 |  | Kalahari (10) |
 |
|
|||||||||||||
|
10. Minen Minen lå lidt over en kilometer fra Yellow Sands, for at komme ud til arealet var man nødt til at tage en sidevej, der gik forbi pakkeriet og fortsatte gennem en lille højderyg på næsten 4 meter som mineselskabet resolut havde skåret igennem for at lette trafikken fra og til Yellow Sands. Når man nåede inden for mineselskabets grund delte vejen sig i to, den til venstre gik ned til den åbne overflademine og den til højre der gik ned til de 2 dybere miner, som lå under jorden. Adam stoppede på parkeringspladsen ved administrationen, der i realiteten ikke var mere end en gruppe af barakker, med en stor åben plads til køretøjer. Selve administrationen lå mellem værktøjs og mandskabsbarakkerne og kantinen, men alle barakkerne var mere eller mindre de samme farveløse og støvede firkanter, det eneste. der gav disse midlertidige konstruktioner nogen individuel identifikation var skiltene, der var fastmonteret over døren eller vinduerne og med store sorte bogstaver forklarede, hvad hver bygning var beregnet til. En af de store lastvogne med overskydende jord og sten buldrer forbi netop som Adam steg ud. Støvet fra vejen drev op af den åbne plads og nåede næsten halvvejs op til den første barak. Adam tog stykket op til administrationen i trav og holdt hånden over næse og mund, mest i refleks da støvet fra de veje fandt vej ned til lungerne uanset hvad, hvis man ikke var indstillet på at gå med maske hele tiden. Mineselskaberne brugte sjældent penge og arbejdskraft på at opbygge et permanent vejnet omkring minerne og de omkringliggende arealer. Omkostningen var en af årsagerne. Det meste af trafikken var desuden store tunge maskiner, der krævede meget dyre investeringer i infrastrukturen hvis vejene skal kunne holde til det. Minelunger var ganske enkelt en del af livet i minedistrikterne på Kalahari. Inde i administrationen ventede Tannhauser allerede på ham. Tannhauser lignede en typisk papirskubber, en smule ranglet i hans kropsbygning og han gik lidt nedbøjet, som havde han siddet bag et skrivebord det meste af sit liv. Det tynde blonde hår, der stadig sad på den bagerste del af hans markerede kranie gjorde kun billedet af papirskubberen tydeligere. Sandheden var at Tannhauser havde startet i minerne som ung og havde arbejdet sig op fra bunden af. Tannhauser havde en vane med at hilse alle han mødte med et kraftigt håndtryk. Adam havde den teori, at det var en bevidst manøvre, særligt overfor folk, der mødte ham for første gang, så de blev klar over at han netop ikke bare var en slatten papirnusser. Når du startede en samtale med en, du mente du kunne skubbe rundt i lokalet med en let hånd, så Tannhauser det åbenbart som en god ide, at klemme blodet ud af netop den hånd, så banen var godt kridtet op til selve samtalen. Forhandlingspartnere og modstandere, der desuden bekymrede sig om den manglende blodcirkulation i hånden, det første kvarter af mødet, kunne lettere styres i en retning, som Tannhauser fandt fordelagtig. Tannhausers vane, der med tiden blev ubevidst, men næsten konstant, havde dog den ulempe at særligt nære venner og bekendtskaber, med tiden fandt alternative måder at hilse på manden, så særligt spontane og tilfældige gensyn med Tannhauser kunne udarte sig til en begynderlig dans, som ikke kunne sammenlignes med et normalt møde mellem venner eller bekendte. Tannhauser rejste sig med det samme fra stolen bag skrivebordet, da Adam kom over til hans bås, hånden skød næsten automatisk frem, som havde en fremmed magt overtaget kontrollen med den del af Tannhausers anatomi. ”Skal vi snakke mens vi kører derover.” Adam pegede med armen tilbage til parkeringspladsen og begyndte at vende sig om i en glidende bevægelse, uden at vente på Tannhausers svar. Tannhauser tog imod opfordringen, til at følge Adam ud på parkeringspladsen, uden at slække på det smil, der var kommet frem på hans læber. ”Udemærket, til sagen med det samme!.” Adam trak på skuldrene, mens han tog en af maskerne, der hang i et skab ved udgangen til administrationen og gav den til Tannhauser. Adam tog en maske mere og skubbede den over hovedet. Han trykkede på knappen, der sad på siden af masken, hvor hans kindben mødte kæben og remmen tilpassede sig bedre til størrelsen af hans hoved. Adam rykkede masken lidt og trykkede på knappen på den anden side. Masken sad nu nærmest som støbt på hans ansigt. Det øverste af pande og det bagerste af kæben og baghoved var frit, primært for at at man kunne have andet sikkerhedsudstyr på uden gener, men maskerne var en af de bedste modeller på markedet, specielt udviklet af ADDG i en forskningsfacilitet på Kalahari. Masken beskyttede brugeren, men gjorde det stadigt muligt at identificere ejeren, da den hårde, men relativt fleksible plastikmaske, kun spærrede for udsynet ude i den halv centimeter brede sorte ramme hvor masken stoppede. Derudover var der 2 mindre elementer nede under munden og oppe ved panden men ellers var var ikke andet der forhindrede identifikation. Kalaharimasken og dets nyere modeller var faktisk ved at blive en eksportartikel af betydning ikke kun i Rosendalsystemet, men også i minedistrikterne i nærliggende systemer. En af de mere attraktive fordele ved masken var at der var en indbygget forstærker som gjorde samtaler meget mere flydende uden at man var nødsaget til at ty til mere krævende elektronisk kommunikation på frekvenser som var indbygget i andre masker og som kunne blive rodet hvis der i forvejen var meget udstyr i området, desuden var man med en forstærker ikke begrænset til at snakke med dem der havde det samme udstyr, dem man talte med hørte ganske enkelt en forstærket version af ens egen stemme, ikke en version optaget og udsendt via et netværk at forbindelser der ende med at være forvrænget til ukendelighed. Skruede men helt op for styrken havde man sågar en god megafoneffekt udover den normale stemme man ville have uden maske med meget minimal kvalitetsnedsættelse så man kunne sågar bruge den i et miljø hvor støjniveauet begyndte at nå problematiske højder. Adam stoppede udenfor ved den blå lastvogn op åbnede bagklappen. ”Hvilken graver er det?” I lastvognen havde Adam en mængde værktøj og maskinudstyr i løs vægt og 4 kasser, 3 med værktøj og 1 med forskellige mindre måleinstrumenter. Der var ingen grund til at tage alt med. Tannhauser stoppede kort ved siden af Adam og begyndte så at gå over til et gult køretøj, der forrest havde to hjul på hver side og bagerst hvor hovedparten af lasten normalt lå var udstyret med brede bælter. ”Det er den gamle Minotaur 32” Adam lo. Latteren nåede klart ud gennem masken og over til Tannhauser, der var ved at kravle op i kabinen. Adam greb den ene af kasserne med værktøj og kassen med måleinstrumenter og trykkede på lukkemekanismen til bagklappen med albuen. Bagklappen lukkede med et dæmpet metallisk smæk da Adam havde taget et par skridt hen i retningen mod Tannhausers foretrukne køretøj. Adam råbte op til Tannhauser, der nu sad i kabinen med døren åben, ”Sagde jeg ikke at den snart ville stige af!? Sagde jeg ikke at det ville være en god ide at få det set efter i sømmene mens jeg alligevel var der!?” Tannhauser svarede ikke men satte sig ind så han kunne lukke døren i førersiden og smækkede døren. Adam rystede på hovedet og gik over på den anden side af den gule Atlas. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
