 |  | Engle, Dæmoner og Frihed - Min 12-tals stil |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg har valgt at jeg sætter min 12-tals stil herind bare for at få lidt konstruktiv kritik. Min lærer gav mig lidt meget ros, så nu vil jeg se hvad der sker herinde ;D ________________ Dette er en meget fremtidsagtig stil, som skal forstås meget universelt og teknologisk, men også overnaturligt. Ellers er det lidt svært at forstå. Jeg har skrevet det i en lidt science fiction/fantasy genre, fordi det er noget, jeg virkelig elsker at skrive. God fornøjelse! - Wicky Kaas Den lette nat med de dybblå skyer, på den sorte nattehimmel, var ved, at blive erstattet af det lidt lettere tusmørke. Rhoda havde ellers sovet fint natten igennem, men den gennemtrængende stilhed var alligevel for højlydt. Ryanna sov stille i den hvide seng overfor hende. Efter et par minutter rejste Rhoda sig og gik hen til sit arbejdsbord. Et klik på digital uret, og det viste hurtigt at klokken var 6:28 am. Hun rejste sig op og smuttede ud fra værelset. Det sidste hun så af søsteren, var hendes mærkelige sovevane. Hun lå altid på de mest mærkværdige måder. Rhoda listede stille og roligt ind i stuen. Det store 62” TV hang på væggen ind mod deres værelse, to sofaer stod et stykke foran, farens store PC stod ved et skrivebord af krystalglas. Det hele var så stort. Hun listede videre hen til det åbne køkken. Et eller andet mindede hende om at, i hjørneskabet stod der stadig lidt cornflakes tilbage. Og rigtigt nok! Da hun åbnede skabet, var det første hun så, cornflakes-pakken. Skålen, skeen og mælken blev fundet frem, og hun hældte cornflakesene op og puttede mælk på. Mens hun spiste, flakkede hendes øjne ud af vinduet. Hun kunne skimte, at solen var ved at stå op, men tusmørket regerede stadig. De moderne glashuse dominerede stærkt i det bakkede landskab. En susende metallisk lyd drønede efter, den motorcykel der kørte forbi. Rhoda smilede. Hun elskede selv at drøne af de bakkede veje. Hendes motorcykel var prangende, det nyeste af det nyeste. Hun blev altid forkælet ligesom hendes søster. Men Ryanna har altid været den mest modne og beskedne, og har aldrig taget så meget imod den forkælelse faren giver dem. Hun tyggede den sidste mundfuld, og hældte resten af mælken ud i vasken. Skålen og Skeen blev smidt i opvaskeren. En svag ringetone kom ovre fra sofaen. Hun kunne nemt høre, at det var hendes. Med lette, hurtige og faste skridt, smuttede hun over og tog den op i hånden. Det var Zane der ringede. Hun trykkede på en knap og tog telefonen til øret. ”Ja, det’ mig.” sagde hun sagte, mens hun gik hen foran det store vindue ud mod vejen. ”Zane her. Har du tid til at komme over til den gamle jernbane station?” Hørtes det i røret. Zane lød glad, som altid. Han er altid fuld af energi. ”Vis jeg kender min far ret, gir’ han mig næppe lov!” Sagde Rhoda Irriteret. Ikke på Zane, men på hendes far. Efter at Zane kørte galt med hende bagpå motorcyklen, har faren ikke stolet på ham. De har ikke været sammen særlig længe. Kun når Rhoda var sammen med sin veninde Dina, hvor Zane kom forbi, har de haft mulighed for at være sammen. Rhoda, Zane og Dina har været bedste venner siden børnehaven. De går alle sammen på gymnasiet og studere også samme fag. ”Prøv nu! Det’ jo snart et år siden?” Bad Zane hende, meget overbevisende. ”Jeg spørger ham nu,” hviskede Rhoda, ”men du skal ikke forvente alt. Jeg venter til han vågner, sees.” Hun kikkede over mod farens dør. ”Sees ”¦” Var det sidste hun hørte fra røret, inden den metalliske tone lod hende stå alene tilbage foran panorama-vinduet. Hun smed telefonen på køkkenbordet, og satte sig over i den hvide lædersofa. Den lille lette kontrol til Tv’et, lå på armlænet. Hun tog fat i kontrollen og lagde den på marmor sofabordet. Et lille suk kom fra hendes mund, inden hun smed sig på maven, med hovedet dybt begravet i det bløde armlæn. Tankerne fløj rundt som forvirrede fugle i et alt for lille bur. Ulykken var ikke noget at tænke på, faktisk havde hun ikke tænkt på den, siden det skete. Tiden læger jo alle sår, men alligevel var der stadig et lille sår tilbage. Et lille dybt sår som ikke ville heles. Hun løftede hovedet for at få ordentligt luft. Hun turde ikke spørge sin far. Hendes far, Marcus Ericor, havde været berømt motorcykel køre, så han blev meget bange da han fik et omkald fra hospitalet. To stupide drengerøve, som Rhoda og Zane stødte på, var så stensikre på at Zane ikke turde køre ræs. Zane var træt af at høre på dem, og gik med til at køre ræs. To Kørere, to bag på. Drengene havde ikke den mindste chance, og derfor brugte de små tricks, og prøvede at få Zane og Rhoda af vejen. Da de kørte ind i by området, kørte drengene ind i Zane og han mistede kontrollen. Ham og Rhoda ramte ind i en modkørende bil. Føreren af bilen fik kun en