 |  | Ikke-færdig roman (Revolution i Tunesien) - Kapitel 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Prøv at se det her!” Isams ven Majid var næsten skjult bag avisen, som han havde slået vidt op. Han hævede stemmen idet han læste højt: ”Præsident på rejse til Europa, præsident og kone besøger børnehjem, præsident lykønsker sit militær for dette års indsats, præsident mig her, præsident mig der!” Den 18årige dreng smed avisen fra sig og knælede ned ved siden af motorcyklen. Han tog en stor skruetrækker frem og begyndte energisk at arbejde på maskinen, dog med tankerne andetsteds. ”8 sider om præsidenten og ikke ét ord om de sidste dages oprør! Det er fandme utroligt ”¦” Han skruede heftigt løs på motorcyklen. Skidtet fra den gjorde hans hvide trøje beskidt, men han ænsede det ikke. Ved garagens anden side var Isam og vennen Samir i færd med deres eget projekt. De havde hver deres motorcykel, som de arbejdede på. Isam tog en klud fra den rodede hylde med værktøj og begyndte at tørre sædet af. ”Bare rolig, kammerat. Det kommer. Måske tror aviserne her i landet, at de kan ignorere hvad der foregår, men ude i verden er folk allerede begyndt at få øjnene op.” Isam pudsede løs, mens han smilede selvsikkert til sine venner. ”Jeg tror ikke, at det varer længe endnu.” Samir stoppede et øjeblik arbejdet og lænede sig forpustet op ad væggen. ”Hvordan dét, når aviserne her er censurerede? Verden ved jo slet ikke, hvad her foregår. Jeg har det som om, vi lever i en boble, og hjælp udefra er komplet umulig.” Han sukkede. ”Min gode ven, du glemmer noget. Jeg var på internetcafé inden jeg kom herover, og - det er alt sammen derude, mand. Tusindvis af tunesere har spredt nyhederne på Facebook. Jeg siger jer, det er her, vores muligheder ligger. Gennem internettet vil hele verden få øjnene op for det vanvid, der har hersket i de sidste mange år.” Isam smilede et øjeblik for sig selv. Han så ud gennem garagens åbne dør. Så ud på gaden, som nu var forholdsvis øde. Det ville om bare nogle timer ændre sig. Da ville menneskemylderet være kæmpemæssigt og deres stemmer ville bryde igennem - bryde igennem alt. Hans ansigt formørkedes, idet stemmen kom krybende ind i hans hoved. Men du skal ikke være med. Han bed tænderne sammen og tvang sig selv til ikke at tænke på det. Det nyttede ikke at ærgre sig over det - han havde lovet sin bror at blive indenfor, når det gik løs i aften - og han havde gjort det, fordi han vidste, at Saïd havde ret. Ved Gud, hvor han, Isam, dog ønskede at være med. Men han vidste, hvad det ville gøre ved hans forældre. Tanken om at det kunne gå galt, slog ham - og her fik han en knugende fornemmelse i maven - og det ville ødelægge dem. Han måtte lade være. I hvert fald for nu. Der ville være massevis af tunesere på gaden i aften, og de ville klare det fantastisk. Han vidste, at det i virkeligheden ikke gjorde til eller fra, om han var blandt dem. Og i tankerne ville han så afgjort være hos dem. Hans tanker blev brat afbrudte. ”Hvad tid tager vi derud i aften, drenge?” Isam vendte hurtigt blikket mod sine venner. De så skiftevis på ham og hinanden; spørgende og uvidende. Han sukkede og rejste sig langsomt. Han strakte sig og smed skruetrækkeren fra sig, så der lød en høj metallisk lyd, idet den ramte jorden. ”Jeg ”¦ jeg tager ikke med i aften.” Hans ord blev hængende i luften et øjeblik. Så lød der et grin. ”Det er godt med dig, Isam. Helt alvorligt, hvornår har I tid? Jeg har hørt snak om, at de fleste vil tage derud omkring klokken 20.00 ”¦” ”Jeg mener det,” afbrød Isam sin ven og så på ham, dog uden at møde hans blik. Majid blinkede. Så lagde han hovedet let på skrå. ”Du mener det? Du trækker dig tilbage?” Han var lamslået. Isam nikkede tavst. Han ønskede så brændende, at de ikke ville stille spørgsmål. At de bare ville acceptere det og lade sagen ligge. Men selvfølgelig gjorde de ikke dét. ”Det forstår jeg ikke,” begyndte Samir. ”Det har sgu da været dig, der