 |  | Verden imellem os - kap 4 |
 |
|
|||||||||||||
|
Forsættelse af: Verden imellem os - kap 3 Kapitel 4 - Kai Jeg havde hørt byens klokke. Den som kun ringer når der kommer uvedkommende ind i byen - altså vazi-folket. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på hende, Cass. Hun havde de smukkeste grønne øjne, dem kunne jeg slet ikke glemme. Det er flere uger siden jeg så hende sidst, det samme gælder for hendes lillebror Luca. Jeg havde ellers håbet at hun ville vende tilbage. Da klokken ringede, fik jeg fornyet håb om at hun var i byen, men jeg havde desværre ikke vagt. Tade er så heldig, at han hurtigt fik lov til, at have vagt om natten. Heldige rad. Jeg lå på min seng på første sal, jeg stirrede på loftet. Jeg havde ikke andet at give mig til. Jeg kunne selvfølgelig gå op på mit eget personlige bibliotek og læse. Men da klokken ringede mistede jeg lysten. Mens jeg lå der og tænkte på denne overskønne vazi pige og på min ynglings bog, hørte jeg et bum på loftet. Jeg rejse mig på albuerne og kiggede på loftet. Underligt. Måske en fugl? Jeg rejste mig og gik ud af min dør og kiggede op ad trapperne mod loftet. Langsomt og stille gik jeg trin for trin op ad trapperne. Langsomt åbnede jeg døren til biblioteket og tændte lyset. Jeg kiggede lidt rundt, ud over nogle bøger der var faldet ned var der ingen. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Jeg kunne se soldater, de var helt oppe at køre. De kan åbenbart ikke finde den person de ledte efter. Igen tænkte jeg på Cass. Jeg lukkede vinduet og kiggede rundt på biblioteket for at sikre mig at alt er i orden. Jeg samlede de tabte bøger op og satte dem på plads. Lige da jeg havde sat den sidste på plads hørte jeg en knagen og kiggede mod døren. Tante Cettas hoved dukkede frem. ”Kai, er det dig?” Hun kiggede nervøst på mig, jeg sukkede og smilede: ”Tante Cetta, du burde ikke være her oppe.” Hun rystede bare på hovedet. ”Det er mit loft, min dreng.” jeg sukkede endnu en gang, typisk tante Cetta. ”Det ved jeg.” Jeg kiggede for sidste gang rundt og gik hen til tante Cetta. ”Kom, lad mig følge dig ned.” Tante Cetta fnyste af mig, men lod mig følge hende ned i seng. Antonio dukkede op bag mig og fulgte med os. Da jeg havde puttet tante Cetta og hendes elskede Antonio, gik jeg også i seng. I stilheden kunne jeg høre noget pusle, men enten drømte jeg eller også var det bare Antonio. Jeg vågnede ved lyden af Antonio, der spinnede over ved døren. Han vækkede mig hver morgen, og han kan finde ud af at åbne min dør, hvilket er ret utroligt af en kat at være, katte kan jo ikke åbne døre, normalt altså. Det næste jeg tænkte på var Cass, klokkerne ringede i går, hvilket betyder at der var en vazi i byen, mon det var Cass? Måske skulle hun hente sin lillebror igen? Bare tanken om det gjorde mig, underligt nok, glad. Mit hjerte slog hurtigere. Jeg måtte snakke med Tade, han havde jo vagt i går aftens. Han ved sikkert noget. Bare tanken om Cass og at Tade muligvis vidste noget, gav mig ny energi. Jeg gik over til vinduet og kiggede ud over byen. Det er en smuk by, især på solskinsdage, jeg tror jeg har heldet med mig i dag. Jeg må have stået og dagdrømmet lidt for Antonio stod og kradsede sine klør i mit ben, hvilket gjorde ret ondt. ”Antonio!” hvæsede jeg, men det stoppede ham selvfølgelig ikke, hans klør begravede sig længere ind og hvæsede selvfølgelig af mig. ”Antonio ~ kom her, der er mad” lød tante Cettas sukker søde stemme nedenunder, Antonio slippede øjeblikkeligt mine ben og spurtede mod døren, men han stoppede ved døren, vendte sig og hvæsede af mig og forsvandt ud af døren. Jeg stod lidt og betragtede døren og forventede halvt at Antonio ville komme igen og hvæse af mig. Igen kiggede jeg ud af vinduet og igen hørte jeg Antonios hvæsen forenden af trappen, jeg sukkede ”ja ja, Antonio. Er på vej” svarede jeg ham. Jeg fik hurtigt tøj på og gik ned til tante Cetta og den sure gamle kat. Da jeg var nået ned i køkkenet, spurgte jeg tante Cetta: ”hvorfor er han så sur