 |  | Usikkerhed |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun sætter sig stille ned på stolen. Hun kan ikke begribe at hun har denne samtale. Hvorfor ringer de til hende? Dette liv lever hun ikke mere og har ikke gjort det i over et år, hun har startet et nyt kapitel, langt det bag sig eller snarrer fortrængt det for at skåne sig selv for mere smerte og flere tårer. Hun kan ikke gøre for det, så snart samtalen er slut løber hun ud for at tage overtøj på, hendes trætte udseende og slidte nattøj er ligemeget lige nu, hun griber fat i sine bilnøgler og løber ud til sin gamle røde bil, som næsten ikke kan hænge sammen mere. Den er rusten og forfalden. Tænder den og kører. Hun kører alt for stærkt, meget enda men det er ligemeget hun skal derind, hun må se ham. Tanker kører rundt i hovedet på hende, hun prøver desperat at holde sine tårer tilbage. Hvad skal hun sige hvis han vågner? Hun dråner ind på parkeringspladsen, finder et ligegyldigt sted at holde. Løber op af trapperne, ind af døren og hen til skranken hvor en dame sidder med hovedet ned i nogle papirer, ''hvor er han?'' . Hun behersker sig selv ned af gangene, prøver at få vejrtrækningen i ro og samle sig, alt er hvidt, væggene er hvide, gulvet er hvidt selv dørene er hvide. Her lugter af syge mennesker og lugten af mennesker som tager sit sidste åndedræt. Luften er tyk. Hun står foran døren, en stor hvid dør som ligner alle de andre døre, hun er i tvivl. Skal hun gå derind? Er det forkert at hun er kørt helt herind? Vil han blive sur og bede hende om at skride ad helvede til fordi det vil gøre for ondt at se på hende? Hun tager en dyb indåndning og tager tøvende i det søvgrå håndtaget. Hun skubber håndtaget ned og holder håndtaget nede stadig tøvende. Hun åbner den store hvide dør, et mørke og en stille vejrtrækning møder hende. Nu står hun så der i døråbningen og kigger hen på ham. Der ligger han, så stille og nærmest fredfyldt. Sover han? Er han i koma? Hun kan ikke tænke klart. Kan ikke huske samtalen med sygeplejesken, hvad havde hun sagt? Hendes følelser vrimler rundt i hende, hun ved hverken om hun skal le, græde eller blive hysterisk. Er dette skæbnen? Skal de føres sammen igen efter et år væk fra hinanden? Er det, dét der er meningen med dette? Hun går hen til ham. Hvad skal hun sige ? Ingenting? Hun har intet at sige. Hun kigger runft på stuen, han er den eneste der ligger derinde. så alene. I det ene hjørne står en stol, hun går over til stolen og bærer den over til sengen han ligger i. Er dette forkert? Burde hun gå igen? Hun sætter sig på stolen og stirrer intenst på ham, hans ansigt, de lukkede øjne, de ru læber, de dybe fuger i hans ansigt og tager hans hånd. Hans varme hånd. Hans varme ru hånd som er så velkendt. Hun løfter den op til kinden og mærker hans varme imod sit ansigt, dufter hans lugt ind. Hun giver sig selv lov til at lade en tåre triller ned af hendes kind. hun vil ikke græde, kan ikke, må ikke. Hans lugt er så velkendt, så savnet. Hun begynder stille at slappe af, en afslappethed hun ikke har følt længe. Hun læner sig frem og ligger sit ansigt på hans hofte, stadig med hans hånd i hendes, hun mærker hans varme fra hans krop pulse imod hende. Hun kysser hans hånd og lukker sine øjne. Hun falder i søvn.... | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
