 |  | Hullet: |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg sidder i et sort hul, dybt nede. Lodrette vægge af klipper omringer mig. Jeg kan ikke komme op. Ikke mere. Så hvorfor kravlede jeg ikke op, da jeg havde chancen, spørger du. Fordi jeg ville redde de andre. De fortjente ikke at falde ned i det her hul. Det gjorde jeg. En dag kom jeg gående hen ad vejen, jeg gik bag ved en pige, en ung smuk pige, hun havde aldrig gjort nogen noget, hun var så uskyldig. Men hullet ventede på hende. Hullet ville fange hende, lige meget hvad. Hun vidste ingenting. Men det gjorde jeg. Og jeg kunne ikke lade det ske. Hun var for ung og smuk, til at få ødelagt sit liv på den måde. Jeg måtte gøre noget. Jeg fik overnaturlige kræfter, og styrtede hen mod hende. Og i det sekund hun skulle til at træde ned i hullet, og mister sit liv, for øjnene af mig og hende selv, der hoppede jeg ind foran hende, og kastede mig ned i hullet, og med ét tumlede jeg ned i mørket, og pigen kunne trygt gå videre. Jeg husker ikke smerten ved at falde ned i hullet, lige så snart livet blev flået ud af mig, mærkede jeg ingenting. Men intet skulle blive som det var planlagt. Det var jo ikke mig der, fra starten skulle ned i hullet, det var det nu. Men i starten var det tænkt som pigens skæbne. Men jeg var heldig, da jeg faldt ned i hullet, faldt jeg ind i klippen, og forhindrede derfor hullets mørke, at rive alt livet ud af mig. Så her sidder jeg og passer på det sidste jeg har tilbage af mit liv. Og passer på at ingen andre skal lide samme skæbne som mig. Jeg tænker tit over hvorfor jeg hoppede i hullet, jeg er jo bange for mørke. Eller på hvorfor jeg ikke bare kravlede op da jeg havde chancen. Men så ville en masse uskyldige, skyldige jo falde i hullet i stedet for mig. Så jeg bliver siddende, jeg kan ikke rigtig gøre så meget andet. Klippevæggene er alt for glatte til at jeg kan kravle op ad dem nu. Jeg hører skridt over mig, fodtrin. Ikke endnu et offer. Et intetanende menneske, som bare er ude at gå tur. Jeg vil ikke lade det ske. ”Pas på” mine ord runger mellem klippevæggene, og de begynder at styrte mere sammen. Stenene rasler ned i mit hoved, og jeg må lægge mig ned på alle fire og beskytte mig fra de hårde sten, som falder ned over mig. Men jeg kan høre at mit advarselsråb fik mennesket til at ændre retning, og derved sparede sit liv. Jeg har reddet endnu et liv. Og gjort mit endnu værre. Men det er okay. Så længe det ene menneske, kommer hjem i god behold til sin familie eller sin hund, eller bare hjem, til dem det elsker. Så er jeg lykkelig. Det nye sammenstød har gjort hullet mørkere end før, det sker altid efter at jeg har råbt til nogen oppe over mig. Jeg advarer, væggene styrter mere sammen, og alting bliver mørkere. Jeg er vand til det nu. Bortset fra det med mørket, jeg hader mørke. Jeg bliver liggende på alle fire, med lukkede øjne, og hænderne til at dække mit hoved, for at holde mørket og stenene ude. Det er mærkeligt tænker du nok, for når jeg lukker øjnene, så er der jo stadig mørkt. Og du har ret, men det her mørke er mere trygt, det er mit mørke. Vi kender hinanden meget godt. Vi har tit holdt om hinanden indtil jeg faldt i søvn. Det var dengang før jeg besluttede at flytte hjemmefra. Ikke fordi det her sted er meget anderledes, men mørket her er bare ikke ligeså trygt og sikkert som det derhjemme. Pludselig må jeg åbne mine øjne lidt, jeg kan ikke se så meget, men hvis jeg kigger op mod hullets åbning, kan jeg se en lille sprække med lys. Verdenen udenfor hullet. Jeg misser med øjnene og prøver at stille skarpt. Jeg ser enkelte fugle flyve forvirret rundt deroppe, men det er også det eneste. Så det er egentlig ikke noget særligt. Men det vigtige er hvad jeg hører, min høre- og følesans er pludselig blevet mine vigtigste sanser. Jeg står stille og lytter. Jeg kan høre fodtrin igen. Det kan ikke passe. Ikke igen. Jeg skal jo lige vænne mig til det her mørke først. Men skridtene kommer hastigt nærmere, og jeg skynder mig at råbe: ”pas på”. Så hører jeg fodtrinene stoppe. Personen vender om og går videre. Jeg smiler tilfreds op mod hullets åbning. Som om mennesket takker mig for at have reddet dets liv. Det gør det bare ikke. Jeg får aldrig noget tak. Men det gør ikke noget, jeg er lykkelig, bare de andre mennesker har det godt, og er lykkelige. Denne gang går der lidt tid før væggene begynder at styrte sammen. Jeg står nærmest og venter på det. og da jeg hører væggenes rumlen, som signal for at de skal til at ramle endnu mere sammen, så