 |  | Esoteriske Slips Kap. 80 Sommerfugle |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 80 Sommerfugle For at komme godt fra start havde Helga bedt om, at Mørk først deltog fra cirka klokken elleve. Helga ringede på døren hos familien de Kue lidt i ti. Hun havde medbragt sin ”værktøjskasse”, skitseblokke og et praktisk bordstaffeli. Maria bød på knus og kaffe. - I guder, hvor du slæber”¦ er du i bil? - Nej, jeg har et kørekort, hvis jeg kan finde det. Nej”¦ jeg er da på cykel; min uundværlige Long John. Ih, hvor bor I dejligt her. Og fredeligt. - Ja, så længe vi ikke åbner ud til gaden. - Jeg er så glad for at skulle i gang, at du ikke drømmer om det, sagde Helga. Maria lo: - Og jeg har sommerfugle i maven; jeg har jo aldrig prøvet det før. - Nej, en gang skal jo være den første. Hvordan har du det med fotografering? - Jeg hader det. Jeg kan ikke lide at stille mig an. Helga smilede. - Præcis. Du er ikke nogen ”linselus”. Det er vigtigt. Det er dit ”sande jeg”, der skal kunne findes uden at være udpenslet i billedet. Har du nogen nyere fotos af dig selv? - Nja, jo det bedste er nok det af far og mig fra receptionen. Vil du se det? Maria hentede kuverten, som fotografen havde været så venlig at sende. Jeg skænker lige kaffen, der er mælk og sukker på bakken. - Jamen hvad kunne jeg ønske mig mere. Jeg anede ikke, at han var så god. Jeg lægger det lige væk igen, men det er godt at vide, at du har det. Måske vil jeg få brug for det senere. Men jeg vil ikke male et billede af et billede. Når vi starter, vil jeg også helst se dig uden make-up, hvis det ikke gør noget. Jeg må også spørge om noget privat; bliv ikke vred. Du kan sagtens lade være med at svare. Det gør ikke den store forskel. Har du nogen sinde fået ansigtsløftning eller lignende? - Nej, det er helt OK. Du får mig, som vor Herre har skabt mig. Jeg overvejede en gang at få brysterne gjort mindre, men det forbød Francois. Men jeg barberer mig; af og til også under armene. - Åh gudskelov; ikke andet. Nu kan vi snakke videre med din far. Din kaffe er god. - Tak. Den er altså ikke koffeinfri. Jeg sagde til ham, at vi kommer, når vi er færdige. Så må vi se om vi kan finde det rigtige sted dernede. - Nu er du også mere afslappet, kan jeg mærke, sagde Helga. De hjalp hinanden med remedierne og gik ned og ringede på. - Ih, er I her allerede, ja tiden løber i min alder. Har I fået kaffe? Nå, det var godt. Jeg var oppe klokken 7. Men lad os da gå ind i stuen. - Den er større end jeg husker den. Og endnu lysere. Må vi skubbe lidt til møblerne; stolene er fine, sagde Helga. Og væggen dér, giver en god baggrund til at starte med. I dag kan jeg klare mig med det lille staffeli, men det er også i orden. - Far, din telefon ringer. - Nå, kan du høre det, sagde han og ledte i jakken. - Her er den,”¦ hallo, nej, dav søde ven. Nej, jeg går bare og hygger mig Maria og Helga vil kun male dér inde, jeg går lige ind i dagligstuen”¦, nej, ikke male stuen; billedet”¦. Mørk lukkede den franske dør efter sig. Maria og Helga lo indforstået til hinanden. - Har du aldrig stået model før, spurgte Helga. - Nej, og da slet ikke fotomodel eller mannequin. Der dur jeg ikke til. - Farver du dit hår? Marias mørke nøddebrune hår var smukt og fyldigt. - Ikke endnu. - Hvis vi nu flytter den højryggede stol her hen, så prøv at stille dig sådan her et øjeblik. Helga viste hende en positur med en hånd på stoleryggen. - Ja, sådan. Prøv at se på et eller andet sted bag ved mit ansigt. Ja, sådan, kan du slappe af i overkroppen og holde den stilling i 6-8 minutter? Helga tog den store skitseblok skråt støttet af spisebordet foran sig målte et eller andet med blyanten holdt ud i strakt arm, rejste sig, rettede