 |  | Logbog Kap. 30 Første konfrontation |
 |
|
|||||||||||||
|
Helene havde nydt weekenden. Men nu tænkte hun mest på Sandra Mitchell. Det var vigtigt, at hun ikke følte sig forbigået, hvis Mariam fik den stilling, hvor de to skulle kunne arbejde sammen. Det kunne blive rigtig godt - eller det kunne gå helt galt. Andersen kørte allerede med den lille traktor og fejede blade i alléen. Det var fjorten dage tidligere, end han havde regnet med, men det måtte skyldes den tørre sommer. Han standsede og slukkede for maskinen, da han fik øje på hende. - God morgen frøk”¦ undskyld”¦. Helene. Direktøren får sin datter hjem i dag. Så jeg ved ikke om han kommer ind i dag. Nu må De ikke blive forskrækket”¦ Jeg har sat en gammel kuffert oppe foran Deres dør. Clausen bad mig om det. Nogle ældgamle papirer, som han ville gennemgå sammen med Dem ved lejlighed. - Nå, tak. Det bliver godt at få ham tilbage. Jeg savner den ro, der var her før i tiden. - Ja, det må De nok sige. - Sagde han noget om Nina? Er hun kommet noget til? - Ikke det jeg ved af. Men aviserne skriver så meget sludder. Det gjorde de også den gang. Helene lod "den gang" svæve i vinden. Arbejdet lavede jo ikke sig selv. - Åh, Andersen, jeg havde nær glemt det”¦ der kommer en vogn med politifolk, som skal gennemgå resterne af Egely i løbet af dagen. Vil De vise dem, hvor de kan vaske sig? - Ja, de kan da også gå i bad nede hos gartnerne, hvis de vil. Det ordner jeg. Hoveddøren var låst. Hun ringede på for ikke at gøre nogen forskrækket. Det var godt; Lillian passede telefonen. - God morgen, der står en gammel kuffert til dig. Nøglen ligger på dit bord. Helene genkendte straks nøglen men ville ikke åbne kufferten før Clausen kom. Hvis han altså kom.... Lampen blinkede. Det var Lillian: - Der er en Laura Fritte i telefonen. Hun spørger efter Jimmy Askhøj. Kan du ikke tage hende? - Jo, OK, dagen er alligevel ødelagt... - Ja hallo, De taler med Christian Clausens sekretær, Helene Rosenkilde. Hvad kan jeg hjælpe med? - Egentlig skulle jeg tale med Jimmy - men er Susan ikke ansat hos jer? - Jo”¦., men jeg må meddele , at hr. Askhøj er afgået ved døden. Jeg kan bede Fru Breahtless om at ringe til Dem, så snart hun møder. Hvilket nummer må hun ringe til?.... tak, det er noteret. Laura? Hun havde ikke lydt særlig gammel, måske i tyverne. Der burde være en klokke, der ringede. Der var en gang en ven af Hermann Hansen, der hed Alexander Fritte, men det var så mange år siden. Hun lagde en besked til Susan med nummeret. Den eneste hun kunne finde på Krak med det pudsige efternavn boede i Jylland på godset Revlinggård. En ældre mand, huskede hun fra omtalen i den kulørte presse. Han skulle efter sigende have plejet omgang med kongehuset og dele af erhvervslivets mere tvivlsomme spidser. Men det var nok bare sladder. Helene tænkte et øjeblik på at orientere Rønnebæk, men undlod. Ugebladshistorien havde været noget med at gå på jagt med prinsgemalen. Der kom en mail fra Lydia Hansen med kopi af fondsfundatsen vedrørende Egely. Lydia takkede for Helenes henvendelse og skrev, at hun ville komme tilbage til Danmark snarest og søge en passende permanent bolig. Hun havde solgt sit hus i Brasilien. Bare hun ikke flytter ind her, tænkte Helene. Hvis Clausen ikke snart dukkede op, måtte hun ringe til ham. Laura Fritte var flyttet tidligere fra hjemmet i Hørsholm end storesøsteren. Hun var træt af farens utallige gæster, eskapader