 |  | Esoteriske Slips Kap. 5 Damen i rødt |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 5 Damen i rødt Augustus Mørk forlod Panuminstituttet i dybe tanker. Han var ankommet som aftalt, elevator til anden sal, lidt til venstre - og hvad så? Han var gået lidt hen ad gangen, men var standset og havde stået som fortabt, da en venlig laborant var gået ham i møde og havde givet ham hånden. - Velkommen, hr. Mørk, professoren venter Dem. De er jo altid så præcis som et urværk. En times samtale som sidst. Scanning. Gennemgang af grafer og billeder. Der havde været en svag, næsten usynlig skygge i bageste hjernelapper. Det ville professoren studere nærmere, før han kunne udtale sig. Han ville også gerne have tid til at konferere resultatet med en kollega, en neurobiolog fra Stockholm. Hele seancen var for Mørks vedkommende overstået på et par timer. Alt var gået, som det plejede, indtil han stod ved elevatoren. Han havde glemt sin hat. - Hr. Mørk råbte laboranten, som kom løbende”¦ Deres hat”¦ - Tak, mange tak. Det er nok det bedste, der er sket i dag. Jeg fik ikke fat i Deres navn? - Åh, undskyld, Marcus Hels”¦ , herinde bruger de nu kun mit mellemnavn Erland Mölndal, som De ser. Det er vist en længere historie”¦ helt tilbage fra tiden på Universitetet”¦ Mørk skråede over græsset og kastede et skævt blik mod den grå ”Fredens Port”, som pryder eller bryder bybilledet, alt efter behov. Måske den hældende port er mere bestandig end freden, tænkte han og slentrede videre. I de små tværgader mellem Blegdamsvej og Sortedams Dosseringen var dieselosen knap så gennemtrængende som henne ved Tagensvej og Fredensgade. Der var en underlig modstrid mellem General Ryes, Oberst Læssøes og ”Fredens gade”. Da de danske officerer tabte slaget i 1850 på Isted Hede, var Fredensvej en blind og idyllisk vej. Han satte kursen mod Trianglen. Det hastede ikke. Svigersønnen havde nok at gøre med at bore huller og trække kabler i forretningen. Vi må jo følge med tiden. Mørk mønstrede de få tilbageværende antikvariaters bogkasser og lokkende vinduesudstillinger. Hans øjne dvælede lidt ved et nyistandsat galleri. Et meget smukt og gådefuldt stort maleri fangede hans interesse. Men hvor skulle han placere det? Nej, han slog det hen og spadserede ned mod Sortedammen. Fra en bænk i solen nød han synet af de målbevidste kondiløbere, som hastede forbi. Han smilede til dem og beundrede dem lidt for deres kropsbevidsthed; men han undrede sig over deres uundværlige måling af tid, puls og hastighed. En dame nærmede sig. Afdæmpet rød, let frakke. Fornuftige sko. - Undskyld, må jeg slå mig ned et øjeblik? - Ja, gerne, naturligvis, svarede han og støvede galant et stykke af bænken af med sit lommetørklæde. - Mange tak, skal De have. Hun gav ham hånden og præsenterede sig som fru Lauridsen, Jacob Erlandsensgade. - Mørk, August, Østerbrogade længst ude, svarede Mørk. Augustus brugte han kun derhjemme. Jeg driver en lille forretning i gaden. De har næppe været der. Så ville jeg have kendt Dem. - Åh, nu holder De sjov med mig. Er jeg virkelig så opsigtsvækkende? - Nej, nej, bestemt ikke. Det er bare sådan, at jeg husker alle mine kunder. Der er jo ikke to ens. - Når jeg skal nordpå, tager jeg altid toget fra Svanemøllen. Jeg burde kende Deres forretning. - Muligvis. Førhen handlede jeg med isenkramvarer. Nu åbner jeg snart internet-café. Jah, jeg er nok ved at være i pensionsalderen, så nu skal der ske noget nyt. - Hvor morsomt! Min mand har uden tvivl handlet hos Dem. Men det er mange år siden, jeg mistede ham. - Fru Lauridsen, nu må De undskylde mig, at jeg spørger; hed han ikke Herluf? - I guder, kendte De ham så godt? - Nej, egentlig ikke. Så er De Marianne. Hør kunne De ikke trænge til en kop te eller andet. Der er et pænt sted nede ved Trianglen. Således fulgtes de to ned ad dosseringen. Den Franske Café hed stedet, hvor der også var udendørs servering. En kvik tjener anviste dem et bord og modtog bestilling. - Undskyld, må jeg lige give en kort besked, spurgte Mørk og tog telefonen op af jakkelommen. - Gør endelig det, jeg går lige ind og netter mig lidt. Da fruen igen satte sig, ville han være behjælpelig, men hun afviste hans galanteri med en trillende og mild latter, som fra en forårskåd lærke. - Ja, ringen jeg bærer, har ikke forladt min finger, siden jeg mistede min hustru. Det er tolv år siden. Men nu er den også så slidt, at den sikkert snart knækker. Er De mere rolig nu? - Tværtimod, nu er jeg befriende utryg i Deres selskab, lo hun. De talte om løst og fast. Hun havde haft en karriere som direktionssekretær i en shippingvirksomhed. Og et udmærket ægteskab indtil de mistede deres datter efter en trafikulykke. Hun blev kun tyve år. Herluf kom sig aldrig over tabet af deres øjesten. Han blev mere og mere indadvendt og sygnede hen, fortalte hun, men slog det hen med en håndbevægelse. I dag nyder jeg det. - Tænk at kunne sidde her og betro sig. Livet ligger dog foran os, smilede hun. Mørk kunne ikke finde ord for sin medfølelse. Om nogen, vidste han lidt om, hvordan nådesløse erindringer kan kaste lange skygger. At miste sin ægtefælle kommer man aldrig over. Men at miste sit barn, må være endnu værre”¦ De nød deres kaffe, lidt brød og en enkelt Calvados i dagens anledning. Solen stod nu ind under markisen. De blev enige om at bryde op. Hun insisterede på at betale det halve af regningen. Sådan skulle det være. De valgte at gå sammen ad den østlige side af Østerbrogade. Tempoet dalede skridt for skridt uden at de i og for sig bemærkede det. Først ved Strandboulevarden gik de helt i stå, før de skiltes efter at have udvekslet telefonnumre. Hendes silketørklæde blafrede opstemt, da hun forsvandt om sit hjørne. På gensyn, August, havde hun sagt. Han standsede på hjemvejen og spejlede sig i en butiksrude. Der var ikke noget usædvanligt at se. Han låste sig ind i forretningen og så straks en værktøjskasse midt på gulvet og et par ruller kabel. Ellers var der ikke noget rod. Svigersønnen råbte ”hej” henne fra computerhjørnet. - Turde du ikke komme hjem tidligere, spurgte han skælmsk. - Nå, joh, jeg rendte bare på én jeg gerne ville have mødt lidt tidligere, men hyggeligt var det. Vi repeterede konversationskunst og nød en fransk visit. Foråret er stærkt på vej. Og jeg ville nødigt gå i vejen. - Kommer du op og spiser? Maria har kylling kl. syv. - Tak, men nej. Det er sødt af jer. Men jeg har brug for at sidde og komme lidt til mig selv. Jeg er ikke så frisk, som da jeg var yngre. Og i morgen skal jeg igen på farten. Vi tales ved, sagde Mørk og gik ad køkkentrappen op til sit refugium. Måske burde han kontakte professoren. Men nej. Der var vigtigere ting nu. Esoteriske Slips Kap. 6 Udflugten Øvrige kapitler: Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
