 |  | lykkelig løkke |
 |
|
|||||||||||||
|
Redderne brager døren op, ”Det er her! Skynd jer, hun kan ikke holde ham meget mere!” En af de tætte mænd griber fat i den døde sæk. ”Jeg har ham, vi skal nok få ham ned i god behold!” Hendes brune øjne forsvinder bag øjenlågene. ”En eller anden, grip hende, hun besvimer!” En anden af redderne griber hende, inden at hun når at kollapse helt, han trækker hende op i armene og får hende lagt på sofaen. Han tjekker, med et par fingre, hendes puls, på håndleddet. ”Hun er stabil chef” ”Godt, meld centralen, at vi har en ekstra med ind. Jenkins, kom og hjælp mig med at tage imod ham her.” Endnu en redder tager fat om den hængte mand. ”Peterson, vi er klar, skær linen på mit signal.” Han tager en dyb indånding. ”Tre! To! En!” Endnu en dyb indånding ”NU!” Det dumpe lyd af træ der flækkes, kvæles af de to mænds udånding under dødvægten. De får lagt ham på en bårer og få sekunder senere er huset tømt, ambulancen drøner af sted imod hospitalet. De træder ind, den kliniske lugt, som findes ingen andre steder end på hospitaler, sidder med det samme i deres næsebor. En sygeplejerske følger en ung kvinde og et ældre par ned af gangen. Hun leder dem ind på en enestue, hvor en ung mand ligger stille i sengen, han har en klemme om den venstre pegefinger huden bag knoen har en rød og letter hævet stribe , der i en svag bue går ned til tommelfingerens kno. Bag kraven på den hvide hospital skjortens krave ses et bredt rødt mærke. En pumpe står ved siden af sengen og pumper, i et roligt tempo ilt ned i hans krop. EKG-monitorens sagtne bippen afslører hans stabile hjerteslag. ”Klarer han den?”. Tre dage før. Nytårsaften. Overalt omkring os, lyder der knald, knitren og måbe. Klemmer om Isabellas skulder. Vi ses meget sjældent, desværre. Kan mærke hendes bløde hud under jakken og hendes fine cocktail kjole. Hun farer sammen og skælver lidt, da et batteri udsender et øredøvende drag, klemmer ledt om hendes pelsklædte skulder. Hun lægger hovedet imod min skulder og vi kigger på alle farverne og formerne fyrværkeriet frembringer. Mit liv er stort set perfekt, her står jeg sammen med mine venner, vi har haft en dejlig middag og der er ganske få øjeblikke til klokken slår tolv. Klirren af glas overdøves fuldstændigt af bragene omkring os, folk smiler, griner og er glade. Hvorfor er det ikke sådan her hele tiden? Jeg ved ikke hvad klokken er, men Isabella og jeg er de sidste tilbage, der lyder ikke så mange brag udefra mere, det må være sent, eller det må havde været tidligt. Hun ser træt ud. Jeg rejser sig mig, kan tydeligt mærke alkoholen, bliver svimmel. Åbner øjende vidt op, lyset brænder i dem, presser dem sammen.. værelset skøjter rundt under mig. Jeg bliver nød til at åbne øjne. Holder skærmene en hånd foran mine øjne så lyset ikke kan brænde mine øjenæbler ud af kraniet. Min pande er brændende varm, ellers er det mine fingre, der er iskolde. Langsomt får jeg vendt mine øjne til lyset og får rejst mig op. ”Hvor pokker er mit tøj henne af?” Jeg har kun mine boksershorts og en t-shirt på. Hvad skete der mon i aftes? Timerne går uendeligt langsomt, tæller plus slagene, der sender en rungende torden igennem mit hoved. *Dudunk* Hvert slag ødelægger mine tanketråde, men faktisk næsten helt rart. *Dudunk* Hvor er det hvide luft kedeligt, *Dudunk* For hvad skete der mon i går? *Dudunk* Hvorfor har jeg ikke hørt noget fra nogen? *Dudunk* Gad vide om den revne har altid været der? *Dudunk* Burde jeg ikke finde noget at spise? *Dudunk* Uhh nej det overskuer jeg virkelig ikke. *Dudunk* Måske skulle jeg bare sove? *Dudunk* Tænder computeren, logger ind på hjemmesiden, har ikke lyst til det, men hvad skal jeg ellers lave? Trykker mig velkendt ind på chatten, kender ingen, og der er formodentligt heller ingen af dem der kender mig. Ændre lidt på en indstilling så jeg kan se, hvem der har deres webcams tændt, kigger igennem de få kvinder der er online og samtidige lader andre kigge på sig, hvor er jeg