hjernerystelse, Zane fik brækket 5 ribben og en arm, plus hjernerystelse. Rhoda fik også hjernerystelse, brækkede et ben og 3 ribben. Drengene var bare kørt væk. Hendes far var meget mopset over det. Han hverken snakkede med eller bekymrede sig for Zane. Der er gået et helt år og de har ikke snakket om det i et par uger. Rhoda turde ikke spørge. Ikke det mindste, så hun begravede bare hovedet i armlænet igen. Klokken var snart 8 AM, og Ryanna trådte ind i stuen og over mod køkkenet. ”Godmorgen igen søs,” Sagde hun med en stille morgenstemme. Rhoda vente sig om på ryggen. Sagde ikke noget. Ryanna stoppede ude i køkkenet og kikkede over halv væggen ind i stuen. ”Hallo?” Halv råbte hun lidt mere tydeligt. Rhoda satte sig op og kikkede salig hen på søsteren. Ryanna kendte det blik. Det blik som kun kom frem når de manglede hinanden. På lette ben fløj Ryanna næsten over til hendes søster. Hun satte sig ved siden af hende. ”Hvad så?” spurgte Ryanna. ”Tror du far gir mig lov, til at være sammen med Zane? Jeg savner virkelig at ham, Dina og mig er sammen,” ”Jeg ved det ikke, men han er altså vågen, vis det er det du venter på.” Oplyste Ryanna, ”Han er ude i garagen.” Hun smuttede hen i køkkenet igen for at finde morgenmad. Ryanna tog sig sammen, og gik ind for at få tøj på. Walk-in skabet var ikke så stort, men man kunne sagtens stå tre personer derinde. Hendes nattøj blev skiftet ud, med den smarte hvide stroptrøje, den sorte blonde T-shirt og Daydream bukserne. Hun trak en dejlig varm lilla hættetrøje ned fra en af de øverste hylder. Hun gik ud gennem værelset, ud på gangen, for til sidst, at ende ved døren ud til garagen. Hun tog trøjen på mens hun åbnede døren. Hendes far stod og polerede sin motorcykel, den store af dem. Hun trådte ned af et par trappetrin og gik over til sin far, som allerede havde vendt snuden rundt og kikkede på hende. Da hun var en meter fra ham, stoppede hun op, studerede sin far. Han havde store bredde skuldre og var helt klart i god form. Høj og flot, som hendes mor havde plejet, at sige. Han sagde godmorgen til hende, og hun tøvede lidt med sine ord. ”Godmorgen, øh ”¦ må jeg spørge dig om noget?” Fik hun sagt, med en lidt nervøs morgen tone. ”Ja da! Bare spørg,” svarede han med en iver hun ikke plejede at se. Ordene sad lidt fast i hendes hals, men så tog hun sig sammen. ”Må jeg ikke nok køre ned på den gamle jernbane station? ”Hva’ ska’ du der?” Han lød ikke begejstret. ”Det er bare ”¦ fordi ”¦ jeg gerne ville være sammen med Zane lidt, og han er dernede nu,” hun sagde Zane navn meget tydeligt, men hurtigt. Hun håbede inderligt at hendes far snart ville indse det. ”Hmm ”¦” hans mine blev sur, og han vendte sig om mod sin motorcykel igen. Rhoda var næsten ved at opgive, men efter et par minutter, vendte hendes far sig om. Han fortalte hende blot at han stolede på hende og håbede at hun havde lært af sine fejl. Han fiskede efter noget i sin bukselomme. Det blev kastet i luften mod Rhoda og i refleks greb hun det. Hendes nøgler! Hun blev forbavset og gik hen og trykkede på kontakten som åbnede garage porten. ”Du kan stole på mig nu!” var hendes sidste ord, der gik ikke mange minutter før hun fyrede op for gassen på sin motorcykel og næsten fløj ud af den store garage. Han stod faktisk og ventede på hende. Stadigvæk efter så lang tid, som det tog hende, at tage sig sammen. Hun kørte rundt om den gamle hovedbygning og ud på den hvide perron. Zane stod op af muren, i skyggen af morgensolen, som lagde lige over horisonten. Det var først der, Rhoda rigtig fik set efter. Hun havde altid set ham, som han var dengang. Den lille dreng i børnehaven som legede med hende. Han var høj og muskuløs. Sådan som hun aldrig har set ham før. Hun trykkede på touch skærmen, på motorcyklens tank, og med et blev motorens lette spinden afbrudt. Hun trak den faste hjelm af og kørte en hånd gennem det tynde bølgede hår. Zane var allerede smuttet over til hendes venstre side. Med lette ben svang hun over maskinen og satte hjelmen på styret. ”Hva sagde jeg?” Zane lød triumferende. ”Ja ja,” svarede Rhoda og skubbede ham væk. Hun lænede sig op ad sædet, og kikkede på ham. ”Hey, der er noget du er nødt til at se! Kom med,” han susede over mod den store plexiglas port, der førte ind i hovedbygningen. Rhoda fulgte med som en hund i snor. Det store smil var smørret ud over hendes ansigt. Hun havde fået sin ven igen. Zane, Dina og hende var igen biker-trioen. Han ledte hende op ad en ødelagt rulletrappe og videre hen til en dør. Et skilt viste med tydelige bogstaver, at dette var rummet ind til det gamle kontor. Han åbnede døren og viste hende ind i det kaotiske rum. Og så brød han ud og snakkede vidt omkring, alt fra hvor meget han har manglet hendes viden, til hvor meget han selv havde fundet ud af. Rhoda nikkede bare når det passede ind, for hun kendte