 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Selma havde det underligt. Hendes første uge på stedet var nu gået, og hun vidste ikke engang, hvad den var gået med. Efter sin sidste samtale med Anni havde hun kun været inde hos hende én gang, men da havde Anni siddet fraværende ved bordet og skrevet i et lille hæfte, og ethvert kommunikationsforsøg fra Selmas side var højst blevet besvaret med ”Ja”, ”Nej” eller ”Mhhm”. Så Selma havde tilbragt dagene med at gå rundt på hospitalet og prøve at lære stedet lidt at kende. Hun havde et par gange passeret nogle af de andre sygeplejersker, og efter et stykke tid var det gået op for hende, at de alle sammen lignede hinanden. Selma ville ikke kunne have forklaret det, men der var noget robotagtigt, næsten mekanisk over dem. På trods af at de måtte have omtrent de samme opgaver som hende, følte hun overhovedet ingen tilknytning til dem, og hun holdt sig derfor fortsat for sig selv. Nu, en uge efter sin ankomst, sad Selma inde i personalets frokoststue og drak te, mens hun fraværende så ud af vinduet. Hospitalet havde ikke den bedste udsigt. Det lå i det hele taget meget isoleret fra Zürich, og det eneste man tydeligt kunne se, når man kiggede ud af vinduet, var den grusbelagte indkørsel og et par træer, som stod ved dennes indgang. I det fjerne kunne man skimte et par huse, og lidt borte lå vejen, som førte ind til Zürichs bycentrum. Selma tænkte på sin familie. Hun havde kun talt med dem én gang siden sin ankomst, og det havde ikke engang været en specielt lang samtale. Faren havde lydt meget træt, selvom han flere gange havde forsikret hende om, at alt var i orden. Hun havde følt et stik i hjertet af bekymring og savn. Åh, Gud. Der var kun gået en uge, og hun var allerede ved at gå til af bekymring for familien. Hun skældte i tavshed sig selv ud, fordi hun ikke overholdt, hvad hun havde lovet sig selv; at passe sit arbejde uden at være i konstant bekymring for dem derhjemme, fordi hun vidste, at dette ikke ville føre til nogen som helst nytte for dem. Hun var her for at tjene penge til sig selv og sin familie, og når hun var klar til det, ville hun tage hjem, og det hele ville blive anderledes; bedre. Men det hjalp selvfølgelig ikke at love sig selv den slags. Hun kunne ikke lade være med at tænke på sin far, der havde lydt så træt i telefonen. På sin mor med den smertende ryg. På Meriam, der nu manglede sin storesøster. Selma blev revet ud af sine tanker, idet en ung fyr på hendes alder trådte ind i frokoststuen. Hun var den eneste som sad der, og derfor faldt hans blik straks på hende. Hun så forlegent tilbage på ham. Han havde mørkt, pjusket hår og asiatiske træk. Han så meget alvorlig ud, og idet han gik forbi hende mumlede han et næppe hørligt ”hej”, hvorefter han styrede hen mod et af skabene og begyndte at skramle med nogle tallerkner. Selma så ned i bordet og tog en slurk af sin te. Der var meget stille i frokoststuen, og efter et meget akavet øjeblik satte drengen sig over for hende på den anden side af bordet. Hun løftede hovedet og smilede forsigtigt til ham. ”Hej. Jeg hedder Selma, jeg er ”¦” ”Jeg ved godt, hvem du er,” afbrød han hende, en anelse hårdt. Men han smilede dog et lille smil til hende, så Selma tænkte at skarpheden i hans stemme bare havde været indbildning fra hendes side. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Det var på en eller anden måde en pinlig situation, og hun kunne ikke forklare hvorfor. ”Jeg hedder Marc,” sagde drengen så og brød tavsheden. ”Hvad er din stilling her?” spurgte hun af høflig interesse. Drengen var tydeligvis en meget alvorlig og indelukket person, men samtidig følte hun, at han søgte en samtale med hende, så hun kunne ligeså godt være imødekommende over for ham. Efter hendes spørgsmål forsvandt smilet dog fra hans ansigt. Han så væk; ud af vinduet. Selma rømmede sig. ”Marc?” Hun brugte forsigtigt hans navn, som om de allerede var gamle venner, og hun blev selv overrasket over sin åbenhed. Han så igen på hende ved nævnelsen af sit navn. ”Jeg er ”¦ jeg er vel en slags roomservice,” mumlede han og skar en bitter grimasse. Af en eller anden grund havde Selmas spørgsmål ramt et ømt punkt hos ham. Hun forstod det ikke, men besluttede sig for at lade være med at stille spørgsmål. ”Kender du min patient? Anni Simonsen?” spurgte hun så pludselig, fordi hun ikke kunne komme på andet. Desuden tænkte hun, at drengen måske kunne