 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 2 |
 |
|
|||||||||||||
|
”Hvad mener De?” Bag skrivebordet inde på sit kontor så hr. Müller bekymret på Selma, som sad på den anden side af bordet. Det var den følgende morgen - tidlig morgen. Selma havde ikke kunnet sove mere end et par timer, og så snart hun havde anset det for at være rimeligt, havde hun banket på hr. Müllers kontordør og bedt om at tale med ham. Hun var nødt til det. Hun tog en dyb indånding. ”Jeg mener, at jeg er bange for, at jeg ... at jeg ikke vil kunne gøre noget for Anni - frøken Simonsen. Hvad end det er, mit job helt præcist er,” tilføjede hun med rynket pande, fordi denne del af hendes formål med at være her stadig stod en smule uklart for hende. Hun så en nervøs trækning løbe hen over hr. Müllers ansigt ved hendes ord. ”Hvad mener De med, at De ikke vil kunne gøre noget for frøken Simonsen?” spurgte han uden at reagere på den sidste del af hendes bemærkning. Selma knyttede næverne under bordet. ”Hr. Müller!” sagde hun, højere end det var meningen, og så sin chef løfte brynene, misfornøjet. ”Det første møde med frøken Simonsen i går var forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke komme igennem til hende. Hun ... hun vil ikke have mig til at hjælpe sig, forstår De?” Hun prøvede at lyde så rolig som muligt. Hr. Müller slog en latter op; den lød en anelse nervøs. ”Nu må De holde op, frøken. De har kun mødt deres patient én eneste gang. De har knap nok talt med hende! Hvis De allerede nu giver op, så er jeg meget, meget skuffet over Dem.” Selma blev varm i kinderne, og hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var pinligt berørt over, at hendes chef havde sagt, at han var skuffet over hende. Men en stemme inden i hende sagde, at han rent faktisk havde ret. Mødet dagen inden havde været forfærdeligt, ja. Men det havde været det første og eneste møde. Hvordan kunne hun allerede morgenen efter styrte ind på sin chefs kontor og indirekte fortælle ham, at hun allerede havde opgivet opgaven? Hvilket indtryk gjorde det mon på hr. Müller? Hun ville ikke engang tænke på det, og hun rømmede sig og fremtvang et lille smil. ”Hr. Müller, De har ret. Det er jeg ked af. Jeg er normalt ikke en person, der giver op så let. Jeg vil ikke have, at De tror, De har begået en fejl ved at ansætte mig her. Det har De virkelig ikke. Måske er jeg bare stadig lidt rundt på gulvet efter rejsen, og ... det hele. Jeg er ked af, hvis jeg var for hurtig til at udtale mig,” sagde hun og så ned. Hun så op med et ryk, da hr. Müller rakte hen over bordet og gav hendes hånd et klem. Hun rødmede og trak hurtigt hånden til sig, hvorefter hun, stadig rød i hovedet, smilede usikkert til ham. Han smilede bare ubesværet, måske en anelse overrasket. ”Det tænkte jeg nok. Og De skal endelig vide, at jeg ikke et sekund fortryder at have ansat Dem. Jeg er sikker på, at De vil klare Deres opgave godt.” Han smilede stort til hende, men hun var stadig ubehageligt til mode, og efter at have nikket kort til ham rejste hun sig. Hun gik hurtigt hen mod døren men standsede så. Hun vendte sig med en rømmen mod sin chef igen. ”Hr. Müller ... jeg har stadig ikke fået svar på, hvad det helt præcist er, jeg skal gøre for frøken Simonsen?” Efter hendes spørgsmål løb den samme nervøse, urolige trækning hen over hr. Müllers ansigt. Han rømmede sig og så indgående på hende. Hans ansigtsudtryk var meget alvorligt. ”Det skal De nok få at vide tids nok. Lige nu skal De bare fokusere på at kunne tale nogenlunde med Deres patient - og når så tiden er inde, vil jeg fortælle Dem, hvad Deres opgave helt konkret er.” Han så ned, og Selma vidste ikke om det var noget hun bildte sig ind, men det så ud, som om han ikke glædede sig særlig meget til dén samtale. Hun var blevet mere forvirret af hans svar, men hun havde ikke lyst til at blive inde på hans kontor i længere tid end nødvendigt, så hun nikkede og forlod hurtigt rummet. * ”Beklager min opførsel i går.” Anni så ikke på Selma, men denne måtte alligevel smile. Det var rent faktisk en undskyldning. Den vanskelige, utilgængelige pige undskyldte for sin opførsel. Det var da en start. Selma så sig