 |  | Jeg vil altid være her del 04. |
 |
|
|||||||||||||
|
*** Da han vågnede var hele værelset oplyst af solen og han var alene. Han gik ud og vaskede ansigtet imens han ønskede at kunne gå bare én uge uden den drøm; det minde der altid hjemsøgte ham. Stadig halvvejs i søvne gik han ud i køkkenet og gav sig til at smøre en mad, kom så til at tænke på Josefine og så sig undrende om. Dåsen han havde tabt om aftenen lå stadig på gulvet, men den anden var forsvundet sammen med hendes sko og overtøj. Hun var bare gået. Irriteret sparkede han til den næsten tomme coladåse så den sidste rest cola også havnede på gulvet og gik derefter over efter en fugtig klud så han kunne tørre det op. Da han endelig havde fået det værste cola af gulvet og man kunne røre området uden at klistre fast, fik han øje på en lap papir på køleskabet, skrevet med fin og feminin håndskrift. ”Hej Kasper Jeg er ked af jeg bare forsvinder igen, for jeg mente virkelig det jeg sagde i går om, at jeg har savnet dig. Jeg vil gerne have det til at fungere imellem os, men jeg er nødt til at tage mig af alt det med min far inden, ellers kommer jeg aldrig videre med mit liv. Josefine” Han stod længe med papirlappen og stirrede tomt på ordene; så krøllede han den frustreret sammen, kastede kuglen mod vægen og satte sig på gulvet. Han havde håbet at der endelig var sket noget positivt i hans liv. Efter et langt stykke tid samlede han papirkuglen op og glattede den forsigtigt ud igen. Han ville ikke bare give op, men han ville heller ikke sidde og vente og håbe på det bedste; han måtte hjælpe hende. Han vidste hvad han skulle gøre og han ville gøre en forskel i hendes liv og være med i den nye begyndelse. *** Det bankede på først på eftermiddagen og da han åbnede stod Josefine og pillede lidt nervøst ved sit pandehår imens hun røg det sidste af en cigaret. Han så lidt bekymret på hende da de gik ind, men sagde ikke noget og lod hende i stedet selv indlede samtalen, som hun startede med at undskylde igen. Efter lang tid begyndte samtalen ligeså stille at dreje sig ind på Josefines forældre og den fortid, hun havde forsøgt at flygte fra. ”Hvad havde du tænkt, du ville gøre?” Spurgte Kasper stille. ”Det ved jeg ikke”¦ jeg aner det virkelig ikke”¦” hun sukkede og gned udmattet øjnene. ”Ved du så hvad du havde tænkt dig resultatet af alt det her skulle blive?” ”Nej heller ikke det”¦ måske havde jeg håbet at få en forklaring eller en ordentlig afslutning på den del af mit liv”¦ måske havde jeg håbet det ville gøre alt okay igen.” ”Vil du så bare konfrontere dem?” ”Ja, det tror jeg”¦ jeg ved de stadig bor der hvor de boede da jeg skred, jeg er bare bange for hvad der vil ske når jeg dukker op igen.” ”Hvis du gerne vil have det kan jeg gå med.” Hun svarede ikke, men nikkede bare med et svagt taknemmeligt smil. ”Hvad har du egentlig levet af efter du rejste?” Spurgte Kasper efter flere lange minutters tavshed. Josefines øjne blev mørke og det var tydeligt, han havde ramt et ømt punkt. Han slog blikket undskyldende ned og skulle til at skifte emne, da hun pludselig bare rejste sig, tog sine ting og gik. Forvirret blev han siddende et par sekunder før han selv sprang op og tumlede gennem lejligheden i håb om at nå at indhente hende og overtale hende til at blive. _________________________________________________________________________ Novellen starter her: Jeg vil altid være her del 01. Forrige afsnit: Jeg vil altid være her del 03. Næste afsnit: Jeg vil altid være her del 05. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-06-21 09:23:21 |
veldrejede scener! Især er beskrivelsen af colapletten PERFEKT! Mere?
venligst ...
PS har du sét denne tekst Uddrag af Beelzebul - ikke for sarte sjæle
venligst ...
PS har du sét denne tekst Uddrag af Beelzebul - ikke for sarte sjæle
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
og ja, har kigget den ganske kort, regner med at læse den nærmere igennem i løbet af dagen