 |  | Faldet |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg sad med en kop sort te på min sædvanlige plads i vindueskarmen og kiggede ned på Sølystgade. Lige neden for vores vindue holdt en gul Porche, som jeg aldrig havde set før. Netop da jeg lænede mig frem for bedre at kunne beundre den, trådte Michael ind ad døren med et rungende ”Hej Lasse!” Chokket gav mig overbalance. Jeg indså straks, at jeg helt sikkert ikke ville overleve et fald fra tredje sal ned på et hårdt fortov. Eller måske ville jeg ramme Porchen? Ville mit liv passere revy på vejen ned? Ville jeg få en nærdødsoplevelse? Måske var dette en nærdødsoplevelse, siden jeg kunne nå at tænke så hurtigt. Jeg var ikke faldet særlig langt. Hvad med min kop te? Den ville blive spildt ud over gaden, og glasset ville smadre. Men det gjorde ikke så meget, for det var bare et billigt IKEA-glas. Og i øvrigt var jeg død om lidt. Tænk, at jeg skulle dø nu. Det havde jeg faktisk ikke lige ventet på sådan en ganske almindelig eftermiddag. Det gik op for mig, at jeg stod på gaden. Der var ingen mennesker at se. Nogle fugle kvidrede i træerne henne ved beboerhuset og i hånden havde jeg mit teglas. Jeg tog en slurk. Det smagte som almindelig, sort te. Døren gik op, og Michael kom farende. Han greb fat i mig og rystede mig, mens han forpustet fremstammede: ”Er du okay?! Er du okay, Lasse?!” ”Ja, det ser det ud til.” ”Hvad skete der?! Du ser ikke ud til at have fået en skramme!” Jeg kiggede op og ned ad mig selv og konstaterede, at han havde ret. ”Hvordan gjorde du?” spurgte han. ”Hmmm, det ved jeg ikke. Jeg var bare lige pludselig nede.” ”Landede du på benene eller hvad? Gjorde det slet ikke ondt?” ”Jeg kan ikke huske, hvordan jeg landede. Jeg kan bare huske, at jeg pludselig stod her.” Han kiggede skeptisk på mig og så også lidt skuffet ud. Da vi var gået op i lejligheden og sad i sofaen og så Discovery, udbrød han: ”Du bliver nødt til at prøve igen.” ”Prøve hvad igen?” Jeg var opslugt af ’Storm Chasers’ og havde faktisk næsten glemt, hvad der var hændt en halv time forinden. ”Du bliver nødt til at prøve at falde igen.” ”Hvorfor i alverden dog det?” ”Vi må da finde ud af, hvordan du klarede sådan et fald uden en skramme. Måske har du superkræfter! Måske kan du flyve!” ”Eller måske var jeg bare heldig,” svarede jeg. ”Du er velkommen til at falde ud ad vinduet. Én gang er rigeligt til mig.” Jeg forsøgte at følge med i programmet, men han blev ved: ”Det er jo ikke mig, som har superkræfter! Sig mig, er du slet ikke nysgerrig? Tænk, hvis du finder ud af, at du kan flyve!” ”Tænk, hvis jeg finder ud af, at jeg ikke kan flyve.” ”Hvis du kan overleve én gang uden en skramme, så kan du også overleve igen,” indvendte han. ”Og denne gang så står jeg nede på gaden og ser, hvordan du gør. Hvis nu du af én eller anden grund skulle glemme det igen ”¦ Måske er du en superhelt, hvis identitet er så hemmelig, at du skjuler den for dig selv.” ”Du læser for mange tegneserier.” ”Jeg vil vædde på, at du klarer den igen,” sagde han. ”Jeg vil vædde hele min tegneseriesamling.” Jeg løsrev mit blik fra tv’et. Det var ikke så lidt, han satte på højkant dér. Så gik der en prås op for mig: ”Hvis du taber, så er jeg død, og så er det jo lige meget.” ”Så giver jeg min samling til dine arvinger,” sagde han uden at fortrække en mine. ”Mine arvinger? Hvem er mine arvinger?” ”Din familie vel ”¦ Dine forældre og din storesøster.” ”De læser ikke