i dag?” Hun stod med ryggen til mig og svarede med hendes sukker søde stemme: ”fordi jeg sagde at han ingen mad får, før han havde vækket dig.” Jeg kiggede på Antonio, hans hoved var forsvundet i sin madskål. Nu kunne jeg bedre forstå, hvorfor han var så sur. Det bankede på døren. Antonios ansigt kom til syne fra sin madskål og jeg vidste, at han lyttede. Tante Cetta vendte sig langsomt og kiggede på mig, ”skal du ikke åbne, Kai?” spurgte hun og jeg nikkede og rejste mig. Jeg åbnede døren og udenfor stod Tade. Han lignede en der ikke havde sovet i 10 år, ”øhm Tade, hvad laver du her? Skulle du ikke hellere smutte hjem i seng? Seriøst Tade, du ligner en der er blevet trampet ned af en hest.” Han så på mig som om jeg var verdens største idiot. ”Hey Tade, hvad er”¦.” længere nåede jeg ikke, da han afbrød mig og svarede hårdt: ”hvad ved du om hende?” jeg måtte have set total forvirret ud, for han forsatte, ”den vazi pige - du stødte på?” Jeg kunne ikke lide hans tonefald, han snakkede til mig som om jeg var kriminel. ”Jeg har kun mødt hende en gang” svarede jeg nervøst. ”LØGNER!” Hans vrede var tydelig. Nu blev jeg vred, hvad bildte han sig ind? Mit blod kogte og jeg glemte totalt hvor jeg var og bare skreg af ham: ”hvad fanden bilder du dig ind? At komme her og kalde mig løgner? Din usle”¦.” Tante Cettas skarpe stemme brød ind, ”Kaisy, så er det nok.” Mit blod kogte stadig af raseri, men jeg begyndte at vende tilbage til mine omgivelser. Tante Cetta stod foran mig med ryggen til mig, imellem Tade og jeg. Antonio havde hoppet op på min skulder og sad der og med sin hale langs min nakken og om til den anden skulder, det føles som om han beskyttede mig og tante Cetta med samme mål. ”Kai, gå ud og spis din mad, du kommer for sent.” Hun kiggede på mig og derefter på Antonio. ”Antonio, sørg for han får noget at spise og kommer af sted.” hun vendte sig imod Tade, som var ved at gå, men tante Cetta stoppede ham. ”Næ nej unge mand, du skal ingen steder, før jeg har snakket med dig.” Tade kom med mange indvendinger, men tante Cetta var stædig og viftede mig af sted mod køkkenet. Jeg aner ikke hvad hun havde tænkt sig at sige til ham og jeg fik heller ikke lov til at lytte, i hvert fald ikke med Antonio i nærheden. Tante Cetta kom ud i køkkenet, ” er du ikke færdig endnu, Kai? Du er sent på den” jeg nikkede et ja ja, som fik Antonio til at hvæse af mig og jeg spurtede op på mit værelse og gjorde mig færdig og spurtede ud af døren og hørte svagt tante Cetta sige noget som vil lyde som hav en go dag. Jeg kom heldigvis ikke for sent, men sent nok til at gøre Rayan vred, mere vred end sædvanlig, men tror at han er ved at erkende at jeg er go nok, for når de andre kommer for sent, siger han ofte at de nu kunne lære noget af mig, da jeg altid kommer til tiden. Han har faktisk et godt hjerte, når man lære ham bedre at kende. Rayan satte mig sammen med ham i dag, hvilket er ret underligt, han sætter mig aldrig på samme hold som ham selv, så vild er han heller ikke med mig. Men fandt hurtig ud af hvorfor, faktisk er der 2 grunde til jeg blev sat sammen med ham i dag, det første var, jeg er rigtig god sammen med mennesker og tilfældigt den dag var der markedsdag, så vi skulle holde øje med tyve og slagsmål og sikkert også ældre damer der havde brug for hjælp med noget. Og så var der den anden grund, Cass, selvfølgelig, han vil vide alt hvad jeg vidste om denne vazi pige, men jeg vidste jo ikke mere end hvad de vidste. Rayan var underlig venlig i dag. Det betyder selvfølgelig ikke at han smilede eller noget, han var bare ualmindelig venlig, med et forstod jeg, han var bange for mig, men hvorfor? Fordi jeg kendte eller rettere bare havde mødt en vazi? Jeg lod Rayan snakke mens jeg stod i mine egne tanker, jeg betragtede folket myldre rundt, puffe lidt til hinanden, for at være den første, markedsdage er soldaternes værste dag. Der var altid slagsmål, kvinder der skriger af hinanden, børn som driller handelsmændene og så er der selvfølgelig tyvene