 |  | Lort og kundskab. Kap 23. |
 |
|
|||||||||||||
|
Ida gnider fingrene mod hinanden, hun er endnu ikke klar over hvordan det hænger sammen kun, at Svend skal levere smykker. Svend smiler. Abbeden har lovet kosten året rundt, og en sum penge ved år skifte. Ida smiler tilfreds, og slår Svend let på armen som en anerkendelse af det nye arbejde. På vejen mod landsbyen Addit, er Svend lidt beklemt da han spørger hjælperen. Er der nogen store gårde i byen, eller er det små huse. Hjælperens svar letter Svends tanker. Det er alle små huse med noget jord til og nogle arbejder nede på Pinds mølle, med at stryge sten og brænde dem. Svend bemærker at de er på vej forbi, en kæmpe stor knold, og kort efter er de inde i skoven. ”Vi skal hele vejen igennem skoven inden vi kommer til landsbyen.” siger hjælperen. Hvem ejer skoven her spørger Svend. Der er klostret der ejer alt det gods vi rider rundt på, og de ejer også landsbyen. Det er først når vi når bakken hvor vi fangede håndværkeren, at det er Øm klosters jord. Lige i kanten af skoven kan de se ned mod Addit med vejen der går lige igennem en hus række på hver side. Mørke træhuse nogle med stråtag, og andre som træ tag med mos på. Enkelte har et par træstykker der kan skydes fra til lys og udkig fungerende som et lille vindue. Det er som om, alle kroge og sprækker har øjne, og da de rider ind forbi det første hus har der allerede samlet sig en lille flok nede midtvejs i landsbyen. Og bagtil er der også et par folk på vej Alle har hørt om drukne ulykken, det er den nye Foged og hvad han har at meddele som fanger interessen. ”Som ny Foged” begynder Svend da han har fået hesten i ro. ”Har jeg tilsyn med alt hvad Klostret, forventer af jer.” Han holder en lille pause og er selv overrasket hvor let det falder at tale. ”Hvis der er nogen som har et klagemål, så er det mig der skal finde en løsning. Lige nu er vi på rundtur, men vil komme her ofte og tilse at alle er raske og at der er fredsommelighed i landsbyen.” Svend er knap færdig før en mand med langt hvidt hår træder frem. ”Jeg har en grus grav nede ved eng stykket, og om natten er der nogen der hælder deres lort ud i min grusgrav i stedet for at grave det ned på egen jord. Jeg kan ikke finde ud af hvem det er, men det har stået på i et godt stykke tid.” Svend er godt klar over, at det bliver et større opklaringsarbejde hvis han skal til at krydsforhøre samtlige i Landsbyen, og det fører sikkert ikke til noget. Svend tænker hurtigt, og spørger hjælperen. ”Kendte den gamle foged til den klage,” hjælperen nikker bekræftende ”Men han har intet gjort,” ”Nej” Svend retter blikket mod den hvidhårede og siger. ”Hvor stor er den grav.” ”Den er stor,” lyder svaret. ” bruger du den til noget.” ”Nej,” men den er min.” ”Ja” siger Svend. Men hvad siger du til, at alle i byen får samlet deres lort og kørt ud i den grav så leverer klostret halm til at lægge imellem så det er sammenhængende når det rådner. For dette modtager du så en årlig indtægt. Der er nok en her i landsbyen der kan køre den tur en gang imellem. Der er helt stille, og efter en tænke pause siger den hvidhårede. ”Det var en god løsning på meget svineri og lugt hvis alle er med.” ”Det er alle, for ellers er det mig der skal have en forklaring,” og Fogden fortsætter. ”Nu finder i selv ud af at sætte det i værk og så har jeg et tilbud til dig næste gang jeg kommer.” Svend ser en ekstra gang på den forhutlede forsamling inden han vender hesten, og hurtigt har de lagt mødet med Landsbyen bag sig. Hjælperen har fået et lidt andet syn på den nye Foged og Svend er glad for at han kom ind i det nye arbejde med en god udgang. Det er blevet lige over middag da de nærmer sig Øm kloster. Vi plejer at stille hestene der ovre siger Hjælperen. Svend nikker og er stadig benovet over størrelsen på Klostret. Muren rundt om klostergrunden er ikke særlig høj, og man kan stå ude på vejen og se den arbejdsomhed munkene udvirker ved bistader og ved urtehaver, hele anlægget er over dobbelt så stort kloster pladsen i Voer. På hver side af op af kampestens muren ved indgangen til klostergrunden sidder der to munke på to store sten og læser. Svend og hjælperen har ikke tænk sig at standse og forklare deres besøg og går rask til ”Hvad er besøget på klostergrunden” Munken til højre har rejst sig fra stenen og står med bogen i hånden. Svend stopper lige foran munken og tager ham i nærmere øjesyn inden han svarer. Du har fornyelig været på Voer kloster som vidne til en hængning og efter