de store drenges fnisen og grinen inde fra værelset. Mor har strengt forbudt hende at opholde sig inde hos dem, og formanet at hun holder øje med, at lillebror nu osse blir liggende i sin egen seng. Under dynen; ellers blir de forkølede her så sent på efteråret. De har allesammen fået forbud mod at gå ned i stuetagen. Boing-kliiirrrr ... hun gisper overrasket; det lyder da som om John og Karlheinz har smidt noget ud gennem ruden? Total stilhed. Der går en evighed. Så fniser hendes bror overstadigt. "Gitte? Giiiitte ... ta' lige og kom med kosten, der er fyldt med glasskår her inde." Hun ved jo godt hvor kosten står. Hun ved osse, at Mor kan blive virkelig vred, hvis de trodser hende. Nu kalder Mor op ad trappen og spø'r, hvad de tror, de laver, og at al det spektakel må høre op og de skal allesammen sove. Gennem sin storebrors fnisen hører Gitte tydeligt Karlheinz' hvisken fra inde bag døren "Gitte, vi kom til at smadre loftslampen her inde; jeg kan næsten ikke holde ud at stå på hænder længere og John ligger bare på sengen og er helt færdig af grin. Ku' du ikke lige komme ind med kosten og feje?" | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
