 |  | Bornholmer |
 |
|
|||||||||||||
|
Oktober 1986 Jeg vågnede, fordi min mor skreg. Ikke højt, ikke som et udbrud, mere som en del af en talerække. Jeg vågnede og kunne ikke sove videre. Mit lagen var rullet sammen under og omkring mig. Min dyne lå på gulvet. Selv var jeg iskold og lettere rød på mave og skuldre. Jeg prøvede at holde hendes lyde væk ved at holde mig for ørerne. Prøvede at tisse, men stod bare og kiggede på det gennemsigtede vand, der flød uden bevægelse. Jeg vidste, at vi var alene, inden jeg så på klokken, og inden jeg tænkte mig om. Der lå stadig rim ude på græsset i den lille have. Græsset var højt, og jeg vidste, at det var mig, der skulle ændre på det, hvis det skulle være anderledes. Min mor hviskede råbende efter mig inde fra soveværelset, hvor hun lå alene og havde ligget der alene i snart to uger, fordi min far havde brug for søvnen, når han en sjælden gang var hjemme. Jeg gik ud i køkkenet og tændte for radioen, men slukkede så igen. Nede på legepladsen sad tvillingerne og røg. Deres lillebror havde sår i hele ansigtet. Jeg gik ind til min mor og prøvede at se igennem hende. En øvelse der blev nemmere og nemmere hver dag, men aldrig let. ”Hej” hviskede hun og prøvede at smile. ”Hjemmesygeplejersken kommer først senere,” sagde jeg, og hældte resten af vandet fra det lille tekrus ned mod hendes læber. Hun hostede og fik den sidste del af vandet ud over ansigtet og halsen. ”Jeg drømte om dig og Mads,” sagde hun uden at gøre noget for at tørre vandet væk. Der sad rester fra suppen i går på hendes hage og ene kind. Jeg nikkede og gik ud i køkkenet. Tændte for radioen igen. De sagde, det var lørdag. De sagde, der var en storm på vej. De sagde, at vi alle skulle på en kartoffelkur. Og at der var en kendt tysker, der var blevet skudt ned foran sit hjem i Bonn. Tvillingernes lillebror sad alene på sandkassen og havde sand og snot i hele ansigtet. Jeg prøvede at spise havregrynene og kunne ikke andet end at synge højt, når mors skrig holdt pause. Jeg havde lyst til at smutte over til Store Kristian eller Chuck Norris, men vidste de ikke var hjemme. Jeg rejste mig og gik uden at sige noget ud i opgangen og ringede på hos Heino. Hans mor åbnede og så træt ud. Hendes store krop svulmede i badekåben. Der lugtede af kaffe og smøger. Heinos lillesøster kom løbende imod mig. Jeg så væk. ”Heino er hos sin far.” Jeg nikkede. ”Skal du ikke have noget tøj på? Det er jo trods alt ved at blive koldt,” sagde Heinos mor. Hendes bryster bevægede sig, når hun talte. Hendes tænder var letgule. Kinderne varme. ”Hils din mor.” Jeg gik baglæns og gik ind til os selv igen. Prøvede hvor lydløst jeg kunne lukke døren. Morfar kiggende ned på mig oppe fra maleriet ved siden af badeværelsesdøren. ”Er det dig?” råbte min mor hviskende. ”Ja,” sagde jeg højt og mere surt end jeg ville, og gik så ind på mit værelse og tegnede endnu en by med veje, alleer, boulevarder, flod og parker. Da det ringede på, hørte jeg det ikke, og da hjemmesygeplejersken stak hovedet ind, svarede jeg hende ikke. ”Hvor er din far?” prøvede hun igen. ”På arbejde.” ”Det er lørdag.” ”I går var det fredag.” ”Din mor har brug for nogle flere piller fra apoteket.” ”Jeg har brug for en Commodore 128,” sagde jeg og så stadig ikke på hende. Så gik hun, og jeg tegnede videre. Jeg kunne høre hende tale til min mor igennem de tynde vægge. Hendes spørgsmål, men ikke min mors svar. Måske sov hun, og hendes små hyl var en del af søvnen. Hendes formaninger, hendes rykken rundt på min mor. Små støn og prust af anstrengelse. Så stod hun der igen. ”Du er nødt til at hjælpe mig med at vende hende.” ”Det er dig, der får penge for at røre ved hende,” sagde jeg og lod, som om jeg ikke ville rejse mig. Men rejste mig så og fulgte efter hende. Der lugtede af tis inde i soveværelset og lidt af bræk. Jeg prøvede igen at finde den sædvanlige plet på det minkgrønne savsmulstapet, men blev fanget ind af min mors grå øjne. ”Hvis du løfter i denne side, så løfter jeg herovre.” Jeg tog fat om mors skulder og så væk. ”Nej, du