 |  | En betroet opgave. kap 6. |
 |
|
|||||||||||||
|
Lige inden Voer kloster, glider Svend ned fra hesten for at trække den med, det sidste stykke ind på kloster pladsen. På afstand, høres der sang, og inde på pladsen er flere munke samlet langs den ene mur, syngende på en lang række, medens de går fremad i en rundgang. Længe står Svend med hesten og måber, inden han trækker over modsat, og binder tømmen til en gren i hækken. ”Her kan jeg godt stå længe,” kommer det svagt. Svend er helt fortabt i sangen fra munkene. Hastigt bliver han revet ud af tonerne, da en velkendt stemme lige bagved spørger. ”Det er vist uden for aftalen at du er her igen, og så oven i købet med en hest.” Det giver et gib i Svend, som en fjeder snurrer han rundt og lige foran står Munken fra sidst. ”Jeg har en vigtig besked der ikke kan vente” siger Svend med en lettere bæven i stemmen, forskrækkelsen har ikke lagt sig helt. ”Vi går inden for,” smiler munken, du kan selv finde vej over til rummet fra sidst, så gør jeg lige min bods tur færdig.” Et øjeblik efter sidder Svend inde i rummet, og øver sig i tankerne på, hvad han skal fortælle, så han kan blive boende. Omsider bliver stilheden brudt af flere stemmer ud på gangen, og ind kommer der tre munke. Den ene med den sorte kofte, stiller sig over til væggen, og den munk som Svend kender spørger afventende. ”Du havde en vigtig meddelelse?” ”Ja. Jeg kom for at fortælle at smeden er død, og jeg har kørt ham til Yding kirke hvor præsten har taget imod.” Inden svend opfattede hvordan hans ord bliver modtaget, kommer det meget hurtigt fra munken. ”Jamen, så har klostret fået sig en ny smed, og efter dit sidste besøg har vi talt om din evne til at tegne.” Munken vender sig og den noget ældre munk bagved træder et skridt frem inden han med et glimt i øjet siger. Vi har besluttet, at du skal en tur til Ribe, i forbindelse med klostret er der et støberi, som støber amuletter og andre pynte genstande i ædle metaller på bestilling. Efter en lille pause fortsætter han. ”Vi har også her fra klostret købt amuletter fra det kloster, for år tilbage. Men fortjenesten ved salg gennem munkene var ringe. Kan vi derimod selv fremstille noget tilsvarende her i klosteret, med egne og nye motiver, så er der udsigt til en ny og god indtægt.” Svend er mildt sagt målløs, det er lige det han har håbet, men inden han får tænkt på hvordan han finder vej til Ribe bryder munken ind. Du får en kappe som overslag og et sort kors som tegn på at du er udsendt i Klostrets tjeneste. Din vejviser, bliver den besøgende kannik. Munken peger over mod væggen. ”Han er fra Ribe og er godt kendt med vejen,” og han fortsætter. ”Sørg nu for at se godt efter i de dage du er på støberiet, så det kommer klostret og dig selv til gavn i fremtiden.” Med et korsets tegn forlader de to munke rummet, og nu får den tilbageværende kannik travlt. ”Mit navn er Jens, og vi skal over på depotet og have en kappe og et kors som det første. I morgen tidlig er jeg hos dig med forsyning i en pose, så må du være klar på hesten til turen. Han gør tegn til at Svend kan rejse sig, og sammen går de over mod depotet. Efter prøvning og udlevering, og en instruktion om lukning af kappen, tager Svend en kort afsked med Jens, og efter en stund er han igen på vej mod smedjen, måske for sidste gang i lang tid. Natten over har hesten stået i smedjen, og Svend har sovet i huset med kappen over sig. og med sin egen og smedens trøje på, har han ikke mærket kulden i huset. Det er ved at lysne udenfor, medens han indtager en humpel brød med et krus øl til, det sender en ekstra god gang varme gennem kroppen. Hesten har ædt den favnfuld hø han lagde på gulvet, og nu skal den have vand ved truget, inden han sidder op. Da Jens nærmer sig, har Svend redet rundt på pladsen et stykke tid og beundret sin mørke kappe med korset hængende ned foran. Kniven er bundet fast til benet og sølvmønterne er også med på turen. Jens er i strålende humør og Svend kan mærke det smitter. ”Vi kan følge den store Å et langt stykke ad vejen. Derefter er det tværs over heden og det kan være ret så øde og blæsende.” Siger Jens omsider. Svend er overvældet over alle de nye indtryk og de steder hvor vejen går helt ned langs åen er der hænge pil, med grene helt ned til vandoverfladen. ”Der bliver mere roligt i riget nu efter Valdemar er blevet konge. Vi må alle håbe, den fredelige tid holder denne gang. Det