Hej haleløs

Tak for den grundige læsning. Jeg vil dog fastholde min nutidsbøjning af "to be". Jeg prøver at adressere splittelsen i den dualistiske kærlighedsopfattelse, vi har fået i arv fra kristendommen og det, der er værre. "Er" skal derfor læses som generaliseret nutid (det, der altid er. Det guddommelige kan kun skrives i nutid.)
Gaven, der forsvandt i dagslysets blånen er agape-kærlighedsbegrebet, den evige, guddommelige kærlighed.
Nattens kærlighedsafglans (symboliseret ved månen, hvis lys er indirekte) er den menneskelige (menneskeskabte?), timelige, erotiske kærlighed.
Hvorfor er man tomhændet, når man rækker den? Det må læseren selv finde ud af, eventuelt modsige.