give hende nogle gode råd til, hvordan man nåede ind til Anni. Hendes mave krympede sig ved tanken om pigen, som hun stadig skulle nå at få et ordentligt forhold til. Marc lagde brat gaflen fra sig på tallerknen, idet Selma nævnte Annis navn. Hans ansigt fik et ufatteligt hårdt udtryk. ”Er hun din patient?” spurgte han med en nærmest hviskende stemme. Selma nikkede, forvirret over hvorfor det havde sådan en stærk virkning på ham. Han sagde ikke mere. Han rystede bare tavst på hovedet for sig selv og sendte hende et blik, som nærmest udtrykte skuffelse. Igen greb følelsen af uvidenhed hende. Det var som om alle andre vidste noget, hun ikke vidste. Hun følte, hvordan hun blev irriteret, og frustrationen over ikke at have fået svar endnu, greb hende. ”Hvad er der?” spurgte hun indtrængende og håbede så inderligt, at hun endelig ville få et nyttigt svar. ”Jeg forstår ikke, hvordan I kan få jer selv til det,” mumlede Marc uden at se på hende. ”Selvom jeg til tider ikke føler mig spor bedre,” tilføjede han og skævede til hende, dog stadig uden at møde hendes blik. Selma kunne have skreget. Hun kunne have råbt ad ham og forlangt endelig at få at vide, hvad det dog var han snakkede om. Hvad det var, de alle sammen snakkede om. Men hun vidste, at hun måtte beherske sig selv. I de få minutter hun havde kendt Marc, havde hun allerede opdaget, at han var en person, som man skulle omgås forsigtigt. Så hun tog en dyb indånding og så alvorligt på ham. ”Marc,” sagde hun langsomt. ”Hvad mener du? Hvad er det, som ’vi’ gør, der er så forfærdeligt?” Hun rystede på hovedet for at understrege sin forvirring, men Marc rejste sig til hendes overraskelse. Hun så måbende efter ham, idet han stillede sin tallerken ved vasken. Da han passerede Selma, stoppede han kort op. ”Det mener du ikke alvorligt?” Hans stemme var udtryksløs, ikke engang hånlig. Det var alt hvad han sagde. Så gik han uden videre ud af frokoststuen og lukkede ikke døren efter sig. Selma kunne ikke gøre andet end at se måbende efter ham, så forvirret som aldrig før. * Samme aften gjorde Selma endnu et forsøg. Efter aftensmaden bankede hun forsigtigt på Annis dør, og til hendes overraskelse blev døren åbnet temmelig hurtigt. Anni så træt ud, men til Selmas overraskelse - og lettelse - havde hendes øjne ikke det sædvanlige glimt af irritation og aggressivitet. Hun så virkelig bare træt ud, og Selma vidste ikke om det bare var indbildning, men det lignede, at pigen havde grædt. ”God aften, Anni,” sagde Selma. Anni nikkede og gjorde plads, så Selma kunne træde ind på værelset. Det var rodet igen. Denne gang var det dog ikke tøj, som lå hulter til bulter på gulvet. Selma så massevis af løse papirark, der lå sammenkrøllede på gulvet, og hun vendte sig spørgende mod Anni. ”Du skrev den anden dag. Er det her kasserede skrifter?” spurgte hun og pegede på papirerne. Anni nikkede kort og gik hen mod vinduet. Gardinerne var igen trukket for, og hun skubbede dem let til side og kiggede ud. Selma ville ikke virke påtrængende, så hun blev stående. Hendes blik faldt på skrivebordet, hvorpå et hæfte lå. Det var åbent og siderne var fyldte med en sirlig skrift, som vakte Selmas interesse. Hun havde altid været imponeret over folk, som kunne frembringe så pæn en skråskrift. Det var aldrig lykkedes for hende selv. I skolen var hendes version af skråskrift altid endt med at ligne noget der var løgn. Hun smilede og vendte sig igen mod Anni, der stadig stod og tavst så ud i mørket. ”Du har godt nok en pæn skrift.” ”Det dér er privat!” Anni vendte sig brat om. Hun stormede hen til skrivebordet og lukkede hæftet med et ryk. Hun så rasende på Selma, som perpleks stirrede tilbage. Hun fik det pludselig varmt. Pigen troede, at hun havde snaget. ”Anni, jeg har ikke læst det. Jeg bemærkede bare, hvor pæn skriften var. Det var en kompliment,” tilføjede hun og håbede, at det ville virke bare en smule blødgørende på Anni. Denne rystede misbilligende på hovedet, dog uden at tilføje noget yderligere. Hun satte sig på sengekanten, og Selma anede ikke, om hun skulle sætte sig ved siden af hende, eller lade være med at foretage sig noget som helst. Hvor var det dog trættende at skulle tænke over ethvert skridt man tog. Det slog hende, at Anni mindede en smule om Marc. Begge var de alvorlige, og ved dem begge kunne man aldrig vide, hvordan de ville reagere. Tanken om Marc fik hende til at smile, selvom mødet med ham tidligere