og animerede fester. Men nu savnede hun den luksus hun forlod. Og hun savnede sin rigtige mor, som blev dræbt i en trafikulykke, da børnene var små. Alle de andre senere ”mødre” havde også været smukke - og unge. Men de mange penge og den magt som familien besad, besværliggjorde noget inderligt, varmt og ægte kærlighedsforhold mellem faren og nogen som helst, nok så smuk kvinde. Det havde ikke skortet på farens talrige forsøg. Hans stædighed, jægerinstinkt og grænseløse vilje gjaldt også i forhold til smukke og intelligente kvinder. Når han var på sporet, skyede han ingen midler før byttet var nedlagt. Desværre var Laura offer for magtens og pengenes fristelser. Uden at være synderlig forelsket kunne hun vælge og vrage mellem alle de attraktive mænd, der var inden for rækkevidde. I opløbet om hendes gunst konkurrerede, i hvert fald i hendes selvopfattelse, et medlem af kongehuset med en forkælet mandlig fotomodel. Hun valgte muligvis forkert. Snart var hun lige så afhængig af kokainen som så mange andre. Blot var hun mere afhængig af videresalget til dele af jetsettet i whiskybæltet; ikke så meget af sit eget stærkt kontrollerede misbrug. For sent indså hun, at hun bare var bifigur for brutale handlere, der var aldeles hensynsløse, når de forsøgte at optimere indtjeningen. Hun lod hånt om de trusler hun modtog, men hun overså toldvæsenets, skattemyndighedernes og politiets aldrig afsluttede jagt på at få ram på hendes far og den virksomhed, som hendes storesøster havde prøvet at videreføre. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig at politiet samarbejdede med de mest primitive voldsmænd. Gennem fem år havde hun opbygget en eksklusiv modetøjsvirksomhed bestående af fabrikation i Indien og Kina til afsætning i en af hendes tre butikker. Bedst som hun var ved at slå sit navn fast i designerkredse, kom sigtelsen. Resultatet af aflytning af hendes telefoner og anklagemyndighedens bevisførelse i form af 6 gram kokain fundet ved en ransagning af hendes hjem, gjorde udslaget. Alt for mange kendte til hendes små fejltrin og slet skjulte skønhedspletter. Hun slap med en betinget dom. ”Snehvide” var nu heller ikke det mest smigrende øgenavn i de kredse, hvor hun færdedes. Så kom den næste trussel. En dag da hun kom ned til den lille smarte Alfa-Romeo, var vindspejlet overmalet med ordene ”Hold kæft”. Hun vidste godt hvorfor, og hvad det betød. Hun havde omsider smidt den slikkede fotomodel ud. Han kunne ikke styre sit forbrug og han var alligevel snart færdig i branchen. Hun rasede mens hun med en isskraber fjernede det værste. Hun kunne ikke drømme om at sladre til nogen om hans bils tvivlsomme papirer. Hvor lav kunne han være? Helene kunne høre, at Susan måtte være kommet. Så ville hun måske snart ringe til denne Laura. Endelig dukkede Christian Clausen op. Han havde kørt Elizabeth og Simon til Herlev og aftalt med dem, at de kunne tage en taxa hjem. Han lovede at komme hjem og spise frokost med dem klokken et. Han bankede på og gik ind til Helene. - God morgen Helene. Jeg bliver her ikke længe, men kommer tilbage i eftermiddag. Er der noget, der haster? - Ja. Har Nina det godt? Og så en kop te. Og så Rygård bagefter, svarede Helene overraskende. - Det lyder godt. Nå, der er den kuffert Andersen snakkede om”¦. - Ja, og nøglen til den, er den du fandt forleden dag i bornholmeruret! Jeg har ikke villet åbne den. Det må du selv gøre. - Om fem