Et midnatsfundament | ||
|
||||||||||||||
Du, som aer min kind i takt med min vejrtrækning, er efterhånden blevet min allernærmeste. Du venter på mig, når jeg kommer hjem træt og udkørt, holder om mig og giver mig varme. Tørrer mine tårer væk uden at stille spørgsmål. Ligger tæt op ad mig, til jeg falder i søvn, for så at liste ned på gulvet af frygt for at virke for omklamrende. Når jeg vågner urolig midt om natten, og har brug for dig, beder jeg dig kravle op til mig igen. Du adlyder blindt mine ord. Hvis ikke du var min dyne, var jeg nok blevet træt af din hengivenhed for længst. |
Camilla | 2012-04-22 03:12:32 | |
Du skriver fænomenalt!
Frk. Jeff | 2012-04-22 16:31:45 |
Mange tak :) Sikke godt humør man pludselig blev på sådan en helt almindelig grå søndag.
NannaLA | 2014-09-07 12:17:04 | |
Ha!
Jeg skulle lige til at drages af den romantiske klang i teksten, da det hele så smuldrede i sidste strofe. Men det gjorde slet ikke noget. Du skriver meget levende; så levende, at jeg som læser nærmest blev helt forelsket i den personificerede dyne ;-)
Mvh Nanna

haleløs | 2015-08-03 12:55:44 | |
ja du skriver helt sindssygt dragende! Prøv dog at indsende teksten til ... DyneLarsen! ;) venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!