er nødt til at løfte hende op, så jeg kan få lagt et nyt lagen på.” Jeg satte mine hænder ned på min mors hofte og kunne mærke knoglerne. ”Hvorfor lader I mig ikke bare dø?” hviskede mor og prøvede at spytte, men spyttet kom aldrig længere end hendes læber, så hun var ved at få spyttet i den gale hals. ”Hun mener det ikke,” sagde hjemmesygeplejersken, der lignede min morbrors kone, bare yngre og tykkere. ”Jo,” sagde min mor og kom op at sidde og var ved at vælte frem over mig, da hjemmesygeplejersken hev lagnet væk under hende. Jeg trak mig tilbage og gav slip på hende, så hendes ryg ramte ned på sengekanten og gav os alle et chok, fordi det nærmest lød, som om der knækkede et par knogler. ”Hvad laver du?” råbte hjemmesygeplejersken. Min mors latter kom ud gennem munden som små ridser på en lp. ”Henter du ikke lige en ny natkjole til hende, så skal jeg nok tage den herfra,” sagde hjemmesygeplejersken og prøvede at smile. Min mor begyndte at skrige igen. Jeg fandt den blåhvide natkjole i stakken af hospitalstøj inde i det brune, indbyggede klædeskab, kastede den over mod dem, og forlod soveværelset, inden jeg så, om nogen greb den. Inde i stuen tændte jeg for videoen og satte mig til at se den nye med Stallone, som Chuck Norris havde overspillet til mig. Han havde sagt, at det var den film i verdenshistorien, hvor der døde flest. Jeg skruede helt ned for lyden og trak det gamle hæklede kludetæppe, som vi havde fået af min mormor, over mig og sad og så filmen igennem de små huller. Jeg så på bornholmeruret, den store viser der prøvede at indhente den lille. Eller var det omvendt? Jeg kunne mærke, at jeg var sulten og tørstig, men ville ikke rejse mig. Forestillede mig, at jeg sad der som en saltstøtte, indtil jeg blev en sten, en statue som man ville udstille om hundred år, og gøre til en del af den danske kulturarv om to hundred. Igen brød min mors skrig igennem lyden fra Stallones maskingeværer. Hjemmesygeplejersken kom ind i stuen og satte sig på sofaens armlæn og rakte ud mod mig. Jeg trak mig tilbage. ”Hun spurgte til dig.” ”Hun hader dig.” ”Det er også okay.” ”Hun siger, at du er sendt for at gøre hendes sidste tid til et levende helvede,” sagde jeg uden at se på hende. Stallone kvalte endnu en ond vietnameser. ”Tror du også det?” sagde hun og satte sig ved siden af mig. ”Hvornår kommer din far hjem?” ”Når han sætter nøglen i døren.” ”Jeg tror, din mor ville have godt af, hvis du ville sidde lidt hos hende. Fortæl hende om, hvad du går og laver. Du har måske en kæreste?” ”Jeg laver ikke noget.” Hun rejste sig. ”Tiden er lang, når man bare ligger der og har ondt. Jeg tror, du kan gøre den kortere.” Jeg nikkede og rejste mig og fulgte efter hende ud i gangen og stod og så på hendes røv, mens hun tog sine støvler på. Hendes krøllede hår slangede sig ned ad hendes ryg. Man kunne lugte hendes parfume og sæben fra hendes hænder. ”Du er en god dreng,” sagde hun så og åbnede døren. ”Jeg kommer igen i morgen.” Så lukkede hun døren, og jeg stod og så efter hende ud af dørspionen og kunne se Heinos lillesøster, der kom ud inde fra Heino. ”Er det dig, Mads?” sagde min mor. Jeg vendte mig og gik ind til hende. ”Hvad dag er det?” sagde hun ”Hvad er klokken?” sagde hun. ”Kommer Mads” sagde hun. ”Kommer far?” sagde hun ”For helvede,” skreg hun. Jeg vågnede, fordi lyden fra sneen på fjernsynet brød igennem til mig. Det var først, da jeg stod og tissede ude på det lille toilet ved siden af mit værelse, at jeg hørte, at min mor stadig skreg, nærmest som en selvstændig melodi, som lyden fra den lille båndoptager, når man loadede et spil til Store Kristians Amiga. Jeg stod og prøvede at se igennem øjnene i spejlet og ind i min hjerne. Chuck Norris sagde, at hans far sagde, at man rent faktisk så alting på hovedet, at øjnene vendte op og ned på det hele, og at farverne ikke findes, kun i vores hjerne. Derfor er der nogle, der ser rød der hvor andre ser grøn. Jeg tænkte på min morfars ansigt, der lignede en boxerhunds. Jeg så engang et billede af ham fra dengang han var dreng