 |  | Hjem |
 |
|
|||||||||||||
|
Der sidder du så og kigger. Eller stirrer. Jeg forestiller mig, det er det, du gør. Din ting. Du spiser mig med øjnene og hver en bid giver mig kvalme. Jeg burde være vant til det nu. Men lige i dag - lige i dag - er det for meget. Jeg rejser mig og går gennem døren ud til gangen. Jeg går videre gennem den næste dør og sætter mig ved den første plads til højre. Her er ingen andre end mig og jeg bemærker, hvor mørkt det er blevet udenfor. Stilheden i vognen gør mig urolig. På en anden måde end før. Måske var det rarere at blive spist med øjnene i en kupé med andre mennesker end at sidde her alene. De andre fremmede mennesker i vognen gav mig i det mindste en falsk følelse af tryghed. Jeg sidder med ryggen til kupéen jeg kom fra. Så ville jeg ikke kunne se dig, men det går op for mig, at det er langt mere ubehageligt ikke at vide, hvad der foregår. Der er fem stop endnu. Ålhom - KB Hallen - Flintholm - Grøndal - Fuglebakken. Jeg forsøger, at få mørket udenfor til at blive levende, men det eneste jeg kan se er mit eget spejlbillede. Mine øjne ser fulde ud. Jeg glatter mit lyse hår ned med min hånd. Der sidder jeg. Alene i en oplyst vogn i mørket. Jeg forsøger, at kigge længere bagud i vinduet. Forsøger at få øje på kupéen jeg kommer fra, men jeg kan ikke se så langt bagud uden at vende mig. Kan ikke se dig. Du skal ikke se, jeg kigger efter dig. Det hele er så stille. Larmen fra s-toget mod skinnerne virker så underlig tom. ”KB Hallen”. Hvordan har jeg ikke bemærket stoppet ved Ålholm?, tænker jeg. Jeg sidder og ønsker, nogen står på og sætter sig i min kupé. En kvinde. Eller en rar mand. En af de der mænd, der bare skriger familiefar. En med en kikset jakke, som smiler på en akavet måde for at være høflig, samtidig med at han tydeligvis forsøger ikke at virke creepy. Et hurtigt smil før han kigger nervøst ned på sine hænder. En eller anden. Alt der kan gøre billedet i ruden mindre tomt. Mindre uhyggeligt. Toget kører videre og jeg ser mig forsigtigt tilbage. Ingen nye er stået på. Til gengæld, tror jeg, nogen er stået af. Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at du stadig er her. Jeg mærker dine øjne med det samme og nu hvor jeg sidder og kigger på mig selv i ruden igen, er det det eneste jeg kan tænke på. Dine øjne mod mit baghoved og mine skræmte øjne der ser tilbage på mig i glasset. Jeg forestiller mig, at du ser mere hoverende ud nu. Du må vide, at jeg flyttede mig pga. dig. Flygtede. Stå nu af. Please, stå af. Måske skulle jeg bare stå af på Flintholm. Vente på det næste tog der. Men hvad nu hvis Flintholm er tom? Så skal jeg stå der og være bange i tyve minutter og tænke på, at jeg kunne have været hjemme i min trygge lejlighed nu. Jeg rynker panden i ruden og fortæller mig selv, at jeg skal tage mig sammen. Tage en beslutning. ”Flintholm”. Jeg kigger forsigtigt til siden. Der er to der står af, men ikke dig. Jeg fortæller mig selv, at jeg skal rejse mig. Fortæller min krop, at jeg skal stå af her sammen med de andre, men der sker ingenting. Alarmen lyder. Dørene lukker. Du kommer stille ind i min kupé. Jeg kigger hurtigt ned i gulvet, da jeg bemærker, det er dig. Ser ud af vinduet. Kigger på dit spejlbillede. Du opdager det ikke. Du ser kun mig. Jeg kan se, hvordan du kigger på mig. Nærmest savlende. Du kigger på mine ben og jeg forsøger, at trække ned i min kjole. Dørene åbner igen i sidste øjeblik. Jeg kigger hurtigt op. Der kommer en fyr ind på min egen alder. Jeg kigger på ham med et fast blik, smiler. Jeg vil så gerne have han kommer herind. Og det gør han så. Han sætter sig overfor mig. Han er vist også på vej hjem fra byen. Han ser træt ud. Men sød. Det er som om du føler dig truet. Du stirrer ikke på mig. Du kigger, men ikke længe ad gangen. Jeg stirrer på den nye fyr. Jeg har brug for, at han redder mig. Jeg hader det. Han kigger ikke tilbage. Kigger bare på sin telefon. ”Grøndal”. Jeg går et kort øjeblik i panik, da hans højre ben bevæger sig. Han lægger det roligt over det venstre og smiler til mig. Jeg tror, han bemærkede mit lille spjæt. Jeg smiler også. Jeg kigger igen på ruden. På dig. Vi får øjenkontakt og jeg bliver ved med at kigge. Jeg ved ikke hvorfor. Som om jeg tror, at du ikke kan se det. Som om jeg tror, at du ikke ser mig. Som om jeg er usynlig i ruden. ”Fuglebakken”. Jeg har næsten glemt, at det er mit stop nu. Jeg skynder mig at rejse mig og du kigger på mig. Du ser forvirret ud. Jeg næsten løber ud af døren. I mit hoved ser jeg for mig, hvordan du har rejst og er løbet efter mig. Sprunget ud af døren inden de lukker en sidste gang. Jeg hører den underlige sugende lyd, da toget begynder at køre igen. Jeg kigger ind på dig. Jeg ser dig køre væk, mens du smiler til mig. Jeg kigger på dig med væmmelse. Jeg kan se det gør dig utilfreds. Jeg følger toget med øjnene, til jeg kun ser bagenden. Jeg bemærker, at min krop ryster. Toget er væk. Du er væk. Jeg tager en dyb indånding. Her er ingen mennesker. Jeg hører kun vinden i træernes blade. Den rislende lyd beroliger mig kort. ”Så mangler vi bare gåturen hjem”, siger jeg stille til mig selv. Jeg begynder at gå, da jeg hører en dyb stemme bag mig. Jeg stivner. ”Er du faret vild, lille pige?”. Uden at vende mig, uden at tænke, begynder jeg at løbe. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-10-18 21:35:22 |
FREMRAGENDE, underholdende lille tog-gyser-novelle! Prøv at indsende til x-blad eller konkurrence ;)
venligst ...
PS "Du kigger, men ikke længe af +D gangen."
venligst ...
PS "Du kigger, men ikke længe a
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
