 |  | Jeg savner mig ( tanker fra skuffen ) |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg er måske en dårlig mor? Jeg har altid tænkt således; at måske er jeg ikke den perfekte mor, men alle mine børn ved de er elsket, og så kan det aldrig gå helt galt. Eller kan det? Jeg har en rygskade. Den fylder meget i mit liv. Både fysisk pga. smerter ved bevægelse, psykisk fordi der er så meget jeg gerne vil, men ikke kan, og ikke mindst socialt og økonomisk. Jeg kommer ikke rigtig ud mere. Jeg er blevet en hulekvinde der trisser rundt i morgenkåbe den halve dag, nogen gange den hele. Jeg må tvinge mig selv i bad og ud af sengen. Økonomien er så dårlig at jeg ikke engang har til busbilletten ind til byen - hvis jeg da orkede det. Jeg prøver ikke at gå rundt og se lidende ud foran ungerne. Men de forstår ikke at den mor, der før kunne alt, nu er skrumpet ind til dette Gollumagtige væsen i morgenkåbe der går derhjemme og vrisser. Ja for det gør jeg.. Jeg vrisser. Jeg råber sjældent af mine børn, men jeg vrisser, også når det ikke er nødvendigt. -Hvad laver du nu, hvor går du så hen, hvem har taget det sidste mælk, Hvor er min børste. Jeg savner dengang hvor jeg havde styr på mit liv og min adfærd. Jo jeg prøver. Jeg bider vrisseriet i mig og spørger smilende om de vil have en kop te. Bage boller med mor, eller med ud og gå en lille tur i nærområdet. Hvis de siger ja, går der ti minutter max så er vrissemor igen på banen. -Hvorfor står din tekop der, knap din frakke, snør dine sko, lad være med at putte så meget mel i bolledejen. De sekunders tilfredsstillelse jeg får ud af mit vrisseri, betyder intet, for to minutter senere fortryder jeg mine vrissende irettesættelser og får det smadderskidt med mig selv. Er heldigvis blevet professionel undskylder, men til hvad nytte? Hvad hjælper det at man dagligt får at vide at man er elsket, hvis handlingerne underminerer ordene? Lige nu er vi så meget på røven økonomisk at jeg kan mærke at jeg også er ved at blive bitter. Er det virkelig mig? Bitter, vrissen i morgenkåbe, mens jeg vralter rundt i mit 100 m2 store palads og brokker mig. Jeg har ikke engang kroner til at ungerne kan tage bussen væk fra Gollummor til en velfortjent brokfri pause. Jeg skammer mig, men det føles som om jeg har malet mig selv op i et hjørne, med noget meget langsomt tørrende maling. Jeg savner mig. Den rigtige mig. Hende der var glad for livet. Hende der altid havde overskud til andre. Kaffen klar. Et knus og ros til ungerne. Hende jeg kunne lide at være. Jeg savner mig. Måske er bitterheden også et tegn på ensomhed. Jeg har altid været et socialt væsen. Haft masser af empati og lyst til at hjælpe andre. Jeg sled i det for at gøre andre glade og forventede ikke noget til gengæld... Eller gjorde jeg? Nu sidder jeg her. Sølle, ensom og med smerter. Ungerne går i skole, manden har sit job. Jeg er bedste ven med Doktor Phil, og ham er jeg ellers sjældent enig med om noget. Jeg savner den ven jeg var. Besøgte andre. Tog deres sorger til mig som var de mine egne. Græd med mine veninder, lå vågen om natten og grublede for at løse deres problemer. Nu ligger jeg vågen af ganske andre årsager. I mørket med kun min egen elendighed at tænke på. Jeg savner den kone jeg var. Den livspartner. Der forstod at give plads, omsorg, og luft. Hende der nød at lave lækker middag, med stearinlys og bagte kartofler. Hende der gik tur og plukkede smukke blomster i grøftekanten for at pynte bordet inden han kom hjem. Hende der lagde makeup og tog frækt undertøj på en almindelig onsdag aften bare for at overraske sin elskede. I stedet er jeg reduceret til en klynkende myoseramt undskyldning af en kone. Der overfalder manden for simpel samtale når han kommer træt hjem, og bliver irriteret over småting som er så ligegyldige i det store perspektiv. Jeg savner den økonomiske rolle jeg engang havde i min familie. Vi har aldrig været rige. Tværtimod. Men med lidt sparsommelighed gik det hele for det meste op. Jeg arbejdede ekstra hvis pengene var små. Holdt fri med alt hvad det indebar af byture, biograf og kort til tivoli. Ungerne havde lommepenge og der var altid masser af god og lækker mad i køleskabet. Nu er lommepenge sparet væk, ligeså tivoli- og biografture. Pakkekalender og julesok hører fortiden til. Ungerne hører nu nærmest som mantra mor sige; vi har ikke råd. Køleskabet er aldrig gabende tomt, men den smule luksus der før var tilladt som is i fryseren, karse og mayonnaise på æggemaden er historie, eller