 |  | Den livlige fantasi - del 3/3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Michael lagde blyanten fra sig og betragtede sit værk. Det var svært at tro på, at det virkelig var afsluttet. Han havde altid fundet det mærkværdigt, ja næsten svært at skulle slippe et projekt, når han havde sat de sidste strøg på det. Han var gift med sin blyant og sin tegneblok, og det som han skabte med disse redskaber, var hans børn. Det var svært for forældre at give slip på deres børn, og det var svært for Michael at give slip på sine historier. Hver en historie, han nogensinde havde skabt, var en del af ham, enhver af historierne fortalte en lille del af hans egen historie, men denne historie - Historien om He-Ro og Will-Ain - var speciel, fordi den fortalte hele Michaels historie. Michael var denne historie, på en måde som han ikke ville kunne have forklaret, hverken ved hjælp af tegning eller skrivning. Han begav sig ud på gaden med mappen under armen den samme aften. Klokken var hen mod tre om morgenen, og han ville uden tvivl vække redaktøren af det forlag, som han håbede ville udgive historien. Pjat; han ville selvfølgelig bare lægge mappen i redaktørens postkasse og så vente på et opkald fra ham den følgende dag, med beskeden om at han havde modtaget historien og ville se på den snarest muligt. Michaels hjerne var helt kulret, og der var ikke spor tegn på træthed hos ham, på trods af det sene tidspunkt. Sådan havde han det altid, når han havde skrevet; det var hans form for rus, hans vækkemiddel. Han vidste, at han ikke ville være i stand til at lukke et øje hele natten, så han tænkte, at han lige så godt kunne tage en aftengåtur og aflevere mappen med historien. Luften var kølig og virkede forfriskende på Michael. Hans ivrige, ophidsede hjerte syntes at falde en smule til ro, og han gik raskere til, mens han trykkede mappen ind mod sin side. Redaktørens hus lå ikke langt væk, og snart rundede Michael da også om hjørnet på gaden for redaktørens bopæl. Der var ikke en sjæl på gaden, det havde der ikke været hele vejen igennem Michaels gåtur, og derfor veg han forskrækket tilbage, da en skikkelse lige pludselig stod foran ham. Skikkelsen trådte et skridt fremad og stod nu klarere i lyset fra en gadelygte, og Michael var sikker på, at hans hjerte ville gå i stå, lige der på stedet. ”Ikke så hurtigt,” knurrede Will-Ain. Michael greb sig til hjertet og mappen faldt ned på fortovet. Michael stirrede med øjne, der var opspærrede af frygt, på Will-Ain, stirrede på sin tegneseriefigur, som han netop havde ladet dø. Han kunne mærke, at han fik svært ved at trække vejret og gik en smule baglæns. Det var ham, uden tvivl. Han havde det samme jakkesæt på, det samme tilbagekæmmede hår, den samme fremtoning, der var at finde i Michaels mappe, som lå dér på fortovet. Og øjnene - det var Will-Ains øjne. ”Du er ikke virkelig,” hviskede Michael. Will-Ain slog en latter op, en latter, der var lige som Michael havde tænkt sig den. ”Åh, jo, jeg er virkelig. Det er derfor, du har ladet mig dø, fordi jeg er for virkelig. Du kan ikke dræbe mig i din egen verden, så du har skabt én, hvor du kan.” Han gik et skridt tættere på Michael, hvis blik var som fastlåst til Will-Ains kulsorte øjne. Det måtte være en drøm, eller en eller anden form for fantasi. Han var forfatter, forfattere havde en livlig fantasi. Men hans tegneseriefigur talte stadig til ham, og Michaels overbevisning om, at dette ikke var virkelighed, var falsk, for han vidste så udmærket, at det var det. ”Du forstår vel godt, at jeg ikke bare kan lade dig dræbe mig?” Will-Ains læber blottedes i et smil, der var så grufuldt, at Michael følte et jag af ubehag indeni. ”Det var ikke mig. Det var Robert,” sagde han stupidt og bakkede endnu længere bagud. Will-Ain slog en latter op, og Michael skævede hurtigt til siden for at se, om de stadig var alene på gaden. Så stak han - diskret håbede han - den ene fod frem og prøvede på den måde at trække mappen over til sig. Hvis bare han kunne få fat i mappen og løbe væk fra skurken, som på uforklarlig vis var blevet vakt til live, ville alt være godt. Michael ville bare bringe sig selv og Historien om He-Ro og Will-Ain i sikkerhed, det var det eneste, der talte. Men mens han skævede til mappen, følte han ubehag ved tanken om historien, som havde spyttet sin værste karakter ud i den virkelige verden. Og inden Michael vidste af det, var han blevet kastet baglæns og landede med ryggen på den kolde, hårde asfalt. Han havde slået hovedet, og det sejlede for hans blik. Han lå ubevægelig på asfalten i nogle minutter. Det sidste han så, var pølen af blod, som kom til syne ved siden af ham på fortovet. Og som gennem en tæt tåge skimtede han Will-Ain, hans egen karakter, hans eget værk, som samlede mappen op fra fortovet og forsvandt ud i den mørke nat. Michael blev fundet den næste morgen, liggende i en blodpøl med sin brune mappe under den ene arm. Manden, som fandt liget og dets sidste værk, ringede først til politiet og afleverede så mappen til den adresse, som fremgik af brevet inden i den. Manden sad i redaktørens stue, mens denne læste tegneserien, som bar titlen Historien om He-Ro og Will-Ain. Efter en times tid tog redaktøren sine briller af og så smilende på manden, som