 |  | Et godt skjulested 4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Alle tre springer i land, og ved fælles hjælp trækkes båden et stykke op på strandbredden. Efter flere ture frem og tilbage, er Nis på vej op til boden med den sidste tønde. Den lille kiste står oven på den ene sildetønde. "Tak for sejlturen," siger han, og sætter luffen tilbage på den ring frie hånd. " Nu må vi se om vi kan få et sted at sove, før det bliver mørkt." "Det kan I få i længen på klosterets gård, der er god varme fra dyrene. Hjælp mig varende op på kærren, alt imedens jeg betaler bådemanden." Det er en stor munk i en brun vadmelskofte, der har tilbudt sin hjælp. Nis er hurtigt færdig med at læsse kærren og nu står han og ser sig omkring, den værste fare er drevet over og, Nis kommer hurtige på andre tanker da munken tager fat i vogn stængerne, og begynder at trække i et rask tempo, mens han og Signe skubber bag på. Turen går op langs med åen i retning af gården, der tilhører Skt. Nicolai Kloster. Da de passerer længen med dyreholdet, standser munken og peger over på en høj smal træ port: "Gå derind. Jeg vil komme forbi i morgen tidlig med varer ned til båden." Munken er på vej væk, og den nedgående sol sender lange skygger da de nærmer sig den smalle port. Inde ved hestene kan de høre kærren skramle hen over stenene i gården og lugten af heste og køer er lige, hvad Nis har savnet. "Vi samler noget hø og lægger det op bagerst i rummet, hvor der er varmest, hvis du vil." Siger han, og begynder selv at undersøge det aflange rum. Signe har sat sig på skindet, da Nis kommer tilbage fra sin rundtur. "Der er to steder, vi kan komme ud. Dernede hvor vi kom ind, og ud gennem en lem, som ligger lige på den anden side af dyrene." Han står helt stille for at lytte, og mærker igen uroen i kroppen, den har ikke været der, før efter turen til Hagenskov med hans far. Nis tager en tot halmstrå, idet han sætter sig ned, ved siden af Signe. Den velkendte lugt og stilheden oven på sejlturen, sender tankerne til dem derhjemme. Han tænker på, hvad der skete med hans far, tanken om at han er død, har han flere gange prøvet at skubbe fra sig, men nu hvor stilheden har taget over, trænger sorgen sig på. Inderst inde føler han at hans far har ofret sig for hans skyld, måske er det hele forgæves og indtil nu, er han på flugt mod det ukendte. Nis føler sig fremmed i denne nye verden. Alt det han kender så godt hjemmefra er meget langt borte, uvisheden om han nogensinde kommer tilbage til gården og madmor, gør mere end ondt indvendig. Signe sidder og iagttager ham i skumringen og nu lægger hun hånden på hans skulder. "Er det mig," spørger hun. Nis vender sig halvt og svarer: "Nej... Bliver vi spurgt, er du min kone, og vi er på vej til din familie ved Ribe. Ellers kan det få grusomme følger, hvis det bliver opdaget." Signe nikker og mærker rødmen, ved tanken om at være gift med Nis. "Fejler du noget på din ene hånd," spørger Signe og fortsætter, "du har ikke haft den luffe af hånden, siden vi talte med hinanden i skoven." Nis beslutter sig hurtigt. Han vil fortælle hende sandheden. "Min venstre hånd fejler ikke noget." Sukker han stille. "På min tommelfinger sidder der en ring, som jeg har modtaget af Ærkebiskop Jacob Erlandsen," han holder en pause, og tager luffen af. Signe har lagt begge hænder på hans arm. "Hvad har du dog rodet dig ud i, og hvordan fik du ringen?" Nis fortæller nu hele historien, som den er, og slutter af med at rette forklaringen om de to heste. Medens han fortæller, tager han ringen af og rækker den til Signe, så hun kan mærke vægten af den store guldring. "Ved du hvad der står eller hvad det er for tegn, der er på ringen?" spørger hun, da han er færdig med at fortælle. "Nej, det er først nu jeg ser ringen, siden jeg satte den på i mørket." "Jeg har en lille læderpose om min hals, hvori der ligger lidt knust pulver fra en bjørnetand." hvisker hun, og gør en bevægelse ned omkring sin hals for at trække posens læderrem op over hovedet. "Læg ringen herned og tag den om halsen, så har du begge hænder fri." fortsætter Signe og smiler. Nis dumper ringen ned i den lille læderpose og tager den om halsen. "Er det dit lykke tegn," spørger han. "Ja, jeg fik den af min far." svarer hun og kigger rundt, nu er tiden kommet til, at han også får troen på hende. Frem af tøjbylten trækker hun kniven, og lægger den i hånden på Nis. “Har du haft den hele tiden?" udbryder han og nu er det ham, der er forundret. "Ja, forsikre hun og fortsætter " Uden den, havde den gamle kulsvier dræbt dig medens du sov og de havde hugget alt, hvad du ejede, og sålænge jeg ikke vidste hvem du var, havde jeg kniven i tøjbylten. Men nu da jeg skal sige, at jeg er din kone, må du hellere selv passe på den." Nis lægger kniven fra sig, og sammen lægger de sig på skindet. Længe ligger de sammen i mørket. En farlig rejse | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-05-19 17:41:22 |
teksten fremstår helt fantastisk levende! Jeg håber, du har ambitioner med den? venligst ...
| nhuth | 2014-05-22 16:40:56 |
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
