 |  | Verden imellem os - kap 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Forsættelsen fra: Verden imellem os - kap 1 Kapitel 2 - Kai Hvis jeg ikke havde hørt hendes stemme, ville jeg have troet hun var en dreng. Denne pige, hvis ansigt jeg ikke kunne se, var vred, ikke på os, men på denne vazi dreng, som min leder Rayan havde fat i. Hun skældte drengen, hun kaldte ham vist Luca, ud som om de var søskende, jeg havde i hvert fald ondt af ham. Da hun endelig så på os igen, kunne jeg mærke hendes øjne bore sig i mig, også selvom jeg ikke kunne se hendes øjne. Jeg havde en fornemmelse af at hun var vred på mig, det er måske også logisk, fordi hun faktisk redde mit skind, hvis lejligheden byder på det, skal jeg nok huske at takke hende. Men det ville selvfølgelig være svært når jeg ikke har set hendes ansigt. Heldet var vist med mig i dag, for da jeg lige tænkte på hendes ansigt, kom der en brise. Brisen var kraftig nok til at få hendes hætte til at falde tilbage og hendes ansigt kom til syne. Jeg måbede vist, gik i trance, kald det hvad du vil. Det var i hvert fald som om tiden gik i stå og alt i verden forsvandt, der var kun hende og mig. Hun var, jeg kan ikke sætte ord på det, hun var smuk, gude smuk. Alt ved hendes ansigt var perfekt, hendes øjne var klar grønne, hendes hud var solbrun og sikkert meget blødt at røre ved, hendes læber var perfekte lyserøde, hendes lange rødbrune hår var bundet op i en hestehale, det var langt, så langt at jeg tror det vil kunne nå ned til hendes lår, hvis hun havde det løst. Jeg begyndte at koncentrere mig om omverden igen. Jeg kiggede rundt, mine kollegaer kiggede på mig og så på hende og tilbage på mig. Jeg kiggede på hende igen, hun så overrasket ud. Det var ikke overdreven ment, da jeg sagde at verden var gået i stå, alle mennesker synes at få i slowmotion, alle og alt var i slowmotion. Det hele blev ligesom vækket af vazi drengen Luca’s råben: ”Cass, pas på, månen!” Månen forsvandt bag en sky i samme øjeblik som han havde råbt. Jeg kiggede på pigen, Cass, jeg nåede lige at få øjenkontakt med hende inden hendes ansigt forsvandt bag hætten. Jeg sværger på at hendes øjne var klar blå på dette tidspunkt, men det var åbenbart kun mig der lagde mærke til det, for Rayan havde travlt med at holde vilddrengen Luca, som prøvede at flå sig løs, mine 2 andre kollegaer, som jeg desværre ikke kan huske navne på, et eller andet med C, prøvede nytteløs at hjælpe Rayan. Jeg kiggede op på den smukke vazi pige og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Pludselig sprang hun og landede så let som ingenting, hun kan springe, lige ved siden af Rayan og sparkede ham hårdt i maven og han fløj langt væk og det var virkelig langt væk. Hun kunne springe og hun kunne slås. Det var helt sikkert, jeg måbede nok igen, jeg bevægede mig i hvert fald ikke, hun tog fat i Luca og forsvandt i mellem husene. Det tog mig lidt tid inden jeg vågnede op, Rayan var rasende. Han skældte os alle ud, som om det kun var vores skyld. Jeg vil slet ikke sige hvilke ord han brugte, men kan dog sige at det var ikke høflige ord. Han sendte os tilbage til hovedkontoret, vi skulle forklare os selv for chefen. Chefen var vred, hvis det ikke var fordi vi var mennesker ville han flå os levende. Han var virkelig vred, så vred, at hans ansigt faktisk blev rødt som en tomat. Han dør nok af et hjerteslag en dag. Jeg sukkede og det skulle jeg ikke have gjort, det blev chefen kun mere vred af. Han sendte de 2 andre ud og så vredt på mig: ”du er heldig at du er her og ikke i slumkvarteret hvor du hører til.” Jeg måtte se dum ud for han svarede bare: ”skrid ud af mit kontor.” Jeg gav tegn og gik ud. Min hjerne var fordrejet med tanker om hvad han mente, at jeg ikke lagde mærke til min bedste ven Tade. Han forskrækkede mig. ”Jeg hørte at du savlede over en fra vazi-folket i dag Kai” grinede han og så på mig med hans lyseblå øjne, som også grinede af mig. Jeg skubbede ham ind i væggen, for sjov selvfølgelig, og han grinede bare endnu mere. ”Din tavshed betyder vel at det er rigtig, ikke?” hviskede han og grinede igen. Den nar. Tade og jeg gik hjem ad, vi var begge nye, så vi havde ikke lange dage endnu. Faktisk bestod vi vores prøve i går, i dag skulle vi møde vores nye gruppe, uheldigvis havde jeg et sammenstød med min. Jeg sagde farvel til Tade og gik hjem til tante Cetta og hendes bistrede hankat Antonio. Hendes rigtige navn er Anicetta, men da jeg var barn var det svært at udtale det, så Cetta blevet hvad jeg kaldte hende. Tante Cetta er ikke rigtig min tante, men hun har passet mig siden mine forældres død 14 år tidligere. Hun fandt mig i mine forældres hus. Jeg husker ikke noget fra den tid og hun vil ikke fortælle noget. Hun så altid så sørgeligt ud når jeg spurgte, så jeg stoppede med at spørge. Men nu er jeg 19 og jeg har 1. sal og loftet for mig selv, for tante Cetta er en ældre dame og har det ikke godt med trapper. Så hun bor i stueetagen, min løn går til hende, men det er jo også fair, hun har givet mig mad og husly og tøj i de sidste 14 år og sikkert i nogle år endnu. ”Er det dig, min dreng?” spurgte tante Cetta, da jeg trådte ind ad døren, ”ja” svarede jeg bare. Hun kom ud af stuen og stillede sig foran mig og kiggede nøje på mig, hvilket var komisk, da jeg er højre end hende, så hun skal stå på tær for at kunne se mig lige i øjnene. ”Hvad har du lavet?” spurgte hun pludselig og rev mig ud af tankerne. Jeg måtte have set uforstående ud, hun spurgte dybere: ”har du været oppe og slås?” og prikkede sin pegefinger, lige ved siden af mit venstre øje og smerten skød igennem mit hoved. Før jeg vidste det havde jeg min hånd for øjet og på vej mod badeværelset. Jeg så mig i spejlet, hele mit venstre øje var let lilla, jeg bandede højlydt og tante Cetta tyssede og spurgte: ”hvem har gjort det?”. ”Rayan og hans slæng” svarede jeg uden at se på hende. Jeg synes der gik flere minutter uden hun svarede, da jeg endelig vendte mig, for at se hvorfor hun var så stille. Hun var i en tænkeboks, hun var helt væk. Jeg knipsede med fingrene og hun vågnede op. ”Jeg skal lige ud og handle” sagde hun, jeg var forvirret, det er første gang hun ikke bliver sur over at jeg kommer i slåskamp. Hun tog sin hat på og taske på skulderen og gik mod døren. Inden hun åbnede døren vendte hun sig og så på mig og spurgte: ”er Rayan din nye leder?”. Jeg nikkede og hun svarede bare: ”der er mad i køleskabet” og så gik hun og efterlod mig total forvirret. Efter at have været i køkkenet efter mad og en ispose til mit øje, gik jeg op på mit personlige bibliotek, på loftet. Jeg elsker bøger, byens historie og andre historier. Jeg tog min ynglings bog, Verden imellem os, frem og satte mig i den eneste stol i rummet. Jeg spiste min mad og nød min bog. Bogen handlede om en mand der var forbudt forelsket i en kvinde og kvinden elskede ham, og de prøvede alt for at blive sammen, men de blev snydt til sidst. De sidste 2 kapitler handler om hans tid i fængsel. En meget trist historie og hvis den var sand, ville jeg have ondt af disse 2, de elskede jo bare hinanden. Men det var en god bog, jeg var faktisk helt opslugt af den, så jeg glemte tiden. Jeg gik ned fra loftet, på vej ned til stueetagen mødte jeg Antonio, han lå på trappetrinnet og sov, jeg satte mig ved siden af ham og aede ham. Han åbnede det ene øje, sikkert for at tjekke om det var mig og spindede. Han nød det. Han lå altid her, når tante Cetta var ude, selvom han ligger her og sover, er jeg sikker på, at han er bekymret for hende. Døren gik op og Antonio løftede hovedet, spidsede ører og stirrede på den åbne dør. Sekunderne føles som minutter, jeg holdte vejret uden at ville det og tante Cettas buttede rare ansigt kiggede ind, ”hey drenge, hygger I jer?”. Jeg pustede ud, jeg var lettet over, at det var hende. Hun ventede, da hun havde ventet længe nok sagde hun: ”Kai, kommer du og hjælper mig?”. Det lod jeg hende ikke sige 2 gange og hjalp hende med at bære varerne i køkkenet. Forsættelsen følger: Verden imellem os - kap 3 | ||||||||||||||
 | Lau G.N. | 2012-11-14 18:02:29 |
igen god historie, hmm.. føles som om jeg sidder og interveiwer en om nogen hændelser når jeg læser den, men den er god..
gode billeder og ikke for meget fart på.
kan også genkende visse træk i personerne
Hilsen
din Natteravn
gode billeder og ikke for meget fart på.
kan også genkende visse træk i personerne
Hilsen
din Natteravn
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