dog sølle, men de har jo selv givet os andre lov til at kigge med. Trykker på et af navne, der er markeret som værende et par, en gang imellem kan være heldig at der er lidt action. Ganske rigtigt, lidt held er der med en, godt nok er det en stærkt overvægtig kvinde der ligger og tilfredsstiller sig selv, men hvad pokker, det er det tætteste jeg kommer noget som helst. Det er i hvert fald længe siden, og de sidste mange forsøg er endt ud i at jeg har lignet en kæmpe klov. Begynder at stimuler mig selv, ikke fordi jeg har lysten eller er tændt, det er bare ligegyldigt tidsfordriv. Man kunne også havde gået en tur, men det er koldt, og gider ikke, hvor skulle jeg gå hen? Hiver mine boksershorts af, tænder for webcamet og vender det, så man kan se mit skridt og hånden der er i gang. Der er to, der kigger med, to mænd, når ja, igen det er da tættere på at være sammen med en anden, end bare at gøre det selv. De er godt nok på alder med min far, men igen, de gider. Det er da bedre end ingen ting. *DING* En privat besked; (22:04:54) SprøjterTilDig: ”Hej den er godt nok lækker” (22:05:12) VillyCreamer: ”takker” (22:07:31) SprøjterTilDig: ”hygger du dig?” (22:07:45) VillyCreamer: ”mmm” (22:08:09) SprøjterTilDig: ”den ser dejlig ud, hvor stor er den?” (22:08: 59) VillyCreamer: ”takker, den er desværre ikke så stor, kun omkring de femten centimeter. Men glad for at du kan lide den. (22:10:03) SprøjterTilDig: ”åhh det er da ikke så ringe, ville gerne lege med den. Vil du vise mig, hvordan du leger (22:12:15) VillyCreamer: ”det kunne vi da sagtens finde ud af, er der noget du gerne vil se?” (22:13:47) SprøjterTilDig: ”vil du da gøre alt hvad jeg spørger om?” (22:14:11) VillyCreamer: ”næsten, men hvis du syntes det er frækt, så er det sikkert også frækt."" (22:14:33) VillyCreamer: ”leger du imens?” (22:21:28) SprøjterTilDig: ”det var super frækt, takker for det.” (22:21:32) SprøjterTilDig er logget af. Ruller tilbage ned fra skuldrene, min ryg værker, sæden klæber sig til mit skæg. Hvorfor? Tårerne begynder at løbe ned af mine kinder. Hvorfor? Tørrer sæd og afføring af fingrene inden jeg tørrer mit ansigt af i en beskidt t-shirt. Lukker computeren ned, sætter den ned i rodet, blandt gammelt mad, støv og beskidt tøj. Putter mig ned under dynen, knuger den ind til mig. Hvorfor er jeg så sølle? Hvorfor kan jeg ikke bare finde en kæreste? Falder i en urolig søvn, jeg står på en åben plads, der ligger gamle romerske butikker i kanten af pladsen, himlen er sort og fyldt med skrig. Der lugter forfærdeligt af svovl og brændende kød. Jeg vender mig om, alt begynder at ryste. Jorden sprækker og rystelserne sender mig ned på knæ. Med hænderne i jorden kigger jeg op, den anden ende, af den elipseformede, plads er åben, med frit udsyn til Mount Doom, der sender tonsvis af sten, aske og rødglødende flyende lava op i luften og direkte ned imod mig. Jeg kan ikke komme op, den kogende lava vælter ind over mig. Vågner op, ligger i fosterstilling, næsten som da lavaen oversvømmede mig, der er kogende nedenunder den tynge dyne. Får kæmpet mig ud under dobbeltdynen, og kigger lidt op i loftet, dejligt lyst i modsætning til himlen i mit mareridt, imens jeg indånder den dejligt kølige luft, helt fri fra svovl og aske. Vender mig om på maven, så jeg samtidig kommer til at ligge oven på dynen. Mm dejligt kølig. Breder mig ud over dobbeltsengen. Lukker øjnene igen, men hvad er det. En hånd kærtegner min ryg, min lænd , baller og ned af mine ben, en lille let krop ligger sig ind til mig, kan mærke hendes bryster igennem hendes top, hendes nøgne ben, der smyger sig om mine. ”Godmorgen skat”. Vender mig om, Isabella? Hun kysser mig. Slår øjnene op. Stirre på den, formodet nye, revne i loftet. Helt alene ligger jeg i min enkeltmandsseng med singledynen. Følelsen af at mangle Isabellas krop imod min, får det til at trykke i brystet, mine øjne begynder at svide, som om jeg skal græde, hvilket jeg måske også skal, men vil ikke! Tankerne i mit