som stjæler en del. Jep markedsdage er vores værste mareridt. Men tro det eller ej, det var hyggeligt at gå rundt og snakke med Rayan og holde øje med folket. Jeg vil så gerne beskytte dem fra alt ondskab. Vi var i gang med at hjælpe en ældre dame, som spurgte om vej til noget, da vi hørte et skrig og derefter en masse råben. Både Rayan og jeg reagerede hurtig og vi var også de første på stedet. Synet af det de skreg og råbte op for, var bestemt ikke rart, faktisk ret skræmmende. Et 3-årig barn var kravlet ind til vildhestene. Der var 5 af dem. Barnet så virkelig bange ud og kunne bestemt ikke stikke af. Jeg kiggede over på Rayan, som havde travlt med at skælde ud, både til resten af soldaterne der reagerede langsomt og barnets mor. Samtidig kunne jeg se at han prøvede at finde en løsning på et redde dette barn fra den visse død eller rettere den sikre død. Jeg kunne ikke lade dette barn dø, så jeg løb mod hegnet for at springe over det og løbe ind til barnet eller det var planen, men Rayan greb pludselig fast i mig og skreg noget med, er du sindssyg, men det var svært at høre, da jeg selv blev ved med at skrige slip mig. Til sidst overdøvede han mit skrig og brølede bestemt: ”du kan ikke redde hende, du vil dø i forsøget! Så drop det!” Jeg stirrede på det hulkende stakkels barn. Jeg vidste at Rayan havde ret, det var det rene selvmord, at gå ind til vildheste, især når der er 5 af dem. Pludselig var det som om tiden gik i stå eller bare gik meget langsomt, men samtidig meget hurtig. Hvis man ikke så hvad der foregik, vidste man ikke noget. Jeg tror kun det var mig og Rayan der så det hele. Cass, vazi pigen, stod pludselig midt i vildhestenes territorium. Hun stod foran barnet med hænderne strakt ud. Det var tydeligt at se, at hun prøvede at beskytte barnet. Der var ingen ord nævnt, men jeg fik en fornemmelse af at de kommunikerede med hinanden alligevel. Tiden stod stille, det føltes som timer, Rayan blev mere og mere vred i hovedet og jeg havde ingen ide om hvorfor, hun prøvede jo at redde barnet fra en sikker død. Barnets mor stod og gipsede, græd og så virkelig bange ud. Men der var stille, alt for stille, og det var Cass som brød stilheden, ”jeg lover det, så skad ikke dette barn.” Mange ting kørte igennem mit hoved, men det var jo umuligt at snakke med dyrene. De vilde heste trådte truende frem og jeg hørte barnet mor gipse endnu mere, men Cass så ikke bange ud. Hendes øjne var klæbet fast en enkelt hest, jeg gættede på at det var lederen. Langsomt begyndte hun at bevæge sig, bag om barnet, uden at se væk fra hestens blik, som om hun ikke helt troede på dem. Både Rayan, jeg og helt sikkert barnets mor blev overrasket, da barnet rakte sine små hænder frem mod Cass, det så også ud til at hun blev ligeså overrasket som os, men hun smilede. Det var første gang jeg havde set hende smile og hun blev smuk, endnu smukkere end sædvanlig. Hun tog barnet op, som om hun en mor. Barnet klamrede sig til hende. Cass vendte sig langsomt ryggen mod hestene, hvilket er det farligste man kan gøre imod dem, langsomt gik hun hen mod folket, mod os, jeg tror hun kunne gætte at det var her barnets mor var, muligvis fordi vi soldater stod her, os alle sammen. Barnets mor ignorerede Rayans advarsler om at nærme sig en vazi, hun styrtede hen til Cass. Cass gav hende barnet og smilte til barnet og barnet svarede med sin søde barnestemme et tak. Så snart de var gået, brasede Rayan frem og anholdte hende for ulovlig indtrængning. Hun havde lige reddet et barn, men det standsede ikke Rayan for at anholde hende. Hestene begyndte at vrinske og opføre sig meget vildt, men Cass ignorere det og svarede bare: ”jeg skal nok holde mit løfte.” Jeg ville virkelig gerne vide hvilket løfte hun har lavet med dem og om det overhovedet er muligt. Rayan sendte mig hjem efter denne begivenhed, men inden da roste han mig for det gode arbejde denne dag. Sikke en dag. Forsættelsen følger: Verden imellem os - kap 5 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