har været mest oppe at køre over det her. Det er ikke en leg, som du selv sagde, Isam. Det handler om vores allesammens frihed. Jeg havde ikke troet, at vi ville blive nødt til at minde lige præcis dig om dét?” Isam sukkede. ”Jeg siger jo ikke, at jeg trækker mig tilbage for bestandigt, venner. Men - jeg kan bare ikke være med i aften, okay? Det er noget ”¦ det er noget, jeg har lovet.” Han rystede på hovedet for sig selv, fordi han selv kunne høre, hvor åndssvagt det lød. Hvor åndssvagt det måtte lyde i deres ører. Havde han da måske ikke også lovet dem, at han ville være med? Det havde været en selvfølge. Og forbandet, forstod de da ikke, at han gerne ville? Majid fnyste. Så nikkede han kort til Samir, og de gik begge hen mod døren. Inden de forlod garagen, vendte de sig om mod Isam igen. ”Det er fint, Isam. Så bliv væk i aften. Og så kan du jo komme med i morgen, hvis du gider. Men du kan også lade være - lad det være en slags hobby for dig, hvor du vælger at kæmpe sammen med os andre, når du har lyst til det. Det drejer sig jo ikke om andet end vores frihed; vores liv.” Isam så tavst efter dem. * Han kunne ikke se noget fra vinduet inde på sit minimale værelse. Han sad med øjnene klæbet mod ruden og så ud i den sorte nat, kunne dog ikke skimte noget som helst. Men han hørte dem. Han hørte stemmerne. Han hørte de marcherende mennesker, som lige nu og der gik med deres arme højt hævede; deres stemmer hævede. De var lige rundt om hjørnet. Han kunne ikke se dem; overfor deres hus var en lille købmandsforretning, og gaden var et stykke længere væk. Isam vidste ikke, om dette ærgrede ham. På den ene side ville han gerne se dem og følge med i ethvert skridt de tog, se ethvert ord forlade deres mund, men samtidigt - Han lænede hovedet mod den kolde rude og lukkede øjnene. Billederne fra de forrige timer fløj igennem hans hoved. Han kunne ikke fortrænge Majids ord; de kom hele tiden snigende tilbage til ham. Han havde lige åbnet øjnene, da han hørte skuddet. Og så et til. Han satte sig pludselig rankt op. Hans hjerte slog betydeligt hurtigere nu. De havde skudt nogen. Han vidste, at det var politiet. For Guds skyld, hvem skulle det dog ellers være. Det begyndte at flimre for øjnene af ham, og han styrtede hen til døren og smækkede den op. I stuen, på nogle madrasser, sad moren og nogle af tanterne. Lidt længere væk sad faren og nogle andre mænd og spillede kort. Alle øjne rettedes mod Isam, idet han forpustet trådte ind. ”De har skudt nogen. Jeg hørte to skud.” Et øjeblik var der komplet stilhed. Så holdt moren en hånd for munden og begyndte at hulke. En af tanterne lagde en arm rundt om hende, de andre sad bare og stirrede. Faren lod kortene falde på bordet. ”Krig ”¦ der bliver krig ”¦ i mit land.” Han hviskede ordene og så tomt ud i luften. Moren rakte en hånd frem mod Isam, som ikke tog den. ”Min gode søn, hvor er jeg glad for at du blev indenfor. Lov mig ikke at blive indblandet i det her.” Hun så bedende på ham. Isam stod et øjeblik som naglet til stedet, og stirrede rundt på de forskellige ansigter. De var delvist stivnede, målløse og forfærdede. Efter et øjeblik udstødte han en lavmælt, knurrende lyd, og styrtede tilbage til sit værelse. Han følte sig som et lille barn, og ikke som en næsten voksen mand, idet han gled ind under dynen med bankende hjerte. Han ville så gerne være derude nu, selvom han var skrækslagen. Uvisheden var værre end hvis ”¦ end det ellers værst tænkelige. Han bed tænderne sammen og følte vreden strømme igennem sig. Hvorfor var han dog ikke bare taget med dem? I stedet lå han nu her, som en eller anden forbandet kujon, mens de andre var derude og kæmpede. Han var ung og han var stærk; han kunne godt. Hvor føltes det dog som et kæmpemæssigt spild, at han så lå dér under sin varme, trygge dyne. Efter, hvad der føltes som en evighed, faldt Isam ind i en løs, urolig søvn, og imens lød skuddene udenfor, og menneske efter menneske faldt til jorden. Saïd