 |  | Kalahari (3) |
 |
|
|||||||||||||
|
3. I fremmede lande Herrera prøvede på at lade være med at stirre på den brune hætte, men han kunne ikke lade være. Manden som bar den brune frakke med hætten havde ikke opdaget at Herrera studerede den mundering han havde på, men fortsatte med at tale uforstyrret og pegede ud i landskabet efterhånden som han indikerede, hvor han ville have lejrens bygninger placeret. Manden under den brune hætte var slank, næsten mager, men den lette frakke skjulte det godt. Ansigtet var lige så magert. Havde Herrera haft nogen viden om den tidlige kristne historie på jorden, kunne han have draget paralleller mellem asketerne i den egyptiske ørken og denne mands udseende. Oftest var disse munke og troende eneboere og levede under strenge regler, der oftest pressede grænserne for, hvad der var fysisk muligt, under ørkenens sol. Herrera kendte flere af de skrøner, der verserede om vicepræsidenten og han havde selv ved et par lejligheder set den energi og kraft, der udsprang af denne mand. Der var flere, der sagde at vicepræsident Tullens fastede med jævne mellemrum og Herrera så ingen grund til at tvivle på det, men han var så heller ikke typen, der fandt det relevant på nogen måde, så længe det ikke forhindrede Tullens i at udføre hans arbejde og så vidt han kunne bedømme, så Tullens ud til at være i sit es herude. Hvis Herrera skulle være ærlig, var han selv ved at blive en smule irriteret over heden, den fik hans hovedbund til at prikke. ”I kan sætte depotet op derhenne, bag ved måleapparaterne, men sørg for at depotet skærmer for apparaterne, byg dem lige op af og vend depotens udgang i den modsatte retning. På den måde kan vi overdække hele komplekset, hvis vejret skulle gøre det nødvendigt.” I den korte pause Tullens holdt, mens han vendte blikket tilbage til den lyttende Herrera, kom der en vind, der i et par sekunder fik fat i Tullens frakke og ruskede i den, som om vejrguderne var kommet ned for at understrege betydningen af vicepræsidentens ord. Sandstormene var en konstant trussel i det her område og Tullens var under ingen omstændigheder indstillet på at tage nogen chancer. ”Jeg vil have anlægget oppe og køre inden der er gået to dage efter at den sidste ladning ankommer.” Tullens understregede sine ord ved at pege hen på stedet igen. ”Ingen, og jeg mener ingen, af vognene må afvige fra den fastsatte rute på noget som helst tidspunkt. Hvis de er tvunget til at stoppe i et stykke tid på grund af vejret, fint, men ingen må afvige fra ruten.” Herrera nikkede og Tullens fortsatte. ”Jeg har måttet give stammen lov til at åbne ild mod dem, der afviger for at få dem til at acceptere konvojens gennemfart. Sørg for at vi ikke er nødt til at efterlade døde i sandet!.” Herrera nikkede sammenbidt. Han kiggede kort over på nogle af nomaderne, der sad og stod rundt i landskabet og holdt øje med dem. Deres tilstedeværelse var foruroligende nok, men Tullens ord gav den alvorlige situation et makabert eftertryk som ikke huede Herrera. Herrera havde arbejdet for Dadalus Terra Forma, eller DTF i daglig tale, i mere end 14 år, næsten 15. Han havde kæmpet sig op til en lederstilling halvvejs oppe på rangstigen for 2 år siden og nu stod han altså her midt i den yderste ørken på den anden side af grænsen blandt Sandfolket. Stillingen var en potentielt ekstremt vigtig position, en der kunne garantere Herrera en stilling i direktionen, hvis det lykkedes for ham at gennemføre projektet. Lige i øjeblikket var der dog ikke noget opløftende ved situationen. Nomaderne rørte sig ikke, men blev ved med at glo på Tullens, Herrera og de andre. Herrera mente at der måtte være 7 sandfolk han kunne se. Disse 7, der faktisk var 12, for der var 5 skjult i sandet, Herrera ikke havde opdaget, holdt nøje øje med de 6 DTF medarbejdere på stedet, der var blevet skænket af stammen til deres formål. Nomaderne var klædt i lysebrunt og sandfarvet, der bragte tanken hen på læder, hvilket ikke var så underligt, da materialet var underskindene fra det lokale øglelignende dyr. Udover det kraftige læder på ydersiden havde øglen også havde et lag hud mere nedenunder og når øglen blev ældre sågar to finere lag skind, der var med til at regulere dets interne temperatur selv på de tidspunkter af døgnet hvor solen stod på sit højeste eller forsvandt fra himlen. Kalahariøglen havde tilpasset sig perfekt til det fjendtlige miljø i ørkenen. Sandfolket havde taget ved lære af skabningen, der i generationer i et stort omfang havde gjort det muligt for mennesker at leve her. Sandfolkets dragt, der nærmest var en kutte, med en kappe og hætte gjorde det muligt for ethvert medlem af dette samfund at skjule sig i sandet. Kappens yderside var enten holdt i sandfarverne, hvor den pågældende stamme levede eller behandlet med en kemisk opløsning som fik sand og skidt til at blive hængende så snart den pågældende person lagde sig på ryggen. Alle nomader havde 3 flasker på sig, en der tillod kappen at optage sandet og en anden flaske med en opløsning, der brød forbindelsen så man kunne benytte den første flaske igen når kappen var tør. Den tredje flaske var vand, kilden hvorfra alt livet i sidste ende udsprang. Herrera havde været på stedet siden sent i forgårs sammen med den første lastvogn. Den anden lastvogn var ankommet i går morges og de fire personer var i øjeblikket i gang med at tømme den anden lastvogn mens Herrera modtog de sidste instrukser fra Tullen. Vicepræsidenten var ankommet for en time side og skulle åbenbart snart hen og holde et møde med den lokale stammeleder, alene. Herrera var glad for at han ikke havde det ansvar, men han håbede at Tullens kunne bukke stammelederen tilrette, hvis ikke, var alle DTF's planer og forhåbninger ikke meget værd og Herrera regnede ikke med at Sandfolket ville lade dem leve, hvis forhandlingerne løb ud i sandet så tidligt i forløbet. Opstod der problemer, når først lejren var oppe, var Herrera straks mere villig til at tro at disse nomader ville være mere medgørlige og finde en løsning, hvor ingen af parterne ville være tvunget til at gøde sandet med deres blod. Herrera skar en grimasse over den melodramatiske tone i tanken og skubbede den væk. Han havde en masse arbejde, der skulle gøres og nok problemer at beskæftige sig med uden at blande sig i ting, han ikke havde nogen indflydelse på. Han tog et sidste blik efter Tullens, der var på vej op mod stammens lejr og begyndte at småløbe over mod lastvognene. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
