 |  | Verden imellem os - kap 5 |
 |
|
|||||||||||||
|
Forsættelsen af: Verden imellem os - kap 4 Kapitel 5 - Cass Månen var fuld. Jeg kunne se den igennem tremmerne. Jeg tænkte på det der skete tidligere i dag. Jeg kunne ikke lade de vildheste slå det lille barn ihjel. Jeg hørte deres tanker tydeligt. De ville slå hende ihjel. De var hævn tørstige. Pamo-folket havde taget deres føl fra dem. Jeg kunne høre dem vrinske efter dem, i mørket. Jeg havde ingen plan. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud af denne kedsommelige celle. 4 vægge, et vindue og en dør. Vinduet er for højt oppe og for lille, så jeg kan ikke kravle ud den vej. Men der er græs lige uden for så det tyder på at jeg er på deres 2 etage celle række. Væggene er af mursten og er derfor ubrydeligt og jeg kunne risikere at personen i nabo cellen ikke er så venlig. Så tilbage er der kun døren. Jeg havde håbet på en tremmedør, men så heldig er jeg vist ikke i dag. For ikke at nævne, selvom jeg kommer ud, har jeg ingen anelse om hvordan jeg skal holde mit løfte til vildhestene. Jeg kan ikke kalde på mine ulve søskende, de kan ikke skjule sig i byen, da de er for store til at være hunde. Kort sagt, jeg har ingen plan overhovedet. Men hvad kan der gå galt? Det kan ikke blive værre end det er. Døren gik pludselig op. Jeg vendte mig langsomt. Der stod han, ham som havde anholdt mig for ulovligt indtrængning. Han så ikke så vred ud mere, som han har gjort tidligere. ”nå vazi pige”¦” startede han ud, men jeg afbrud ham, ”Cass, mit navn er Cass. Jeg ville sætte pris du kaldte mig ved mit navn, mange tak.” Igen lignede han en der var ved at eksplodere, men hurtigt havde han sin vrede under kontrol igen. ”undskyld Cass, jeg er uhøflig. Mit navn er Rayan.” sagde han og jeg nikkede, hvilket betød at han skulle forsætte, men det hint forstod han ikke, for han sagde ikke mere end det. Vi tjekkede hinanden ud i et stykke tid, til sidst vendte han sig om og gik ud af døren, men det overraskende var at han ikke lukkede den. Han vendte sig rundt uden for døren og så på mig. Han lignede en der overvejede noget. Til sidst gjorde han op med sig selv og rettede ryggen, ”Jeg har fået besked på at slippe dig fri” han rømmede sig og forsatte, ”fordi du reddede barnet i dag.” Jeg kunne se han var meget imod at slippe mig, men jeg fik da et problem løst, jeg er ude. Jeg fulgte efter ham på gangen, vi sagde ikke noget til hinanden. Men så kom jeg i tanke om noget, ”hvad hedder hun?” spurgte jeg, han stoppede og kiggede på underligt mig. ”Hvorfor interessere det dig? Du er en vazi.”Han så fornærmet på mig og gav mig et blik der gik fra top til tå. ”Hvis jeg ikke var interesseret ville jeg nok ikke havde satset mit liv på at redde hende, vel?” svarede jeg igen. Han kiggede tænkende på mig, men trak skulderne og vendte sig for at gå videre. Igen gik vi uden at sige et ord. Han stoppede ved trappen. ”Jeg har en anden ærinde, så du må selv gå det sidste stykke.” Jeg nikkede og begyndte at gå op ad trappen. Men han stoppede mig ved at gribe min hånd. Jeg kiggede overraskende på ham og han sagde ”Cerelia, hun hedder Cerelia”. Han så på mig og jeg smilede og sagde tak. Han slap mit håndled og lod mig gå videre. Selvom jeg gik ud af døren til natten, følte jeg mig stadig ikke fri. Mit løfte skal holdes til vildhestene, ellers gik det ud over os i skoven. Jeg hoppede op på det nærmeste hustag og lyttede. Vildhestene kalde stadig på deres føl, de fik ikke svar. