 |  | Logbog Kap. 52 Mordere holder ikke fyraften kl. 16! |
 |
|
|||||||||||||
|
Det småregnede, da pumpen havde søgt ly på en tankstation i Haderslev. Han sad over en kop kaffe og gjorde status over sine muligheder. Han kom lige fra et besøg hos en forstående tatovør, der ikke havde udtrykt den mindste nysgerrighed for, hvem f”¦ der ville rende rundt med navnet ”Newton” på armen, med mindre ”WT” havde været hans kæreste. ”Brødrene” havde først optaget ham som fuldgyldigt medlem, da Ventilen havde aflagt ed på, at det var Pumpen, der havde myrdet manden i et bådehus. Pumpen havde fået sin obligatoriske tatovering ”WT” på overarmen. Fysisk var han ikke meget bevendt. Kun hans pæne manerer og evnen til at kunne begå sig på en almindelig arbejdsplads som vandværket gjorde ham velegnet som ”distributør” af det hvide pulver nord for København. Han havde aldrig fået Ventilen til at rykke ud med detaljer om, hvad der var foregået i det bådehus. Og hvem offeret var. Kun, at manden skyldte dem penge, som han ikke ville eller kunne betale. Pumpen troede ikke, at det var Ventilen selv, der havde slået manden ihjel. Rygterne i miljøet om, at det var Pumpen, der stod bag mordet på manden i bådehuset, nåede også politiets lange ører. Efterlysningen gav pote. En af Hennys meddelere kunne fortælle, at Pumpen lige var blevet genkendt af en tatovør i Haderslev. Da hun gav oplysningen videre til Rønnebæk, sprang han op! - Ikke nu igen! Ham skal vi have fat i før Cesaro finder ham. Sønderjyllands Politi skal underrettes omgående. Det er et mirakel, at Pumpen ikke er likvideret endnu. Han skal anholdes og køres hertil inden aften. Jeg bestiller sgu snart ikke andet end at afværge, at mordere slår hinanden ihjel”¦ - Hov, hov, sagde Henny, du véd åbenbart ikke, hvad klokken er? Nej, det vidste han ikke. - Nå, ja, men jeg mener anholdes nu og køres til København i morgen så. Mordere holder ikke fyraften kl. 16! Ret til at myrde hinanden, får de dog aldrig. - OK, jeg underretter Sønderjylland, men du må hellere selv underrette Københavns Politi, så det ikke kommer bag på dem. - Det sker nu, sagde han og ringede. - - ”Vicepolitidirektørens forkontor”, svarede en sekretær. Åh, nej, tænkte han. - Ja, det er Rønnebæk fra Gentofte. Giv mig lige viceren. - Hva’ beha’r? Et øjeblik så skal jeg se om han har tid! - - Nå, nej”¦ det har han vel ikke... Så prøv HBH! - Ja,..politidirektøren!! - - Goddag igen Rønnebæk, svarede hun. Var det ikke nemmere, hvis I fik kontor herinde? Nå, hvad nu? - Jeg har bedt Sønderjyllands Politi om at gentage efterlysningen af Pumpen, som er på flugt. Nu er det ikke kun os, der er ude efter ham. Der er intern magtkamp i "WT" blandt deres topfigurer. Og her er der vist kun én ting, de er enige om. De vil skille sig af med ham. Og jeg er temmelig sikker på, at hans ”gode ven” Ventilen, står bag jagten på ham. Vi fortsætter med flere afhøringer af ham. - Godt arbejde, svarede hun. Vi støtter din disposition fuldt ud! Vi beder anklagemyndigheden om at rejse to nye sigtelser mod Ventilen. Falsk vidneforklaring og trusler mod Pumpen. Rønnebæk lyste som en nyslået toskilling, da han vendte sig mod Henny. Pumpen havde ikke set den patruljevogn, der blev parkeret ved benzintankens lille cafeteria. Først da de to betjente kom med deres bakke og slog sig ned, blev han nervøs; men da var det for sent. En dem gik hen til ham og viste sin legitimation. - Mojn, sagde han, hvem er du? Vi vil gerne tale lidt med dig. Pumpen fandt det pas frem, som han havde besluttet at tage med hjemmefra. - Er du læge? spurgte betjenten. - Hva’? Nej. Står der det? - Nej, der står ikke ”læge” i passet. Jeg tror, at du skal fortælle mig dit rigtige navn, hvis du kan huske det? Pumpen anede ikke, hvad han skulle svare. - Tag dine ting og følg med. Du er anholdt. Gå stille og roligt efter min kollega ud til bilen. Vi kører til arresten i Haderslev. Så vil det nok vise sig, om du skal tilbage til ”djævleøen”. Kan du ikke en