 |  | Kalahari (8) |
 |
|
|||||||||||||
|
8. Grass Bunny Køretøjet var en Grass Bunny 112, en af de tidlige A typer, uden udvidet kølerkapacitet eller de forbedrede støddæmpere. En Grass Bunny var en af de meget populære firehjulede terrængående køretøjer, der på grund af den meget basale kvalitet af vejene på det meste af Kalahari var de eneste transportmidler man kunne stole på, hvis ikke man havde penge eller evner til at få fat i et skib. Køretøjet havde en relativt rummelig kabine, beregnet til en person, der sad på den venstre side af forenden. Stabilisator, styretøj og andre dele af køretøjets mere sofistikerede dele, der ikke inkluderede motoren, sad i en ophobning af metal, der lå ved siden af førerkabinen, hvilket begrænsede kørerens udsyn til højre en smule, men ellers stabiliserede vægtfordelingen. Bagenden var både et lukket lastrum og havde plads til endnu et sæde, der alt efter behov kunne køres op og gemmes væk i en skabslignende konstruktion, hvis man stod og manglede pladsen. Al kommunikation mellem kører og passager foregik via høretelefoner, da den bagerste og den forreste del af køretøjet var koblet sammen på en solid midterplade og førerkabine med sæde ikke overlod plads til en dør. Følte passageren trang til at komme ud foregik dette via bagklappen, som samtidigt fungerede som rampe, når eventuel last skulle af og på. Grass Bunny 112a lignede kort sagt en blanding mellem en overdimensioneret folkevogn, en gravko eller minegraver uden skovl og en pansret mandskabsvogn. Adam stod foran dette transportmiddel i hans slidte overalls og kløede sig på hagen. Ved siden af ham stod en rødhåret pige på måske 13 eller 14 i meget slidte mineoveralls. Sarah bar på en værktøjskasse, der så meget tung ud. Hun stod lidt foroverbøjet med armene omkring kassen i et forsøg på holde den oppe på trods af tyngdekraftens anstrengelser på at komme i kontakt med planetens overflade cirka en meter længere ned. Adam brummede eftertænksomt, da han blik kom til at hvile på Bunnyens foraksel, der stik mod producentens ønsker og ideer sad cirka 20 centimer længere nede end bagendens aksel. Førerkabinens kuppel havde en revne, men rammen så ud til at være intakt. Den venstre forlygte var revet af og hele hjørneelementet i venstre side blevet trykket 8 til 10 centimeter ind. Pigen gav et par anstrenge lyde fra sig og værktøjskassen slap ud af hendes greb. Adam havde kun lige holdt øje med Sarahs anstrengelser i periferien af hans blikfelt, men han nåede trods alt at tage et skridt væk fra hende før værktøjskassen landede på jorden. Kassen landede på jorden i en lille støvsky. Låget klappede kort op og ned, men kassen væltede ikke og strejfede kun Sarahs jernbeslåede støvler. Sarah startede med sammenbidte tænder på en sch-lyd, der kunne være endt i et bandeord eller to, men stoppede irriteret og en smule flov. ”Undskyld.” Adam vendte kort hovedet i hendes retning og kiggede ned på værktøjskassen. ”Ingen skade sket, så vidt jeg kan se, har du stadig fødder og måleapparaterne er i den anden kasse, hvad jeg ikke fatter er, hvorfor du gad slæbe den herhen” Sarah kiggede uforstående over på ham. ”Skal vi ikke bruge det!?” ”Jo, men jeg tror vi bliver nødt til at hejse den op først, så vi kan komme under den og få et bedre overblik over, om vi kan redde den aksel, eller om vi bliver nødt til at få fat i en anden. Når vi har ordnet akslen, kan vi gå i krig med forlygten og hvad der ellers er.” Adam hentede slæbekablerne, mens Sarah løb over og fik slæberen startet. Mens Adam satte stålkablerne på hægterne ved forende og bagenden af Bunnyen hørte han slæberen starte op og gå i stå en enkelt gang, før motoren startede op igen og fortsatte med at brumme. Sarah var lidt klodset af og til og var måske ikke den stærkeste, men allerede da Farman havde startet med at give hende lov til at hjælpe med småting for lidt under 2 år siden havde hun været kvik til at lære. Nu var Sarah faktisk den, der bedst kunne få gang i den gamle slæber. Sarah kørte slæberen hen til Adam og satte den i noget, der lignede tomgang, mens hun en gang imellem gav motoren lidt gas. Slæberen havde de sidste 5 år eller deromkring ikke været glad for at køre i tomgang, så med mindre man var indstillet på at få motoren til at gå i stå, mens den var tomgang, var man nødt til at give den