lidt på Marias hår, satte sig igen og tegnede. - Skal vil tage en lille pause, hvor du kan røre dig lidt? Mens Maria gik lidt omkring og fik løsnet musklerne, tegnede Helga uanfægtet videre. - Du må gerne smugkikke, hvis du tør, sagde Helga og gav sig til at spidse blyanter meget omhyggeligt med en lommekniv. - Jamen jeg er jo i hel figur, sagde Maria overrasket. - Selvfølgelig. Men vi kan da godt nøjes et delportræt, hvis du foretrækker det”¦ - Mine bryster sidder altså ikke så højt oppe. Men bh-en, selvfølgelig... Hun tog resolut skjorten og bh-en af og smed det i stolen. - Gud, hvor er du smuk, sagde Helga. Vi tager 5 minutter til, hvis du kan. Helga greb blok og blyant og fortsatte. Hun viskede ud, rettede målte og tegnede. Maria følte at hendes brystvorter blev hårde og de slog nærmest gnister i Helgas granskende øjne. Helga foreslog en lille pause. Bare tag skjorten på, sagde hun. Kom og se... - Det er ikke meget du har rettet, sagde Maria og smilede. - Nej, jeg kunne se, du blev forlegen over at føle dig stimuleret. Det vænner du dig til, hvis vi fortsætter. Mørk bankede forsigtigt på inde fra dagligstuen. - Ja, kom bare far, vi holder pause nu. - Jeg ville såmænd bare servere en tør tonicvand, før jeg smører et stykke mad til os? - Kom ind, du er en skat, sagde Maria. - I eftermiddag går jeg en tur over til Marianne. Francois henter børnene og sørger for aftensmad. Hvordan skrider arbejdet frem? - Fint. Jeg har to skitser i gang: et ansigtsportræt og en helfigur, forklarede Helga. Det er for tidligt vurdere, hvad du synes bedst om”¦ Jeg må have mere tid, før du kan se de to udkast. - Jamen, - og nu bliver jeg måske for krævende - jeg synes bedst om begge dele. Både det lille og det store. Måske ansigtet i ”en til en” og helfiguren i ”en til to”? Vil du for resten ikke have et a’contobeløb for dine udgifter? - Véd du, hvad min far mener, spurgte hun Helga; ”det med en til en eller to”? - Det tror jeg nok. Efter frokost henter jeg et andet staffeli og noget klæde. Så tager jeg nogle små regninger med, hvis det er i orden. Hej, hvordan går det, spurgte hun sin veninde, da hun lukkede sig ind i galleriet. - Fint, svarede veninden, jeg har lige solgt din mølædte hare for en hund. Men der er jo alt for meget, du slet ikke har sat pris på? - Nå, så bruger du bare din fornuft og mavefornemmelse. Ellers ring bare. Jeg er kommet rigtig godt i gang med mit lille job. Det er sgu seriøst. Du skulle se min model, hun er nok i fyrrene, gudesmuk, cirka 65-70 smukt arrangerede kilo på en meter og firehalvfjerds. Hold da kæft for nogle bryster og hofter. Og så det ansigt. Gider du hjælpe med at læsse cyklen? Uhmm, jeg snuser hjemmerullede smøger? - Nåh, ja. Er du ikke blevet frelst? Eller vil du have en? - Ja, gu er jeg frelst. Og jeg vil gerne have en med dig, eller to af de milde. De to små portrætter dér, må ikke gå for under fem hundrede. Allerede lidt i to var hun tilbage med sit noget større staffeli, en ”gammeldags” flip-over og tre ruller stof fra ”Stofleverandøren” på hjørnet af Aarhusgade. Da hun satte cyklen foran skiltet med ”Ordhandel”, kom Mørk ud fra bagerforretningen med sine croissanter. - Goddag igen, fru Helga, så hurtigt De er tilbage”¦ - Du er håbløs, August. Nu kan du måske huske det, sagde hun og kyssede ham på munden midt på fortovet. - Ja,.. tak. Nu vender min selektive hukommelse tilbage, mærker jeg. Undskyld mig. Må jeg holde døren for dig? - Ja tak, kan du ikke finde den gamle træstige, som jeg så i jeres netcafé? De hjalp hinanden med at bære op. Helga var i bad. - Ja, undskyld mig, at jeg spørger, sagde Mørk. Men stigen? - Bare rolig, svarede hun, den er kun til støtte, men den er perfekt i højden. Fire