 |  | Hvileløs mens du rejser |
 |
|
|||||||||||||
|
Du sidder der lige foran mig Siger at du igen skal ud at rejse Jeg kan mærke uroligheden omfavne mig Du ser over på mor igen Du ved ikke hvad jeg føler Jeg holder det nemlig for mig selv Men når du så tager afsted Står jeg i døren og vinker farvel Jeg kan mærke tårene presse sig på Nu skal jeg gå i flere dage Og vente på at du skriver du har det godt Jeg går hvileløst omkring Mens familien ser til med urolige øjne Jeg venter hele tiden på at din besked kommer Jeg prøver på ikke at drømme om at der sker noget mens du er med flyet For jeg ved at drømme kan gå i opfyldelse Men når du så kommer hjem i et helt stykke Går min angst langsomt væk og jeg kan taknemmeligt se op på himlen Og takke for alt | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-21 12:41:19 |
... det er jo træls ... sådan at gå og være besat af laaange, bange tanker. Og føøølelser ...
Min egen (snart 80-årige) mor lider totalt af flyskræk ... alligevel har hun fløjet jorden rundt mindst et par gange ... med den dér følelse i maven ;)
Helene; den eneste person i heeele verden, du kontrollerer er ... dig selv! Så sørg endelig for osse at være i fuld kontrol over, hvad du beslutter at tillade dig selv at tænke. Og føle ...
Det ER nogle vaner, man selv kan ændre; det går nu nok nemmest, hvis man sørger for at snakke grundigt med sine nærmeste om det ... (Sir dette i den allerbedste mening!).
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Men jeg er glad for det ikke er sådan mere, jeg havde bare løst til at skrive et digt om det jeg har været bange for og hvordan jeg har følt det. Og så os selve det at han har rejst meget/en anelse.
Kh Helene