 |  | Spøgelser? |
 |
|
|||||||||||||
|
En aften ringede det på døren, og jeg lukkede op. Udenfor stod Mathias. Han så oprevet ud. “Er din mor okay?” spurgte han forpustet. “Øh, hun har det vist fint,” svarede jeg. “Hvorfor?” I det samme kom min mor ud i entréen. Mathias spærrede øjnene op ved synet af hende. “Hej Mathias,” sagde hun. “Kom da indenfor.” “Øh, nej tak,” sagde Mathias. “Jeg skal hjem og lave lektier.” Med disse ord vendte han sig om og gik. Næste dag i skolen, prøvede jeg at finde ud af, hvad der var foregået, men Mathias ville ikke tale om det. Om aftenen ringede han til mig: “Skynd dig at komme hen til Møllen.” “Hvorfor?” spurgte jeg. “Jeg forklarer, når du kommer. Skynd dig!” Da jeg kom ræsende på min cykel, stod Mathias på græsset foran den gamle mølle, som nu var et museum. Han spejdede den anden vej. Da han hørte mig, vendte han sig rundt. “Du kommer for sent,” sagde han slukøret. “Jeg tror, jeg har set spøgelser.” Jeg steg af cyklen. “Spøgelser? Med kæder og lagner og alting?” spurgte jeg og smilede. “Nej,” svarede han uden at smile tilbage. “Ikke den slags. Det var nogle unge mænd, der kørte ræs i deres biler.” “Og hvorfor tror du, at de var spøgelser?” “De kunne ikke se mig.” “Hmmm. Plejer det ikke at være omvendt?” Det svarede han ikke på. “Måske er det dig, der er et spøgelse?” foreslog jeg drillende og rakte min hånd frem. ”Næh, du virker virkelig nok.” “Det er ikke for sjov, det her!” udbrød han vredt og skubbede min hånd væk. ”De var ikke virkelige. Jeg sværger.” Jeg rynkede brynene. Han fortsatte roligere: ”Kom med herned i morgen klokken 19.37. Så får du dem at se.” “Hvordan kan du være sikker på det?” “Jeg så dem også i går.” Næste aften, spiste jeg hjemmelavede hotdogs med min far og lillesøster. Min mor var i krimiklubben. “Helle for fjernsynet i aften!” sagde min søster. “Fint for mig. Jeg skal ud og jage spøgelser med Mathias,” sagde jeg. “Og jeg skal arbejde,” sagde min far. “Fjernsynet er dit.” Min lillesøster så nærmest skuffet ud. Jeg ankom til Møllen klokken 19.34. “Du kommer i sidste øjeblik,” sagde Mathias bebrejdende. “Ja, ja, men nu er jeg her jo. Hvor er spøgelserne?” “De kommer om lidt”. Kort efter pegede han på en bil, der kom kørende imod os: “Dér!” Bilen - en grå audi - kørte i et roligt tempo, og der blev spillet høj musik indefra. Den standsede på den anden side af vejen. Musikken slukkede, og en ung mand steg ud. Han var smart klædt og håret sad, som det skulle. Fra passagersædet kom en pige, der vist ikke var meget ældre end os. “Hvad laver I her?” spurgte den unge mand. Det gav et sæt i Mathias. “Vi kigger efter spøgelser,” svarede jeg. “Kan I ikke fise et andet sted hen og gøre det?” Der kom en anden bil kørende og standsede midt på vejen imellem os. Bag rattet sad endnu en ung mand. Han rullede vinduet ned, og de to begyndte at snakke. “Ja, det er jo tydeligvis spøgelser,” sagde jeg. “Han sagde det samme i går!” udbrød Mathias. “Hvad mener du?” “ ‘Hvad laver I her?’ og ‘Kan I ikke fise et andet sted hen og gøre det?’ ” “Og alligevel kommer du tilbage i dag,” drillede jeg. “I går sagde han det ikke til mig! Han sagde bare ud i den blå luft. Mig kunne han ikke høre.” “Så i går var han et spøgelse, men i dag er han rigtig?” “Ja! Præcis!” “Det er omvendt igen,” sagde jeg. “Jeg tror ikke rigtig, at du har forstået, hvad spøgelser går ud på.” Mathias fnyste og vendte sig. Den unge mand var ved at sætte sig ind i sin bil. “Stop!!!” råbte Mathias. Manden drejede sig. “I må ikke køre ræs! Det går galt!” “Er du fra politiet eller hvad?” grinede den unge mand. “Du ser lovlig ung ud.” Pigen grinede med, og de satte sig begge ind i bilen. “Åh nej!” sagde Mathias og tog sig til hovedet. “Det sagde han også i går! Det har hele tiden været mig, han talte til.” Pludselig gassede begge bilerne voldsomt op med hjulspin og satte i fart. “Så har jeg også prøvet at se spøgelser,” sagde jeg. “Ikke helt, hvad jeg havde forventet, må jeg indrømme.” Mathias ænsede mig ikke. Han stod bare og kiggede efter bilerne. Jeg gik hen til min cykel, da han pludselig råbte: “Ring til din mor!” Jeg vendte mig: “Øh ”¦ Hvorfor?” “Bare