kyssede sin søn godnat og slukkede lyset i drengens værelse. Så lukkede han lydløst døren, og gik ind i stuen, hvor Ines sad og studerede dagens forskellige aviser. Hun rystede på hovedet for sig selv, og så op, da Saïd lagde en hånd på hendes skulder. ”Hvad sker der dog med det her land,” mumlede hun og rettede blikket mod aviserne igen. Hun havde en bekymret rynke mellem øjnene og foldede langsomt aviserne sammen igen. ”De begyndte at skyde lige før, Saïd. Lige nu, da du bragte vores søn i seng.” Hun sagde det bittert og rystede på hovedet for sig selv. ”Der lever familier med børn her - hvordan kan de gøre det? Hvordan kan de skyde hæmningsløst på andre mennesker?” Saïd blev stående og lænede sig op ad væggen. ”Jeg ved det ikke, skat. Men - og forstå mig ikke forkert - det er et stort ansvar, når man tager ud på gaden i disse dage. De mennesker ved godt, hvad politiet er i stand til.” Ines så med et ryk op ved hans ord. ”Saïd, hold op. Det er stadig uskyldige mennesker! Og for bare et par dage siden ville der ikke have været nogen, der havde drømt om, at politiet ville begynde at skyde på fredelige demonstranter.” Saïd rynkede panden. ”Sådan er det måske i andre lande, Ines - i andre lande kan du måske trække på etik og moral, men her? Hvad får dig til at tro, at politiet ikke vil skyde de folk, der kommer i vejen for dem? De har fået en ordre, og den kan du være sikker på, at de vil følge.” Ines svarede ikke, men stirrede bare frem for sig. ”De kan i grunden ikke gøre andet end at følge ordrerne,” tilføjede Saïd lavt og lagde armene over kors. Ines stirrede på ham. Hendes øjne havde fået et glimt af målløshed. ”Siger du, at du sympatiserer med politiet?” Hendes ord blev hængende i luften et stykke tid, og de blev afbrudt af Saïds fnys. ”Jeg sympatiserer ikke med politiet, Ines. Fod Guds skyld, det ved du da godt. Men det er en kendsgerning, at politiet er nødt til at gøre, hvad de får besked på af de højere bosser. Jeg tror næsten, at politimændene er dem, som har trukket den værste lod i den her sag. De er bare nogle marionetter, der bliver trukket i.” Ines skævede til aviserne igen, og hendes blik blev mørkt. ”Er vi ikke alle sammen det? Har du tjekket avisen, Saïd? Hvis du ikke boede i Tunis, men i en af de indtil videre fredelige byer, hvad ville du så tænke?” Hendes blik gennemborede ham, og han sukkede. ”Jeg ville tænke, at der var absolut intet galt; at livet her i landet gik sin gang på helt almindelig vis.” Ines smilede grumt, og hævede det ene øjenbryn. ”Så kan du vel godt se, hvad de mennesker derude baner vejen for, kan du ikke? Aviserne kan ikke blive ved med at ignorere, hvad der sker, Saïd. Og om politimændene så bliver ved med at skyde, til deres fingre gør ondt, vil de ikke kunne stoppe folket.” Hun begyndte at samle aviserne sammen til en bunke, men stoppede brat, idet Saïd bøjede sig ned til hende og så alvorligt på hende. ”Ville du også sige dét, hvis kuglen ramte en, du elskede?” Han fjernede ikke blikket fra hende. Hun undgik hans blik og så ned. Så så hun langsomt op, og der var noget usikkert i hendes blik. ”Ines, jeg er også stolt af mit folk. Tro endelig ikke, at jeg er forvirret om, hvorvidt de er modige, for det er jeg så sandelig ikke. Men nogle gange er der ikke langt fra modig til dumdristig. Jeg blev nødt til at tale Isam fra at tage ud på gaden i aften. Han er bare en knægt; han ved ikke, hvad det indebærer. Jeg vil ikke have, at han mister livet pga. de forbandede, ynkelige politimænd.” Han tav og så frem for sig, og i hans øjne var der så mange forskellige udtryk. Vreden, bestemtheden, usikkerheden og angsten flød sammen i et, og Ines tog hans hånd. Han vendte blikket mod hende, og hun smilede varmt til ham. Udenfor lød menneskeråben, og blandt den hørtes skud. De lukkede øjnene og bad i tavshed. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-15 14:50:27 |
hej; er igang med læsningen ... blev ikke helt færdig!
venligst ...
