 |  | Kollision (Del 3) - Kapitel 5 |
 |
|
|||||||||||||
|
De følgende dage var præget af rastløshed. Selma vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Samtalen med Marc hang stadig fast i hendes tanker, og enhver form for forklaring var utænkelig. Hun så overhovedet ikke noget til ham, og hun havde en fornemmelse af, at han prøvede på at undgå hende. Hun ringede til sin familie og prøvede at føre en løs, sniksnak-agtig samtale med dem, men det var anstrengende at skulle prøve på at skjule, hvad der rørte sig i hendes tanker. Hun ville ikke belaste dem med sine bekymringer. Moren fortalte, at det hele var i orden derhjemme, men noget i hendes stemme foruroligede Selma. Det gav et sug i hendes mave, og hun klemte hårdere fast om telefonen. Den dårlige samvittighed meldte sig. I de sidste dage havde hun nærmest ikke tænkt på dem derhjemme. Hun havde haft så travlt med at spekulere på, hvad der foregik med Anni, at hun kun flygtigt havde tænkt på sin familie, og nu følte hun den dårlige samvittighed overvælde sig. Lige pludseligt forekom det hele hende så meningsløst. Hvorfor havde hun forladt dem, når hun alligevel bare lallede rundt på et eller andet hospital i Zürich uden at gøre noget? Hun kom jo ingen vegne. Der var ikke nogen, som ville fortælle hende, hvad det var meningen hun skulle gøre, og imens kunne hendes familie have det svært derhjemme, og der var intet hun kunne gøre ved det. Efter et par minutter - hvori Selma spurgte ind til hvor galt det stod til med faren, og moren flere gange forsikrede hende om, at det hele nok skulle gå - afsluttede Selma opkaldet og begav sig af sted i retning mod Annis værelse - med sin far i tankerne. Hun tænkte på hans mørke, alvorlige øjne. Hans stemme og den samtale de havde haft, inden hun var taget af sted. Hvordan han havde opmuntret hende; været der for hende. Og nu kunne hun ikke være der for ham - hun havde en eller anden fornemmelse af, at han havde brug for hende, på trods af morens forsikringer om, at det hele var i bedste orden. Tanken overvældede hende, og hun kunne ikke kontrollere tårerne, som nu begyndte at pible frem. Da hun stod foran Annis dør, tørrede hun hastigt tårerne væk med håndryggen. Hold op med at tude. Der er alligevel intet, som du ville kunne gøre for baba lige nu. ”Hvad er egentlig meningen?” Anni stod og så ud af vinduet, med ryggen til hende. Selma rynkede panden. ”Meningen med hvad?” Anni vendte sig mod hende og lagde armene over kors. ”Med at du skal være her. At du skal være min såkaldte sygeplejerske. Jeg ser dig aldrig arbejde. Og burde sygeplejersker ikke normalt have de der åndssvage uniformer på?” Hun lød næsten som et barn. Selma kunne ikke skjule et smil, trods den provokerende tone i pigens stemme. Men så blev hendes blik mørkt og smilet blegnede. ”Jeg ved ikke, hvad meningen er,” sagde hun stille, og Annis øjenbryn skød i vejret. ”Nåh, ja. Det nævnte du jo engang. Du ved ikke, hvad din opgave er.” Hun lød hånlig, og Selma rystede på hovedet for sig selv. Det var længe siden, hun var blevet provokeret af Annis væremåde. Imidlertid bemærkede hun slet ikke pigens spydigheder mere. ”Jeg forstår ikke det her sted,” mumlede Selma og satte sig på en stol. Hun kunne mærke Annis blik på sig, og hun vidste det ikke, men pigen kæmpede en indre kamp for at holde sine spørgsmål tilbage. Hun ville så gerne spørge ind til, hvordan det kunne være, at Selma ikke vidste, hvad hendes arbejde her gik ud. Hvorfor hun overhovedet var taget så langt hjemmefra, bare for at være et sted, hvor hun alligevel ikke rigtigt gjorde noget. Men det krævede, at Anni havde en åben samtale med Selma, og da hun selv ikke havde lyst til at få stillet nærgående og snagende spørgsmål, tav hun og bevarede det ligeglade ansigtsudtryk. Selma rejste sig nu fra stolen og betragtede Anni, som igen havde vendt sig med ryggen til. Selma bed sig i underlæben. Marc havde sagt, at hun skulle blive ved med at læse i dagbogen. Men hvordan skulle hun bære sig ad med det? Hun skævede til skrivebordet, men bortset fra nogle sammenkrøllede papirer var der intet at se. Forbandet. Selma havde bestemt sig for at det nu endelig skulle være nok; hun ville omsider finde ud af, hvad der foregik. Det kunne ikke passe, at hun skulle gå til af uvidenhed! Det var ikke længere et spørgsmål om hun skulle finde ud af hvad Anni havde ment i sin dagbog. Det var et spørgsmål om hvordan. ”Kender du egentlig ... roomservice fyren?” Selma vidste ikke, hvorfor hun bragte emnet op, men det skulle vise sig at have været et betydningsfuldt træk fra hendes side. Anni vendte sig mod hende. Selma vidste ikke om det bare var indbildning, men