gang huske navnet i ”dit” pas? Ja, så må den sgu være gal med dig! Han så ikke, at kassedamen på tanken løftede hånden og sendte en hilsen til betjenten, der gik bagest. Hun lagde en gul lap ved kassen med besked om, at betjentene skulle have gratis kaffe næste gang de kom. Henny var den første på Ørnegården, der torsdag formiddag fik besked om fangsten i Haderslev. Nu lysnede det måske. Rønnebæk var til møde med Kristoffersen for at drøfte deres behov for, løbende at kunne følge overvågningen af Ventilens bankboks. IT-nørderne på gården påstod, at det sagtens kunne lade sig gøre ved opkobling til en ganske almindelig TV-monitor på Ørnegården. Kameraet var jo installeret. Kommissæren bøjede sig. Dermed var Ørnegården med på listen over almindelige politistationer, der havde deres egne overvågningsmuligheder med opgaver ud over trafikken på vejnettet. Spørgsmålet var i dette tilfælde lidt vanskeligt, idét bankens forsikringsselskab ikke ville deltage i afholdelse af politiets udgifter. Det var jo sådan set forståeligt nok. Overflytningen af Pumpen til arresten på politigården skete først om fredagen. Han sad på bagsædet i en almindelig patruljevogn. Turen blev kun afbrudt af en enkelt tissepause lige syd for Odense. I København blev han kørt gennem porten i Otto Mønstedsgade og sat i arresten, mens betjentene her gennemgik hans ejendele, som ikke havde været rørt siden de blev lagt i vognens bagagerum i Haderslev. Det hele blev registreret og lagt til opbevaring i forseglede poser. Alle dokumenter og lignende blev videregivet til Gajolsen. Der var nok at tage fat på. Han startede med passene; dels dét Pumpen havde haft på sig og dels yderligere tre pas, som var stukket ind under bundpladen i tasken. Han genkendte straks navnet Ole Jørensen på et af de skjulte pas. Det navn havde også stået på den falske dødsattest for nylig. Det pas, som Pumpen havde valgt at bruge, var meldt stjålet fra en læge. Det var lige det han stod og manglede. ”Pumpen og Ventilen”? Hvor opfindsomt, tænkte han og ringede til Rønnebæk. - Dav, Olsen, svarede Rønnebæk. Det var lige dig, jeg skulle have fat i; men du kom først? - Nåh, ja”¦ jeg ville bare fortælle dig om de pas og papirer, som kom ind sammen med ham fra Sønderjylland. - Fint; jeg sidder her med et lille brev, som Kristoffersen har glemt, at han fik af Helene for flere uger siden. Afsendt fra ”Pumpen og Ventilen”. Har du tid til at se på det nu, så har du det om et kvarter? Olsen ville gerne have brevet ind. Han fortalte om Ole Jørensens navn, som lidt for hyppigt dukkede op i sagen. - Tak, sagde Rønnebæk, du aner ikke, hvor glad jeg er for dit arbejde”¦ - Åh, pjat.. Hvad er det nu du fedter for? Rønnebæk fik fat på en MC-betjent på hjul og bad ham om at køre ind med brevet, som havde ligget alt for længe på Ørnegården. Olsen ringede tilbage klokken 15. Han kunne fortælle, at Pumpens fingeraftryk var tydelige på papiret. Papirkvalitet og blæktype ville han vente med at vurdere til på mandag. Teksten giver vel sig selv, når man kender ”White Tigers”. - Og husk, tilføjede han, jeg tror, at I skal se på hans tatovering ved lejlighed, se efter ”Newton”. - Jeg tror, at jeg skylder dig en tjeneste, svarede Rønnebæk. God week-end. På mandag ville lægen se lidt nærmere på Pumpens tatoveringer. ”Nuton”? Han ville ikke ringe og forstyrre Henny mere i dag, så han ringede hjem. - Dav, snuskebasse, lød konens velkendte stemme! Guud er det dig? - Ja, gu er det mig, hvem ellers? - Nåh, jeg drømte bare om en hemmelig elsker. Det skal du ikke bryde dit hoved med, lille skat. - Har du ikke nok i mig? - Jo; jeg driller bare”¦ kommer du snart? - Ja. Jeg kører herfra om fem minutter. Knus. Nå. OK, tænkte han. Sådan havde hun bare ikke sagt i lang tid. . Måske skulle han købe en buket blomster med til hende. Nu var det weekend, og han ville ikke tage arbejde med hjem. Kun telefonen”¦ Gud ved, om der var noget han havde glemt? Der stod ikke noget i hans lille lommekalender”¦ Nå. Lige meget. Han ville i hvert fald holde fri nu. Da hun iført housecoat åbnede for ham, anede han uråd og skyndte sig at aflevere blomsterne. - Så huskede du det alligevel! Udbrød hun. Tænk, fyrre år siden, jeg forførte dig første gang! - N唦 Nåh, ja selvfølgelig. Det glemmer jeg da aldrig, svarede han og prøvede at spole tilbage. Selvfølgelig huskede han det: Hun stod dér og fumlede med hans livrem, og han havde været bange for at få den første udløsning i bukserne, mens han kæmpede med hægterne i hendes bh. Det var hjemme på hendes kollegieværelse, hvor der var meget lydt; og gangen og køkkenet var fyldt med løsslupne unge, letpåklædte, inspirerende mennesker. - Hvad tænker du på lille skat, spurgte hun - Nåh, hvad var det nu du læste den gang? - Humaniora. Sexologi som speciale, husker du vel? - Jo, jo, selvfølgelig husker jeg det, lo han. Hvad fik dig egentlig til at springe fra? - Tjah, der var jo så meget andet, jeg skulle prøve den gang. Året efter var de blevet gift. De havde håbet at få et barn eller to, men det lykkedes aldrig. De havde begge affundet sig med det. Ingen af dem anså det som et problem. Desuden gik de så meget op arbejdet, han på stationen, og hun som lærer, at der ikke ville have været meget overskud til børn. For tre år siden, da hun blev ”næsten-hjemmegående”, blev hun korrekturlæser for en lille lokal ugeavis. Det passede dem begge udmærket. Hun satte blomsterne i vand og lavede kaffe. - Sæt dig nu ind i din stol, så skal jeg komme og massere din nakke. Du rør dig for lidt. - Mmm, brummede han bare. Det var jo rigtig nok. Måske ville han løbetræne lidt, når han gik på pension. Han fik kaffen serveret på sofabordet. Hun kom over og masserede hans ømme nakke og skuldre nogle minutter. - Jeg vil ikke gøre det rigtigt nu; massageolien vil sætte pletter i din stol”¦ - Uhmm, brummede han. Hvordan kan du vide lige lige præcis, hvor det gør mest ondt? - Myoser, hedder det. Og man kan tydeligt mærke, hvor de sidder. - Hmm. - Fortæl mig, hvad der trykker dig min ven. Er det mig eller jobbet? Han vågnede lidt op. - Nej, søde ven, du trykker kun dejligt. Det er såmænd bare et par mordsager. Han talte sjældent om sit arbejde, men når han nu ikke tænkte på ret meget andet, gjorde han denne gang en undtagelse. Hun lyttede interesseret med en vis gysen og spurgte ham lidt undervejs. - Det er en barsk hverdag du har. Hende dér Bettina Strahm lyder spændende. Er hun gift? Nu vågnede han helt op. - Ikke det jeg véd af. Men det tror jeg ikke, hvorfor det? - Nåh, jeg tænkte bare”¦ Tredje gang telefonen ringede, svarede han. Det var vagtcentralen. De havde lige sendt to vogne til en bank på Ålekistevej for at tilbageholde en mistænkelig kunde, der ville tømme sin bankboks. Henny Lund var underrettet. Endelig. Han ringede til Henny, men hun svarede ikke. Han fortrød, at han ikke var blevet på stationen. Hans telefon ringede igen. - Hej, det er Henny. Jeg er fremme ved banken. Vores kamera virkede. En kunde har brokket sig over, at hans boxnøgle ikke passer. Personalet er ved at skaffe ham en anden, mens de forsøger at holde ham hen. Jeg ringer tilbage om lidt. Politiet går ind nu”¦ - De kan da aldrig lade dig være i fred, sagde Rønnebæks kone. Sig ikke, at du kører igen! - Nej min ven. Nu må det være nok. Men telefonen kan jeg bare ikke lade ligge”¦ Den ringer om lidt igen. - Det forstår jeg godt, sagde hans kone. Det er da også i orden. Rønnebæk åndede lettet op, da Henny et øjeblik efter ringede igen og fortalte, at manden var blevet anholdt nede i selve boksrummet med en større sum penge i en gul plasticpose, - Vi fængsler ham og sigter ham for indbrudsforsøg, sagde hun... så, nu står der en strisser og piller ved min motorcykel, jeg løber. Vi snakkes. Ja, ”vi snakkes”, tænkte han. Logbog Kap. 53 Dueavler i tysk tjeneste Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog Logbogens personer - Oversigt (ikke færdig) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