smider jeg mig hurtigt på min klippeblok og redder mit hoved, mit liv. Sten vælter igen ned over mig, som en bølge af had, som rammer mig over alt, og giver mig flere ar på kroppen, og giver mig mindre og mindre plads at leve på. Men igen er det menneskes fodtrin på vej væk fra hullet, og dets sikre død, det hele værd. Stenene hagler ned over mig, som pile. De skærer hul på alle mine lukkede sår, og blodet og jorden dækker min krop. Jeg kan smage blod ved min mund, og bliver bange, hvorfor bløder mit ansigt. Jeg klemmer øjnene hårdt i, strammer grebet om mit hoved, og prøver at holde lydene ude. Hele min krop ryster i takt med jorden. Og jeg beder til gud om at det hele snart må være overstået. Men intet sker, og jeg føler skuffelsen skylle ind over mig, og blande sig med frygten. Jeg klemmer øjnene endnu hårdere i, så hårdt at der dannes pletter af forskelligfarvet lys på mine øjenlåg. Jeg prøver at lukke alt ude. Pludselig kan jeg mærke roen i min krop, og alle lydene og bragene bliver mærkeligt fjerne, som hvis man har propper i ørerne. Jeg holder øjnene lukkede, men glemmer mørket, glemmer smagen af blod i munden, glemmer frygten, og så begynder jeg impulsivt at vugge fra side til side, mens jeg stille synger en salme, som pludselig poppede op i mit hoved: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Det råber jeg, når alt blir sort, når én, jeg elsker, rives bort, når ensomhed og angst og vold gør verden her langfredagskold: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!” Tiden bliver sløret og lægger sig i baggrunden sammen med alle bragene. Jeg har kun sangen og mine stille vugge bevægelser i kroppen nu. Jeg borer mine negle længere og længere ned i min hovedbund, og tager mere og mere fat om totter af mit hår, mens jeg forsigtigt hiver i dem, for at holde smerten ud. Jeg går i en trancetilstand, jeg er som forstenet, hele min krop er frosset fast i dens nuværende position. Mine arme føles som stive, tunge lianer ovenpå mit hoved, og jeg har ingen følelse i mine ben. Men det er også lige meget, alt ligger lige nu bare i baggrunden, og for første gang er jeg midtpunkt, jeg har min opmærksomhed nu, jeg mærker hver eneste celle i min krop, hver eneste døde muskel, hver eneste lille mængde blod der strømmer gennem mine årer, og ud ad mine sår. Efter hvad der føles som et år, prøver jeg forsigtigt at bevæge mine fingre, der er svært, det er som at få en gren til at bøje sig. Jeg kan nærmest høre hvordan de langsomt knækker sig løs fra mit hoved og pludselig kan rokke lidt op og ned. Det samme med mine arme. Jeg får forsigtigt fjernet dem. Stadig med lukkede øjne, vælter jeg om på siden, strækker mine ben ud, og mærker for første gang smerten igen, det føles som om begge mine ben lige brækkede, men jeg fortsætter, og maver mig forsigtigt fremad. Jeg famler i blinde efter klippevæggen, og mine hænder møder endelig den glatte væg, med rødder voksende ud ad den. Jeg sætter mig forsigtigt op ad væggen, og prøver først nu at åbne øjnene. Det syn der møder mig, er ikke meget anderledes end det med lukkede øjne, men der er dog blevet lidt lysere, og haglstormen af sten er ovre. Luften er fuld af støv fra den nu overståede sammenstyrtning, og det blænder mit syn, og sviger i mine følsomme øjne. Jeg mærker hvor tungt mit åndedræt er, jeg gør alt hvad jeg kan for at fylde lungerne fuldt ud ved hver eneste vejrtrækning. Jeg kan ikke se mig selv, så jeg prøver at køre mine hænder over hele min krop, for at få et indtryk af hvor skadet jeg er. Jeg får et chok, og et elektrisk stød suser igennem mig hver gang min hånd støder på et åbent sår. Men jeg bider mig i tungen og fortsætter, selvom jeg for hver gang også får flere og flere tårer i øjnene. Da jeg er færdig med at føle efter sår, står jeg stille. Mine fingre er dækket af noget vådt, koldt og klistret. Jeg sætter min ene hånd op til ansigtet og slikker en enkelt gang på spidsen af min ene finger. Blod. Pludselig bryder væggene sammen, ikke hullets vægge, men mine vægge. Og pludselig får de tårer som jeg har holdt tilbage i så lang tid, lov til at komme frem. Tårerne strømmer ned over mine kinder. Jeg føler frygt, kun frygt. Jeg er bange for blod, jeg er bange for mørket, jeg er bange for hullet, jeg er bange for at de andre skal lide samme skæbne som mig, jeg er bange for mig selv, jeg er bange for min skæbne. Da tårerne ikke strømmer så hurtigt ned ad mine kinder mere, trækker jeg mine følelsesløse ben op under mig, lugten af blod er blevet stærkere, og jeg er nød