det lignede at pigen rødmede let. ”Du mener Marc?” spurgte hun skarpt, som om hun var blevet fornærmet over betegnelsen på Marcs vegne. Selma nikkede. Anni havde lige pludselig meget travlt med at undersøge sine afbidte negle, men mumlede dog ”Ja”. Et bredt smil begyndte at brede sig i Selmas ansigt. ”Du synes godt om ham, gør du ikke?” Det havde ikke været hendes mening, men der havde åbenbart været en skjult drillende tone i hendes stemme, for Anni så med et ryk op. ”Hør, hvad fanden er det egentlig, du vil? Siden hvornår er vi blevet så gode venner, at du kan komme her og stille så personlige spørgsmål?” Rødmen var nu kun blevet stærkere, og hun fnyste irriteret. Selma kunne ikke skjule et smil. ”Beklager. Det var ikke min mening at være nærgående.” Men hun havde ikke tænkt sig at lade det ligge. En plan var begyndt at forme sig i hendes tanker, og hun ville ikke slippe den. Hun var efterhånden begyndt at blive temmelig desperat, og hun følte at hun nu endelig havde fundet en måde, som måske ville kunne hjælpe hende videre. * ”Du bliver nødt til at hjælpe mig.” Den følgende morgen stoppede Selma Marc på gangen. Han skubbede et rullebord med drikkevarer foran sig, og da hun forpustet stoppede op foran ham, rynkede han panden og blev stående. ”Hjælpe dig? Hvorfor skulle jeg dog det?” Han strammede grebet om vognen og undgik at se hende i øjnene. Hun sukkede. ”Vil du ikke i det mindste høre, hvad det er, du skal hjælpe mig med?” Han fjernede hænderne fra rullevognen og lagde dem over kors. Han så skeptisk på hende. ”Det er ikke svært at gætte,” sagde han spydigt. ”Ja, okay. Det drejer sig om Anni,” begyndte Selma, og inden hun nåede at sige mere, holdt Marc afværgende en hånd op. ”Sig mig, hvor mange gange skal jeg sige det til dig? Jeg vil ikke være en del af det der.” ”Kan du ikke for én gangs skyld være bare en smule hjælpsom? Er du klar over, hvordan jeg har det med det her? Det kan godt være, at vi ikke kender hinanden, og at du i bund og grund kan være ligeglad, men nu skal jeg sige dig det! Jeg har det forfærdeligt! Jeg har været nødt til at forlade mine gamle og syge forældre derhjemme, bare for at komme herhen, hvor ingen fortæller mig en skid om hvad meningen med det hele er!” Det var ikke gået op for Selma, at hun havde råbt, men da hun så Marcs overraskede ansigtsudtryk og de forbigåendes blikke, rødmede hun. Hun vidste ikke, hvad der var gået af hende. Sådan plejede hun overhovedet ikke at være. Hendes udbrud måtte dog have gjort indtryk på Marc, for han sukkede. ”Fint. Hvad går den hjælp ud på?” ”Det var en dum idé,” mumlede Anni næste eftermiddag, mens hun diskret kastede et blik hen på spejlet ved siden af badeværelsesdøren. Selma rystede på hovedet med et stort smil. ”Nej, det var da ikke. Det var en fantastisk idé. Jeg tror ”¦ jeg tror det her vil være godt for dig,” sagde hun. Anni mødte kort hendes blik. Pigen havde gjort noget ud af sig selv i anledningen, det var tydeligt. Hendes rødlige hår var meget glattere og finere end normalt, og hun havde fjernet den sorte farve rundt om øjnene og erstattet den med en lys øjenskygge. Pigeagtigt. ”Du ser pæn ud, Anni,” sagde Selma, og et smil spillede om Annis mund. ”Nej, jeg gør ikke, men tak,” mumlede hun. Så fik hun et mistroisk udtryk i øjnene. ”Jeg forstår ikke det her.” Selma krympede sig en smule. Åh, nej. Nu ville pigen stille spørgsmål igen. Hun havde jo lige fået hende overbevist om oprigtigheden i det her. Der blev heldigvis ikke tid til spørgsmål, for i det samme blev der banket på døren, og Anni så med et ryk op. Hendes kinder begyndte øjeblikkeligt at blusse. ”Du skal ikke bekymre dig, Anni,” sagde Selma meget roligere, end hun ville have følt sig, hvis det havde været hende, der var i pigens sted. ”Det skal nok blive en god aften. Nyd den.” Anni lignede en der skulle til at besvime. Selma havde aldrig set hende på den måde; så nervøs. Hun gik med langsomme skridt hen mod døren og åbnede den så endnu langsommere. Hun virkede så sky, at det gav et stik i Selmas mave ved synet. Hun selv var ikke ligefrem imødekommende over for det modsatte køn, men det her var noget helt, helt andet. Hun følte et sug i maven af dårlig samvittighed, men det kunne hun ikke bekymre sig om lige nu. Hun så anspændt på Marc, der stod i døråbningen med et en smule anstrengt smil i ansigtet og en buket blomster i den ene hånd. Læs det næste kapitel her: Kollision (Del 3) - Kapitel 6 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-14 07:04:32 |
teksten her indeholder et super 'plot'; intrigant opbygning med spændingsmomentet svagt antydet til allersidst ... i form af 'en buket blomster'!