omkring i værelset. Anni havde i det mindste ryddet lidt op. Værelset så meget mere præsentabelt ud nu, men gardinerne var trukket for, så meget sollys var der ikke i rummet. Selma rettede på sin sygeplejerskekittel. Hun betragtede Anni, som sad på sengekanten og så ned i gulvet. Hendes hår var sat op i en hurtiglavet knold og hendes øjne så ud, som om de ikke havde fået specielt meget søvn. Selma sukkede og gik lidt tættere på den bedrøvede pige. ”Vil du ... vil du snakke om det?” Anni så med et ryk op. Hun kneb øjnene sammen. ”Snakke om hvad?” Hun lagde armene over kors og så meget defensiv ud. Selma sukkede. ”Grunden til at du er her. Din ... sygdom,” sagde hun langsomt og forsigtigt. Hun var bange for pigens reaktion. Hun havde, i den korte tid hun havde kendt hende, lært, at pigen var meget sart og utilregnelig. Selma blev nærmest bange for det blik, som Anni nu sendte hende. Hun kunne næsten føle, hvordan det gennemborede hende. ”Undskyld mig? Min sygdom?” snerrede Anni og rejste sig med et ryk. Selma følte, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hun trådte to skridt baglæns og kunne nu læne sig op ad døren. ”Anni, jeg ... jeg er din sygeplejerske. Det er meningen, at du skal fortælle mig om din sygdom; om hvordan du har det, og ...” Anni var med ét helt tæt på hende; hun stak sit ansigt helt hen til Selmas. ”Nu hører du godt efter; du skal ikke tro, at du er her for at behandle mig som en eller anden syg psykopat, okay? Det er ikke din opgave. Det er ikke nogens opgave!” snerrede hun og satte sig igen på sengen med et ryk. Selma så måbende på hende. Hun forstod ingenting, virkelig ingenting af det her. Hun tog en dyb indånding og fastholdt sit løfte til hr. Müller - og sig selv. ”Hvad er så min opgave? Vil du ikke være sød at fortælle mig det, for jeg forstår ingenting af det her,” sagde hun lavmælt. Anni så langsomt på hende. Nu så hun forvirret ud. ”Hvad? Hvad mener du med, at jeg skal fortælle dig, hvad din opgave er? Du ved vel, hvorfor du er her?” Hun så med løftede øjenbryn på Selma, som rystede på hovedet, fuldstændig uvidende. ”Nej. Jeg mener ... jeg har fået at vide, at du har en alvorlig sygdom, samt adfærdsproblemer,” sagde hun, den sidste del meget forsigtigt. ”Men ikke hvilken sygdom. Hr. Müller har sagt, at det er vigtigst at vi to kommer overens med hinanden, inden han helt vil sætte mig ind i din medicinske situation.” Hun blev overrasket over at høre en hånlig latter fra Anni. Pigen så fuldstændig vanvittig ud. ”Adfærdsproblemer? Medicinsk situation?” Hun fnyste og rystede på hovedet. Så rynkede hun panden. ”Hvorfor ved du ikke, hvad du skal? Har du taget imod jobbet uden at kende til dets indhold?” Der var en misbilligende tone i hendes stemme, men Selma kunne ikke blive irriteret over den, fordi hun vidste at den var berettiget. Hun tøvede lidt, inden hun nikkede. ”Det var dumt af mig, ja. Men jeg havde brug for det her job. Jeg havde ikke tid til at stille spørgsmål. Og for at være ærlig, så virker hr. Müller altså ikke særlig åben over for spørgsmål, så derfor ville det ikke have nyttet noget, selv hvis jeg havde været smart nok til at gøre det. Jeg har virkelig brug for det her job,” gentog hun indtrængende, nærmest mere til sig selv end til Anni. Denne rynkede panden. ”Hvorfor? Hvorfor er du her overhovedet? Jeg er overrasket over at her er andre fra Danmark. Jeg havde troet at min ... sygeplejerske,” hun sagde ordet i et drævende tonefald, ”ville være her fra Schweiz.” Hun så med et drillende glimt i øjet på Selma - det venligste udtryk, denne havde set hos hende indtil videre - og tilføjede: ”Selvom du nu heller ikke ser særlig dansk ud, må jeg sige.” Selma skulle lige til at blive irriteret over denne kommentar men besluttede sig for at beherske sig selv. De var faktisk i gang med at føre en rigtig samtale. Hun ville ikke spolere det hele nu, bare fordi Anni var kommet med en kommentar, hun havde hørt alt for mange gange i sit liv. ”Ja, det har du observeret helt rigtigt,” sagde hun og kunne derved alligevel ikke helt dy sig. ”Jeg er oprindeligt fra Palæstina.” Anni rynkede brynene og så meget forvirret ud - igen en reaktion, Selma kendte