ham. Når han begyndte var der lang tid til han stoppede! Hun satte sig på en væltet kommode. Hele rummet var et stort bumpet lokum. ” ”¦ Jeg ved godt, jeg snakker meget, men det vigtigste er at du ved hvad jeg snakker om ikke?” Sagde han febrilsk som de sidste ord på den lange tale. Hun begyndte og smile lidt mere end man normalt burde gøre, samtidig med at hendes hoved kørte fra side til side. ”Nej, selvfølgelig ikke. Hvor er jeg dum,” hviskede han for sig selv. Han rodede i nogle papirer og Rhoda kunne skimte et par tegninger. ”Det hele her er lidt gammeldags 2030 pjat!” sagde han med hovedet bøjet over bunkerne af papir og mapper. ”Det meste er bare gamle køreplaner.” Han fandt en mappe frem og kastede over til Rhoda, imens han sagde ’grib’. Hun bladrede igennem det, hurtigere og hurtigere, indtil hun nåede sidste side, hvori hun vendte mappen om og så igen på forsiden. ”Det her mener du bare ikke seriøst vel? Er det en joke?” Sagde hun med en interessant mine. Hun stirrede med store øjne på Zane som stolt havde lagt armene over kors. ”Da jeg først gik på opdagelse, for sjov altså, her i bygningen, fandt jeg bare et billede af en død pige i en skovbund. Bagpå stod der: ”Pige dræbt af dæmon i Betony.” Jeg ledte overalt, men fandt ikke andet end det billede. Da jeg havde været alle rum igennem, gik jeg herind og fandt alt!” Han gik videre rundt i rummet og ledte alle bunker igennem. Han samlede det hele under armen mens han snakkede: ”Betony er en ny dimension, eller ny og ny! Dem der ejede jernbanestationen her, havde opdaget den i 2016, så den er en del år gammel. Alle steder i papirerne står der om hvilke personer der er blevet dræbt af dæmoner og hvordan. Jeg fandt en mappe med oplysninger om de her dæmoner. Det en ren guldgruppe det her Rhoda!?” Han kom hen og satte sig på gulvet foran hende og lagde diverse mapper og så videre foran sig. Rhode rejste sig fra kommoden. Hun stod stadig med den første mappe i hænderne. Et smil bredte sig over hele hendes ansigt. ”DU ER GENIAL ZANE!” Brød hun ud i en jubel. Hendes tanker var kun på få ting. Find nøglen, find porten og få fat på Zander. Hele dagen brugte Rhoda på at få ryddet op i rodet. Det hjalp ikke, at de skulle være i det her rod vis de skulle kunne finde noget som helt. Selvom Zane blev ved med at sige, at han havde orden i sit rod, og at der ville komme rod i ordenen, vis hun ikke holdte op. Til sidst havde hun vendt op og ned på alting. Det hele var blevet så pænt igen. ”Så kan jeg vist heller ikke rydde mere op!” Sagde hun med et lille fnis. Zane lagde en bog foran hende. ”Vi overså noget,” sagde Zane stille. Rhoda åbnede den og blev forbavset. Bogen var utrolig tung. Den var metallisk indeni, gemte på noget. ”Låsen, der skulle holde den lukket, var styret af en gammel server, så den er åben.” Forklarede Zane, da hun tøvede. Hun drejede på en lille lås og åbnede lågen inden i bogen. Zane smilede, Rhoda smilede. Hun tog nøglen op, kikkede kort på Zane med et lumsk smil og lukkede så hånden om den. En ny brummende spinden, hørtes ude fra perronerne. Hun lukkede det hele på få sekunder og sprang næsten over til en tilfældig skuffe. Hun gemte den af vejen, og Zane han stod ovre ved vinduet. Han sank en klump og så nervøst ned i jorden. ”Marcus,” hviskede han. Rhoda smuttede ud af kontoret, ned ad rulletrappen og mødte sin far ved den store port. Zane var lige bag efter hende, men tøvede ved porten. For sidst han så Rhodas far, var på sygehuset efter ulykken. ”Skat, Ry har lavet mad, og du glemte din telefon. Vil du med hjem?” begyndte hendes far. Rhoda åbnede munden og skulle lige til at svare, men Zane kom frem foran hende og forklarede: ”Det er nok en dårlig Idé lige nu, Marcus.” Zane vendte om på hælene og smuttede ind igen. Rhoda stod forvirret og kikkede frem og tilbage på Zane og hendes far. Marcus bad selvfølgelig om en forklaring om hvad der foregik. ”Ok, jeg fortæller mens vi går,” sagde hun i hendes forsvar og begyndte at gå op imod kontoret. De viste Marcus alt. Alle billeder filer og mapper, til allersidst nøglen. Han tog straks sin telefon og ringede rundt. Marcus havde forbindelser overalt. I alle de 4 beviste dimensioner havde han kontakter. I Atamca, hvor de befandt sig, var det hans ven, Sander Norweed, som var nøglevogter. Rhoda og Zane skulle mildest talt være vogterne fordi de har fundet nøglen, men så længe de ikke kan finde porten har de et problem. Marcus talte længe i telefon, han skiftede hele tide rundt. Rhoda vidste godt, hvem han snakkede med vær gang, for hans tonefald ændrer sig efter, hvem det var. Hans længste samtaler var med Benton, nøglevogteren fra Hasiiw, fordi han var den der viste mest om portene og hvordan man åbner dem. Til sidst ringede han af med alle bortset fra Sander som var Atamca’s nøglevogter, og Ryannas kæreste. Han snakkede kun et