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke kunne redde føllene. Det var for sent og de vidste det. Men det var ikke alt hvad jeg havde lovet dem. Jeg hoppede hurtigt og stille over hustagene, hen til vildhestene. Jeg hoppede ned lige foran ringen, hvor de var bundet fast. Jeg kiggede på lederen og han på mig. Vi behøvede ikke at sige noget, vi vidste begge at det var for sent for føllene. ”Slip os løs” befalede han gennem tankerne. Jeg kiggede usikkert på ham og svarede, ”hvordan ved jeg at du ikke skader min stamme?” Han kiggede længe på mig og svarede, ”det gør du ikke, men du må stole på os. At føllene ikke overlevede, er ikke din fejl. Stol på os.” Han lagde tryk på det sidste. Jeg pustede ud som om det var første gang jeg træk vejret. Jeg gik rundt og bandt alles reb op og jeg hørte lederen sige, ”løb alt hvad I kan ud af denne by og langt væk som muligt.” der gik en mumle af tanker rundt men han forsatte, ”jeg kommer snart.” Alle vildhestene, undtagen lederen, hoppede over ringen og løb. Chokeret så jeg på dem løbe. Lederen kom langsomt hen til mig. Jeg havde en dårlig fornemmelse. Hans tanker var fuld af vrede. Da han endelig stod foran mig, følte jeg mig lille. Vredt sagde han, ” du reddede en af deres, men du reddede ikke nogen af vores.” Jeg prøvede at finde ud af hvad jeg skulle sige. Han forsatte, ”du en vazi, vil hellere redde dem. Du en vazi som hader dem.” Han vendte sig og skulle til at løbe, men jeg kom i forkøbet, ”undskyld” hviskede jeg, ”undskyld”. Vredt kiggede han på mig og jeg blev stum med det samme. Jeg var bange. Vildhestene skal man ikke gøre grin med. De er hurtige, stærke og snedige. Jeg troede, han ville løbe, men jeg tog fejl. Jeg blev sparket. Hovet ramte mig hårdere end nogen knyt næve har. Han ramte mig heldigvis ikke i hovedet. Han ramte først min venstre skulder og så hurtig, at jeg ikke havde ramt jorden endnu, sparkede han endnu en gang og ramte min højre arm. Så hårdt at jeg fløj, mindst 3 meter, sikkert mere hvis jeg ikke jeg var bremset af et hus. Jeg kunne smage blodet i min mund, mit højre arm var følesløs. Jeg kunne ikke bevæge mig. Smerterne var store. Lederen travede hen til mig og kiggede ned på mig. ”jeg vil ikke skade din stamme, de fortjener det ikke. Kun du gjorde.” jeg kiggede på ham og han forsatte,” du fortjente det fordi du reddede dem, men ikke vores. Du fortjente det.” Jeg mærkede tårerne trille ned af kinderne. Jeg lukkede øjne og forsvandt fra overfladen. Hvor længe jeg havde ligget der, vidste jeg ikke. Lederen af vildhestene var væk. Månen lyste ned på mig. Det er stadig nat. Jeg prøvede at rejse mig. Første gang mislykkes, men anden gang kom jeg op på fødderne. Jeg støttede mig til væggen. Heldigvis havde lederen ikke skadet mine ben. Langsomt gik jeg fremad. Jeg var nød til at komme i skjul. Der går ikke længe, så finder denne Rayan nok ud af at jeg har befriet vildhestene. For ingen andre er selvfølgelig dumme nok til at gøre det. Jeg sukkede. Jeg ville ikke komme langt i denne sneglefart. Den eneste jeg kendte i byen er Kai. Jeg ved ikke om han er til at stole på. Men han er den eneste jeg kunne regne med nu. Jeg fandt hans hus. Det eneste vindue der var åben var det øverste, det vindue jeg hoppede ind af sidst. Alt lys var slukket, så jeg gik ud fra at det var så sent at hele byen lå og sov. Jeg hoppede op på hustaget ved siden af Kais. Ligesom sidst, jeg sprang. Forsættelsen følger: Verden imellem os - kap 6 | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