trin og så den der til at holde i, når man står på den. Prøv at se... Hun slog den lidt slidte stige ud og stillede sig i positur.. - Javel ja, jeg ser det for mig. Glimrende ide. Nå, men jeg løber. God arbejdslyst. - Ja, tak, hils Marianne, sagde Helga og smilede. Hun pakkede klædet ud. Det var taft eller silkeagtigt. Lige tilpas let og næsten gennemsigtigt. Det andet var lidt tungere og ville drapere sig smukt. Maria blev overrasket da døren gik op. Hun var lige stået op af karret og stod og tørrede sig. - Nå, er det bare dig; jeg troede det var far. Kom bare ind, du ved jo hvordan jeg ser ud. - Måske skal jeg male dig, mens du er våd? Din hud skinner så smukt. Det er nok det sværeste at gengive på det flade lærred. Men lige nu må vi hellere holde os på det tørre. - Er vi alene? - Ja, det håber jeg, svarede Helga. - Kom, kaldte Maria. Jeg tror, du maler bedre, når dine hænder har rørt rigtigt ved motivets genstande. Helga trådte med vuggende hofter et par skridt nærmere og trak den nøgne model ind til sig. Marias mund var halvt åben, da Helgas tunge gik på opdagelse. Nej,”¦ de måtte lægge bånd på sig selv og koncentrere sig om arbejdet, selv om det kunne være hårdt, at være så blid på samme tid. De stive penselhår gav et helt anderledes chok i fingerpidserne end de bløde mårhår til akvarellens flygtige udtryk. - Kom, sagde Helga, nu kan jeg. Kan du? - Nej, jo, selvfølgelig kan jeg det; men jeg føler mig så afklædt, men du er fuldt påklædt. - Nåh, selvfølgelig, sagde hun. Nu skal du se, så er det nemmere”¦. Helga klædte sig uden videre af. Selvfølgelig. Så var de på lige fod. Det havde hun aldrig tænkt over. Jo, med mænd måske; men ikke med en anden kvinde. - Kan du mærke det er rigtigt? - Ja, måske, svarede Maria uden stemme. Mal mig - tag mig!. Lad mig mærke at jeg lever, som jeg er. Jeg troede, at det kun var mænd, der kunne det der. Når jeg hører din kulblyant bearbejde min farveløse krop, kan jeg mærke hvordan jeg åbner mig og viser farver, som ikke findes på paletten. Helga trak steger med rystende hånd. Det var jo ikke det, der var meningen. Hun målte afstand mellem de strittende, fristende brystvorter og forestillede sig hvilke blandiger af farver der kunne måle sig med de nuancer, som helt afslappet åbenbarede for hendes nysgerrige øjne. Hun stod over for sit livs chance, følte hun. Hun måtte bevare fatningen og fastholde magien. Men at male en duft eller en stemning så fyldt med sanselighed, ånd og liderlighed, som måtte fastholdes i øjeblikket, fratog hende al fornuft. Hun tog alt sit tøj af. - Sådan. Nu kan vi arbejde. Relativt uforstyrret genoptog de to kvinder deres forehavende. - Nu mangler vi bare en mand, sukkede Maria. En stor mand. Har du nogen sinde malet en mand? - Ja, nu du siger det. Mænd er meget nemmere; især hvis de kan trække tiden lidt ud. De kan være lidt kantede i starten, indtil de forstår spillereglerne og dropper deres stolthed. Mange ”mænd af ære” ville gøre sig impotente i mine hænder. Kun mænd uden ære kan antænde mig med deres selvhævdelse og stolte rejsning. Det er sværere med os kvinder. Vi er sgu ikke så direkte at aflæse udenpå. Nå, stil dig nu som før, men hold dig til træstigen. Den skulle være sikret. Ja, sådan; prøv at sætte venstre fod op på nederste trin. Yes, der er den. Fasthold blikket, hold på stangen som var det en ynglings faste greb. Yes, den er i kassen. Blyanternes og kullets kratten på papiret lovede godt. Maria tænkte på Francois som ”mand uden ære” og havde stort behag derved. Hun fik det blik i øjnende, som Helga ville fastholde. Det ville måske ikke være så dumt, det med Francois Esoteriske Slips Kap. 81 Guldæsken Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