på dagen havde været forbundet med forvirring. Hvorfor havde han ikke besvaret hendes spørgsmål? Hvorfor var han derimod kommet med et frustrerende modspørgsmål, som hun overhovedet ikke kunne bruge til noget? ”Det mener du ikke alvorligt?” Hun blev revet ud af sine tanker, idet Anni sagde: ”Jeg smutter på badeværelset. Du kan blive eller du kan gå. Jeg er ligeglad,” sagde hun og rømmede sig. På en eller anden måde fik Selma det indtryk, at Anni gerne ville have, at hun blev. Hun smilede for sig selv. Da pigen havde lukket døren efter sig, var stilheden endnu mere slående end før. Selma stod og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Igen faldt hendes blik på hæftet på skrivebordet. Hun bed sig i underlæben, ubeslutsomt. Hun kunne mærke, hvordan hendes nysgerrighed nærmest trak hende hen mod hæftet. Hun havde lyst til at læse i det. Hun havde lyst til at vide, hvad der verserede inden i Annis hoved, i hendes tanker. Hun sagde til sig selv, at det måske ville hjælpe hende til at forstå pigen bedre, og dermed ville de kunne komme tættere på hinanden. Hr. Müller havde sagt, at det første hun skulle koncentrere sig om, var at opbygge et godt forhold til Anni. Derefter ville hun først kunne hjælpe hende. Det afgjorde sagen. Hurtigt satte Selma sig ved skrivebordet og slog op på en tilfældig side i hæftet. Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 4 Læs det forrige kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 2 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-31 17:53:52 |
Vi mødte jo også ham her '”Jeg hedder Marc,” sagde drengen så og brød tavsheden. ”Hvad er din stilling her?” spurgte hun af høflig interesse.' som 'room-service fyren' ovre hos Anni i eet af de tidligere afsnit Kollision (Del 2) - Kapitel 2.
Nu' det så liiige før jeg begynder at ane en sammenhæng ...
Fik dog ikke læst færdig (KUN til 'ca. midt i')
venligst ...
PS 'Selma ville ikke kunneT have forklaret det, ...'
Nu' det så liiige før jeg begynder at ane en sammenhæng ...
Fik dog ikke læst færdig (KUN til 'ca. midt i')
venligst ...
PS 'Selma ville ikke kunneT have forklaret det, ...'
| haleløs | 2012-02-06 22:28:06 |
... og NU har jeg så læst afsnittet her færdigt!
Faldt ikke over yderligere grammatisk!
De sidste par dage har jeg faktisk gået og spekuleret over romanen her; hvorvidt vi er i fantasy-genren (eller 'Robinson' eller 'Paradise Hotel', måske?) eller den er tilstræbt realistisk? Synes nemlig alle personerne er lovlig unge til deres funktioner på et hospital; men tillægger dette forfatterens egen alder og lyst til at 'lege' med jævnaldrende ;)
I al fald har jeg læst; synes, persongalleriet i øvrigt i deres samspil virker levende og realistisk (!)
NU hopper jeg så videre til næste afsnit ...
venligst
Faldt ikke over yderligere grammatisk!
De sidste par dage har jeg faktisk gået og spekuleret over romanen her; hvorvidt vi er i fantasy-genren (eller 'Robinson' eller 'Paradise Hotel', måske?) eller den er tilstræbt realistisk? Synes nemlig alle personerne er lovlig unge til deres funktioner på et hospital; men tillægger dette forfatterens egen alder og lyst til at 'lege' med jævnaldrende ;)
I al fald har jeg læst; synes, persongalleriet i øvrigt i deres samspil virker levende og realistisk (!)
NU hopper jeg så videre til næste afsnit ...
venligst
| Nadia K | 2012-02-07 20:58:10 |
Genremæssigt tænker jeg på romanen som værende realistisk, men med et stænk af 'hvad nu hvis'. Jeg har tilstræbt, at historien skal være realistisk, så jeg går ihvertfald IKKE efter fantasygenren ;) Plottet er noget, som jeg forestiller mig godt KUNNE ske - men ikke har belæg for ER sket! :-)
Synes du virkelig, at personerne er for unge til deres stillinger? Marc, som jo 'kun' er roomservicefyr og derfor uden uddannelse, er jo på alder med Selma, det samme gælder for nogle af de andre sygeplejersker og ansatte, undtagen nogle som er en smule ældre end hende, omkring de 30 år. Anni er den yngste af de tilstedeværende på Hospital West :).
Synes du virkelig, at personerne er for unge til deres stillinger? Marc, som jo 'kun' er roomservicefyr og derfor uden uddannelse, er jo på alder med Selma, det samme gælder for nogle af de andre sygeplejersker og ansatte, undtagen nogle som er en smule ældre end hende, omkring de 30 år. Anni er den yngste af de tilstedeværende på Hospital West :).
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for rettelsen :)