hovedet, nærmest springer mit kranie, det er som om der ikke er plads til dem. Ryster maven begynder at trække sig sammen. Opkasten vælter ud over mine læber, når kun lige at få hovedet tvunget ud over kanten af sengen. T-shirten jeg gjorde mig ren med om aften er nu også dækket af bræk. Hulker, holder om mig selv. Smagen af opkast sidder stadig i min mund, der langsomt bliver blandet med snot og tåre. Holder hårdt om mine hænder, aer mig selv over den bløde hud imellem tommel og pegefingeren, og visker trøstende mig selv, fortæller mig selv, hvor uretfærdigt det hele er, spørger mine aende fingre, hvorfor det altid skal gå ud over mig, hvorfor jeg ikke kan finde en kæreste, når jeg får at vide jeg er en dejlig fyr. Langsomt klinger anfaldet af og jeg synker ind i søvnen igen. Slår øjende op, mit blik er helt klart, som om jeg slet ikke har sovet, eller grædt. Min hjerne er helt blottet for tanker, jeg er tom, ingen følelser overhoved. Ingen glæde, ingen smerte, ængstelighed alt i alt absolut ingen ting. Prøver ikke at fremtvinge tanker, billeder eller følelser for de er lige meget, uden nogen betydning overhovedet. Sparker til tomme flasker, den sure lugt af øl og sprut stiger op fra dem. Tallerkner knuses under min fødder, tager løkken om min hals, træder op på stoleryggen, det var her Isabella havde siddet, sparker stolen væk under mig med den anden fod. ”Det ser sådan, men han ligger i koma, vi har gjort alt, hvad vi kan, men vi kan desværre ikke vække ham. I må bare håbe til han vågner igen.” Har følelsen af at jeg lige er vågnet, men kan ikke åbne mine øjne, kan fornemme, nogle kigger på mig. En hånd røre ved min, den er lille og fin. ISABELLA! Hendes finger aer blidt den røde hævning på min hånd. Fornemmer ikke andet end hendes gentagende aeen hen over min hånd, hører ikke, hvad der bliver sagt, eneste jeg kan rumme er Isabellas hånd der holder min, og hendes lille fine finger der kærtegner mig. Hvorfor gør hun det? Hun har jo aldrig før, besvaret mine opfordringer. Noget i mig vil havde hende til at holde op, men kan ikke flytte mig. På den anden side, hun har måske indset at jeg er den rette for hende? Hendes hår fylder hele mit udsyn. Isabella sidder på tværs af mit skød, med hovedet begravet i min skulder. Jeg kan mærke, hvordan tåre, snot og savl har gennemvædet mit ærme. Det er ikke fordi jeg ikke vil hører efter, men det er næsten umuligt at holde rede på alle de halvkvalte informationer hun fortæller mit kraveben. Forsøger på bedste vis at trøste hende ved at holde op hende, fortælle hende at det hele nok skal gå og bare tænke på jeg aldrig ville lade hende blive så ked af det, hvis hun var min. Endnu et udbrud er på nippet til at bryde ud, "Så lille ven" Løfter hende op fra min skulder, for pokker, hvordan kan hun formå stadig at se så sød og smuk ud, selv med snot og tåre i hele det rødgrædte ansigt. Smiler til hende, "Nu er du vist ved at være at gå overgevind, tror du ikke? Så meget kan man da slet ikke græde kan man?" Det virker, hun begynder at smile lidt inde bag tårerne. "og se nu min trøje, når men du kan jo ligeså godt lige få tørret næsen med den, det kan vist ikke skade." Tager fingrene ind det modsatte ærme og holder stoffet op til hende. "Kom så med den lille næse." Hun kan ikke holde smilet tilbage mere og sætter næsen ind imellem mine fingre og puster ud. ”Denne vej. Jeg kommer ned om lidt når i er klar.” Smiler til tjeneren og takker, inden vi sætter os ved bordet. ”Isabella, jeg har faktisk noget me”¦.” ”Er i klar til at bestille noget at drikke?” For pokker da en dårlig timing. Her sidder man og skal til at prøve at skabe en stemning, og så bliver man afbrudt af en tjener? Vi bestiller og hun kigger spørgende på mig. Rødmer, ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. ”Øhh jeg har lavet noget til dig.” Hendes pupiller udvider sig en smule, og smiler. ”Hvad er det?” Rækker ned i min jakke lomme, hvor den lille konvolut ligger. ”Det er ikke noget særligt.” Åhh hvor