lille minut med ham. Marcus bad ham om at tage hjem til Ryanna og hente hende, de skulle så køre herhen. Da han puttede mobilen i lommen, sukkede han højlydt. ”Vi bliver her natten over, jeg håber i har sovet, for vi skal finde den port!” Beordrede han. ”Hvordan finder man en port der ikke er blevet aktiveret?” spurgte Zane kritisk og så ned i jorden med et passivt udtryk. ”Siden den er blevet brugt engang er den aktiveret. Den kan bare godt være gemt.” fortalte Marcus og så irriteret på Zane. Rhoda var gået ned for at møde sin søster og Zander. Zane kikkede over på Marcus få sekunder og gik så hen til vinduet og hans syn faldt ned på Rhoda, på perronen. Hendes korte, mørkerøde hår var som en skygge på den hvide stenperron. Marcus stod og bladrede igennem nogle papirer. Zane vidste hvad han skulle bruge denne korte tid han havde inden de begyndte at fare rundt. ”Nå, det er ved at blive mørkt, jeg vil finde hovedgeneratoren og starte strømmen her,” Sagde Marcus og brød tavsheden. Zane sukkede og sagde kort ja, og hørte at Marcus forsvandt ud af døren. Tankerne fløj igen hen på Rhoda, han kunne ikke høre noget i de sekunder hvor han tænkte. Ikke se andet for sig end hende. Han forstod ikke hvad det var for en følelse, men den var stærk. Den holdte fast i alt hvad der vedrørte hende. Da han så Sander og Ryanna komme rundt om bygningen, med armene om hinanden, forstod han virkelig, hvad det var han søgte sådan efter. Han var vild med Rhoda og hendes måde og være på, alt ved hende, men om hun havde de samme følelser vidste han ikke. En lyskegle brød hans tænken, og hans lille verden blev revet itu, af lyset fra de næsten usynlige spot lamper. Kort efter var de alle sammen heroppe, Marcus og Sander diskuterede og kort efter skulle de gennemsøge hele stedet. Sådan brugte de resten af natten. Sander råbte efter de andre, han skyndede på dem. Han var gået ind i vente hallen. Under en bænk, var der et nøglehul. Zane var faldet i søvn inde på kontoret, da han ledte efter ledetråde. Han vågnede straks og skyndte sig ud. Rhoda gled ned ad gelænderet på rulletrappen, Marcus var ikke langt væk og gik med faste skridt derhen. Ryanna var helt nede i kælderen så det tog hende noget tid at komme. Zane stoppede op, han smuttede tilbage efter bogen og nøglen. Han kom på samme tid som Ryanna. I mellem tiden havde Marcus og Sander flyttet bænken væk. ”Det her ser underligt ud,” var Sanders reaktion da lyset faldt rigtig på nøglehullet. Han var sikker på at det var porten, men denne var anderledes. ”Dæmoner,” sagde Rhoda sagte og satte sig på hug. Hun kørte sine fingerspidser rundt om figuren som omringede nøglehullet. Det forestillede en lang skygge som fløj rundt og rundt, uden vinger, uden ansigt, uden hjerte. ”Sander, skal vi åbne porten?” Spurgte Zane og viftede med bogen. Sander nikkede kort og rakte over efter bogen. Han lagde den på gulvet og satte sig selv på knæ. ”Gå lige lidt væk,” bad han stille, mens han åbnede bogen og klikkede den lille metallåge op. Han tog den fjerlette nøgle op. Alle andre end Sander trak lidt væk. Han tøvede lidt, men satte hurtigt nøglen i og drejede den om. Hurtigt tog han bogen væk og bad alle om at stille sig i en cirkel rundt om nøglehullet. ”Der går lidt tid, men når lyssøjlen kommer, vil nøglen vælge sin vogter. Jeg kan ikke blive valgt, fordi jeg er vogter. Den der bliver det, ved det.” sagde han hurtigt og klart og trådte ud af cirklen og lidt væk. Det summede i jorden under dem, og en tynd sort lyssøjle bevægede sig op fra hullet. Alle blev lidt nervøse. Sanders blik flakkede rundt på alle. ”Det her virker ikke rigtigt,” Hviskede han så lavt, at ingen kunne høre det. Han var urolig, mens søjlen begyndte at køre rundt i rummet, hurtigere og hurtigere. En skærende lys lyd, som en skrig fra en meget lys sopran, fyldte rummet i et sekund. Efter et par sekunder kom det igen. Og igen. Skyggen fløj nu rundt, og søjlen stod lige op og blev som et lys. Skyggen lignede, den rundt om nøglehullet og alle stod så stille at man kun lille kunne høre deres lave hjerteslag. Rhoda brød statue-formen og kikkede kort bagud da skyggen var bag hende. Hun kunne ikke bevæge en muskel i det sekund. Skyggen stod stille. Hun studerede den. På et sekund var skyggen forvandlet. Fra den sorte tåge til et væsen med menneske form. Hun vendte sig helt om. Zander hviskede nogle små sætninger, men væsnet blev bare til sort luft som ingen længe forsvandt. Ingen havde tjek på hvad der skete. Inden nogen fik tænkt sig om susede lyskeglen mod Rhoda og slog hende omkuld. Sander pustede ud og de andre, gik over mod Rhoda. Hun hev efter vejret og så tomt op mod loftet. Hun så det hele, inde i sig selv. Hele Betonys livshistorie. På få sekunder slappede hun af, glimrede med øjnene og pulsen faldt igen. Sander satte sig på hug foran hende og hjalp hende