sjælden glæde når vi bliver inviteret ud. Livet som bistandsmodtager tærer på min stolthed og på mit selvværd Jeg savner den mor jeg var. Hende der indfangede hvinende unger til kys og kram. Lavede skøre projekter som prinsesseværelser og huler i haven. Bagte kager nok til hele gården og havde overskud til overnattende nabobørn og tivolitur. Jeg savner mig. Mit eget liv. Det jeg elskede at gøre, bruge livet på, virker nu så fjernt og uvirkeligt. Som at løbe en marathon i knæhøjt mudder. Jeg savner at elske mig. Se mig selv i spejlet og være tilfreds med hvad jeg ser. Jeg frygter for fremtiden. Den sociale arv. At mine børn tager ved lære. Tror at måden mor agerer på er acceptabel. Glemmer hvordan jeg var og gerne vil huskes. Jeg frygter senskader. At de lever med dårligt selvværd. Spejler sig i den jeg er nu og bliver til Gollummødre selv, fordi de tror at sådan er livet bare. Jeg elsker mine børn mere end livet. Jeg elsker drømmen om den perfekte familie. Fantaserer om livet på den anden side af muren, der er bygget op omkring vores lille før så kærlige familie. Ja ja. Jeg må tage mig sammen. Hanke op i mine prolapsede rygstykker. Se mit liv fra hvor det er nu og ikke hænge mig i fortiden. Sætte nye mål og finde nye måder at nyde livet på. Brænde morgenkåben og droppe smøgerne så der er råd til karse og tivolitur. Det er bare ikke let. Ingen ligger vågen om natten og tænker på hvordan de kan hjælpe mig. Folk har nok i egne problemer. Mine forventninger til mig selv og andre må laves om indefra. Jeg må genopfinde mig selv som ven, kone, økonom og mor. Jeg må gemme vrisserierne til en dag hvor de kan retfærdiggøres af virkelige grove overtrædelser af mit hjem og ego. Hjælp. Hvor finder man modet til sådan en forandring? Når modet og lysten til at kæmpe er væk. Hvor finder jeg energien når jeg føler mig som en bjørn vækket flere måneder for tidligt fra sit vinterhi. Hvor gemmer jeg mig. Hvor kan jeg mærke mig selv, at jeg er i live, elsket og værdsat. Hvor er min 'og så levede de lykkeligt til deres dages ende...' | ||||||||||||||
 | Fruit | 2012-03-20 23:47:35 |
Start med at gøre god ting for dig selv og din krop. Hvad kan du lide at lave?
Læs en god bog, tag et langt bad, mediter til afslappende musik, gør det hyggeligt i hjemmet, lav neglene, eller farv håret. Hvis du begynder at pleje dig selv, kommer du os i bedre humør. Derfra kan du øve dig på at stoppe dog selv i at vrisse. Lav en aftale med dig selv eller en slags personlig kontrakt med nogle mål og ting du gerne vil forbedre, og så skriv under på det og hæng det op et sted eller flere steder i huset så du bliver mindet om det. Sæt post it sedler op rundt omkring hvor der står "lad vær med at vrisse"
Tag et skridt ad gangen og prøv ikke at ville gøre det hele på en gang, du skal jo stille og roligt få bygget dit overskud op.
Du er allerede godt i gang med at kigge ind ad, og det er en rigtig god ting. Men du behøver ikke at stå med det her alene, få familien med på båden, i skal hjælpe hinanden og være der for hinanden.
Jeg synes at du skulle læse det her brev op for dem, så de får at vide hvad du føler. Og så bag efter gå en lang tur hele familien
Læs en god bog, tag et langt bad, mediter til afslappende musik, gør det hyggeligt i hjemmet, lav neglene, eller farv håret. Hvis du begynder at pleje dig selv, kommer du os i bedre humør. Derfra kan du øve dig på at stoppe dog selv i at vrisse. Lav en aftale med dig selv eller en slags personlig kontrakt med nogle mål og ting du gerne vil forbedre, og så skriv under på det og hæng det op et sted eller flere steder i huset så du bliver mindet om det. Sæt post it sedler op rundt omkring hvor der står "lad vær med at vrisse"
Tag et skridt ad gangen og prøv ikke at ville gøre det hele på en gang, du skal jo stille og roligt få bygget dit overskud op.
Du er allerede godt i gang med at kigge ind ad, og det er en rigtig god ting. Men du behøver ikke at stå med det her alene, få familien med på båden, i skal hjælpe hinanden og være der for hinanden.
Jeg synes at du skulle læse det her brev op for dem, så de får at vide hvad du føler. Og så bag efter gå en lang tur hele familien
| nhuth | 2012-03-21 08:02:33 |
Jeg har ikke forudsætninger for at kunne forholde mig til teksten som sagprosa. Som skønlitterært værk, ville jeg nok ønske at få nogle glimt af den krakelerende "facade", som familien sikkert gerne vil forskønne en anelse. Skår i de klinkede platter?
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