følgende, er jeg blevet ny foged og nu skal jeg tale med Abbeden. Munken nikker, og beder dem følge med og kort efter står de uden for Abbed Nicolaus bolig nede bag området med bistader. Munken banker på ind til Abbeden og da døren åbnes af en munk, forklarer han at der er besøg af den nye foged fra Voer kloster. Der går et øje blik så bliver Svend vinket ind. han lader blikket gå rundt indenfor, og bemærker der er lagt skind over de to stole i forrummet inden man kommer ind til Abbeden. Der hænger et mindre træ krucifiks på vægen mellem stolene. og han ser med det samme, at det er dårligt udskåret, lige som han skal til at se det nøjere efter, åbnes døren og en ældre Abbed byder indenfor. Svend tager hatten af og lukker døren, idet den gamle Abbed sætter sig ned. Så går han et par skridt frem, og fremfører sit ærinde. Jeg er blevet ny foged efter aftale med Abbeden på Voer kloster og vil gøre klart hvem jeg er. Abbed Nicolaus er en vidende mand, med interesser for indtægter til ham selv ærligt som uærligt, og det kommer noget bag på Svend, da Abbeden spørger. ”Hvilke kundskaber har du.” Svend fornemmer en falsk interesse i spørgsmålet, og er klar over, at den gamle er lige så snu som han er gammel, han stiller et mod spørgsmål. ”Det er et smukt kors Abbeden bærer foran.” Svend har rørt et ømt punkt og det er Kloster abbedens forfængelighed. ”Ja, svarer Abbeden. ”Det er en gave fra Abbeden i Voer, og jeg er oprigtig glad for korset. Men jeg stillede et spørgsmål.” ”Det er mig der har tegnet og støbt det smukke kors, det er svaret på mine kundskaber.” Selv om Abbeden har grund til at føle sig indfanget, nikker han anerkendende inden han tilføjer. ”Det var et godt svar, jeg tror du kan blive en god foged.” han rejser sig. ”Fogeden fra før, havde vi et godt forhold til, og får jeg brug for dig sender jeg bud til Voer efter din hjælp.” ”Du vil blive vist rundt her på Øm, og jeg har fundet behag ved dit besøg.” Abbeden ringer med klokken på bordet og døren bliver åbnet. Fogeden skal vises rundt, og hvis han vil tænde et lys i hospitals annekset, vil det være en god gerning inden turen går videre. Svend bukker og tankerne er mange da han står uden for igen, efter mødet med den gamle Abbed. På turen rundt er de kommet hen til hospitalet og det lille anneks. Svend rækker sin hat til hjælperen, inden han går ind. Der står to munke ved den ene væg og Svend går over til vægen med de tændte lys i stagen. , Her tager han et lille lys i træ æsken, og tænder det ved hjælp fra et af dem der brænder. Et øjeblik står han med lyset i hånden og ser på det lille krucifiks på væggen, så sætter han lyset i stageholderen og gør et korsets tegn, inden han forlader rummet. Han er klar over at enhver bevægelse i annekset er blevet iagttaget, og vil blive rapporteret til Abbeden. På vejen fra Øm kloster og videre mod Boes, skal de passerer Munkekanalen, en lang udgravet kanal til at forbinde to søer med hinanden og ved at ride eet stykke langs kanalen finder de en overgang af tykke stolper der er i en så elendig forfatning at de må sidde af, og med største forsigtighed trække hestene over på den anden side. Da rytterne igen sidder på hesteryggen, vil Svend vide hvor han står. ”Er der noget jeg skal vide, som du ikke har fortalt” Svend ser direkte over på hjælperen inden han fortsætter. Hvor meget har du set, og hørt med den gamle Foged. Hjælperen er ikke klar over hvor meget Svend ved, og nævner blot at der var natlige tyverier og indtægter af disse, i den tid den afdøde Foged var i tjeneste under Grev Gert. Og noget af dette fortsatte, efter han blev Klosterfoged. Og hvor kommer klostret i Øm ind i den forklaring indskyder Svend. ”Det fik Abbeden her i Øm sin andel af, og det har jeg ikke turdet fortælle til Abbeden i Voer.” ”Aha det er sådan det hænger sammen.” Svend nikker eftertænksomt. ”Se det var en nyttig oplysning, den skal nok blive brugt til rette tid.” Efter et besøg på et korn magasin og endnu en tur ned til pinds mølle, slutter de af i retning mod Vissing kloster. Da Svend tager afsked med hjælperen er det blevet sen eftermiddag, og begge har fået et andet syn på deres samarbejde.. En plan tager form. kap 24 | ||||||||||||||
 | prefu | 2017-08-31 18:54:36 |
Har læst ( Festen for Cecilie )og min første tanke var. Han var en troldmand med ord, ikke meget med spænding, men mere en god evne til person sammensætning og beskrivelse fra uanede vinkler.
Tak for den.
Tak for den.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