op. ”Hvordan har du det?” Spurgte han. ”Sjovt, jeg ved alting nu og hvad vil skal gøre. Vil skal til Betony og det er nu,” Svarede hun med fast stemme. Hun var klar i tankerne nu. ”Hvordan åbner man den port helt?” Zander så på hende med et helt muntert smilt. ”Du skal ikke derhen nu!” sagde han fast og bestemt. ”Vel Marcus?” ”Hvad så du, skat?” Spurgte Marcus roligt og overhørte Sander. Rhoda og Sander kom op og stå. Rhoda begyndte at forklare og de bestemte sig for at tage derind. Mod Sanders mening blev ham og Ryanna for at bevogte porten. Zane, Rhoda og Marcus fik en stime af ting de skulle gøre for at få åbnet porten. Rhoda tog nøglen op og lagde sin hånd på hullet. Nøglen lagde hun på håndryggen, og den anden hånd oven på nøglen. De andre tog sad på hug sammen med hende, og havde hver en hånd på hendes. Hun sagde lige så stille, inde i sig selv, ’åben’, og de forsvandt i blendende lys. Himlen var mørkerød, og skyerne sorte, sådan som hun så det i synet. De gik i mørket, Rhoda kunne sagtens se, men Zane og hendes far, var næsten blinde i mørket. Rhoda havde nøglen i hånden. Hun knugede den så hårdt, at hun var ved at få krampe i hånden. Hendes far havde en hånd på hendes skulder og Zane en på hans. Hun gik igennem det pløjede landskab og den døde jord. Da hun stoppede kunne både faren og Zane se igen. ”Porten ligger i mørket, og vi skal have det væk, før vi kan rede nogen her.” sagde hun da de stod i en morgenrøde som de kendte. Rhoda kikkede på dem med et smil og begyndte at gå over mod en bygning. ”GABRIEL! ”¦ ASHII!” Råbte hun højt og tydeligt og stoppede en ti meter fra bygningens hoveddør. Marcus så spændt med og Zane forstod ingenting af hvad der skete. Efter få sekunder kom to personer ud gennem døren. Deres hud kridhvid, deres hår blond. Deres øjne var blå, som den skyfrie himmel på en kold vinterdag. Rhoda bad drengene blive der og gik så hen mod Gabriel. Zane kikkede på Marcus, og Marcus på Zane. Rhoda viftede dem over. De alle fem gik ind i bygningen. Rhoda kunne mærke noget i nakken. Som en efterfølger, men hver gang hun vendte hovedet var der ingenting. Ashi, som var Gabriels kone, bød på lidt mad og drikke. Alle takkede ja, og hun nærmest fløj hen over gulvet efter det. ”Jeg ved dette måske føles lidt primitivt men denne verden har jo ikke ændret sig siden år 2018 hvor dæmonerne kom til.” Begyndte Gabriel, ”Rhoda, du har vist kun præsenteret os kort. Jeg er Gabriel og min kone Ashi, vi er engle. Vi kæmper mod dæmonerne og halvdæmonerne.” ”Halvdæmoner?!” Udbrød Zane og Rhoda på sammen tid. Rhoda fnisede kort, men blev alvorlig igen. Hun kikkede igen på Gabriel og sagde: ”Bare fortsæt,” ”Halvdæmoner er mennesker der har drukket dæmonblod. Du har allerede mødt en, Rhoda, Desværre en af dem, vi ikke kan få fat i. Vi ved alt, og det her kan vi godt rette op på, men vi mangler kun at få mørket væk fra porten.” ”Hvordan gør man det?” Ville Marcus vide. ”Jo flere dæmoner du dræber jo mindre mørke. Vi er oppe på at vi dræber cirka 7 per 12 time, men der bliver også dræbt ca. 2 engle hver dag.” Fortsatte Gabriel, ”Den halvdæmon du mødte Rhoda, forfølger dig. Du skal omvende dette menneske ellers er vi tvunget til at dræbe ham.” Ashi kom ind med mad og drikke. Zane og Marcus tog til sig, mens Rhoda spiste stille og roligt. Da hun havde tygget af munden, begyndte hun at tænke. ”Er det sikkert uden for mørket?” spurgte hun til sidst. ”Ja,” Svarede Ashi, ”men dæmoner har altså ingen grænser at gå på, vis de vil ud af mørket så gør de det!” Rhoda Rejste sig, mens hun gik mod døren sagde hun: ”Hver søde og holde øje med mig, Zane, far, bliv her! Jeg skal ud at jage en halv skid!” med et smil på læben gik hun ud i gangen. Hun hørte en råbte på hende og vendte sig så. ”Rhoda, tag den her med,” sagde den fremmede. Hun tog pistolen og patronbæltet. Hun smilede til den fremmede og smuttede ud af døren. Da hun var ude, tog hun bæltet på. Den lille lette håndpistol, blev i hånden. Efter hun havde gået langt langs den mørke grænse, med den mærkelige følelse af at hun blev forfulgt, så hun den eller ham, eller hvad den ting var. Hun blev som forstenet, da hun igen så at skyggen blev forvandlet til denne ”¦ dreng. Hun så på ham i længere tid, studerede ham ansigt og hans passive smil. Hans øjne var sorte, men pupillen hvid. Mærkeligt nok var hun ikke bange for ham, pistolen i hendes hånd føltes så kold, og hun smed den ad helveds til ind i mørket. Drengen kiggede stadig på hende. Hun hæv patronbæltet af og smed det til den anden side. Drengen forsvandt, og hun følte sig i et bange og skræmt. Hun kikkede rundt og blev som et forstenet igen. Hun smilte. Vendte hovedet, og troede med et hun var tilbage i den gamle ventesal, på jernbanen. Han stod der få meter fra hende. Drengen gik rundt om hende, hendes øjne fulgte ham. Fast. ”Hvem er du?” spurgte