i Århus, hvor han lignede mig. Hans hud var stram, og hans ører lidt for store. Når man bliver gammel, mister man håret på hovedet og får det alle andre steder. Og ens ører bliver endnu større. Jeg prøvede at nynne den nye med Duran Duran og sagde til mig selv, at min mor bare lavede rytmen. Så gik jeg ud i køkkenet og slugte to kammerjunkere og kunne se Bent Bumbum vakle fuld hjem mod Taberblokken. Tvillingernes lillebror og et par andre små drenge kastede små sten efter ham. Han havde størknet blod på sine bukser. Braget inde fra min mor vækkede mig ud af tankerne. Jeg forestillede mig, at hun lå på gulvet og var spredt i hundrede stykker, som den kaffekop jeg tabte nede hos mormor sidste sommer. Jeg gik to skridt frem, men blev så stående. Hvorfor var det mig, der skulle samle hende op? Skulle jeg ikke bare løbe ud og se, om Chuck Norris var kommet hjem? Måske smutte over til Bonnie og spørge, om hun ville med i biografen og se den nye Walther & Carlo? Det var jo ikke mig, der var syg. Så gik jeg ind i soveværelset. Tøvede lidt, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg kom til at se. ”Er det dig, Mads?” tydede jeg hendes ord. Jeg gik frem mod hende. Hun lå på gulvet som en kludedukke, med den ene arm under overkroppen, og det ene ben der hang fast oppe på armstøtten på sengen. Det så ud, som om hun havde prøvet at græde, men at der ikke havde været væske nok i hendes krop til at yde hende den service. Jeg satte mig ned ved siden af hende. ”Undskyld,” hviskede hun vist. ”Jeg tror ikke, jeg kan løfte dig op,” sagde jeg og satte mig på numsen med mine ben fladt hvilende på gulvet. Hårene strittede af kulde. Jeg havde stadig kun underbukser på. ”Jeg fryser,” hviskede hun vist. Jeg rejste mig og fik hendes ben ud over støtten, så den landede hårdt på gulvet. Så tog jeg hendes dyne og lagde den over hende, rakte ud efter hendes hovedpude, løftede hendes hoved. Det bevægede sig op og ned på puden som en hoppebold, der havde mistet pusten, men stadig havde et par hop tilbage. ”Jeg har ikke fortjent det her,” sagde jeg og fortrød. Det var ikke meningen, jeg skulle sige det. ”Kom,” hviskede hendes læber uden at spørge stemmen om lov. Jeg satte mig igen og bøjede mig ned mod hende. ”Du må ikke give far skylden.” Jeg rystede på hovedet. ”Jeg kan bare ikke mere.” Jeg kom op. Kunne mærke, at jeg gerne vil græde. Mit mellemgulv vibrerede. Jeg ville gerne bide mig selv i underlæben. Og da hun skrumpede sig sammen, som om nogen sparkede hende i maven, sparkede jeg ud efter hende og var ved at snuble, idet jeg løb ud af soveværelset og ind i stuen og ud på terrassen. Solen skjulte sig mellem to store, sorte skyer. Den var på vej ned, på flugt. Heinos papfar parkerede Toyotaen, og Heinos tre søskende hoppede råbende og grinende ud på parkeringspladsen. Jeg gik ind i stuen og satte bornholmeren i stå. Nu kunne den store viser ikke indhente den store. Så gik jeg ind til min mor igen. Hun lå på gulvet, hendes hoved var rullet ned fra hovedpuden. Tæppet var gledet halvt af. Hun lå med åben mund og sov uden at sige noget. Jeg kiggede væk, hev fat i tæppet og lagde det over hendes hoved, puttede det tæt omkring det. Så faldt jeg bagover og løb ud i klædeskabet i gangen og hev benene op under mig. Holdt vejret og prøvede først at lytte, så holdt jeg hænderne fast omkring mine ører. Og græd. Mørket føltes varmt. Min mor fik sin sommerferie forlænget med tre uger tre år i træk. Senest denne sommer. Og det var min skyld hver gang. Første gang var da vi den sidste aften i hendes ferie skulle have mormor og morfar på besøg, og jeg blev ved med at plage hende for at vi skulle have en dyr bøf, og hun så under middagen får et stykke rødt kød galt i halsen og ikke kan trække vejret og må på sygehuset og have skåret hul i halsen for at få kødet ud. Anden gang var det mig, der bliver ved at slås med min storebror på bagsædet, så jeg han slår ud efter mig, og jeg undvigende kaster mig frem gennem hullet ved gearkassen og vælter ind i hende, så hun taber den glohede te ned på