 |  | På stentrappen |
 |
|
|||||||||||||
|
Louisa sad på stentrappen i haven. Stenene var kolde, og kulden gik igennem hendes tynde bukser. Hun kastede et tomt blik ud over haven, der plejede at se så dejlig ud. Nu så den grå og trist ud. Den matchede hendes humør. Den matchede de store skyer, der dalede over hendes hoved. De var helt mørkegrå, men regnen var stadig ikke faldet. Det var sent fredag eftermiddag. John havde stadig ikke ringet. Han havde sagt han vill ringe. Det havde han da. Louisa trækker vejret hurtigt, og kan mærke fortvivlelsen prikke i halsen. Stoppe hendes luftrør til. Det var det, han sagde? Var det ikke? Det var det da.. ikke også? Hun mærker tårerne prikke i øjenkrogene. Det var mærkeligt. John havde været så vild med hende. Ringet til hende, sms'et hende og snakket med eller om hende hvert minut den seneste måned. Nu var interessen styrtdykket. Var det fordi hun havde sagt ja til at være kærester? Han havde givet hende blomster, og nu sad Louisa alene fredag eftermiddag. Ventede kun på han ville ringe. Bare han dog ville gøre det. Bare han dog ville gøre det, den lille forkælede møgunge. Vreden stiger op i hende. Louisa tager en sten op, vejer den i hånden og kyler den mod den nærmeste havelygte. Stenen rammer lygten, giver et lille klok fra sig og springer så tilbage igen. Den rammer Louisa's fod. Vreden forsvinder, og bliver til en dyb bundløs fortvivlelse. Hendes øjne er våde, da hun flår tasken åben. Med en hurtig bevægelse og det billige velcro er i stykker. Væk. Den oprindelige lynlås var i stykker, så Louisa puttede noget velcro på for at holde den lukket, før hun skulle i byen. I byen med John. Gråden prikker i hendes hals. Hendes hjerte gør ondt. Bare det dog ville stoppe. Stoppe med at gøre så fandens ondt. Nej! Hun vil ikke græde. Han er ikke det værd. Med en kraftig bevægelse river Louisa sin iPhone op af en side lomme. Hendes fingre ryster, men hun nægter at give efter for gråden. Så mange gange har hun indtastet det nummer, men nu gider hendes fingre ikke lystre. 6-7-4... Hendes fingre fumler efter 3'tallet. Telefonen giver en bib lyd fra sig, og hendes mors nummer dukker op som et forslag. John's nummer er lige under. Et 5'tal og hun kunne ringe til ham. Det ville være så let. Slå op med ham over telefonen. Det havde han fortjent. Louisa fumler efter 5'tallet. Så ombetemmer hun sig og en rolig finger rammer mor's nummer. Telefonen ringer. Bip, bip, bip. Tre gange efter hinanden. Så lyder hendes mor stemme i telefonen. Louisa sukker lettet op. "Hej, det er Sandra... Jeg kan desværre ikke tage telefonen. Indtal en besked efter bip-tonen, så skal jeg nok ringe.." Hun når ikke at sige mere. Louisas skuldre ryster. Hun kyler telefonen ned i den anden ende af haven. Nyder at se den smadre mod en sten. En tåre baner sig vej ned over hendes kind. Hendes mor tog den ikke. Hun tog den ikke. Hun tager den altid. Hun tog den ikke. Louisa blinker, og tårerne triller ned af kinderne på hende. Da den første tåre rammer stentrappen, åbner den skyerne med sig. Det styrter ned. Dråberne rammer haven som missiler. Hendes hår er allerede gennemblødt. Det tordner og lyner, mens hun sidder på stentrappen i haven og græder. Hendes skuldre ryster som espeløv. Vandet løber ud hendes øjne. Danner små vandfald. Hun begraver ansigtet i hænderne. Et eller andet er helt galt. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-04-03 16:33:16 |
velskrevet 'brændt af'-drama; fint timet, at vejret sådan afspejler sindstilstanden!
Blir nu nok noget dyrt ... anbefaler nyt tlf.nr. til den nye Iphone ;)
venligst ...
PS man ÅNDER lettet op - ikke SUKKER
Blir nu nok noget dyrt ... anbefaler nyt tlf.nr. til den nye Iphone ;)
venligst ...
PS man ÅNDER lettet op - ikke SUKKER
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