tegneserier.” ”Nå, men så kan de jo sælge dem. Der er for over halvtredstusind, hvis de sælger de rigtige steder.” Det gik op for mig, at jeg aldrig ville få fred for ham, før vi fik et svar på, hvad der var sket. Når han først satte sig noget i hovedet, så slap han det ikke igen. Ligesom den gang han besluttede sig for at blive omvendt vegetar og kun spise kød, og han måtte en tur på hospitalet, før han kom til fornuft. Hvis jeg nogensinde ville have ro, måtte jeg flytte et andet sted hen og afbryde kontakten med ham. ”Okay, okay,” sagde jeg. ”Jeg gør det.” Han så faktisk lidt overrasket ud, så lyste hans ansigt op: ”Fedt, mand! Fedt!” ”Jeg laver mig en kop te,” sagde jeg. ”Øh, okay.” ”Måske var det teen, som reddede mig,” forklarede jeg. Han hævede øjenbrynene og stirrede på mig, som om jeg var åndssvag, men valgte så at ignorere det. Fire minutter efter sad jeg i vindueskarmen med en ny kop sort te. Porchen holdt der stadig. Michael stod ovre på den anden side af gaden. ”Jeg er klar!” råbte han. Jeg lænede mig frem og kiggede ned på fortovet. Der var langt ned. ”Måske er det her ikke så god en idé!” råbte jeg. ”Selvfølgelig er det en god idé!” råbte han tilbage. ”Nu får vi svaret på, hvordan man falder fra tredje sal uden at få en skramme. Vi gør det for videnskaben!” ”Jeg gør det for videnskaben. Det er mig, der risikerer livet!” ”Der skal jo også være nogen til at observere! De er også vigtige for videnskaben.” Jeg sukkede. ”Og jeg risikerer jo også noget!” fortsatte han. ”Måske ser jeg min bedste ven blive forvandlet til mos! Men ”¦” Han standsede, for pludselig havde jeg vippet mig selv ud over karmen. Det kom faktisk også bag på mig. Så var det som om, jeg vågnede op fra en drøm. Hvad i alverden var det, jeg gjorde? Jeg havde frivilligt kastet mig i døden. Ville jeg mon blive anset for at være selvmorder eller bare dum? Hvad ville der stå på min gravsten? Så stod jeg på gaden med min tekop i hånden. Mine forældre og søskende var, uden at de vidste det, gået glip af en værdifuld tegneseriesamling. Michael stod ovre på den anden side af gaden med et overrasket udtryk i ansigtet. ”Hvad skete der?” råbte jeg. Han sagde ingenting, så jeg gik over til ham. ”Hvad skete der?” spurgte jeg igen. ”Du faldt, og så ”¦” ”Ja, det ved jeg jo godt,” sagde jeg. ”Men hvordan landede jeg?” Han var tavs. ”Hallo?! Jeg har lige risikeret liv og lemmer. Nu vil jeg have svaret!” Så måtte han indrømme det: ”Jeg kan ikke huske det.” ”Du kan ikke huske det?” spurgte jeg vantro. ”Du faldt, og så stod du på gaden, men jeg kan ikke huske det indimellem.” Tavshed. ”Jeg går op og ser det sidste af Storm Chasers,” sagde jeg. Han kiggede bebrejdende på mig: ”Nej, nej, det kan du ikke. Du bliver nødt til at prøve igen.” ”Jeg tror, jeg har gjort nok for videnskaben for i dag.” ”Men denne gang filmer jeg dig, Lasse!” | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-10 21:29:12 |
Underholdende, overraskende, sjov ... og i dén grad velskrevet! TiLlYkKe med TaLeNtEt !!!
venligst ...
PS tænkte egentlig på at nævne det som en 'smutter' at væsken (alm., kogt postevand?) ikke forsvandt ud af glasset under koldbøtten; --- ved nærmere eftertanke ... hmmm ???
venligst ...
PS tænkte egentlig på at nævne det som en 'smutter' at væsken (alm., kogt postevand?) ikke forsvandt ud af glasset under koldbøtten; --- ved nærmere eftertanke ... hmmm ???
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
