 |  | To delt kærlighed - novelle |
 |
|
|||||||||||||
|
Hans varme fingre kærtegnede blidt hendes kinder. Der var intet behov for ord. De stirrede blot hinanden dybt i øjnene. Så dybt hun syntes at få et glimt af hans sjæl. “Jeg elsker dig” sagde han med hæs stemme. Øjnene lyste af sandhed og længsel. Med hænderne omfavnede hun hans ansigt og pressede sine læber mod hans. Varmen spredte sig i hendes krop, og hun viste da, at hun var lykkelig. Kulden blæste hende i ansigtet, da hun kom gående op igennem den travle morgentrafik af mennesker på strøget. Varmen og glæden fra aftenen før var stille sivet væk, og tilbage var kun kulde. Vinterens første sne havde vist sig, og der dalede stille små snefnug ned på den brostensbelagte gade, hvor de smeltede nogle få sekunder efter de ramte. Vinden var legesyg, og det blæste fra alle sider. Forude kunne hun skimte den lille lurvede café, med det slidte træskilt og de små runde metal borde udenfor. Hun satte tempoet op, og krydsede torvet derover til. Hendes tanker fløj rundt. Hvad skulle hun sige? Jeg elsker dig ikke mere? Jeg har brug for en pause? Det ville også bare lyde så kliche. Især når hun inderst inde godt vidste at hun aldrig havde elsket ham. Det havde bare ikke været der imellem dem. Men i sin tid var det andre faktorer, som var gældende. Han var en sød, troværdig og flot fyr, og de havde jo haft det meget hyggeligt sammen. At man kunne sige det samme, om de fleste af hendes andre venner, havde virket irrelevant. For ham her var ledig, og han var helt skudt i hende. Havde hun udnyttet det? Ja, måske en smule. Men så igen, hvem ville ikke det? Hun kunne se ham sidde inde i caféen. Hans blik var fæstnet på den kop han havde foran sig. Hendes mave krympede sig sammen. Pludseligt var det meget varmt. Hun trådte ud på vejen med en følelse af fortabthed. Det eneste, der var fair at sige var jo sandheden. Hun havde fundet en anden, en der tændte en gnist hos hende. En hun elskede. Synet af ham siddende foroverbøjet ramte hende alligevel. Hvorfor, kunne hun ikke forstå. ”¨Med ét stod verden stille. Hun fløj gennem luften. Med et bump ramte hun asfalten igen. Larmen fra mennesker, der løb forvirrede rundt, blev lukket ude af hendes hoved. Kun stemmer lød svagt i det fjerne. Tomheden overvandt og verden blev sort. Med en kraftanstrengelse åbnede hun langsomt øjnene. Der var helt hvidt. Var hun kommet i himlen? Så hørte hun pludselig stemmer. Svagt registrerede hun en bip lyd, der blev ved med at komme og gå. Efter lidt tid begyndte hun at kunne skelne væggene fra loftet. Ved hendes side sad Jonathan. Igen foroverbøjet, med tårer i øjnene. Havde hun sagt det? Nej. Hvorfor græd han så? “Hvorfor græder du?” Hendes stemme var hæs og stille, men han hørte hende. Han smilte et anstrengt smil til hende, og aede hende forsigtigt over håret. “Det skal du ikke tænke på. Bare sørg for at få noget hvile.” Hun havde lyst til at protestere. Sige at hun havde da vidst fået nok hvile. Men for det første havde hun ingen anelse om hvor længe hun havde været bevidstløs, om det var en time eller tre dage, og for det andet, overmandede intetheden hende, og verden var igen sort. Det kølige lys var slukket. Mørket fyldte rummet op, kun oplyst af en stribe måneskær fra vinduet. Denne gang var der næstent tyst, ingen mennesker, intet. Med knapt så mange antrengelser satte hun sig op i hospitals sengen. Bip, bip, bip. Maskinen bag hende fortalte hun var i live. Hendes værelseskammerat de sidste par dage, var blevet udskrevet i aftes. Nu stod der blot en tom seng, og mindede hende om hvor alene hun var. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. brændte sig ind i den kølige hud. Alting føltes så overvældende. Som om bare det at være til kvalte hende. Langsomt sivede det livet ud af hende. Hun skulle væk. Væk fra lidelserne. Hendes hoved dunkede da hun slog benene ud over sengekanten. Metallet på sengen gav hende kuldegysninger op ad benene. Hårene rejste sig som på kommando. Med to flående riv var hun fri fra maskinerne. Biiiiiip. Hvis hun ikke skulle blive opdaget måtte hun skynde sig. Det er lettere sagt end gjort, når selv et wc besøg er udmattende. Gulvet føltes køligt mod hendes nøgne hud. Sådan. Et skridt, og så et mere. Jo længere hun kom, jo lettere var det. Ligesom at køre på cykel. Man glemmer aldrig hvordan, når man først har lært det. Hovedet dunkede værre end nogensinde før, men det var ligemeget. Hellere det end at blive kvalt i en kold og indespærrende murstensbygning. Lyset på gangen var blændende. Fodtrin i hurtig gang kunne høres i det fjerne. Skydedøren skød til siden, åbnede sig for hende. Lukkede hende ud. Kulden udenfor overmandede hende. Mørket omfavnede den dystre parkeringsplads, som lå helt øde hen. Nogle få biler holdt parkerede. Regnen slog ned mod hendes hud, og efterlod den kold og våd. Hendes hospitalstøj var tyndt som papir, og afgav ingen varme. Med bare fødder gik hun langsomt og varsomt frem mod vejen. Biler kørte frem og tilbage, med få minutters mellemrum. Det var så godt som øde. Menneskene i bilerne så hende ikke. De skyndte sig forbi, videre med deres eget liv. Indelukkede i deres eget univers. Hendes tanker vandrede. Han var aldrig kommet. Havde ikke besøgt hende på hospitalet. Hun havde blot fået en seddel bragt til sig. Det er slut, havde der stået. Pludselig kunne hun ikke få vejret. Igen. Sammenkrympet i smerte lå hun på jorden. Den våde, hårde asfalt under hendes hænder. Det kunne ikke være sandt. De elskede jo hinanden. Tårer piblede ned ad hendes kinder. Brændte den kølige hud. Tomheden overmandede hende. Alt var ligegyldigt nu. Hun var knust. Et blændende lys farede imod hende. Men hun rykkede sig ikke. Næste sekund var smerten væk. Alt var sort.”¨ | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-10-09 20:10:57 |
veldrejet, stemningsmættet love-story, 2 trafik-uheld, og 2 personer, som begge blir afvist af dén, de elsker.
Du skulle ta' og sende den ind - har du mon sét de aktuelle, gule konkurrence-opslag?
venligst ...
PS må jeg foreslå: "... en bip-bip-bip lyd ..."
Du skulle ta' og sende den ind - har du mon sét de aktuelle, gule konkurrence-opslag?
venligst ...
PS må jeg foreslå: "... en bip-bip-bip lyd ..."
| haleløs | 2013-10-09 20:41:42 |
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