hun ham. Han svarede ikke, ikke et eneste ord sagde han. Han stod bare der med et smil der voksede og blev mere skævt. Rhoda blev lidt muggen og sukkede. Hendes øjne flakkede ned i jorden. ”Fenriz, det ved du jo godt,” Sagde han Rhoda forstod ham ikke, men da hun genså synet husker hun en scene hvor Fenriz og Gabriel kæmper. Nu huskede hun ham. Selvom hun ikke har mødt ham mere end en gang plus denne, så vidste hun, hvem han var. ”Fenriz, ja, den berygtede halvdæmon,” hviskede hun til sig selv, mens hendes blik røg ned i jorden. ”Hvorfor er du sådan?” Hun hentydede til hans valg. ”Det er tydeligvis for langt tilbage, men jeg blev tvunget til at drikke blodet, endda fra selveste Lucifer!” Hans mine blev kold, ”det har aldrig været mit valg!” Han råbte næsten det sidste. ”Gabriel har sikkert sagt det, men ved at hjælpe os kan du dræbe Lucifer. Jeg ved hvordan det føles, at ville hævne sig.” Hun blev overbevisende i sin tone. Den gamle Rhoda var væk, den nye var der her og nu! Hun fortsatte: ”Efter hvad jeg så ville jeg selv dræbe Lucifer, men jeg ved at det er umuligt for mig!” uden hun viste det, havde Fenriz kommet hen mod hende. Stod nu foran hende, og kikkede hende ind i øjnene. ”Og nu står du og beder en dæmon om hjælp? En dæmon udsendt fra helvede for at sprede død og rædsel. Er det, det du gør?” ”Nej, Jeg beder en person, et menneske, med en sjæl, om hjælp. Ikke et dødt misfoster!” Rhoda så op i hans øjne. De var smukke, selv efter den djævel til Lucifer har lagt en skygge over hans liv. Hun så hele hans historie i hans øjne. Hun havde følelser som hun aldrig havde følt før, hun følte længsel. Fenriz gik tættere på hende. Han var cirka ti centimeter højere end hende. ”Jeg vil kun hjælpe folk som hjælper dig!” Hviskede Fenriz til hende. Et lille blink, som næsten var usynligt at opfatte, faldt Rhoda over, da Fenriz gik forbi hende tilbage mod de andre. Sammen skulle de nok overvinde Lucifer! På A4 papir er stilen 10 sider. Håber i nød den selvom den er lang! - Wicky Kaas | ||||||||||||||
 | Forfatter in spe | 2010-10-27 20:16:27 |
Kære Wicky,
lad min indledningsvis sige, at jeg, efter at have læst din stil, er imponeret over dit ordforråd, når man lige husker, at du jo altså kun er 14 år! Jeg er sikker på, at dette var årsagen til, at din dansklærer lod sig forføre af din historie.
Du forsøger at komme af sted med et meget varieret ordbrug, og i visse situationer lykkes det dig også ret godt. Fx kunne jeg godt lide: [Tankerne fløj rundt som forvirrede fugle i et alt for lille bur.] og [spurgte Zane kritisk og så ned i jorden med et passivt udtryk]. Det skaber et godt billede, ligesom disse er med til at sætte stemningen i historien: [Det forestillede en lang skygge som fløj rundt og rundt, uden vinger, uden ansigt, uden hjerte] og [”Det her virker ikke rigtigt,” Hviskede han så lavt, at ingen kunne høre det].
Man bør altid starte med det positive, og jeg kunne godt finde mere! Fx kan jeg også godt lide, at du krydrer din historie med lidt flashback omkring den ulykke, der skete et år tidligere. Men du har ganske givet fået rigeligt med ros fra både din lærer og forældre, og du efterspørger jo også noget konstruktiv kritik. Det vil jeg forsøge at give dig ;-)
Jeg tænker fem ting, efter jeg har læst din historie:
1) Du har haft ordbog slået til i dit tekstediteringsprogram.
2) Du har svært ved at skelne mellem ord, der lyder ens, når de bliver udtalt.
3) Du burde have haft korrekturlæsning på din stil, så du var blevet gjort opmærksom på de fejl, du laver.
4) Du bruger talesprog, når du skulle bruge skriftsprog, og du bruger slang i dine beskrivelser i tredie person.
5) En gennemlæsning/-skrivning ville have kunne strammet din historie op og kortet den ned med mindst 10-20%
Lad mig uddybe ;-)
1), 2) og 3)
Jeg fandt faktisk ikke nogle stavefejl, der lige sprang i øjet, men der var mange steder, hvor det forkerte ord optrådte. Ordene findes i en ordbog, men i de sammenhænge, du bruger dem, giver de ingen mening. Den slags er forstyrrende for oplevelsen af historien.
Der er forskel på vis/hvis, vær/hver, viste/vidste, rede/redde, hæv/hev osv. Når du fx lader en karakter tale, anvender du anførselstegn. Det er korrekt, men du skal ikke starte en ny sætning efter udtalelsen. Fx [”Vis jeg kender min far ret, gir’ han mig næppe lov!” Sagde Rhoda Irriteret.]. Du skal ikke bruge stort bogstav efter anførselstegn (heller ikke i irriteret), da det jo er en del af den samlede sætning. Kun hvis sætningen slutter. Fx: "Så kan det også bare være lige meget." Hun vendte sig om og gik.
I følgende sætning skriver du ganske rigtigt sætningen videre med lille bogstav [”Ja, det’ mig.” sagde hun sagte], men der er så til gengæld nogle andre ting, der skuer i øjet ;-) "sagde hun sagte" kunne nemt erstattes med "hviskede hun" eller "erkendte hun nølende".
