 |  | Varulven II |
 |
|
|||||||||||||
|
Nu er han fuldt forvandlet og skal løbe med sin flok for første gang. _________________________________ Der var kun et svagt ekko tilbage i dyret af den person han var engang. Hans tanker var ikke længere plaget af moral eller frygt, han var sine sanser og nød den styrke der løb igennem hans krop. De løb hurtigt igennem skoven og fik tilbagelagt mange kilometer før de satte farten ned. Han så sig omkring med sine nye sanser, det var som om han havde sovet for evigt og at han nu blot skulle mindes om hvad han var og hvordan han skulle tolke det bombardement af informationer der væltede ind over ham. Forvandlingen havde gjort ham sulten og han så på hans følgesvende i håb om at de kunne vejlede ham. De så tilbage på ham og vejrede luften. Han gjorde det samme, men forstod ikke hvad han skulle gøre. De vendte deres krop så de begge stod i den samme retning og han vejrede igen luften i den retning deres kroppe pegede. Der var en duft hans menneskehjerne ikke kendte, men hans instinkter fortalte ham at den kunne tilfredsstille hans sult. De to andre begyndte at småtrave i den retning de havde anvist og skiftedes til at stikke næsen i jorden for at opfange byttets fært. Han gjorde det samme og for hver gang han satte sin næse til jorden, lærte han nyt om sine nye skærpede sanser. Hans hjerne var hurtig til at adaptere og den lærte for hver skridt, at fortolke de signaler hans næse, øjne og ører sendte. Pludselig standsede de to forreste og stod lydløst ved et dyreveksel der skar gennem underskoven. De så tilbage på ham og han kom hen til dem og snusede der hvor de var stoppet. Han kunne lugte, på den kun lige begyndende forrådnelse fra de ødelagt plantevækster, at der for et stykke tid siden var gået et dyr forbi. Han snusede interesseret til en lille tot hår der var blevet fanget i en kvist, det havde stadig frisk fært i hårene som bekræftede at et stort dyr var kommet forbi her, det måtte være en elg, og sporet førte ned af den lille sti. Idet han ville sætte efter dyret, knurrede den ene af ham, mens den anden tog et skridt frem mod ham for at standse ham. Han knurrede forsvarsberedt tilbage, men blev bag dem alligevel. De to store satte i løb ned af dyrevekslet i let trav, mens de holdt deres næser på sporet af elgen. Elgen var gået ind mellem træerne for at sove for natten og de fik øje på den kort tid efter. De to andre standsede og vendte sig om mod ham. Den ene snøftede og gik mod venstre parallelt med elgen, den anden gik højre om. Han så efter dem og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han så igen på elgen og hans trang til at jage tog over. Elgen satte i løb, da den hørte ham komme brasende og han snerrede skuffet, men satte farten op, han skulle nok fange den. Ud af øjenkrogen så han de to andre løbe et stykke foran ham. Langsomt trak de tættere og tættere ind mod elgen, til sidst var dens vej blokeret og de havde alle tre omringet den. Elgen brølede af skræk og forsøgte at løbe imellem de to andre, men de kastede sig gøende frem og stoppede den. De trak sig lidt tilbage og så på ham. Han tog det som en invitation og satte i et stort spring og kastede sig ind over elgen. Men hans manglende rutine fik ham til at fejlbedømme dyret. Den vendte sig mod ham da den så han bevæge sig og han landede direkte ind i dens kæmpe gevir. Den kastede ham hårdt til jorden, sprang over ham og løb ned mod en sø. De to andre satte efter den med det samme og fik den standset, inden den kunne nå ud i vandet. Han nåede dem tids nok til at se den ene angribe elgen forfra. Den vendte sig mod angriberen og i samme sekund sprang den anden op på ryggen af den. Den slog armene om dens hals og bed sig fast i nakken. Elgen sprang rundt og forsøgte at kaste og stange sig fri. Nu hvor elgens fokus var flyttet til den anden, gav det den første plads, så han kunne gå til angreb. Han kastede sig med hele sin vægt mod elgen og væltede den omkuld, hvorefter han behændigt undveg de sparkende ben som var alle vegne og bed sig fast i halsen og hold den nede. Den anden gik igang med at flå store lunser af elgen, som brølede af angst og smerte. Lugten af blodet fik endelig den unge til at våge sig ud i et nyt angreb, han løb hen og bed sig fast i bagparten på elgen. Da blodet flød ind i munden på ham, overgav han sig til sulten og flåede et stort stykke kød af og slugte det. Elgen var stoppet med at kæmpe imod og kort efter døde den. Men ingen af de tre bemærkede det, de flåede og gnavede i dens kød mens de snerrede og bed efter hinanden for at markere sig. Da de alle tre var blevet mætte lagde de sig ved det gennemflåede kadaver. Den unge så de to andre begyndte at slikke deres pels ren for blod og han stak prøvende sin tunge ud og lod den glide over sin behårede arm. En efter en blev de færdige med at vaske sig og faldt udmattede i søvn. ____________________________________ Varulven I | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-09 11:22:24 |
' tilbagelagt mange kilometer før ...' dyr tænker vel ikke i kilometer; men distancer / døgnrytmer
'Der var en duft hans menneskehjerne ikke kendte, ' en varulv med menneskehjerne? '... hans trang til at jage tog over ...' hmmm ...
'... på ryggen af den. Den slog armene om dens hals og ...' '... glide over sin behårede arm. '
Prøv at aktivere LauGN, han skriver i samme genre ;)
venligst ...
'Der var en duft hans menneskehjerne ikke kendte, ' en varulv med menneskehjerne? '... hans trang til at jage tog over ...' hmmm ...
'... på ryggen af den. Den slog armene om dens hals og ...' '... glide over sin behårede arm. '
Prøv at aktivere LauGN, han skriver i samme genre ;)
venligst ...
| haleløs | 2014-04-09 11:49:22 |
prøv lige at kigge her: Historier i lejrbålets skær 1. C):)
| Mette Sejrbo | 2014-04-09 11:58:33 |
Rigtig spændende :o)
tak for linket.
tak for linket.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg har hentet inspiration fra forskellige matricer og andre fund fra vikingetiden. Har også været omkring sagaerne og heksehammeren for at få styr på deres udseende. jeg fandt begge "arter" repræsenteret.
Jeg ønsker at skabe en stemning af "Hvad nu hvis det ikke er ren overtro" så jeg har været så tro mod de virkelige beretninger der findes og styrret langt udenom fiktionen jeg kunne.