 |  | Jeg vil altid være her del 05. |
 |
|
|||||||||||||
|
”Josefine!” Han flåede døren til opgangen op, men der var intet spor af hende. Hastigt løb han ned til hoveddøren imens han fortsat kaldte på hende. Fra længere oppe ad gaden kunne han høre de små klik-lyde fra hendes højhælede sko og fortsatte endnu hurtigere efter lyden. ”Josefine for helvede, undskyld, det var ikke for at gøre dig ked af det.” Gispede han forpustet og greb fat i hende for at få hende til at stoppe. En fremmed kvinde, der også var brunette og havde en jakke der lignede Josefines, vendte sig om og kiggede forundret på ham. Hurtigt gav han slip og undskyldte. Langsomt sjoskede han tilbage til lejligheden, men han havde ikke givet op. Det første han gjorde, da han kom tilbage var, at skrive til Josefine at hun bare kunne skrive hvis de skulle gå videre med det hele og at han ville gøre alt for at hjælpe hende. *** Der gik flere uger uden han hørte fra hende og han begyndte så småt at frygte han havde skubbet hende væk, da det pludselig bankede på døren. Han gik ud og åbnede og dér stod hun med et beslutsomt udtryk i ansigtet og en lille taske over skulderen, der bugnede med papir. ”Jeg ved hvad vi gør,” udbrød hun før Kasper overhovedet nåede at hilse og marcherede ind og satte sig på sofaen, hvorefter hun ivrigt gav sig til at tømme tasken og fordele papirerne på bordet. ”Hvad?” Kasper stod stadig ved døren og kiggede forvirret på hende. ”Jeg ved hvad vi gør,” gentog hun. ”Jeg har siddet og tænkt over det i flere uger og jeg har endelig fundet ud af det. Først overvejede jeg bare at besøge dem og spørge hvorfor, men det er ikke nok for mig. Jeg vil have de skal forstå den smerte de har påført mig og hvad det har gjort ved mig. Så begyndte jeg at overveje hvordan vi skulle gøre det og tænkte igen på bare at besøge dem og så tvinge dem gennem en ligeså horribel oplevelse, men jeg gik igennem det over flere år, så det ville heller ikke være nok. Men så ”¦” ”Hov, wow, vent,” Kasper holdte en hånd op for at stoppe hende og satte sig ved siden af hende. ”Har du tænkt dig at overfalde og voldtage dine forældre?” ”Nej, nej, nej”¦ vær nu ikke dum; det ville sgu da være afskyeligt. Vi bryder ind hos dem om natten og truer dem til de kommer med en forklaring og har været udsat for bare en brøkdel af det, jeg har.” Kasper var målløs og sad bare stumt og stirrede vantro skiftevis på hende og papirerne, der var tætskrevet med noter, tankestrømme og hvad der så ud til at være en direkte plan over hvad hun ville gøre. ”Men”¦ du kan da ikke bare”¦ det er jo pisseulovligt,” fik han til sidst fremstammet imens han lænede sig tættere på, for bedre at kunne få overblik over papirerne. ”Det de gjorde mod mig var pisseulovligt!” Udbrød Josefine og hamrede næven i bordet så det gibbede i ham. ”Han havde INGEN ret til at gøre det mod mig og jeg har gået hele mit liv uden at turde snakke om det med andre end dig, af frygt for han skulle finde mig og starte det hele igen, så jeg er pisseligeglad med om det er lovligt eller ej!” ”Men”¦ vi kommer i fængsel for det her”¦ loven ser det næppe som retfærdiggørelse, kun en forbrydelse.” ”Hvis det er tilfældet må det være sådan, jeg nægter at leve resten af mit liv påvirket af det, mine forældre har tvunget mig i.” ”Er det ikke lige præcis det du gør, ved at hævne dig?” ”Hvis du ikke vil hjælpe mig med at afslutte det her gør jeg det alene,” resolut rejste hun sig og begyndte at samle papirerne ind igen. ”Vent,” han tog fat i hendes arm. ”jeg skal nok hjælpe dig”¦” ”Virkelig?” Josefines ansigt lyste op og hun standsede midt i en bevægelse. ”Hvis det betyder så meget for dig, skal jeg nok”¦ jeg har ikke været igennem det samme som dig, men jeg ved hvordan det er at blive udsat for uretfærdigheder af éns forældre. Modsat dig har jeg ikke fået muligheden for at konfrontere dem”¦ hvis det er vigtigt for dig, hjælper jeg dig med at afslutte det kapitel.” Hun slap papirerne og satte sig igen med et svagt smil. ”Tak”¦” ”Hvad er det du helt nøjagtigt du vil gøre?” Spurgte han stille og kunne ikke lade være med at frygte for hvad hun ville svare. _________________________________________________________________________ Novellen starter her: Jeg vil altid være her del 01. Forrige afsnit: Jeg vil altid være her del 04. Næste afsnit: Jeg vil altid være her del 06. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-06-24 08:11:18 |
hektisk veldrejet; spændende om Kasper får talt Josefine til fornuft!
Det' - som sædvanlig - rigtig godt fundet på, du bemestrer både suspense og tempo udmærket.
Dog skulle du overveje at også bruge 'indre syn / følelser' mere ;)
venligst ...
Det' - som sædvanlig - rigtig godt fundet på, du bemestrer både suspense og tempo udmærket.
Dog skulle du overveje at også bruge 'indre syn / følelser' mere ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
