 |  | Jeg vil altid være her del 08. |
 |
|
|||||||||||||
|
Et par dage efter så han hende igen, men denne gang var hun iført en langærmet trøje og langbukser. Da han spurgte hende hvorfor, svarede hun ikke men kiggede bare ned i jorden og rykkede lidt ubekvemt på tøjet. Han forstod hende virkelig ikke; det var højsommer og brandvarmt, men hun ville ikke engang ruller ærmerne op. Han spurgte hende igen og denne gang fyldtes hendes øjne med tårer og hendes stemme blev grødet. ”Min kjole blev beskidt da jeg sad i græsset.” Kasper gjorde store øjne og forstod slet ikke hvad hun mente, før hun trak op i det ene ærme og afslørede en række store blå mærker. Det næste minde der ramte ham var fra nogle år efter, hvor han selv var elleve og Josefine var ti. Det var nogle dages efter hans mors begravelse, hvor Karin og Lars også havde deltaget, og han skulle passes hos dem, fordi hans far ville drikke gravøl med nogen af sine venner og Lars. Kasper lå på sengen i gæsteværelset alene imens Karin sad i stuen og læste. Det var sent på aftenen, men pludselig hørte han Josefines lavmælte stemme. ”Sover du?” Spurgte hun. Han tændte sengelampen og rystede tavst på hovedet. ”Må jeg ikke ligge hos dig?” ”Jo,” svarede han lidt overrasket og løftede dynen og rykkede længere ind. Hun havde kun underbukser og en tynd top på og så ekstremt skrøbelig ud, da hun lagde sig ved siden af ham. Hun trykkede sig tæt op ad ham, lukkede øjnene og sukkede næsten lydløst. ”Tør du ikke ligge alene?” Spurgte han lavt og rettede på hovedpuden. ”Ikke i aften.” ”Hvorfor ikke?” ”Far er ude og drikke øl,” hun løftede hovedet og kiggede alvorligt på ham. ”Han er altid ond, når han kommer hjem.” ”Slår han dig stadig?” ”Det gør han så tit”¦ han er RIGTIG ond når han har drukket øl.” ”Hvad gør han da?” Først svarede hun ikke, men hendes blik blev helt mørkt og efter en lang pause sagde hun til sidst: ”Det er en hemmelighed. Lov mig du aldrig nogensinde siger det til nogen.” ”Det lover jeg.” ”Han kommer ind til mig”¦ om natten,” hun tav, kiggede ned og fugtede tøvende læberne. ”og han rører ved mig. Han siger det er vores lille hemmelighed og at det er helt normalt, men det gør så ondt.” Kasper kunne ikke finde på noget at sige, så han tav bare og aede hende over håret. *** ”Kasper, vågn op! Det er tid.” Lød Josefines stemme højt imens hun ruskede ham. Forvirret væltede han ud af sengen og fik fumlet sine bukser næsten helt på, før han kom i tanker om, at han havde glemt sine boxershorts. Josefine sad stadig på sengen med dynen om sig og var nu færdig af grin. ”Hvad?” Spurgte han lettere irriteret. ”Ikke noget, din reaktion var bare sjov”¦ så travlt har vi altså heller ikke.” ”Hvorfor råbte du så?” Han smed bukserne, tog sit undertøj på og begyndte at iføre sig sit tøj igen; denne gang i et mere adstadigt tempo. ”Du var ikke til at få kontakt til. Jeg har prøvet at vække dig i fem minutter.” Da de begge var påklædt, gik de ud i køkkenet og satte kaffe over imens de pakkede tingene ned. Kasper var nervøs, men Josefine var tydeligvis fast besluttet og havde et nyt udtryk i øjnene. _________________________________________________________________________ Novellen starter her: Jeg vil altid være her del 01. Forrige afsnit: Jeg vil altid være her del 07. Næste afsnit: Jeg vil altid være her del 09. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-09-10 19:02:31 |
fængende, levende tekst!
venligst ...
PS "Det næste minde der ramte ham var fra nogle årsenere, hvor han selv var elleve og Josefine var ti. " tidligere
og a+d+stadig (-t tempo) http://sproget.dk/lookup?SearchableText=adstadig
venligst ...
PS "Det næste minde der ramte ham var fra nogle år
og a+d+stadig (-t tempo) http://sproget.dk/lookup?SearchableText=adstadig
| nhuth | 2014-09-11 08:57:19 |
Fremragende tekst som rammer hårdt i hjerte og tanke.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