jeg håber du kan lide det, hvor det bare gøre mig lykkelig. Rækker den hvide konvolut hen over bordet til hende. ”Her er jeres drikkevarer, er i klar til at bestille?” Nu stopper det snart! Kan mærke, hvordan en klump begynder at sætte sig i halsen, det er slet ikke gået som jeg havde forstillet mig. Vi får bestilt og endelig åbner hun brevet. Hun folder papiret inden i det ud og hendes grå øjne begynder at glide over ordene. Åhh hvordan skal jeg dog få fortalt hende at jeg kan lide hende mere end som bare en ven? Hvad nu hvis hun slet ikke kan lide mig på den måde? Men hvis jeg nu siger det på en romantisk måde? En måde hun ikke har prøvet det før? Begynder at tænke, drejer alle de ord jeg kender for at få den mindste smule inspiration til, hvordan jeg kan få det sagt. Med et står det mig klart. Finder et stykke papir og begynder at udforme et digt. Hvor er jeg dog bare den smartest og mest romantiske fyr i hele verden. ” Indret tømmes Livet leves ikke Overalt ses det Vodka fylder op igen Evigheden er startet Yngre bliver jeg ikke Og alligevel forsætter jeg Uden at det lykkes ” Hun smiler, siger ikke noget. HVORFOR SIGER HUN IKKE NOGET?! ”Hvad syntes du om det?” Åh nej, hun kan ikke lide det, eller hun kan ikke se beskeden? Din store knold. Isabella smiler ”Tak” okay, jeg bliver nød til at hjælpe hende lidt. ”Kan du se beskeden i det?” Hun kigger igen ned på teksten. Kom nu Isabella, du kan godt, I L-O-V-E Y-O-U du kan godt Isabella. Hun kigger igen op, hun smiler lidt, men hendes øjenbryn er trukket sammen, hun er usikker. ”Hvis du nu læser det vertikalt? Bare de første bogstaver?” Igen kigger hun ned på papiret, jeg kan se hendes øjne, der bevæger sig lige ned over teksten. Inden hun igen kigger på mig ”Hvor er du dog sød.” Hvor er du dog sød? Ikke mere? Hvad gør jeg nu? Jeg ved det simpelthen ikke. Må bare smile og håbe hun fangede den. Noget vådt falder ned på min hånd. Bliver revet tilbage fra mine tanker. Er det Isabella, der græder? Det er Isabella der græder! *snøft* ”Hvorfor? Hvad var der galt?! *snøft* Jeg savner dig! Hvem skal nu trøste mig? *snøft* Der er jo ingen til at trøste mig nu, hvorfor kan du ikke bare vågne op!? *snøft* Jeg har brug for dig, der er ingen som dig der kan få mig til, at grine når jeg har været ked af det. *snøft* Kan du huske den gang, da du *snøft* måtte komme hjem til mig, da lille Cookie og jeg lige var ved at blive påkørt, kan du huske det? *snøft* Du lod mig pudse næse i din trøje fordi jeg allerede havde grædt så meget ud over dig? *snøft* Du er den bedste til at få mig til at smile, men se nu! Nu kan du jo ikke trøste mig! *snøft* jeg savner dig sådan, vil du ikke nok vågne?!” Kan mærke hun har begravet sin ansigt i dynen ved siden af mig og krampagtigt holder min hånd imens hun hulker ned i sengen. Jeg ligger helt stille og kan intet gøre. Ved ikke, hvor længe hun ligger og græder, eller om hun faktisk har forladt mig, har hun sikkert! Men hun sagde jo hun savner dig jo. ja men hun finder jo en anden til at trøste hende, prøv da selv at tænke dig om, se dog alle de mænd, der har været igennem hendes liv. Og det har altid været dig der har skulle trøste hende. Et par hænder fjerner min dyne, Isabella? hvad sker der? kan mærke hvordan jeg bliver klædt af, selvom hænderne er dækket af gummihandsker, kan jeg fornemme at de er fine og velplejet, må være en kvinde. Hun begynder at vaske mig, først under armene dernæst begynder hun at vaske mig i,skridtet, hun tager fat om mig og fjerner forsigtigt kateteret. Det giver en underlig snurren, er det mon ophidsende? Det er trodsalt en kvinde, eller et andet menneske i det mindste. Ingen reaktion sker. hvorfor sker der ikke noget? Igen kan jeg mærke en pressene fornemmelse, hun indfører kateteret igen. Der bliver smurt noget duftene creme i ansigtet og hun begynder at barberer mig. Hun virker til at være godt øvet til det. "Hej, er du vågen? Jeg har taget nogle blomster med til dig, ved godt du ikke kan se dem, men de er