4)
Jeg er med på, at du stadig er meget ung, og du formentlig er stor bruger af sms-sprog, men når man skriver, kan man kun bruge dette sprog i direkte udtalelser fra sine karakterer, hvis man derigennem ønsker at beskrive dem. [”Vis jeg kender min far ret, gir’ han mig næppe lov!” Sagde Rhoda Irriteret.] kan bruges her, hvis bare du får rettet de småting, jeg allerede har nævnt.
["før hun fyrede op for gassen på sin motorcykel"] Er det et gasfyr, hun sidder på?
[Hele rummet var et stort bumpet lokum] Du mener bombet - et bump er en bule på vejbanen.
[Rhoda blev lidt muggen og sukkede] Her bruger du slang for at være sur, hvilket også kun kan bruges til talesprog.
[Hans øjne var sorte, men pupillen hvid. Mærkeligt nok var hun ikke bange for ham, pistolen i hendes hånd føltes så kold, og hun smed den ad helveds til ind i mørket.] Sidste del med "helveds til" ødelægger sætningen.
5)
Der er en del sproglige fejl i din stil, som kunne have været fanget, hvis du havde haft en anden til at gennemlæse den for dig. Derefter er jeg sikker på, at du selv ville kunne spotte dem. Fx springer du en del mellem datid og nutid i dine sætninger. Det forvirrer billedet, ligesom jeg finder denne sætning modsigende: [Med lette, hurtige og faste skridt]. Hvordan kan skridt både være lette og faste?
[De går alle sammen på gymnasiet og studere også samme fag] Der er flere af dem, så de studere(R).
[Jeg savner virkelig at ham, Dina og mig er sammen] = Jeg savner virkelig at han, Dina og jeg er sammen.
[En lyskegle brød hans tænken] "tænken" er et korrekt ord men prøv fx med "hans tanker", "koncentration" eller "spekulationer"
[..men Zane kom frem foran hende og forklarede: ”Det er nok en dårlig Idé lige nu, Marcus.”] Det er ingen forklaring - det er et udsagn.
[Hendes far, Marcus Ericor, havde været berømt motorcykel køre, så han blev meget bange..] Var han motorcyklist? Havde han dyrket motorcykelsport? Hvorfor gjorde det ham i øvrigt bange?
Lidt opstramning og lidt uvisheder:
AM/PM bruges til at angive nat og dag. Når vi som læser allerede ved at det er morgen, behøver man ikke blive ved med at skive "AM".
Man hører at faderen sover, og pigen ligger på sofaen. I næste sekvens tager pigen tøj på og i garagen står faderen og polerer sin motorcykel? Vi hørte lige, at han sov og hun ventede på, at han skulle vågne?
[I alle de 4 beviste dimensioner havde han kontakter.] Er der dimensioner, som ikke er beviste?
Jeg håber, du kan bruge noget af det. Og husk nu: Jeg synes, det er flot, at du som 14 årig har været i stand til at skrive den stil. Jeg har læst utallige stile fra folk i 10. klasse, og størstedelen af dem har ikke været i stand til at formulere sig, som du kan!
Venligst og fortsat god skrivning
F.I.S.
lad min indledningsvis sige, at jeg, efter at have læst din stil, er imponeret over dit ordforråd, når man lige husker, at du jo altså kun er 14 år! Jeg er sikker på, at dette var årsagen til, at din dansklærer lod sig forføre af din historie.
Du forsøger at komme af sted med et meget varieret ordbrug, og i visse situationer lykkes det dig også ret godt. Fx kunne jeg godt lide: [Tankerne fløj rundt som forvirrede fugle i et alt for lille bur.] og [spurgte Zane kritisk og så ned i jorden med et passivt udtryk]. Det skaber et godt billede, ligesom disse er med til at sætte stemningen i historien: [Det forestillede en lang skygge som fløj rundt og rundt, uden vinger, uden ansigt, uden hjerte] og [”Det her virker ikke rigtigt,” Hviskede han så lavt, at ingen kunne høre det].
Man bør altid starte med det positive, og jeg kunne godt finde mere! Fx kan jeg også godt lide, at du krydrer din historie med lidt flashback omkring den ulykke, der skete et år tidligere. Men du har ganske givet fået rigeligt med ros fra både din lærer og forældre, og du efterspørger jo også noget konstruktiv kritik. Det vil jeg forsøge at give dig ;-)
Jeg tænker fem ting, efter jeg har læst din historie:
1) Du har haft ordbog slået til i dit tekstediteringsprogram.
2) Du har svært ved at skelne mellem ord, der lyder ens, når de bliver udtalt.
3) Du burde have haft korrekturlæsning på din stil, så du var blevet gjort opmærksom på de fejl, du laver.
4) Du bruger talesprog, når du skulle bruge skriftsprog, og du bruger slang i dine beskrivelser i tredie person.
5) En gennemlæsning/-skrivning ville have kunne strammet din historie op og kortet den ned med mindst 10-20%
Lad mig uddybe ;-)
1), 2) og 3)
Jeg fandt faktisk ikke nogle stavefejl, der lige sprang i øjet, men der var mange steder, hvor det forkerte ord optrådte. Ordene findes i en ordbog, men i de sammenhænge, du bruger dem, giver de ingen mening. Den slags er forstyrrende for oplevelsen af historien.
Der er forskel på vis/hvis, vær/hver, viste/vidste, rede/redde, hæv/hev osv. Når du fx lader en karakter tale, anvender du anførselstegn. Det er korrekt, men du skal ikke starte en ny sætning efter udtalelsen. Fx [”Vis jeg kender min far ret, gir’ han mig næppe lov!” Sagde Rhoda Irriteret.]. Du skal ikke bruge stort bogstav efter anførselstegn (heller ikke i irriteret), da det jo er en del af den samlede sætning. Kun hvis sætningen slutter. Fx: "Så kan det også bare være lige meget." Hun vendte sig om og gik.