alt for godt. Selma havde ikke lyst til at besvare spørgsmål med hensyn til sin herkomst; det havde hun gjort rigeligt i sit liv, og hun orkede det ikke nu. Så derfor løftede hun afværgende hånden, inden Anni kunne nå at komme med en kommentar eller et spørgsmål. ”Det er lige meget, okay? Det er ikke mig, det handler om. Det er dig,” sagde hun og smilede forsigtigt til pigen. Denne løftede igen øjenbrynene, denne gang irriteret. ”Jeg er her ikke for at more mig. Jeg er her ikke for at have hyggelige samtaler med folk, som går mig på nerverne. Men jeg må sige, at du indtil videre forekommer mig at være god nok. Men det ændrer ikke noget på, at jeg ikke vil have, at du spiller psykolog, okay?” Hendes stemme var blevet skarp igen, hvilket fjernede noget af Selmas glæde over den lunkne kompliment, som havde ligget i Annis sætning. Hun tog en dyb indånding og nikkede. ”Anni ”¦ jeg er ked af, hvis du har fået det indtryk, at jeg vil spille psykolog. Jeg vil ikke snage. Men jeg er her for at arbejde - og hvor irriterende det end må lyde, så er du mit arbejde. Jeg får penge for at hjælpe dig, ligeud sagt. Men tro mig - selv hvis jeg havde lyst til det, ville jeg ikke være den rigtige til at spille psykolog. Jeg er vist selv lidt af et vrag indeni,” sagde hun og så ned. ”Hvorfor er det, at du har så meget brug for det her job? Du er vel ikke ved at dø af sult derhjemme, er du?” Annis stemme rev Selma ud af tankerne, og hun smilede et lille smil. ”Nej, men min familie har ikke de bedste leveforhold. Vi har haft det meget svært, og ”¦” ”Og hvad så?” afbrød Anni hende skarpt, og Selma så overrasket på hende. ”Tror du, at du er den eneste, som har haft det hårdt? Jeg tror virkelig på, at du ikke aner en skid om hvad det her job indebærer. Ved du, hvad det er for nogle mennesker, som er her!” snerrede Anni, og den åbenhed og venlighed som endelig var opstået imellem dem, var nu væk som dug for solen. Selma følte, at hun var knastør i halsen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Annis pludselige raserianfald var vel noget, hun måtte vænne sig til. Hun rømmede sig. ”Anni, du spurgte mig hvorfor jeg har brug for det her job, og jeg svarede. Jeg er godt klar over, at du har det svært - hvad det end er du fejler,” sagde hun med rynket pande, ”men det betyder ikke, at du kan råbe sådan af mig hele tiden. Jeg har ikke gjort eller sagt noget, der giver dig ret til dét.” Igen var Annis respons offensiv; i stedet for at undskylde eller i det mindste at falde ned, var hun åbenbart stadig irriteret, hvis ikke rasende. ”Åh Gud, vil du ikke godt stoppe? Hvorfor opfører du dig, som om du er den voksne af os to, som skal sørge for at jeg, det dumme barn, opfører mig ordentligt? Vi to er så godt som lige gamle og kommer fra det samme sted, så vil du ikke nok spare mig for din følelse af at være mig overordnet?” Hun så trodsigt på Selma, som havde fået blussende røde kinder. Hun havde ikke været klar over, at hendes job her ville blive sådan en konstant anstrengelse, hvor latterligt det end måtte lyde. Hun havde ikke længere lyst til at stå dér og diskutere med pigen, som tydeligvis hellere end gerne ville starte et skænderi med hende. Hun var ved at blive godt frustreret over ikke at vide hvad det helt præcist var, hun skulle gøre for pigen, men hun formodede dog, at det nok ikke var at stå og diskutere med hende - diskutere åbenlyse ting som almene forholdsregler om hvordan man behandlede hinanden. Så hun gjorde, som hun så tit havde gjort siden sin ankomst til stedet. Hun tog en dyb indånding og gik hen mod døren. Inden hun forlod værelset, vendte hun sig mod Anni, som nu sad på sengekanten igen og studerede sine afbidte negle omhyggeligt. Selma ville gerne sige noget mere til hende, men efter et øjebliks tøven sukkede hun og forlod rummet, med følelsen af ikke at være kommet et pip længere end den forrige dag. Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 3 Læs forrige kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 1 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-30 18:57:47 |
... og NU tror jeg så Anni måske skal 'psykisk evalueres' inden en evt. kosmetisk operation ?