til at lukke øjnene. Nu kan jeg ikke fylde mine lunger med luft ved hvert åndedrag mere, støvet sætter sig fast på vej ned i mine lunger, og får mig til at hoste, samtidig med at jeg græder, så nu trækker jeg vejret i små hug. Jeg klemmer mine øjne i, og min hørelse bliver pludselig mit syn. Jeg hører den store flod af blod skvulpe faretruende under mig. Den kommer tættere på for hver gang klippevæggene braser sammen. Den kalder nærmest på mig: ” det her er din skæbne, en dag bliver du min”. Jeg har aldrig været så bange og ulykkelig før, hvorfor er jeg det? jeg strammer grebet om mine ben og begynder igen impulsivt at synge, for at berolige mig selv. Det er svært når jeg samtidig græder og hiver efter vejret, men jeg synger alligevel forsigtigt en sang min mor altid sang for mig når jeg ikke kunne sove: ”sov min engel Sov min skat Sov, så vil natten dig aldrig røre Hvil som sne Blomster dug Så vil mørket dig aldrig røre” Pludselig kalder jeg grådkvalt på min mor, men ingen hører mig: ”mor kom og hent mig, jeg vil gerne hjem”. Men der kommer ikke nogen og henter mig hjem. Min mor er væk, hun bor langt væk, jeg ved ikke hvad der er sket med hende, og hun ved ikke hvad der er sket med mig. Jeg kan mærke hendes hånd stryge totterne af fedtet hår væk fra mit anspændte ansigt. Og derefter lægge sine hænder på min arm. Men pludselig går hun sin vej igen: ” nej mor bli’” jeg kan ikke genkende min grådkvalte stemme. Vi ved begge godt at hun ikke kan blive, for hun er her slet ikke. Jeg holder stramt fast om mig selv, jeg mærker tydeligt mine knogler, der er ikke andet. Jeg har lyst til at tørre mine våde kinder, men jeg giver ikke slip på mig selv, ikke igen. Jeg er den eneste jeg har. Pludselig ryster jorden igen. Jeg bliver siddende som om alt er som det plejer, men jeg ved at det er det ikke. Jeg hører klipper slå revner, og blodvandet under mig, går over dets breder. Jeg mærker konstant stykker af jord ryge ned i mit hoved, men jeg sidder roligt på min plads, og snøfter, og kæmper en stille kamp for at trække vejret. Selvom jeg ved at jeg ikke har langt igen. Jeg mærker hvordan mit hjem, min klippeblok halveres, og den ene halvdel plasker ned i blodvandet. Mine øjne åbner sig næsten, men jeg tvinger dem i, det her vil jeg ikke se. Mit hjerte slå hurtigere, da jeg mærker hvordan min klippeblok, langsomt begynder at hælde nedad. Jeg er først ved at glide, men får så fat i nogle rødder, så jeg kan hive mig op igen. Jeg mærker flere og flere stykker af min blok, brække af og plaske ned i blodet. Nu ville det være oplagt at græde, men det gør jeg ikke. Jeg stirrer bare tomt ind i mine øjenlåg. Og det giver pludselig et sæt i hele kroppen, da min klippeblok med et knæk løsriver sig fra klippevæggen, og styrter ned i afgrunden. Jeg kan intet høre, intet lugte, og intet se. Jeg kan kun mærke hvordan jeg er omgivet af en klam masse, som trækker mig længere mod bunden hver gang jeg prøver at komme op. Og hver gang jeg prøver at trække vejret, bliver mine lunge fulde af den klamme flydende masse. Men pludselig lykkes det mig at komme op til luften, og jeg får luft ned i mine blodfyldte lunger. Blodet ligger i et tykt lag over mit ansigt, som en maske. Men jeg tvinger alligevel mine øjne op. Og alt hvad jeg ser, er rødt. Blodet skyller op ad klippesiderne. Og jeg kæmper for ikke at blive taget af strømmen, som prøver at trække mig ned i dybet igen, mens store bølger af blod skyller ind over mig, og blænder mig igen, og igen. Men jeg kan mærke at jeg for første gang, faktisk kæmper for mit liv. Jeg kæmper mig frem gennem bølgerne, til lyden og følelsen af klippevæggene som styrter mere, og mere sammen. Jeg kan snart ikke mere, mine ben er følelsesløse og mine arme er trætte, og svage. Nu ser jeg kun enkelte røde billede mellem hver gang en bølge skyller over mig. Jeg bruger mine sidste kræfter på at klynge mig fast til en sten. Jeg spytter blodet ud ad min mund, og prøver at styre mine desperate vejrtrækninger. Jeg har slugt så meget blod at der ikke er plads til luft i mine lunger mere. Jeg kan mærke hvordan hver enkelt muskel i min halvt følelsesløse krop er spændt til det yderste. Jeg misser op mod åbningen, flere kilometer over mig, og salmen popper igen frem i mit hoved, jeg lukker øjnene og synger lydløst: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! Det høje skrig, det dybe råb, er hjertets trøst og verdens håb. Det slår med nagler fast, at du er ét med dem, der råber nu: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
