 |  | Kollision (Del 2) - Kapitel 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
Anni vågnede tidligt næste morgen. Hun åbnede langsomt øjnene. Det havde banket på døren. Hun missede med øjnene mod sollyset. Forbandet; hun havde ikke trukket gardinerne ordentligt for. ”Ja ... ja, to sekunder.” Hun gabte og rejste sig vaklende fra sengen. Hun styrede hen mod spejlet ved siden af døren og sukkede, da hun så sit spejlbillede og åbnede døren. Drengen havde sort, pjusket hår. Hans øjne var en smule smalle i det, og han havde et asiatisk udseende. Han var iført en afslappet T-shirt og jeans. Han bar en bakke med morgenmad i hænderne. Han så alvorlig ud; hans ansigt havde noget hårdt over sig. ”Godmorgen,” mumlede han. Anni sank en klump. Hun kunne slet ikke sige noget, og hun vidste egentlig ikke hvorfor. Men hun tog sig sammen. ”God - Godmorgen,” stammede hun og fjernede sig fra døråbningen, så fyren kunne komme ind. Han stillede bakken på bordet ved siden af sengen og vendte sig mod hende. ”Så du er ny?” Hans stemme matchede hans ansigtsudtryk; den var hård og uden glæde. Hun nikkede langsomt, forvirret. ”Ja, jeg hedder Anni.” Hun rakte hånden frem mod ham, kunne ikke vente til han tog den og hilste. Hvilket han tøvende gjorde og hurtigt slap den igen. ”Marc. Jeg er roomservice-fyren ... eller hvad de kalder mig.” Han så forpint ned. ”Jeg har dog en anden betegnelse for min stilling her,” mumlede han bittert og troede nok ikke, at Anni ville opfange det. Hun lagde armene over kors; anspændt. ”Øhm, tak, Marc.” Hun skævede til bakken med morgenmad og han nikkede. Så vendte han sig mod døren og forlod rummet. Hun så efter ham, selv efter at døren for længst var lukket bag ham. Dumt. Hun rystede på hovedet for sig selv. Den dreng ... han havde virket så alvorlig. Det gik op for hende, at han mindede hende om hende selv. Men hun vidste hvorfor hun var deprimeret. Hvorfor var han? Da Anni havde spist morgenmad - hvilket nok var en overdrivelse; hun havde knap nok rørt den - lod hun bakken stå på bordet og forlod værelset. Af en eller anden grund havde hun lyst til at se resten af bygningen. Lyst. Hun skar ansigt. Hvem havde troet, at hun stadig kendte til den følelse? Hun måtte tage sig sammen. Ellers måtte hun til at overveje nogle ting - og det ville hun ikke. Hun begyndte at gå hen ad gangen, i retning af hr. Müllers kontor. Hun hørte stemmer inde fra værelserne. Det lød som folk, der talte i telefon. Hun fik pludselig trang til at åbne en af dørene og se ind. Se, hvem der mon også var her, ligesom hun. Hun havde lige pludselig lyst til at føle, at hun ikke var alene om det her, og at det ikke var fuldstændig langt ude at have gjort det her; at det ikke var absurd af hende at være på dette sted. Hun havde det som om en samtale med en, der var her af samme grund som hende, ville fjerne den sidste rest af tvivl hun havde haft, siden hun forlod København. Hun stoppede brat op og stod bare dér på den tomme gang. Efter et øjeblik begyndte hun at føle sig stupid, og hun gik videre. Hun tog ikke hen til hr. Müllers kontor. Hun vidste egentlig ikke, hvad hun havde villet ham? Samtalen dagen forinden havde været ubehagelig nok. Der var ingen grund til at gentage den. Hun havde ingen spørgsmål til ham lige nu. Hun ville bare være i fred. Hun slentrede langsomt tilbage til sit værelse. De andre patienter var begyndt at komme ud af deres værelser. Nogle af dem fangede Annis blik. En af dem, som hun passerede, en ung pige på hendes egen alder, var helt bleg i huden og havde mørke rande under øjnene. Hun var mager og det lignede, at hun ikke havde sovet i dagevis. Hun havde stadig sit nattøj på og stod på gangen med armene rundt om sig selv; hun så ”lukket” ud - som om hun prøvede at holde sig så langt væk fra alle andre som muligt. Som om hun ikke begreb, hvorfor hun overhovedet havde forladt sit trygge, isolerede værelse. Anni så ikke på hende, da hun var lige ud for hende, og hun satte farten en smule op. Hun havde fået den underlige, kvalmende fornemmelse i maven igen. Ved et af værelserne lidt tættere på hendes eget stod en ældre kvinde. Hun havde sat sit grå hår op i en knold og hendes hals og arme var behængt med smykker, der glitrede. Hun mindede Anni om en af disse overklassekvinder, som ikke ville indse, at de var ved at ældes. Hun skar en grimasse, idet hun passerede kvindens smilende ansigt - smilet så en anelse stivnet ud, som om det ikke var ægte. Og kunne det på nogen måde overhovedet være dét? ”Kom nu, Maja, jeg har en tid hos dr. Fisher,” hørte Anni en ældre stemme - formodentligt den ældre kvindes - bag sig, idet hun åbnede døren til sit værelse og forsvandt derind. Hun lagde armene over kors og støttede sig med ryggen mod døren. Hun følte sig ... tom? Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hvad hun skulle stille op med det her sted. Det var anderledes, end hun havde forestillet sig. Hun kunne ikke lide den foruroligende fornemmelse, som hele tiden sneg sig ind på hende. Hun havde været så afklaret med det hele. Hun havde mistet alle former for menneskelige følelser og fornemmelser, herunder ærgrelse og følelsen af at fortryde. Men siden hun var kommet hertil - siden det var gået op for hende, at hun virkelig havde gjort det; at hun havde forladt sin mor og sin lillebror, sit liv - uanset hvor sølle det end havde været - så ... hun vidste det ikke engang selv, men det var en følelse af tvivl. Og det kunne hun overhovedet ikke bruge til noget. Hun måtte virkelig tage sig sammen. Hun sukkede og lod sig glide ned på gulvet. ”Forbandet,” mumlede hun og gemte ansigtet i hænderne. Det bankede på døren. Hun sukkede. Kunne man aldrig være i fred? Ikke engang her? Hun rejste sig modvilligt og åbnede døren. Det var Susie Meier. Anni rynkede forvirret panden. ”Hej fru Meier,” mumlede hun og gjorde plads til, at kvinden kunne træde ind på værelset. Susie smilede til hende og gik langsomt ind på værelset, hvorefter Anni lukkede døren. Hvad vil du? Susie lagde til Annis overraskelse en hånd på hendes skulder. ”Frøken Simonsen,” sagde hun stille. ”Jeg er her for at forsikre mig om, at De bryder Dem om at være på dette sted,” begyndte hun. ”Og jeg er bekymret for, om De vil falde godt til.” Anni skævede til kvindens hånd, som stadig lå på hendes skulder, og Susie fjernede den med et forlegent smil. ”Frøken Simonsen, jeg er tillidsrepræsentanten her på stedet. Hvis der er patienter, som føler sig ubehageligt til mode eller har noget, de gerne vil ud med, så er det mig de skal komme til.” Hun stoppede med at tale og så afventende på Anni, som bare stirrede på hende uden at sige noget. ”Og De skal ikke komme til patienterne, vel?” konstaterede hun så, en anelse provokerende. Susie rødmede og tog en dyb indånding. ”Jeg er her ikke for at belaste Dem, frøken Simonsen. Jeg vil gerne hjælpe Dem. Deres sygeplejerske ankommer om en time, og til den tid vil De frit kunne vælge, om De vil betro Dem til hende eller til mig.” Anni lagde armene over kors. ”Jeg ved ikke hvad De taler om. Jeg har ingenting at betro. Og med hensyn til at falde godt til her - selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg er her ikke for at falde godt til, jeg er her for at ...” ”Jeg er godt klar over, hvorfor De er her,” afbrød Susie hurtigt, som om hun for alt i verden ville undgå, at Anni færdiggjorde sætningen. ”Men jeg siger Dem bare, at mange andre patienter har fundet sig meget hurtigere til rette her, end De har - også på deres første dag. Og vi her på stedet går ind for, at alle patienterne skal føle sig godt tilpas. Og det er derfor, at De har muligheden for enten at betro Dem til mig eller Deres sygeplejerske - eller os begge, om De ønsker.” ”Hvad hvis jeg ikke vil betro mig til nogen af jer?” Annis stemme var kold og afvisende. Hun gad overhovedet ikke det her. Hvad skulle dette fortroligheds-noget nu til for? Susies smil blegnede og hun fik en snert af irritation i stemmen, da hun fortsatte: ”Så er det Deres valg, frøken Simonsen. De kan selv have indflydelse på, hvordan Deres tid her bliver.” ”Lige præcis. Så er vi jo alligevel enige,” snerrede Anni og så udfordrende på Susie, der uden at fortrække en mine, nikkede. Hun vendte sig mod døren og forlod værelset. Anni blev hovedrystende stående på samme sted. Hun havde det som om et rumvæsen lige var trådt ind på hendes værelse, havde fyret et eller andet uforståeligt af, og derefter var forsvundet. Under andre omstændigheder ville billedet måske næsten have været komisk. Den kvinde var virkelig - det lod til at hun led af et alvorligt tilfælde af realitetsmangel, og Anni tænkte med sammenbidte tænder, at hun måtte passe på ikke også at blive smittet af dette. Hun måtte ikke glemme hvorfor hun var her. Læs det forrige kapitel her: Kollision (Del 2) - Kapitel 1 Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 1 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-27 17:39:10 |
Ku' nu godt tænke mig at vide, om de to (Anni + Marc) så snakker engelsk eller tysk sammen?