PS "Skidtet fra den gjorde hans hvide trøje beskidt, men han ænsede det ikke. " foreslår dig at bruge 'snavset' det ene af stederne ... for variationens skyld ;)
"Isam pudsede løs," foreslår: gned / rensede / polerede ... af hensyn til variationen i sproget
"Han så ud gennem garagens åbne dør. Så ud på gaden, " ... foreslår 'kiggede / spejdede' do.
"og deres stemmer ville bryde igennem - bryde igennem alt." do. 'overdøve' eller lign. ?
venligst ...
PS "Skidtet fra den gjorde hans hvide trøje beskidt, men han ænsede det ikke. " foreslår dig at bruge 'snavset' det ene af stederne ... for variationens skyld ;)
"Isam pudsede løs," foreslår: gned / rensede / polerede ... af hensyn til variationen i sproget
"Han så ud gennem garagens åbne dør. Så ud på gaden, " ... foreslår 'kiggede / spejdede' do.
"og deres stemmer ville bryde igennem - bryde igennem alt." do. 'overdøve' eller lign. ?
| haleløs | 2012-03-15 15:29:57 |
"Hans tanker blev brat afbrudtE." 'E' skal væk!
"Du trækker dig tilbage?” 'foreslår 'tilbage' slettet fra sætningen; der er altså en betydelig nuanceforskel på det ene og det andet ;)
"Isam så tavst efter dem. " foreslår 'kiggede' ... eller andet udtryk; af hensyn til variationen.
"se ethvert ord forlade deres mund," = 'høre'
"For Guds skyld," ... foreslår dig altså at bruge 'Allah' vi er jo i et muslimsk, arabisk talende land? Som alm. dansk læser ville jeg i al fald blive forvirret og begynde at spekulere over, hvorvidt din Hp tilhører den ene eller anden religion ;)
"og foldede langsomt aviserne sammen igen" foreslår 'og foldede dem langsomt sammen' ???
"forstå mig ikke forkert" den danske talemåde hedder 'forstå mig (nu) ret'
Interessant og yderst velskrevet tekst! Den non-verbale kommunikation er i sig selv suveræn!
Næste afsnit, please?
venligst ...
"Du trækker dig tilbage?” 'foreslår 'tilbage' slettet fra sætningen; der er altså en betydelig nuanceforskel på det ene og det andet ;)
"Isam så tavst efter dem. " foreslår 'kiggede' ... eller andet udtryk; af hensyn til variationen.
"se ethvert ord forlade deres mund," = 'høre'
"For Guds skyld," ... foreslår dig altså at bruge 'Allah' vi er jo i et muslimsk, arabisk talende land? Som alm. dansk læser ville jeg i al fald blive forvirret og begynde at spekulere over, hvorvidt din Hp tilhører den ene eller anden religion ;)
"og foldede langsomt aviserne sammen igen" foreslår 'og foldede dem langsomt sammen' ???
"forstå mig ikke forkert" den danske talemåde hedder 'forstå mig (nu) ret'
Interessant og yderst velskrevet tekst! Den non-verbale kommunikation er i sig selv suveræn!
Næste afsnit, please?
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-15 19:52:21 |
Mange, mange tak!! Det er lige præcis dén slags som gør dig til en så fantastisk læser, Haleløs!! Ser ikke selv den slags fejl, så tusind tak for rettelserne og forslagene :)
Okay ... så vil jeg stærkt overveje at skifte Gud ud med Allah .. selvom jeg nu stadig gør opmærksom på at det betyder 100 % det samme ;)
He he, tusind tak skal du have for din ros! Næste afsnit vil straks blive uploadet af mig :-)
venlig hilsen,
Nadia
Okay ... så vil jeg stærkt overveje at skifte Gud ud med Allah .. selvom jeg nu stadig gør opmærksom på at det betyder 100 % det samme ;)
He he, tusind tak skal du have for din ros! Næste afsnit vil straks blive uploadet af mig :-)
venlig hilsen,
Nadia
| haleløs | 2012-03-15 20:20:41 |
jo HAR forstået at betydningen er ganske den samme ... med udgangspunkt i en 'alm. dansk læser' (!) kan du så ikke regne med, at (vi) allesammen mener det samme! Si'r det bare - som du véd: jeg er agnostiker ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