DOG ... spekulerede undervejs i læsningen en del over; Selma og Anni er begge danske (københavnere), Marc er ... antagelig en anden nationalitet ... så hvilket sprog er Annis dagbog mon skrevet på engelsk eller tysk; og HVORFOR ?
venligst ...
DOG ... spekulerede undervejs i læsningen en del over; Selma og Anni er begge danske (københavnere), Marc er ... antagelig en anden nationalitet ... så hvilket sprog er Annis dagbog mon skrevet på engelsk eller tysk; og HVORFOR ?
venligst ...
| haleløs | 2012-02-24 19:34:09 |
hejsa; jeg er i gang med at læse op på de nyeste kapitler ... og véd nu, hvor min 'sprogforvirring' oprindeligt stammer fra:
Kollision (Del 1) - Kapitel 2 : 'en side poppede op. Den var på engelsk, og hun skyndte sig at klikke på ”oversæt denne side til dansk”.' giver altså læseren det indtryk, at Selma ikke føler sig videre fortrolig med engelsk?
HVIS Annis dagbog er på dansk, og Marc er fra Schweiz hvor man vistnok taler adskillig sprog - dog næpe dansk (da hospitalet jo havde brug for en DANSK sygeplejerske) - så forvirrer altså også Marcs ' Så tilføjede han lavmælt: ”Bliv ved med at læse i hendes dagbog, så vil du forstå hvad der foregår.” ' nederst i Kollision (Del 3) - Kapitel 4!
Nåmen; læser op på de øvrige kapitler i løbet af weekenden!
venligst ...
PS desuden studsede jeg noget over dit svar til mig: ' ...da Selma jo selv er 'dansker' er der vel ingen problemer deri.. vel? :-) '!
Kollision (Del 1) - Kapitel 2 : 'en side poppede op. Den var på engelsk, og hun skyndte sig at klikke på ”oversæt denne side til dansk”.' giver altså læseren det indtryk, at Selma ikke føler sig videre fortrolig med engelsk?
HVIS Annis dagbog er på dansk, og Marc er fra Schweiz hvor man vistnok taler adskillig sprog - dog næpe dansk (da hospitalet jo havde brug for en DANSK sygeplejerske) - så forvirrer altså også Marcs ' Så tilføjede han lavmælt: ”Bliv ved med at læse i hendes dagbog, så vil du forstå hvad der foregår.” ' nederst i Kollision (Del 3) - Kapitel 4!
Nåmen; læser op på de øvrige kapitler i løbet af weekenden!
venligst ...
PS desuden studsede jeg noget over dit svar til mig: ' ...da Selma jo selv er 'dansker' er der vel ingen problemer deri.. vel? :-) '!
| haleløs | 2012-02-25 18:15:18 |
NU har jeg så læst teksten igen; MEN ... på en anderledes måde (af grunde vi har diskuteret andetsteds):
Kommunikation og gestik mellem Selma, Marc og Anni er fængende, varm og aldeles FREMRAGENDE og fuldstændig troværdigt beskrevet!'
Sprogligt så ubetinget ren nydelse; du' jo en særdeles DYGTIG plotmager ;)
venligst ...
NYE LÆSERE skal begynde Kollision (Del 1) - Kapitel 1
Kommunikation og gestik mellem Selma, Marc og Anni er fængende, varm og aldeles FREMRAGENDE og fuldstændig troværdigt beskrevet!'
Sprogligt så ubetinget ren nydelse; du' jo en særdeles DYGTIG plotmager ;)
venligst ...
NYE LÆSERE skal begynde Kollision (Del 1) - Kapitel 1
| Nadia K | 2012-02-27 16:48:28 |
Det er jeg glad for at høre, Haleløs, tusind tak :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Marc er fra Schweiz, og han taler dermed engelsk med både Anni og Selma. Er det forvirrende? Jeg tænkte, at det var noget læseren selv skulle forestille sig/nå frem til .. for de taler da vist IKKE dansk i Schweiz ;) Desuden tror jeg at min mangel på opmmærksomhed omkring det sprog de taler sammen, simpelthen har denne grund: det er ikke det, som er relevant i historien. Men kan godt se at sådanne 'småting' måske forstyrrer læsningen? Hmmm..
- Anni's dagbog er skrevet på dansk, for den er jo kun tiltænkt hende selv (som dagbøger oftest er tiltænkt kun at læses af skribenten :P) Så det er derfor... og da Selma jo selv er 'dansker' er der vel ingen problemer deri.. vel? :-)