ring for fanden!” Det var sjældent Mathias bandede. ”Stol nu bare på mig!” “Hvad skal jeg sige til hende?” “Det er lige meget, du skal bare standse hende!” Jeg kiggede ham lige ind i øjnene. Han så desperat ud, så jeg tog min telefon op af lommen. “Hurtigere!” råbte han. “Jaja.” Jeg fandt nummeret og ringede. Ringetonen lød flere gange uden svar. ”Bare hun hører den.” Mathias bed sig i læben. Jeg skulle lige til at lægge på, da han standsede mig: “Nej, bliv ved!” Efter endnu et par ring, lød min mors stemme: “Hej skat, jeg cyklede lige, så jeg skulle finde telefonen i tasken.” “Hej mor,” sagde jeg, mens jeg så spørgende på Mathias. “Wow!” lød et forskrækket udbrud fra min mor. “De havde godt nok fart på!” “Hvem havde fart på?” “To biler. Jeg tror de kørte om kap ... Nå, hvad ville du, skat?” “Øh, hvornår kommer du hjem?” spurgte jeg. “Jeg er hjemme om ti minutter. Hvad da?” “Du må gerne lægge på nu,” hviskede Mathias. Han så ud til at være faldet lidt til ro. “Det kan vente til du kommer hjem,” sagde jeg. “Okay, vi ses om lidt skat, kys.” Jeg lagde på. “Pyha, det var tæt på,” sagde Mathias. “Hvad fabler du om? Kan jeg snart få en forklaring?” “Kan du huske den aften, jeg kom hjem til jer?” “Og spurgte efter min mor?” “Ja. Det var fordi, jeg ”¦ øh ” Han tøvede. ”Fordi hvad?” ”Fordi jeg lige havde set hende blive kørt over.” Jeg spærrede øjnene op. “Af den grå bil,” fortsatte han. ”Hun kom kørende ud fra en sidevej, og hun så ikke bilerne i tide. Jeg løb over til hende, men så var hun pludselig væk.” Jeg så det for mig, og gøs ved tanken. Vi stod tavse lidt. ”Vi skal have et kodeord,” konstaterede jeg. ”Et kodeord? Hvad snakker du om?” ”Når vi ikke har tid til at forklare noget, og den anden bare skal gøre, som man siger hurtigt.” ”1234. Løb ned og hent wienerbrød hos bageren!” sagde han og grinede halvhjertet. ”Nej, det må ikke misbruges,” sagde jeg alvorligt. ”Det er kun til nødsituationer.” ”Hmmm.” Han rynkede brynene. ”Eller hvad med at du bare stoler på, hvad jeg siger, en anden gang. Selv hvis det lyder skørt.” Den sad! Jeg nikkede tøvende. ”I øvrigt,” sagde jeg og skiftede emne: ”Har du egentlig set andre ting?” ”Hvad mener du?” Han kneb øjenbrynene sammen. ”Andre glimt af fremtiden ”¦ Såsom lotto-tallene for næste uge?” Han ansigt lyste op. ”Jep,” sagde han og smilede lusket. ”Men jeg siger dem ikke til dig, for så skal vi dele førstepræmien.” ”Men hvis jeg nu lover ikke at sige dem til nogen,” sagde mens jeg satte mig op på cyklen. ”Stol på mig!” Jeg trådte i pedalerne. ”Okay!” råbte Mathias efter mig. ”Her kommer de: 7 14 21 28 35 42 49!” ”De går kun op til 36,” råbte jeg over skulderen. Han råbte et eller andet, jeg ikke kunne høre, men jeg fortsatte, for jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem og give min mor et kæmpestort knus. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-04-30 13:46:53 |
En ubetinget frydefuld fornøjelse at læse denne velskrevne, levende, realistiske gyserhistorie!
venligst ...
PS smilede dog lidt ad '... Jeg skulle lige til at lægge på, da han ---' ;)
venligst ...
PS smilede dog lidt ad '... Jeg skulle lige til at lægge på, da han ---' ;)
| Kasper Lapp | 2013-04-30 14:48:46 |
Siger man ikke "lægge på" længere? Hvad bør jeg sige i stedet?
| nhuth | 2013-04-30 15:02:03 |
Herligt. Eksempel, hvor forfatterens alder smitter af på "fortæller-jeg'et".
En lille skønhedsplet.
Vh.Nhuth
En lille skønhedsplet.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2013-04-30 15:12:27 |
jeg siger i al fald 'afbryder / slukker'; nok fordi jeg forbinder 'lægger på' med bevægelsen telefonrør mod -gaffel ;)
venligst ...
venligst ...
| Kasper Lapp | 2013-04-30 15:34:19 |
Ja, det har du nok ret i.
| nhuth | 2013-04-30 21:45:08 |
Får mig til at tænke på:
1. De gamle "telefondamers" etik og moral,
2. Og vore dages lemfældige omgang med sjusket afbrydelse af private samtaler!
Men god vind med fortsatte gysere!
Vh.Nhuth
1. De gamle "telefondamers" etik og moral,
2. Og vore dages lemfældige omgang med sjusket afbrydelse af private samtaler!
Men god vind med fortsatte gysere!
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