I følgende sætning skriver du ganske rigtigt sætningen videre med lille bogstav [”Ja, det’ mig.” sagde hun sagte], men der er så til gengæld nogle andre ting, der skuer i øjet ;-) "sagde hun sagte" kunne nemt erstattes med "hviskede hun" eller "erkendte hun nølende".
4)
Jeg er med på, at du stadig er meget ung, og du formentlig er stor bruger af sms-sprog, men når man skriver, kan man kun bruge dette sprog i direkte udtalelser fra sine karakterer, hvis man derigennem ønsker at beskrive dem. [”Vis jeg kender min far ret, gir’ han mig næppe lov!” Sagde Rhoda Irriteret.] kan bruges her, hvis bare du får rettet de småting, jeg allerede har nævnt.
["før hun fyrede op for gassen på sin motorcykel"] Er det et gasfyr, hun sidder på?
[Hele rummet var et stort bumpet lokum] Du mener bombet - et bump er en bule på vejbanen.
[Rhoda blev lidt muggen og sukkede] Her bruger du slang for at være sur, hvilket også kun kan bruges til talesprog.
[Hans øjne var sorte, men pupillen hvid. Mærkeligt nok var hun ikke bange for ham, pistolen i hendes hånd føltes så kold, og hun smed den ad helveds til ind i mørket.] Sidste del med "helveds til" ødelægger sætningen.
5)
Der er en del sproglige fejl i din stil, som kunne have været fanget, hvis du havde haft en anden til at gennemlæse den for dig. Derefter er jeg sikker på, at du selv ville kunne spotte dem. Fx springer du en del mellem datid og nutid i dine sætninger. Det forvirrer billedet, ligesom jeg finder denne sætning modsigende: [Med lette, hurtige og faste skridt]. Hvordan kan skridt både være lette og faste?
[De går alle sammen på gymnasiet og studere også samme fag] Der er flere af dem, så de studere(R).
[Jeg savner virkelig at ham, Dina og mig er sammen] = Jeg savner virkelig at han, Dina og jeg er sammen.
[En lyskegle brød hans tænken] "tænken" er et korrekt ord men prøv fx med "hans tanker", "koncentration" eller "spekulationer"
[..men Zane kom frem foran hende og forklarede: ”Det er nok en dårlig Idé lige nu, Marcus.”] Det er ingen forklaring - det er et udsagn.
[Hendes far, Marcus Ericor, havde været berømt motorcykel køre, så han blev meget bange..] Var han motorcyklist? Havde han dyrket motorcykelsport? Hvorfor gjorde det ham i øvrigt bange?
Lidt opstramning og lidt uvisheder:
AM/PM bruges til at angive nat og dag. Når vi som læser allerede ved at det er morgen, behøver man ikke blive ved med at skive "AM".
Man hører at faderen sover, og pigen ligger på sofaen. I næste sekvens tager pigen tøj på og i garagen står faderen og polerer sin motorcykel? Vi hørte lige, at han sov og hun ventede på, at han skulle vågne?
[I alle de 4 beviste dimensioner havde han kontakter.] Er der dimensioner, som ikke er beviste?
Jeg håber, du kan bruge noget af det. Og husk nu: Jeg synes, det er flot, at du som 14 årig har været i stand til at skrive den stil. Jeg har læst utallige stile fra folk i 10. klasse, og størstedelen af dem har ikke været i stand til at formulere sig, som du kan!
Venligst og fortsat god skrivning
F.I.S.
| WickyKaas | 2010-10-27 20:52:42 |
Tusind Tak, mærkeligt nok har du spottet nogle ting, som ikke engang min lærer har. Det skal du have tak for!
Og tusind mange tak fordi du har gidet at læse den meget lange stil. Jeg har sat pris på dine rettelser og forklaringer og er allerede igang med at rette dem ind.
Til sidst tak for rosen! Jeg fik faktisk næsten samme udtalelse fra min lærer.
Mange tusind tak!
KH. Wicky Kaas
Og tusind mange tak fordi du har gidet at læse den meget lange stil. Jeg har sat pris på dine rettelser og forklaringer og er allerede igang med at rette dem ind.
Til sidst tak for rosen! Jeg fik faktisk næsten samme udtalelse fra min lærer.
Mange tusind tak!
KH. Wicky Kaas
| haleløs | 2011-08-13 14:42:21 |
Særdeles velfortalt, arkadespils-lignende fremtidsdrama i et elektronisk univers, iblandet forskellig slags kærlighed (forældres- / søskendes- / venskabelig- /kæreste- ) og så til sidst attraktion mod en ukendt, charmerende halvdæmon.
Meeen ... der er altså en laaaaaaang række sproglige fejl + slå- og stavefejl undervejs; sjuskefejl, som tyder på, du nok kun har skrevet teksten een eller to gange igennem.
Teksten er 'kun' en version 1.0 hvilket tyder på, du egentlig ikke har taget Jesper 'Forfatter In Spe' s kritik til dig. Hvilket jo er en skam - sagt for tekstens egen skyld!
venligst ...
Meeen ... der er altså en laaaaaaang række sproglige fejl + slå- og stavefejl undervejs; sjuskefejl, som tyder på, du nok kun har skrevet teksten een eller to gange igennem.
Teksten er 'kun' en version 1.0 hvilket tyder på, du egentlig ikke har taget Jesper 'Forfatter In Spe' s kritik til dig. Hvilket jo er en skam - sagt for tekstens egen skyld!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
