 |  | Jeg vil altid være her del 11. |
 |
|
|||||||||||||
|
”Du har måske selv fortræng det?” Spurgte Josefine, der for et kort sekund lød rolig og kontrolleret før hun eksploderede igen. ”Så lad mig genopfriske det for dig, for jeg kan stadig huske den første gang det skete. Lad os se ”¦ jeg var 6 år gammel, du havde været ude med dine kollegaer den aften og kom først sent hjem, så du vækkede mig da du kom ind. Jeg kan stadig huske stanken af øl der kom, da du kom ind og gik hen til min seng; stadig huske hvordan du sagde det var helt naturligt og at jeg bare skal slappe af og være stille. Jeg kan også huske den aften året efter, hvor du lagde dig op til mig for første gang. Hvordan du som altid bad mig være stille, selv da det ikke var nok for dig at pille. KAN DU HUSKE DET NU!” ”Hør nu hvad jeg siger! Det dér er aldrig sket.” Lars lød mere og mere desperat for hver gang han talte. ”Hvordan kan du se dig selv i øjnene ”¦” Josefines stemme osede af væmmelse og had. ”Ikke alene skulle du ødelægge mig dengang, du kan ikke engang tage ansvar for det nu!” ”Kasper, hør på mig,” afbrød Karin tiggende. ”Vi har aldrig haft noget med den slags at gøre. Ingen af os! Hvad skal vi gøre for at få dig overbevist?” ”Ingenting,” svarede Kasper arrigt. ”Jeg så mærker på hende. Jeg så det hele eskalere uden at kunne gøre noget overhovedet! HAN mishandlede jeres datter og DU stod bare og gjorde ingenting!” ”Kasper, vi har aldrig haft en datter.” Denne gang havde hun råbt. Højt og desperat i et forsøg på at overdøve Josefine der pludselig havde råbt til Lars, at han fortjente at brænde i helvede, men Kasper kunne nærmest ikke høre hende for et øredøvende brag. Josefine havde skudt Lars. Ét skud i hovedet; lige mellem øjnene. Bagefter var der helt stille i det, der virkede som timer, selvom det kun var et par sekunder. Så begyndte Karin at græde igen. Rystende og højlydt hulkende forsøgte hun at skrige imens hun tumlede over til sin mand og kastede sig ind over hans skød, hvor hun ubehersket jamrede og forsøgte at få kontakt til ham. ”Fuck hen i din egen stol!” Josefine greb sin mor ved hårrødderne og slyngede hende tilbage i den anden stol. Karin skreg endnu højere, denne gang af den fysiske smerte, imens hun greb sig til håret. ”Øh”¦ Hvad ”¦ hvad var det du sagde?” Mumlede Kasper langsomt da chokket fra pistolskuddet havde lagt sig. Karin snøftede støjende, men svarede ham alligevel: ”Vi har aldrig haft en datter Kasper ”¦” hun lød næsten død indvendigt og snakkede så lavt, han nærmest ikke kunne høre hende. ”Men ”¦ nej, det passer ikke. Josefine er jeres datter”¦” Han var helt paf. Hvordan kunne hun benægte sin datters eksistens; især når datteren lige har skudt sin far. ”Nej ”¦ Sæt dig nu ned søde. Lad os snakke.” Kasper forblev tavs og afventede hendes fortsættelse, men var stadig ikke overbevist. ”Første gang du bragte Josefine op imens jeg var der, var et par måneder efter din søsters ulykke ”¦ Dengang havde din far allerede nævnt hende for mig, men vi gik alle ud fra det var forbipasserende.” ”Hva fanden snakker du om? Og hvorfor ville min far snakke med dig om den slags og ikke min mor?” ”Vi var venner. Derudover ”¦ ” hun tav længe og så næsten ud til at skamme sig da hun endelig fortsatte: ”Den anden årsag tror jeg godt du kender. Jeg tror det er den rigtige grund til du kom her i aften.” ”Kasper, du skal ikke høre på hende!” Afbrød Josefine. ”Hun prøver bare at distrahere dig ”¦ vi havde en plan.” Hun råbte ikke længere, men han kunne høre på hendes vejrtrækning at hun stadig var oprørt. ”I ”¦ I havde en affære,” mumlede han lavt. ”Det var derfor I flyttede til byen ”¦ Derfor min far ”¦” ””¦ kom senere hjem om torsdagen.” Afsluttede Karin hans sætning og nikkede stille. ”Torsdag ”¦ Joseffas ”¦” ”Kasper ”¦ Jeg vil ikke det her mere, jeg har det dårligt ”¦” afbrød Josefine og støttede sig op ad vægen imens hun lød som om hun ville begynde at hyperventilere. ”Joseffas ulykke var en torsdag,” fortsatte han uden rigtigt at svare hende. ”Min far var forsinket den dag ”¦ forsinket på grund af dig. Det var dig han snakkede i telefon med!” ”Kasper ”¦ jeg vil hjem,” Josefine hyperventilerede ikke, men gispede efter vejret og stavrede over mod ham, men han følte sig lammet og kunne ikke rejse sig og hjælpe hende. _________________________________________________________________________ Novellen starter her: Jeg vil altid være her del 01. Forrige afsnit: Jeg vil altid være her del 10. Næste afsnit: Jeg vil altid være her del 12. - sidste del | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-11-12 14:25:20 |
interessant, veldrejet 'cliff-hanger'. Er altså lovlig forvirret; så håber, fortsættelse følger - snart?
venligst ...
PS " ”Hvordan kan du ses Dig selv i øjnene ”¦” "
venligst ...
PS " ”Hvordan kan du se
| Dragonfly | 2014-11-12 15:40:36 |
den sidste del kommer senere idag eller i morgen; det burde klare ting op :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
