 |  | Emne: Konflikt - 'Sjakalen bag ruden' |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg kunne se sjakalen gennem den regnvåde rude i terassedøren. Han sad med ryggen til på sit kontor omkring ti meter væk og kiggede på en computerskærm. Jeg havde svært ved at identificere ham som et menneske - det var han ikke længere! Han var en sjakal. Hans højre side blev oplyst af en skrivebordslampe, mens den venstre næsten virkede usynlig i mørket. Sensommerregnen havde væltet ned konstant hele aftenen, men trods den gennemblødte trøje, mærkede jeg ikke vandet. Jeg bemærkede pludselig, at nogle grene fra busken prikkede mig hårdt ind i brystet. Jeg rykkede en smule baglæns, men da det straks forværrede mit synsfelt, valgte jeg i stedet at træde ud af skjulet. Mørket omkring mig var noget nær absolut, og jeg kunne blot svagt ane de fire - fem trætrin, der førte op til terassedøren lige foran mig. Hætten i trøjen hang nu tung ned over min pande, men jeg bemærkede det først, da jeg foroverbøjet listede mig nærmere mod trappen, mens mit blik var stift rettet mod ham. De tunge dråber trommede mod ruden. Da jeg pressede mig op mod den smattede mur og langsomt lænede mig frem for at observere gennem den spinkle adskillelse, slog det mig, at jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg konkret havde tænkt mig at gøre, hvis jeg befandt mig på den anden side af døren. Mit sind havde endnu ikke haft den klarhed. Jeg havde set utallige film, hvor den gode sniger sig op bagfra på den onde og lægger en metalwire omkring halsen. Der var ingen tvivl om, hvem der var ond her, og der manglede hverken lyst eller mod. Men tre ting talte imod denne handling: fornuften, en formentlig låst terassedør og endelig havde jeg jo sådan set ingen metalwire på mig. Jeg kunne måske bruge ledningen på hans skrivebordslampe? Men hvad med ruden i døren? Jeg kunne selvfølgelig smadre den, men hvad nu hvis jeg skar mig og blødte på gulvet! Var der ikke noget med, at man med en enkelt dråbe blod kunne blotlægge hele éns persons DNA fra ende til anden? Ville jeg ikke risikere, at politiet bankede på døren om få timer? Et lyn flækkede himlen, og kortvarrigt kunne jeg se den sumpede græsplæne blive lyst op til næsten hvidt. Der stod en metalpæl midt på plænen og nogle orange plastikketcher lå ved foden. I baggrunden anedes et legehus med rutchebane. Da lyset forsvandt, fulgte noget af mit nattesyn. Jeg fæstnede igen blikket mod kontoret. Jeg kunne se, at det tordenbrag der nu fulgte, fik ham til at rykke på sig i stolen. Han lagde sin vægt over på højre armlæn, og jeg huskede nu, at han havde siddet på præcis samme måde til den årlige samtale, hvor han flot og helligt havde forklaret, at alt nu gik så fint. Der var ikke længere problemer. Vi havde troet ham, og jeg hadede mig selv for det nu. Hans løgne og fordækte spil var netop blevet anfægtet i dag, hvor han var blevet sendt hjem med en sygemelding og en formel undersøgelse i vente. Emil havde altid været en glad dreng, men de sidste tre måneder var han pludselig blevet en anden. Først i dag havde jeg forstået, hvad der havde været årsagen til denne ændring i dette lille menneskes personlighed og livsglæde. Mange gange havde jeg skuffet erklæret min utilfredshed over hans pludselige tissen i bukserne og hans modvilje mod at blive hentet som den sidste. Ofte havde jeg fundet ham på legepladsen med sjakalen. De havde moret sig, lignede det, og han havde virket som en fin fyr og en sjov legekammerat for min søn. Det var han ikke! Det vidste jeg nu, hvor jeg stod udenfor terassedøren i silende regn med sorte tanker og ønske om hævn og higede efter retfærdighed. Den indre vægt vejede tungt for et indgreb netop nu. Sjakalens handlinger afkrævede en øjeblikkelig konsekvens. Jeg forsøgte at minimere ubalancen ved at kaste elementer som risikoen for fængselstraf, mistet far-søn-tid, usikkerhed og lovlydighed ind på vægtskålen. Der manglede stadig noget, og det der gjorde forskellen, var den forbandede fornuft. Jeg kneb øjnene sammen og placerede fingrespidserne mod ruden i døren. Glasset var helt koldt. Jeg vidste, at noget indvendig var gået i stykker for altid. Ikke kun indeni Emil - men i os alle. | ||||||||||||||
 | Lærke | 2010-11-01 16:56:42 |
Uha det dilemma. Jeg håber virkelig ikke, at denne historie er baseret på en rigtig hændelse!
En skrækkelig situation som desværre nok slet ikke er så ualmindelig.
Flot skrevet.
En skrækkelig situation som desværre nok slet ikke er så ualmindelig.
Flot skrevet.
| haleløs | 2011-05-27 07:32:40 |
Kære Jesper; dette psykologiske 'indre drama' er faktisk FrEmRaGeNdE skrevet - fra start til slut!
Det' jo et særdeles aktuelt emne, som enhver voksen nemt kan leve sig ind i, og din Hp's tanker og overvejelser forekommer mig lyslevende og absolut realistiske!
Flere forældre til misbrugte børn HAR jo faktisk 'gjort alvor af disse overvejelser' ...
JEG synes da, du skulle fortsætte på teksten? Tror faktisk, bogen kunne blive en 'ren sællert'!
venligst ...
Det' jo et særdeles aktuelt emne, som enhver voksen nemt kan leve sig ind i, og din Hp's tanker og overvejelser forekommer mig lyslevende og absolut realistiske!
Flere forældre til misbrugte børn HAR jo faktisk 'gjort alvor af disse overvejelser' ...
JEG synes da, du skulle fortsætte på teksten? Tror faktisk, bogen kunne blive en 'ren sællert'!
venligst ...
| Forfatter in spe | 2011-05-27 18:53:35 |
Mange tak for roserne ;-)
Den anden dag var der en anden skribent, der åbent spurgte, hvorfra vi finder vores inspiration, og jeg svarede noget kort og kontant med: "livet". Men nu hvor jeg læser din kommentar, står det jo klart for mig, at en person, der ikke selv er forælder formentlig ikke ville kunne have skrevet min tekst. Det kræver, at man kender den frygt, at der skulle ske éns barn noget.
Jeg har ikke selv læst teksten, siden jeg lagde den ind sidste år, men nu hvor jeg igen har været den igennem, kan jeg igen nemt fornemme frygten i mig selv.
Jeg er glad for, at du kunne lide teksten - og lad os håbe, at ordene deri aldrig bliver virkelige.
/Jesper
Den anden dag var der en anden skribent, der åbent spurgte, hvorfra vi finder vores inspiration, og jeg svarede noget kort og kontant med: "livet". Men nu hvor jeg læser din kommentar, står det jo klart for mig, at en person, der ikke selv er forælder formentlig ikke ville kunne have skrevet min tekst. Det kræver, at man kender den frygt, at der skulle ske éns barn noget.
Jeg har ikke selv læst teksten, siden jeg lagde den ind sidste år, men nu hvor jeg igen har været den igennem, kan jeg igen nemt fornemme frygten i mig selv.
Jeg er glad for, at du kunne lide teksten - og lad os håbe, at ordene deri aldrig bliver virkelige.
/Jesper
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
/Jesper