 |  | Et postkort fra Bali |
 |
|
|||||||||||||
|
Et postkort fra Bali: Billedet var af en solnedgang over en palmestrand i troperne. Bali, stod der nede i hjørnet med røde, svungne bogstaver. Himlen var farvet orangerød, og de spredte skyer i horisonten var gråblå. Ude ved solen lod havet til at være blikstille - inde ved stranden var bølgerne stivnet i deres dovne bevægelse mod strandbredden. Hun vendte billedet om for at læse de få ord, som var kradset ned på bagsiden. 'Bali, juni, 2020. Hej søs! Her er skønt! Ville ønske at du kunne være her og opleve det sammen med mig! Kys kys.' Postkort var altid kortfattede. De var en slags pligt, når man valgte at tage på ferie i udlandet - eller et sted som var værd at skrive hjem og prale om. Hun anede ikke, hvem der havde skrevet kortet. Eller hvem 'søs' var. Det var uvæsentligt. Ud fra årstallet at dømme talte oddsene for, at både afsender og modtager af kortet var døde nu. Hun havde byttet sig til det for en cigaret. En god handel, da hun ikke røg. Der var rigeligt med ting derude, som kunne slå hende ihjel. Hun ville ikke føje rygning til listen. På trods af at det var så dræbende ligegyldigt, hvad der slog hende ihjel. Ifølge oddsene burde hun - og resten af menneskeheden - være udslettet fra jordens overflade for 20 år siden. ”Sidder du nu igen med det postkort??” Hun løftede blikket, da Soren smed en dagsration ned i skødet på hende. ”Spis. Koncentrer dig om nuet lige i øjeblikket, og ikke nuet, der gik for et øjeblik siden... eller 20 år siden.” Han skar ansigt, da han bemærkede motivet på kortet. ”Bali, hm? Har du været der?” ”Hvis jeg havde, var jeg nok ikke gammel nok til at huske det...” Hun lod postkortet forsvinde ned i lommen på sine bukser og rev foliet af sin rationeringspakke. ”Jeg kan godt huske Bali.” Soren satte sig ned ved siden af hende. ”Det var en ø i det indonesiske ørige. Den blev opslugt, da havene steg under krigens første timer.” Hun tog en bid af sin ration uden at svare ham. Soren lænede sig tilbage mod den pansrede betonmur med et mur. ”Jeg savner postkort.” Så skulle de til det igen. Den ældgamle leg. Hun skar næsten en grimasse. Nogle gange føltes det, som om han udnyttede hvert eneste ledigt øjeblik til at lege den. Hvis hun ikke sagde noget, ville han blive ved med at remse op. ”Jeg savner ferier,” svarede hun. ”Jeg savner is.” ”Jeg savner rent vand.” ”Varmt karbad.” ”Iskoldt styrtebad efter en lang løbetur.” ”Opvask.” ”Bløde håndklæder.” ”Ordentlig mad.” ”Hørt. Smoothies.” ”Bøf.” ”Lam.” ”Kylling?” ”Jeg bliver sulten af det her.” ”Sorry. Vi må hellere stoppe her.” ”God plan.” ”Jeg laver den skam heller ikke om.” ”Glimrende.” Hun nikkede og tog en bid af sin ration. Den smagte ikke af noget, men efter 20 år med det samme smagsløse ædelse kunne hendes smagsløg heller ikke smage noget. ”Jordbær med chokolade,” kom det fra Soren. ”Stop!!” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-05-14 15:52:02 |
Rædselsfuldt fremtidsscenarie - hvor jordbær er 'en saga blot'! Velbeskrevet og velskrevet!
Hvis de spiser TANG? - SÅ lang dem nogle tørrede krydderier. Af hensyn til fordøjelse OG smagsløg!
venligst ...
Hvis de spiser TANG? - SÅ lang dem nogle tørrede krydderier. Af hensyn til fordøjelse OG smagsløg!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
