 |  | Hvis du tager væk nu, ses vi så igen? |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi var lige startet på HG, efter sommerferien. 1. år, nye mennesker, nye navne, nye ansigter. Vi lærte hurtigt hinanden at kende, og ingen blev rigtig holdt udenfor. Alle med alle, ingen alene. Tiden gik hurtigt, og inden vi vidste af det, havde vi også været på studietur, og fået ny pige i klassen. Ann-Sofie. Skide sød pige, flot, udadvendt. Victoria og jeg, havde været sammen fra dag 1. Havde klikket med det samme, og brugte meget tid sammen. Der havde Danielle også været med os, men hun var faldet fra igen, og var ikke rigtig vores type. Men Fie, hun var en af os. Samme humor, så vi grinte meget. Mange af de samme holdninger, tøjstil og vi snakkede egentligt bare om alt. Vi brugte mere og mere tid sammen, og begyndte at holde mere og mere af hende. Men en dag så jeg noget, som jeg nok egentligt ikke skulle ha’ set. Hun stod og skiftede trøje på mit værelse, mens jeg glattede mit hår. Jeg stod med ryggen til, men kunne se det i spejlet. 10, nok 20 snitsår, fra en kniv eller et barberblad. Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg vendte mig om i chok, og sagde ”øøøh, Fie?”. Hun kiggede på mig, som om der ikke var noget at skjule, og jeg tog fat i hendes arm. Jeg spurgte hende hvad det var på hendes arm, og hun prøvede at skjule det, selvom jeg lige havde taget hende på fersk gerning. Hun benægtede at det var noget af betydning, men jeg kunne se sorgen bag hendes øjne. Og i virkeligheden var hun ved at bryde sammen. Hun var blevet så vant til at spille skuespil, at hun selv troede på det. Jeg tænkte vel ikke mere over det, selvom hun dagligt klagede over sin far, og hvordan han var over for hende. Han var altid efter hende, og i hans øjne kunne hun aldrig gøre noget rigtigt. Og hun fik dagligt at vide, at hun var en møgunge. Hendes mor er alkoholiker, ikke til ret meget hjælp. Hun ligger meget tit på hospitalet, og kan ikke engang tage hånd om sig selv, så hvordan skulle hun kunne tage hånd om en datter? Der gik lidt tid, og vi hørte ikke rigtigt om at Fie havde det dårligt, eller var ked af det. En dag i pausen gik hun på toilet. Det var vel fint nok tænkte vi, og det var det. Indtil der var gået 25 minutter, hvor hun stadig ikke var kommet tilbage, så vi blev lidt småbekymrede, og jeg valgte at gå ud til hende. Jeg råbte gennem døren, om alt var okay, og det var det. Hun kom ud med det samme, og jeg spurgte hvad hun lavede. Hun sagde ingenting, men allerede der, vidste jeg jo godt, at det var fordi hun havde været ude, og skære i sig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke hvem der ellers vidste det. Hvem jeg kunne snakke med om det. Om der overhovedet var nogen. D. 22/11 skete der et eller andet. Hun havde i noget tid, brugt meget tid med FN fra vores klasse. Hun var vild med ham, problemet var bare at han var vild med Danielle. Fie vidste det godt, men valgte bare at glemme alt om det, og stadig prøve at få ham til at kunne lide hende. De brugte mere og mere tid sammen. En hel weekend, hvor det bare var dem. Og hun kom længere under huden på ham, og han på hende. Men d. 22. havde han glemt at logge ud af sin facebook. Hun er ikke typen der tjekker folk, men lige præcis her kunne hun ikke dy sig. Hun læste hans og Danielles samtale. Selvfølgelig det var forkert, men jeg kan godt følge hende. Jeg stoler heller ikke på Danielle. Men alt det FN havde fyret af til Fie, såsom at hendes parfume var god, at hun var smuk, havde en god røv osv, det var bare den samme smøre der kørte igen. Jeg fik ondt af Fie, for selvfølgelig var det ikke fedt at blive bedraget på den måde. Og slet ikke af en man holder så meget af. Hun skrev til mig at hun græd og græd, og slet ikke kunne stoppe igen. Jeg sad på det tidspunkt hos en der hedder Mads og så film, men tilbød hende at hun selvfølgelig bare kunne komme op og snakke og ryge en cigaret. Det havde hun ikke lyst til, for hun havde ikke lyst til at se andre mennesker. Det forstod jeg godt, men følte alligevel jeg vat nødt til at gøre noget. Jeg spurgte hende igen, og igen, om hun var sikker på at der ikke var noget jeg kunne gøre. Jeg modtog denne besked ”Kan seriøst ikke mere Gabriella.. Har i et år haft én bestemt dato, som var i går, og jeg kunne ikke fuldføre det. I dag er bare endnu en lorte dag, gider ikke brændes af mere, gider virkelig ikke”¦” Det knuste mit hjerte, og jeg ved desværre at hun mener hvert et ord. Jeg blev så ulykkelig, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle stille op. Hun mente hun var tabt for verdenen, og ikke var til nogen nytte. Hun fortalte mig hun skar i sig selv, havde taget en masse panodiler, og gik en tur. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op, for hvis jeg kunne, havde jeg kørt hende langt væk, så hun ikke længere skulle bekymre sig om noget derhjemme. Jeg ringede straks til Vic, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg snakkede og snakkede, og pludselig kiggede Mads på mig, og uden at se tilbage på ham, brød jeg sammen. Jeg snakkede ikke direkte til Vic om hvad der foregik, netop for at Mads måske ikke skulle høre det. Men han kunne tydeligt høre hvad Vic sagde igennem telefonen. Og han kunne godt mærke på mig, jeg ikke var okay. Han nussede min arm, og holdt mig tæt, mens jeg færdiggjorde samtalen med Vic. Vi aftalte at snakke med vores klasselærer den efterfølgende mandag. Der skulle handles, og der skulle handles hurtigt. For hvem ved hvad det kunne ende med? For hvis hun tog væk nu, ville vi så ses igen? | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