minutter er der te, svarede Clausen og smilede. Jeg tager kufferten her med ind. Helene tog sine blyanter og notesblokken og fulgte ham ind. - Jo, Nina er helt uskadt og i et forbavsende godt humør, sagde han, mens han tændte for kedlen og fandt kopperne frem. Og Elizabeth har det meste af dagen i går haft stor glæde af Henny”¦ ja, hvad hedder hun mere? Politidamen? Nå, lige meget”¦ hun besøgte os, mens jeg var inde hos Nina. Han skænkede te op og serverede, da den havde trukket lidt. - Jeg tror, vi skal starte med de gamle papirer. Mærkeligt med den nøgle”¦, sagde han og åbnede kufferten. Se, den har været en tur i Tyskland, sagde han og pegede på en gammel rejsemærkat, der var klistret fast på låget. ”Deutsche Reichbahn, Hamburg/Essen, 16. März, 1928”. - Åh, I guder, sagde han, da han fik de første tykke bundter af dokumenter lagt ud på bordet. Flere af dem var påtrykt en ørn og et hagekors. Længere nede i kufferten lå der regnskabsprotokoller. Flere af dokumenterne var underskrevet af en Martin Hansen. - Var han ikke den gamle direktørs far, spurgte Helene. Hvis det er ham, så forsvandt han i Sydamerika for halvtreds-tres år siden. Det her arbejde er jo nærmest for historikere. Jeg synes, at vi hellere skulle koncentrere os lidt om noget mere aktuelt. - Ja, du har ret. Men der er nu alligevel et eller andet, der kaster lange skygger. - Der er kommet brev fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om Egelyfonden, sagde Helene. Jeg tror, det er vigtigt, værsgod. - Tak, det har da taget sin tid. Han skimmede for sig selv: ”udfra en juridisk og selskabsretlig betragtning er De således formand for fonden”¦ Vi tillader os at henlede Deres opmærksomhed på fundatsens ordlyd om at De forventes at foretage udlodning af fondens midler i henhold til”¦” osv. Vidste du, at jeg nu også er formand for resterne af et nedbrændt værtshus? - Jah, og nej, svarede Helene; jeg har tilladt mig at læse den kopi, som Lydia Hansen har mailet. Så vidt jeg kan forstå, råder du nu over det meste af Rygårds formue. Nå, Christian, nu vil jeg sige tak for te. Pas nu tiden med frokost derhjemme. Jeg skal lige et ærinde ned til laboratoriet, men vi ses vel igen i eftermiddag? - Ja, ja, velbekomme. Jeg skal lige nå at tale med Susan før jeg kører. Kan du ikke være sød og bede hende om at komme herind et øjeblik? Inden Helene gik ud ad hovedøren, gav hun Susan besked. - Kom ind, sagde Clausen. Dav, Susan, jeg skylder dig at fortælle, hvad der ligger bag min mærkelige opførsel. Kender du noget til det her foto? Han rakte hende billedet og hun rødmede helt op til hårrødderne. - Jamen Christian, det er jo forfærdeligt. Jeg kan godt se, at det er dig og mig”¦ men hvem har fotograferet os på Revlinggård? Og hvorfor? - Jeg tror på dig, svarede Clausen. Det billede er blevet brugt af nogen for at afpresse mig. Du skal vide, at både politiet og min kone ved besked. Susan brød ud i gråd. - Jamen Christian, jeg har ingen anelse om det. Jeg forsikrer dig. Vi var halvfulde - og vi nød hinanden. Men jeg ved, at du har travlt nu. Og Laura Fritte har siden i morges forsøgt at få fat mig. Jeg går ud og ringer til hende. Men giv mig lige fem minutter på ”the ladies room”. - Naturligvis, jeg venter med at køre. Om fem minutter. Vi tales ved i eftermiddag. Logbog Kap. 31 Nina udskrives Links til øvrige kapitler: Oversigt Kapitler i Logbog | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
