Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Regnvejr, overgangsalder og min ret til at give samfundet skylden (Tanker fra skuffen)
Regnvejr, overgangsalder og min ret til at give samfundet skylden (Tanker fra skuffen)


Forfattersiden.dk
Forfatter: Eva Hald
Skrevet: 2014-08-25 21:15:02
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Det regner og solen skinner
Det er lidt en slags tema for mit liv. Jeg skal ikke føle mig for godt tilpas med det hele, så kommer der lige en byge, og sjask”¦ Alt er vådt, surt og gråt.

Jeg er ifølge mit blodrøde blodige blod durk på vej i overgangsalder og det har muligvis lidt med mit syn på livet pt at gøre.

Jeg tog derfor en drastisk beslutning og sagde fuck det. Fuck overgangsalder og alt det pjat. Jeg gider ikke sidde tørskedet og flæbe hormonforstyrret over Dr Phil og tisse i mine Tena bind. Jeg nægter at lade mig deprimere af noget så ubetydeligt som alder.  
Derfor har jeg besluttet at regnvejr er fedt. Mere af det, hurra. Lad det sile, sejle, øse pøse, sjaske, plaske og ikke mindst dryppe på degnen.  Jeg har et regnslag i tasken og vandfast mascara, fuck elementerne, jeg er klar.  

Min tale om vejret er muligvis lang, men har en slags pointe. Jeg har brugt alt for meget tid på brok. Jeg glemmer de små lyspunkter der er rundt omkring, bare fordi jeg går og bliver våd i håret.  Engang, tro det eller lad være, var mor en god og lydig spejderdreng. Eller selvfølgelig pige, men det lyder sjovt nok knapt så kækt. Min demens forbyder mig at huske navnet på truppen eller den gruppe jeg tilhørte, men tørklædet var gult, og jeg lærte både at gå med kniv og bede bordbøn. Det sidste har jeg godt nok ikke bedrevet i en årrække, men hvem går ikke med kniv? Men dette Guds vilde og frie spejderliv har dog betydet at jeg i dag kan manøvrere både gummistøvler og snobrød på en og samme gang, så lidt vand.. Det ler jeg blot af, ha ha ha!

Med i mit oprør over at være på vej i overgangsalder har jeg, udover glæden ved regnvejret også taget gamle interesser op. Det er en gammel hobby som jeg har valgt at berige mit liv med igen. Jeg opgav den engang i halvfemserne, da jeg pludselig stod med frugt i automaten og en kage ekstra i ovnen. Tiden forbød mig min passion selv om den ellers altid har holdt mig på tæerne, vågen og særdeles aktiv. Det er min altoverskyggende ide om, at det hele er fucking samfundets skyld.
Her i min nu lidt mere modne alder kaster jeg knap så mange sten mod McDonald’s og går lidt mere forskningsagtigt til værks. Ikke flere stenkast. Jeg bor i et fucking glashus, det er jo ligefremt dumt, og dum er jeg ikke. Det er ved at være på tide at jeg beviser det.

Så samfund, vær beredt.  Vogt dig for denne gamle kristne pigespejder, med mærker til at gå med kniv i regnvejr, tør i skeden, hormonberøvet og klar til at gå i kamp for at bevise at det HELE er din skyld.

Tiden vil komme hvor vi alle godt kan slappe af. Ikke flere Ave Maria-er, ikke mere skyld og skamfølelse.. Vi har ikke gjort noget galt. Og jeg er spejderdrengen der har tænkt sig at skaffe beviset.

Mit syn på livet er så småt begyndt at blive lidt mere klart. Tingene er ikke mere så sort/hvide, der er kommet nuancer og kulør. Ja næsten en struktureret regnbue af livssyn synes at fylde mig, og jeg byder det velkomment. Efter 18 år som mor med alt hvad det indebærer af bleskift, ture til lægevagten, madlavning, skolesamtaler mm befinder jeg mig nu i en situation hvor de to ældste tøser har spredt deres vinger og er fløjet fra reden.  Pludselig er tid noget andet. Jeg har kun sønnike tilbage i huset. Ham ser man kun når nettet er nede, så tiden har jeg pludselig fået tilbage. Og jeg har ALDRIG før haft så travlt.

Mine ambitioner har ingen grænser. Det har kun min krop og evner. Det synes ikke at forhindre mig i at stresse rundt om mig selv, i ambitionen om at blive berygtet.  Jeg kæmper en indre indædt kamp for at nå det hele. For selv om jeg kan smile ad regnvejr er kampen langt fra vundet.

Bevisbyrden ligger på samfundets side. De har dokumenteret at jeg er tosset i årevis. Jeg vil derfor påvise at nok er jeg underlig, hormonramt og har muligvis adskillige af kommunen påviste diagnoser, men det er ikke nødvendigvis en dårlig egenskab, når man vil kue samfundet i knæ og tvinge det til at tage ansvar, og i det mindste sige fucking undskyld.  Jeg tænker at et temmelig urealistisk syn på egne evner her kun kan være en klar fordel.

Det er nok meget godt for mig, at sådan en overgangsalder ikke er overstået på et par uger. Med alt det jeg har på tapetet. Jeg har brug for mange svedige nætter med samfundskritiske tanker hvis jeg skal få styr på alt det rod.


Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk