 |  | Verden imellem os - kap 3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Forsættelsen af: Verden imellem os - kap 2 Kapitel 3 - Cass Det var nat og sad på den øverste gren i mit træ. Jeg sad bare og tænkte. Denne nye unge soldat så mig helt sikkert, men hvad skete der enlig den aften. Det var som om hele verden var ligegyldigt, der var kun ham og mig der betød noget. Det var en vildt underlig følelse. Jeg var rastløs og besluttede mig for at gå en tur. Jeg hoppede ned fra træet og landede, som sædvanlig, blødt og elegant i græsset. Jeg begyndte at gå, med uden sans om hvor hen. Mine tanker strømmede ind i mit hoved og det var ikke fordi jeg tænkte virkelig hårdt, tankerne var der bare. Det er 3 uger siden sammenstødet i byen. Luca var heldigvis klog nok til at holde sig fra byen siden, men gad vide hvor længe det holder. Den fyr må være noget særligt, siden han optager mine tanker så meget. Hvem er han? Og det værste, han kender mit navn, men jeg kender ikke hans. Før jeg vidste af det stod jeg med min ene hånd på bymuren og sukkede. Jeg havnede her ufrivilligt. En klog ulv sagde engang, at tankerne fører dig der hen hvor du mest vil være. Men jeg kan ikke fatte, at jeg helst ville være i byen. Jeg gik lidt frem og tilbage på bymuren, denne gang tænkte jeg hårdt, jeg prøvede at finde ud af hvad jeg lavede her. Jeg kan jo ikke lide byen, men måske. Nej helt sikkert. Jeg gik her hen ikke fordi jeg har mest lyst til at være i byen, men byen har jo noget særlig. Jeg vil jo gerne lære denne fyr at kende, det er helt sikkert derfor jeg blev ført her hen. Jeg hoppede ned på den anden side har bymuren. Jeg vandrede igennem gaderne, det var så stille her i byen om natten, hvilket gjorde det mere behageligt at være her. Jeg kom hen til et hus, hvor lyset var tændt i vinduet. Jeg listede helt hen til vinduet og så en ældre dame, sidde og strikke. Det så så rart ud og sødt, at jeg kom til at smile. Jeg hørte noget knirke og kiggede op. Det var bare et vindue, der blev åbnet. Hvis de opdager mig her, får jeg problemer og ikke nok med det, hele byen vågner helt sikkert. Jeg stak af mellem byens huse, løb til jeg var sikker på ingen havde set mig. Jeg hoppede op på det nærmeste hustag og spejdede ud over byen. Jeg fandt det jeg søgte efter, tårnet, mit ynglings sted i byen. Ja, jeg har et sted jeg kan lide i min fjenders by. Vildt mærkeligt, men jeg kan lide byen om natten, her er rolig og stille. Jeg klatrede op af den høje tårns runde bygning. Det kan godt være at bymuren kun er 5 meter højt eller deromkring. Men dette tårn, er meget højt, så højt at jeg ikke kan hoppe op på taget, tror det nærmede sig de 10 meter, og så højt kan jeg ikke hoppe. Da jeg endelig var nået op til deres udkigspunkt allerøverst, men dog stadig under taget. Jeg kiggede over kanten for at se om der var nogen der. Jeg hørte stemmer, men så dem ikke, så de måtte komme fra den anden side. Jeg klatrede op på hegnet og gjorde klar til det sidste spring. Jeg hoppede og tog fat i tagets kant og svingede mig op på taget. Jeg satte mig på taget og nød den skønne udsigt, månen stod højt på himmelen. Jeg lagde mig ned og kiggede op på stjernerne. Og tænkte langt væk. Ulvene havde engang fortalt, at hver gang en ånd dør, bliver de til stjerner. Både mine forældre og adoptivforældre er stjerner nu. Min mor døde da jeg blev født og min far forsvandt lige efter, min mester sagde at han efterlod mig i skoven og ikke ville have noget med mig at gøre, fordi han mente jeg havde slået min mor ihjel. Min mester er ret sikker på, at han er død, så det tror jeg også på, men at han efterlod mig, tvivler jeg stadig på. Da jeg var 3 år fandt en ung mand mig og tog mig med hjem. Jeg husker at han hviskede noget i sin kones ører og hun kom hen til mig og spurgte om jeg ville have et bad. Jeg var så lamslået og jeg kunne jo ikke snakke. De valgte at tage mig til sig og opdrage mig som deres egen, så jeg fik adoptivforældre. Et eller to år efter havde jeg også en lillebror. Men mine adoptivforældre blev myrdet koldblodigt af pamoer, har jeg fået af vide at det var, og jeg overværede det hele. Derefter tog jeg min lillebror med mig tilbage til skoven og lærte ham dyrene og skovens love. Der har vi boet fint til nu. Vores mester vil bare gerne have at vi er med til de vigtige forsamlinger og holder deres love. Jeg og min lillebror er mere eller mindre ligeglade med vazi-folket. Men de er vores stamme, så vi bor i nærheden af dem. Jeg havde engang fortalt min adoptivfar, at jeg kunne tale med dyrene og han sagde at, det måtte jeg aldrig fortælle nogen, for det var slet ikke normalt, hverken blandt vazierne eller pamoerne for den sags skyld. Så jeg holdte det meget hemmeligt, men efter deres død, fortalte jeg det til Luca og han lovede at holde kæft med det, tro det eller ej, han har holdt det løfte godt. Det kan godt være at min lillebror laver alt balladen, men han god nok på bunden. Han mistede sine forældre ret tidligt, han var faktisk kun fyldt 1 år, så han nåede jo ikke at kende dem som jeg gjorde. Men jeg har fortalt ham historier om dem. Men af en eller af grund gider han ikke høre om det mere. Jeg blev revet ud af mine tanker, da en stemme pludselig skar igennem. Jeg rejste mig på mine albuer og stirrede ind på et ansigt der kiggede over tagets kant. Jeg rejste mig lyn hurtigt. ”Hov, vent vazi pige” råbte han, jeg standsede brat ved tagets kant, der er jo 10 meter ned og ikke et hus i nærheden, jeg har aldrig sprunget så langt ned før, jeg skævede over til den fyr, der nu var ved at kravle op på taget, han er også ny, men ikke den nye, jeg tog min beslutning og vendte mig mod ham, med hænderne oppe, som når man vil overgiver sig, og det er fordelen at han er ny, han ved ikke at jeg er snu og endnu bedre han ved ikke hvem jeg er. Jeg ventede til han var helt oppe på taget og han stod foran mig. Han trådte usikker frem mod mig, skævede lidt ned over tagets kant, ja du lille fyr der er langt ned, tænkte jeg indeni mig selv. Han kiggede på mig og jeg tog chancen. Jeg smilede og gik et skridt bagud, ”nej, du slår dig selv ihjel hvis du springer” sagde han med en vis forsigtighed, jeg kiggede bare på ham som om han var en komplet idiot, ”hvis jeg dør er det vel kun godt for jer, pamo?” svarede jeg og gik endnu et skridt bagud. Han lignede en der var ved at overveje om hvad der var mest værd, en vazi til fange eller en vazi der var død? Jeg kunne jo godt dø af at hoppe så højt oppe fra og det ville bestemt ikke gavne mig, hvis jeg brækkede noget når jeg landede. Vi stod begge i tænkebokse og vidste ikke hvad vi skulle fortage os. Jeg siger dig, de minutter føles som en evighed. Men vi kom vist til en beslutning på samme tid, for han sagde: ”jeg tager dig til fange, vazi”. Jeg smilede lumsk og svarede ham med humor i stemmen: ”så må du fange mig først”. Jeg blinkede med det ene øje og sendte et lille kys igennem luften og sprang. Jeg hørte ham råbe nej eller noget i den stil. At springe ud fra 10 meter, det føles som det hele gik i slowmotion, jeg kunne mærke mit lange hår stritte op ad, min kappe var ved at flyve af mig. Men jeg landede, slog en kolbøtte og gjorde ingen skade mig selv, ingen brækkede arme eller ben. Det var faktisk skide godt gået af en nybegynder eller næsten da. Jeg hoppede lidt af lettelse og lykke over at jeg klarede det. Men det gjorde jeg lidt for længe, for pludselig var jeg omringet af 4 soldater. 4 soldater er faktisk ingenting, men der er ingen huse lige i nærheden, så det øgede sværhedsgraden lidt. Den første soldat nærmede sig, han var forsigtig, sikkert fordi han vidste, at vi vilde var gode til at slås. Jeg stod helt stille og bare kiggede på ham som nærmede sig. Jeg kunne høre nogle af de andre hviske: ”pas på, det hende den ?vildeste? af vazi-folket, monsteret”. Jeg så vredt på ham der havde sagt monsteret og det var lige før han sprang en meter tilbage af rædsel. Og ham som nærmede mig før stod pludselig musestille. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Inde i mit hoved skreg jeg om hjælp til en flugt vej. Mens jeg ventede på svar. Kom soldaten, ham som var ved at nærme sig før, tættere og tættere på mig. Da han var tæt nok på, prøvede han at slå mig med sine næver, men jeg var for hurtig. Jeg dukkede og undveg hans slag, samtidig spændte jeg ben for ham så han faldt bagover. De 3 andre nærmede sig hurtig derefter, iblandt dem var den nye, som jeg havde et sammenstød med på taget, men de nærmede sig meget langsomt. Hvilket de gjorde klogt i. Jeg vendte mig imod den nye og sagde: ”Hey newbe”. Den nye så skræmt på mig og holdte vejret mod hans vilje. De andre 2 stoppede også og ham jeg havde væltet havde rejst sig igen. En af de andre hviskede til den nye: ”lyt ikke til hende”. Den nye begyndte at trække vejret igen og hans øjne begyndte at slappe af, hvilket betød at han begyndte at slappe af og vil prøve at spille sej, for at kunne vinde over mig. Han nærmede mig igen og igen vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Du kaldte, sagde en sød sangstemme i mit hoved. En spurv satte sig på min skulder. Åh Raya, tænkte jeg lettet til hende og forsatte, du må finde en flugtvej for mig. Raya pippede til ja og fløj. Soldaterne var tydeligvis forvirret over hvad der lige var forgået, men det fortog sig hurtig og de hviskede igen, monster, freak, misfoster eller hvad de nu ellers kunne finde på at sige. Jeg sukkede. De er faktisk ikke særlige venlige. Men jeg kunne stadig godt lide deres by. Byen har dens rolige charme, især om natten. De rørte sig ikke, de stod bare alle og stirrede på mig. Det var den nye som sagde noget først, ”du, hvad laver du i vores by?” selvom han prøvede at lyde modig, lykkes det ikke rigtig for ham. Han var nervøs, hans stemme knækkede over. Jeg kiggede smilende på ham. Han er ret kær, når han er nervøs. ”hvad hedder du, pamo?” spurgte jeg høfligt. Han blev lidt overrasket over mit høflige tone fald, men svarede dog, ”Tadeusz”. Jeg tjekkede ham lidt ud, ”sødt navn” sagde jeg bare. Det var en stor overraskelse for ham, at jeg sagde det, men selvfølgelig hvor mange fra vazi-folket har lige sagt noget pænt om pamoerne? Minutterne føles lange og jeg lyttede meget grundigt efter lyden af min flugt vej. Jeg har fundet den, jeg har fundet den, lød Rayas stemme inde i mit hoved. Hun lød forpustet. Hun satte sig på min skulder og jeg ventede til hun havde fået luften igen, så jeg kunne spørge hende, hvor jeg skulle flygte hen. Du skal ud af denne cirkel og følg mig, sang hun og jeg nikkede. Jeg kiggede rundt for at se om en af soldaterne var nemmere at slå ned end andre. Jeg kendte ikke den