havde bragt ham mappen. ”Meget imponerende. Har De produceret noget lignende før?” Manden smilede et lille, hemmelighedsfuldt smil. ”Åh, ja, jeg er tegner og forfatter. Har været det i adskillige år. Men denne historie - jeg håber, De kan lide den.” Redaktøren bladrede hastigt gennem tegneserien, mens han betragtede manden hen over brillekanten. ”Om jeg kan lide den! Den er fabelagtig, meget velskrevet, for ikke at nævne veltegnet. Især slutningen finder jeg interessant. Jeg elsker en overraskende slutning, og det er i dén grad overraskende, hvordan den ondskabsfulde Will-Ain i sidste ende også får skovlen på He-Ro. Meget godt.” Manden, som han troede var forfatteren til historien, smilede tilfreds og gned hænderne mod hinanden. Han skulle lige til at rejse sig, idet redaktøren eftertænksomt og knap så begejstret som før, tilføjede: ”Men jeg må nu sige, at hvor fabelagtig slutningen end må være, så ligner det, at den er blevet tegnet i al hastighed. Ja, jeg kan faktisk ikke se en sammenhæng med resten af tegnestilen, der er anvendt i historien.” Han så afventende på manden, der bed tænderne sammen, inden han svarede. ”Ivrigheden overvandt mig, hr. Jeg har arbejdet så længe på dette projekt, og da slutningen endelig var i sigte, blev jeg måske lidt sløset. Men det er der vel råd for. Hovedsagen er, at De bryder Dem om historien som helhed. Og det gør De da, ikke?” Redaktøren nikkede, men han fjernede ikke blikket fra manden. Det var som om han studsede over noget. ”Hr., kan jeg få Dem til at fjerne solbrillerne? Jeg vil gerne se den forfatter, som i fremtiden vil tilslutte sig os her på forlaget, direkte i øjnene. Og må jeg bede om Deres navn?” Manden gik hen mod døren. Da han vendte sig, havde han stadig solbrillerne på. ”Mit navn er Will,” sagde han, og det var det sidste, redaktøren - eller nogen anden for den sags skyld - nogensinde så til ham. | ||||||||||||||
 | nhuth | 2012-03-10 14:41:22 |
Nu, efter læsning af 3.del må jeg nok vente lidt. Jeg kan ikke helt overskue den dobbelte historie.
Og så var jeg lige begyndt at holde af Michael, som står mig nær.
Og så var jeg lige begyndt at holde af Michael, som står mig nær.
| haleløs | 2012-03-12 17:32:32 |
wow ... jeg er da sandelig glad for, jeg - på din insisteren - fik sidste afsnit med ... detteher er da faktisk vildt godt !
Ved du hvad ... det er nok kun selve beretningen om Justville, som ikke 'virker' ... der er for meget opremsning ... og 'telling' ... de to 'Michael-afdelinger' er faktisk SUPER; men fortjener nu nok en ekstra omskrivning - eller to!
Min tidligere kritik af plottet tager jeg delvis i mig; dog KUN delvis ;)
venligst ...
PS 'vækkemiddel' er et forkert utryk ... for 'opkvikkende kick' ... eller noget i den stil ?
'Mand4n, som han troede var forfatteren til historien ... ' .. erl en temmelig dum formulering ;)
Ved du hvad ... det er nok kun selve beretningen om Justville, som ikke 'virker' ... der er for meget opremsning ... og 'telling' ... de to 'Michael-afdelinger' er faktisk SUPER; men fortjener nu nok en ekstra omskrivning - eller to!
Min tidligere kritik af plottet tager jeg delvis i mig; dog KUN delvis ;)
venligst ...
PS 'vækkemiddel' er et forkert utryk ... for 'opkvikkende kick' ... eller noget i den stil ?
'Mand4n, som han troede var forfatteren til historien ... ' .. erl en temmelig dum formulering ;)
| haleløs | 2012-03-12 18:07:02 |
kære Nadia; helt ærligt ... beretningen om Justville ... med alle de mange, 'moraliserende' detaljer, læseren skal absorbere ... virker direkte søvndyssende - på MIG! Den del er - som den står nu - direkte anstrengende at tygge sig igennem; SYNES JEG!
Mit forslag er derfor stadig, at den del af teksten, som omhandler beretningen / fablen om Justville skal laves totalt om ... ikke blot redigeres ... show it; dont tell it!
Mit forslag er derfor, at du får 'friske øjne' til at se konstruktivt på historien her; spørg den tilknyttede forfatter Jakob Wilms ;)
venligst ...
Mit forslag er derfor stadig, at den del af teksten, som omhandler beretningen / fablen om Justville skal laves totalt om ... ikke blot redigeres ... show it; dont tell it!
Mit forslag er derfor, at du får 'friske øjne' til at se konstruktivt på historien her; spørg den tilknyttede forfatter Jakob Wilms ;)
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-13 14:51:45 |
Hej Haleløs,
Dit forslag er hermed fulgt :)
Dit forslag er hermed fulgt :)
| haleløs | 2012-03-13 09:09:53 |
... og her er en potentiel 'virtuel studiekammerat' til dig: Mørkefald ... læs forfatterens svar il mig ;)
venligst ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-03-13 14:57:05 |
Tak for forslaget, vil straks kaste mig over det! :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg er glad for at det sidste afsnit fik dig til - delvist - at skifte mening! :)
Jeg må se på beretningen om Justville, kan jeg høre på det hele. Måske mangler der virkelig noget liv i dén del...
Du skriver at du tager kritikken af plottet (delvist) i dig. Det forstår jeg ikke. Var det selve plottet/handlingen, du syntes der var noget galt med? :-)
Tak for rettelserne. Jeg havde faktisk lidt på fornemmelsen at sætningen "Manden, som han troede var forfatteren til historien" ikke lød godt. Men tak alligevel:)