så smukke. Jeg har også. noget andet med, ved ikke om du kan huske det, men det er noglet du har givet mig." Hun lægger noget blødt papir ind i min hånd. Genkender det ikke umiddelbart. Hvad er det for et stykke papir? ""Indret tømmes - *snøft* Livet leves ikke. *snøft* - Overalt ses det. - Vodka fylder op igen. - *snøft* Evigheden er startet. - Yngre bliver jeg ikke. - Og alligevel forsætter jeg. - *snøft* Uden at det lykkes." Kan du huske det? Jeg er så ked af det, *snøft* jeg forstod ikke hvad det var du prøvede at sige. *snøft* Troede det var som venner du mente det. *snøft* Var slet ikke klar over du havde den slags følelser for mig, så jeg tænkte aldrig over os to som andet end venner. *snøft* jeg har tænkt meget de sidste par uger, jeg ville sådan ønske du bare var her hos mig!" Hun kan faktisk godt lide mig! Men hvorfor har hun dog ikke sagt det? Hvorfor har hun gået til andre, hvis hun faktisk kar kunnet lide mig? Hvorfor har jeg ikke bare sagt det direkte til hende? Ehh dit store fjols! Hvordan kommer du nu ud af den her situation? Hvor ville jeg ønske jeg kunne tage mig til hovedet lige nu, eller jeg ville måske heller give hende det kys jeg har tænkt på igennem alle de lange mørke aftner. Jeg vil op, jeg må op! ISABELLA! ”Jeg har snakket med din mor og far *snøft*, vi er altså blevet enige om at det er bedst at”¦ at vi.. at vi sto”¦” Isabella? Hvad er det du siger? ”Lille skat *snøft*, far og jeg elsker dig, men lægerne siger chancen er så lille *snøft* og det vil være det bedste for os alle fire. *snøft*” MOR?! Hvad er det i siger?! Min hænder bliver samlet op fra dynen, kan mærke mine forældres hænder i den ene og Isabellas lille hånd i den anden. Først mærker jeg min mors læber, min fars stikkende skægstubbe og til sidst omfavner Isabellas bløde læber mine, så meget bedre end jeg kunne havde forstillet mig. | ||||||||||||||
 | A.forsteri | 2012-03-15 12:05:04 |
dette er en urettet version, da jeg lider af en mild grad af ordblindhed kan der være nogle fejl.
| haleløs | 2012-03-15 12:30:08 |
hejsan; sikke en debut!
JEG er allerede i fuld gang med at læse denne hæsblæsende krimi;
vær sød at skrive i din profil, at du er lettere ordblind ... elllers vææælter det altså ind med diverse grammatiske rettelser (du er ikke alene med problemstillingen her inde ;))
Endvidere vil jeg foreslå dig at opdele teksten i selvstændige afsnit ... læs under 'HJÆLP/INFO' +(storyID) hvordan ... Laaaaange tekster får typisk ikke nær så mange hits som digte ;)
venligst ...
JEG er allerede i fuld gang med at læse denne hæsblæsende krimi;
vær sød at skrive i din profil, at du er lettere ordblind ... elllers vææælter det altså ind med diverse grammatiske rettelser (du er ikke alene med problemstillingen her inde ;))
Endvidere vil jeg foreslå dig at opdele teksten i selvstændige afsnit ... læs under 'HJÆLP/INFO' +(storyID) hvordan ... Laaaaange tekster får typisk ikke nær så mange hits som digte ;)
venligst ...
| haleløs | 2012-03-15 13:04:16 |
tag og kig over til denne særdeles produktive forfatter Den livlige fantasi - del 1/3 ang. opdeling af tekster; det bliver let u-overskueligt at læse og kommentere på for lange tekster!
venligst ...
venligst ...
| A.forsteri | 2012-03-15 13:16:15 |
vil jeg tænke over hvis jeg skriver længere historier,
| haleløs | 2012-03-15 15:55:03 |
... desuden ville det være en god idé med 'luft i teksten' ved diverse sceneskift? (foreløbig læst 3 scener).
Fik ikke læst færdig; omkring halvvejs, tror jeg ... vil gerne - senere ;)
venligst ...
Fik ikke læst færdig; omkring halvvejs, tror jeg ... vil gerne - senere ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
mange tak, jeg har nu skrevet i min profil, der er lidt med mit "syn på bogstaver", er dog ikke helt sikker på hvordan det skulle gøre en forskel at dele teksten op i flere, bliver det ikke bare at spamme "seneste opdateringer" ? og tænker man ser jo det er en novelle, så er man vel indstillet på det er lidt længere end et digt ?