JEG vil stadig mene at kommunikationen mellem de to piger er fuldt troværdig; da sygeplejerske Selma jo savner både erfaring og professionel opbakning ... hmmm
Teksten er særdeles velskrevet og umiddelbart fængende ... MEN-men; NU begynder det altså at blive lovlig forvirrende (for MIG, i al fald) at der stadig mangler en vigtig information:
SÅ overvejede følgende:
- HVIS Anni ER syg - må det være en sygdom, som ikke anerkendes i DanmarK? hmmm ...
- HVORDAN kan så Hr. Müller vide noget om sygdommen (andet end hvad Anni selv har oplyst)?
- og HVOR har Anni (så mange) penge fra (hendes beskedne familiebaggrund taget i betragtning)?
Tror, jeg kommer til at læse teksten om-igen ;)
venligst ...
PS lidt i tvivl hér ... men mener dog, det hedder (sygeplejerske-)'uniform' og (læge-kittel) ? (men har surfet på 'stetoskop.dk' og fandt diverse kitler)
JEG vil stadig mene at kommunikationen mellem de to piger er fuldt troværdig; da sygeplejerske Selma jo savner både erfaring og professionel opbakning ... hmmm
Teksten er særdeles velskrevet og umiddelbart fængende ... MEN-men; NU begynder det altså at blive lovlig forvirrende (for MIG, i al fald) at der stadig mangler en vigtig information:
SÅ overvejede følgende:
- HVIS Anni ER syg - må det være en sygdom, som ikke anerkendes i DanmarK? hmmm ...
- HVORDAN kan så Hr. Müller vide noget om sygdommen (andet end hvad Anni selv har oplyst)?
- og HVOR har Anni (så mange) penge fra (hendes beskedne familiebaggrund taget i betragtning)?
Tror, jeg kommer til at læse teksten om-igen ;)
venligst ...
PS lidt i tvivl hér ... men mener dog, det hedder (sygeplejerske-)'uniform' og (læge-kittel) ? (men har surfet på 'stetoskop.dk' og fandt diverse kitler)
| haleløs | 2012-01-31 17:29:39 |
nu har jeg så læst teksten igen; synes, det snart må være på tide at forfatteren dropper nogle hints til læseren om, HVORFOR Anni har brug for en sygeplejerske? Og betaler kontant ved indlæggelsen?
Vil stadig mene, at denne mangel 'distraherer læseren opmærksomhed'; men det hjalp med forfatterens uddybning ovenfor ;)
I al fald er teksten fængende og velskrevet - for nu at gentage mig selv ;) SÅ hopper videre ...
venligst ...
Vil stadig mene, at denne mangel 'distraherer læseren opmærksomhed'; men det hjalp med forfatterens uddybning ovenfor ;)
I al fald er teksten fængende og velskrevet - for nu at gentage mig selv ;) SÅ hopper videre ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det er min intention at bevare spændingen i teksten så længe som muligt - men at det skal være direkte forvirrende var egentlig ikke meningen ;) Jeg håber at der er noget ved den måde, jeg har valgt at gøre det på, som holder læseren hen, så vedkommende vil læse videre for ENDELIG at afklare disse spørgsmål. :)
Jeg kan svare på lidt af det du spørger om - ved resten må du stadig være tålmodighed bare en lille smule endnu:
- Hr. Müller ved ikke noget som helst om nogen som helst sygdom, Anni måtte have. Han taler aldrig om hendes sygdom med Selma, dette emne dukker kun op, når Selma selv nævner det.
- Anni har ikke pengene fra sin familie. Senere i teksten (hvis det da ikke allerede er blevet postet herinde) vil man få at vide, at Anni har et meget dårligt/distanceret forhold til folk på hendes (gamle) skole. Hun har stjålet pengene af en mere velhavende medstuderende .. men dette skrives dog aldrig i teksten direkte. Man må selv tænke sig frem til det, det er bare umiddelbart det jeg har forestillet mig :-)