sine fødder og må sidde i flere uger med fødderne oppe, fordi hun får en 2. grads forbrænding. Og endelig er det mig, der her i sommer bliver ved med at sige, at vi skal skynde os hjem fra campingferien i Holland, fordi jeg må og skal hjem for at nå at se Danmark spille mod Spanien, og hun derfor er nødt til at køre bilen hele natten og ikke får sovet og bliver så træt, at hun falder i søvn, og vi kører ind i autoværnet og får smadret bilen, og hun må gå med nakkestøtte i flere uger og brækker sit kraveben og samme dag som hun får nakkestøtten af, får hun konstateret kræft. Sådan var jeg. Jeg var ikke et godt barn. Jeg var egoistisk. Jeg tænkte på mig selv. Far havde ret. Og nu havde jeg dræbt hende. Jeg ville blive slæbt væk og komme på en anstalt og få tæsk hver dag. Men det var okay. Jeg havde fortjent det. Var det ikke også min skyld, at min mor var blevet syg, fordi jeg synes, det var cool, at hun røg, selvom hun gerne ville stoppe og far hadede, at hun gjorde det. Fordi Store Kristians forældre gjorde, og Chucks og Mogens henne i skolen. Var det måske ikke mig, der tit købte hendes smøger og også gerne ville have, at vi spiste spegepølse med majonæse og alt det usunde, som nu havde gjort hende syg. Og nu var hun død. Der var ingen tilgivelse. Der var ingen nåde. Gud og alle ville ikke se gennem fingrene med det. Morfar ville aldrig se mig mere. Mormor ville aldrig mere ae mig i haven. Far ville slå hånden af mig. Og Mads ville få ham for sig selv. Jeg ville miste alle mine venner. Jeg ville få tæsk hver dag og ende nede i en kælder med nøglen smidt væk. Far havde ret, jeg var et satans yngel. Og nu kan jeg ikke engang græde. Jeg kan ikke engang græde. Jeg har ingen samvittighed. Så sparkede jeg skabsdøren op og løb ind i stuen og løftede telefonen og drejede 000. ”Jeg har slået min mor ihjel,” råbte jeg skingert til damen i røret og tabte røret og lod det hænge i snoren. * Det er helt mørkt. Kun en tynd sprække af lys. Jeg kan høre politimændene tale med Heinos mor. Hendes varme tobaksstemme. Politimændenes tunge støvler mod trægulvet der knirker og piber. Jeg kan smage de tørre tårer på min overlæbe og mærke, at jeg er ved at få krampe i benene. Deres stemmer når herind som gennem en dyne. ”Og du er sikker på, at hun er død?” ”Ja.” ”Og du siger, at det var dig, der fjernede tæppet fra hendes hoved. ”Ja.” ”Og hun var død, da du kom?” ”Ja. Jeg kom for at sige til Thomas, at min søn ville komme hjem i aften.” ”Men det var ikke dig, der ringede?” ”Nej.” ”Hvor længe har hun været syg?” ”Et par måneder. Det er gået stærkt.” ”Hvor mange bor her?” ”Tre. Storebroderen er på efterskole.” ”Og der var ingen hjemme, da du fandt hende?” ”Jo.” ”Hvem?” ”Sønnen.” ”Hvor er faderen?” ”Vistnok på messe i Herning. Jeg kan ringe til ham.” ”Og sønnen? Hvor er han nu?” Jeg kan høre skridtene bliver tungere. Deres åndedræt. ”Herinde” Jeg kommer til at gispe og sige en lyd, da Heino mors knoer slår imod skabsdøren. Mørket ser sit snit til at gemme sig bag min ryg. Jeg holder armen op foran mit ansigt. ”Hej. Er det dig der ringede til os?” Jeg nikker, men bliver siddende. ”Og du mener, du har slået din mor ihjel?” Jeg nikker uden at se op på politimanden. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-01 14:45:09 |
Novellen hér er særdeles velskrevet og fremragende komponeret!
Legen med kludetæppet og urets visere, telefonen skabet står lyslevende, nærmest 'filmisk' rørende ...
'Var det ikke også min skyld, at min mor var blevet syg ...' + '”Og du mener, du har slået din mor ihjel?”'
Du' en særdeles dygtig novelle-forfatter. prøv at læs 'ligeher's novelle Afbrydelse
venligst ...
Legen med kludetæppet og urets visere, telefonen skabet står lyslevende, nærmest 'filmisk' rørende ...
'Var det ikke også min skyld, at min mor var blevet syg ...' + '”Og du mener, du har slået din mor ihjel?”'
Du' en særdeles dygtig novelle-forfatter. prøv at læs 'ligeher's novelle Afbrydelse
venligst ...
| sørendamm | 2011-07-17 23:45:13 |
tak
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