nyes kræfter, så han ville være et oplagt dårligt valg. Jeg valgte soldaten, Milton hed han vist, han stod med ryggen til byen. Da jeg havde min strategi-plan og var ret sikker på, at den ville virke. Jeg små løb hen til den nye, Tadeusz og standsede en halv meter fra ham. Jeg drejede rundt med min venstre fod i sandet, så det støvede og som jeg regnede med, løb Tadeusz’ sidemænd hen til ham, sikkert fordi de var sikre på det var ham som jeg ville slå ned, jeg vendte mig om og løb modsat retning mod soldaten Milton. Han blev forskrækket, da jeg kom løbende mod ham. Han var så skræmt, at jeg bare løb forbi ham, uden han fortrak en mine. Jeg løb alt hvad jeg kunne mod byen. Jeg kunne høre soldaterne bag mig. Raya, hvor er du?, spurgte jeg uden at åbne munden. Svaret kom lyn hurtig, her. Hun landede på min skulder. Bare forsæt ligeud, jeg skal nok sige til når du skal dreje. Hun fløj igen, denne gang over mit hoved. Klokken fra tårnet begyndte at ringe, hvilket er en skidt ting for mig, det betyder at jeg får flere soldater på nakken, den ringer kun når der er vilde trængt ind i byen om natten. Åh ååh, hørte jeg Raya sige. Jeg løb ind mellem husene. Jeg flugte Rayas instruktioner, højre, venstre, hop, bliv, duk. Jeg tror hun nød at hundse rundt med mig. Men jeg ville ikke beklage mig, hun var jo så sød at komme og hjælpe mig. Det var jo ikke første gang hun har reddet mit skind og hun synes vist at det er sjovt, at hjælpe mig. Det er i hvert fald altid hende der kommer når jeg kalder for hjælp. Min ulvesøster Trace kan jo ikke komme her ind i byen, det er hun for stor til. Første gang jeg mødte Raya, var hun kun en lille fugleunge. Jeg var selv ikke særlig gammel. Hendes rede var blevet angrebet af en jagtfalk, men hun var faldet ud af reden, så hun var den eneste overlevende af sine søskende. Jeg fandt hende for foden af træet. Hendes ene vinge var brækket, så jeg passede hende og fodrede hende indtil hendes vinge var i orden igen. HOP, skreg Raya pludselig og jeg var ved at vælte. Hendes skrig var meget højt og skarp. Men jeg hoppede op på hustaget og standsede. Raya cirklede rundt om mig, tydeligvis forvirret. Jeg kiggede ned. Jeg var ikke glad for at indrømme det, men jeg var omringet. Soldaterne stod på vejen og stirrede op på mig og nogle var begyndt at klatre op af muren, for at komme op på taget. Raya kiggede undskyldende på mig og satte sig på min skulder for at signalere at hun ville kæmpe med mig. Jeg rystede på hovedet, flyv - flyv væk, jeg skal nok finde en vej ud, sagde jeg til hende. Hun så mig med beklagende øje og fløj væk. Jeg så mig omkring efter et sted at løbe hen. Jeg så længere henne, et hus med et åbent vindue. Jeg genkendte huset fra tidligere på natten. Der var kun et hustag væk mig og vinduet. Før jeg overhovedet overvejede hvordan jeg kommer derhen, begyndte jeg at løbe og da jeg kom til tagets kant hoppede jeg til det næste tag og løb videre. Jeg havde kun fokus på det vindue, så jeg ænsede ikke andet end det. Det vil sige at jeg ikke vidste hvor soldaterne var i forhold til mig. Så snart jeg var tæt nok på sprang jeg og ramte plet, jeg fløj igennem vinduet og landede hårdt på gulvet og trillede til jeg ramte noget hårdt. Her var mørkt, men varmt. Jeg vænnede mig til mørket og lyset fra månen hjalp også til. Jeg kunne i hvert fald godt se lidt, hvor jeg var henne. Så var det at jeg hørte noget henne ved døren, hurtigt fandt jeg et gemme sted. Forsættelsen følger: Verden imellem os - kap 4 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