Mit generelle indtryk - alene ud fra sætningerne - er, at der nok tales (mest) tysk?
Det er mig stadig en gåde, hvilken slags klinik, vi er på? Men patienterne synes at have eet fællestræk; depression hmmm... er vi på en slags eutanasi-klinik?
Sprogligt / grammatisk er teksten ren fornøjelseslæsning - jeg kan ikke finde spor at sætte fingeren på!
venligst ...
Mit generelle indtryk - alene ud fra sætningerne - er, at der nok tales (mest) tysk?
Det er mig stadig en gåde, hvilken slags klinik, vi er på? Men patienterne synes at have eet fællestræk; depression hmmm... er vi på en slags eutanasi-klinik?
Sprogligt / grammatisk er teksten ren fornøjelseslæsning - jeg kan ikke finde spor at sætte fingeren på!
venligst ...
| haleløs | 2012-01-28 09:25:09 |
Det er den meget formelle tiltale-form 'De' og 'frøken' som forvirrer billedet! På engelsk sir man jo blot 'you' ... måske kunne du ændre 'frøken' til 'Miss'?
venligst ...
venligst ...
| Nadia K | 2012-01-28 15:14:46 |
Uh, det har du ret i. Og det ville ikke virke mærkeligt hvis der lige pludselifg stod 'Miss'? For så ændrer jeg det (: Havde slet ikke tænkt over at det kunne være forvirrende - for det er engelsk, de taler sammen.
| haleløs | 2012-01-28 16:11:34 |
nu' det altså temmelig begrænset hvad forstand jeg egentlig har på at beta-læse tekster; men Miss er jo et alm. velkendt udtryk ... som konstant vil minde læseren om de forsk. forhold ml. persongalleriet.
Som noget af en sprognørd er dén slags i al fald noget jeg hæfter mig ved ;)
venligst ...
Som noget af en sprognørd er dén slags i al fald noget jeg hæfter mig ved ;)
venligst ...
| Amanda Gyldenlyng | 2012-02-27 17:59:31 |
Hej
Ja, jeg er også snublet lidt i de formelle tiltaleformer, der jo er på vej helt ud på dansk. Tror faktisk du kan slå to fluer med et smæk, som man siger, hvis du ændrer frøken til miss (så er man med på, at de taler engelsk. Evt. kan du indflette nogeto m, at Anni i sin morgensøvnighed er lige ved at tale dansk til Marc, måske endda gør det?
Ellers fint sprog og fortsat spændende.
VH
Ja, jeg er også snublet lidt i de formelle tiltaleformer, der jo er på vej helt ud på dansk. Tror faktisk du kan slå to fluer med et smæk, som man siger, hvis du ændrer frøken til miss (så er man med på, at de taler engelsk. Evt. kan du indflette nogeto m, at Anni i sin morgensøvnighed er lige ved at tale dansk til Marc, måske endda gør det?
Ellers fint sprog og fortsat spændende.
VH
| Nadia K | 2012-02-28 16:17:20 |
Hej Amanda,
Det er hermed noteret. 'Miss' er bedre, det har I ret i :) Læseren behøver jo ikke forvirres mere end det er nødvendigt! ;)
Og god idé med at lade Anni komme til at bruge dansk over for Marc.. det vil jeg arbejde videre med .. .
Tak skal du have, håber du nyder læsningen :)
Det er hermed noteret. 'Miss' er bedre, det har I ret i :) Læseren behøver jo ikke forvirres mere end det er nødvendigt! ;)
Og god idé med at lade Anni komme til at bruge dansk over for Marc.. det vil jeg arbejde videre med .. .
Tak skal du have, håber du nyder læsningen :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Du bliver nødt til at læse videre, jeg røber intet! :-D
- Og tusind tak skal du have.