har Abbeden sagt, ved en samling i palatoriet.” Svend ser over på jens. ”Hvad var det sidste ord for noget samling,” siger Svend og smiler, selvom han ikke forstår noget. ”Palatoriet” gentager jens. ”Det er en sal til samling, og samtale for klostrets munke. Det er i den sal alle får besked om forskellige nye gøremål og Bekendtgørelser.” Længere fremme er der en samling huse og nu skifter kannikken tonefald ”Du rider et stykke bag mig til vi har lagt de huse bag os.” Svend holder hesten an til Jens er kommet et stykke foran, og med den tilpassede afstand, rider de roligt forbi de boende, der er kommet ud til vejen for at tage rytterne i øjesyn. Kannikken gør korsets tegn da de passerer et vejkors lige uden for det sidste hus. Det samme gør Svend da han rider forbi og samtidig vinker Jens ham op ved sin side igen. Dette var en angrebs formation, så vi ikke bliver et let mål for et overfald. Det er indlært fra en tid, fra før jeg blev kannik. Men det må jeg ikke tale om, den tid er for altid lagt i graven. Svend bliver mere og mere forundret over Jens måde, at gribe turen an. Og selvom det brænder i ham, for at få noget at vide, så forbliver han tavs. Vi spiser medens vi rider og vi må drikke af samme dunk, Jens har fundet et stykke pølse frem, og et stykke brød til hver, og efter hver mundfuld, er det en god fornemmelse at sætte dunken for munden. ”Solen er efterhånden ved at nærme sig en nedgang bag trætoppene.” Siger Svend efter et langt ridt uden tale. ”Det vil ændre sig om lidt når træerne holder op, så kommer der et stykke med græs, inden heden tager over. Jens sætter farten op for at komme frem til græsset med hestene, medens der stadig er sol. Endelig er de fremme, og Hestene er allerede begyndt at gnave. ”Vi kan sove på skift, så godt det kan falde til.” Jens ser sig omkring. ”Hvis du går til ro med det samme, så har du varmen i den første søvn” Kannikken peger over mod en lav busk lidt oppe i solen. Svend har løst op for kappen og bredt den ud ved busken og kort efter ligger der en rulle tøj, på græsset og sover så det kan høres. Jens har sat sig et stykke derfra med solen i ryggen og blikket rettet ned over eng stykket mod vejen de kom fra. Først da solen er helt væk forlader han sin bedestilling og går op for at skifte plads med Svend. Efter vagtskifte har Svend sat sig tilrette et stykke vej fra Jens og ind imellem på vagten, glider øjnene i. Månen er kommet frem, og nu er det betydelig nemmere at orientere sig. Ud på natten, kommer der en slem forskrækkelse, ved synet af tre skygger der nærmer sig med krumme rygge, og sværd i hænderne. Svend har fundet kniven frem, men ser det nytteløst imod tre sværd. Det er helt sikkert ransmænd, der er vandt til at kæmpe og dræbe. Svend vælger at bliver siddende, og helt fremme foran Svend, hæver den forreste sværdet, samtidig med ordene fra en pibende stemme. ”Har du noget af værdi så læg det foran dig hvis du vil redde livet.” Svend har helt mistet mælet, og begynder at famle under trøjen. ”Lad det gå lidt hurtigt” piber han igen. Alle tre venter på at se hvad der kommer til syne, inden de gør det af med deres offer. I samme øjeblik rammes den bagerste af et slag, med en hånd stor sten i baghovedet, og sværdet falder til siden, inden han ligger livløs på græsset. Med en lyn snar bevægelse, er sværdet oppe i Kannikens hånd, og inden det rigtig går op for Svend, har Jens pareret et udfald fra dem begge, og stukket den største i brystet. Den sidste er kort efter, sendt samme vej som den store. Svend har end ikke nået at rejse sig, før det hele er overstået. Jens står lidt med sværdet, så sætter han det lodret ned i græsset, og stille og roligt kommer ordene ud fra sværdmesterens mund. ”Svend:” ”Hvad der er sket her i nat, må du aldrig tale om for nogen. Så er jeg færdig i klosterkirkens tjeneste, lover du det.” Svaret kommer omgående ”Ja, det lover jeg, du har reddet mit liv og det glemmer jeg aldrig.” ”Måske også mit eget” tilføjer Jens. Svend fornemmer et smil, men er ikke sikker, og Jens fortsætter. ”Vi rider væk her fra med det samme, så ingen, kan føre det der er sket hen til os.” En sær fornemmelse kap 7. Kloster Fogeden 1 kap. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2017-03-09 18:21:20 |
billedrig og dramatisk fortælling! venligst ...
| haleløs | 2017-11-21 23:52:53 |
velfortalt dramatik! venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