gas, når motoren truede med at stoppe. Farman stod udenfor hangaren og røg, da Sarah kom kørende med slæberen. Adam gik over til Farman og satte værktøjskassen ned. ”Hvorfor fah´hen går du tur med den!?” Adam stak en tommelfinger i retningen af Sarah, der var ved at slæbe den smadrede Bunny ind på en tom reparationsplads. Slæberen hostede et par gange og både Farman og Adam stoppede og holdt øje med Sarah, begge overbeviste om at slæberen nu ville gå i stå midt i indgangen til hangaren. Sarah registrerede ikke at de holdt øje med hende, hun var fuldt optaget af arbejdet med slæberen. Sarah var nu oppe og stå på pedalerne flere gange for at få det maksimale ud af de tunge pedaler. Efter det første host gav hun den ekstra gas et par gange, da den så hostede anden gang på trods af hendes manøvre, skiftede hun den ned i gear og gav den gas igen og skiftede op i gear igen. Hun gav slæberen gas igen og justerede for kølerens omdrejninger, så hele motoren blev varmere. Slæberen brølede lidt højere, da hun gav den gas igen og hun justerede op igen for køleren efter et par ekstra hop på gaspedalet. Motoren gav ikke flere host fra sig og slæberen fortsatte ufortrødent i retningen af reparationspladsen. Adam og Farman kiggede kort på hinanden og begyndte at grine. Sarah fyldte ikke meget i landskabet, men slæberen havde hun styr på. Farman begyndte at gå over mod døren til kontoret og gav Adam tegn til at følge med. Kontoret havde oprindeligt været hvidt, i modsætning til det grågule indre af hangaren, men farven var efterhånden krøbet mere over i det hvidgule på grund af skidt, støv og Farmans rygning. Panoramavinduet, der sad i væggen ud til hangaren var for længst blevet dækket af en gammel kalender, en bunke manualer, som stod på de tunge metalskabe nedenfor vinduet og forskellige papirer, der var tapet fast på vinduet efter at tavlen, der hang ved siden af vinduet blev optaget. En stor bamse Sarah havde fundet et eller andet sted og havde givet til Farman til hans fødselsdag, som en vittig kommentar for nogle måneder siden, sad i hjørnet af vinduet. På bamsens hoved havde Sarah spændt et par gamle beskyttelsesbriller som hun havde fundet i et bunke kasseret udstyr udenfor hangarens bagende. Da Farman havde spurgt til gavens mening havde Sarah sagt at bamsen var ment som hjælp, hvis han fik den ide at hyre yderligere hjælpere på hendes egen alder, så hun måske kunne få en legekammerat på værkstedet. ”Giv den som en ansættelsesgave til den nye i biksen!” Farman havde kigget overrasket på bamsen som Sarah havde rakt frem, da hun sagde det, iført hendes egne beskyttelsesbriller i panden, store gule beskyttelseshandsker og en filtreringsmaske hængende omkring hagen. Sarah havde sagt det med et stort smil, men meget bestemt og Farman kiggede fra bamsen og over på hende tydeligvis en smule perpleks over gaven, men også lidt rystet over ideen om at hyre flere på hendes alder. Farman prøvede åbenbart på at komme med et passende svar, men kunne kun finde på at kort ”Tak”, hvorefter Sarah trykkede bamsen ind i hans hænder og gjorde omkring. Da Sarah smækkede døren ud til hangaren, stod Farman stadig med bamsen i hans udstrakte arme som holdt han modvilligt en baby han frygtede ville tisse på ham. Adam, der havde siddet i Farmans gamle sofa i kontoret, kunne ikke gøre andet end at skraldgrine. Adam spildte lidt af den syntetiske kaffe på hans hænder og tøj, men tørrede det bare af på buksebenene. Farman kiggede over på Adam. ”Du tror da for fah'hen ikke hun mente det!?. Adam, der havde rejst sig op og var på vej hen mod døren lo igen kort og gav Farman et klap på skulderen, halvt ment som opmuntring, halvt i et forsøg på at holde balancen midt i latteren. ”Jo, det jeg tror sgu hun gjorde, du gamle!” Adam var grinende gået ud i hangaren for at arbejde videre på en nedslidt Taran motor og havde efterladt Farman i kontoret med hans nye bamse. Farman rev en seddel ned fra panoramavinduet og gav den til Adam. ”De ringede fra minen for et kvarter siden, de siger at der er problemer med en af deres gravere.” Adam kiggede kort ned på kragetæerne Farman havde kradset ned på papirlappen, en kat med en blyant bundet til halen kunne gøre det bedre, men sedlen var sådan set ikke beregnet til ham, det var ganske enkelt måden Farman huskede beskeden på, han skrev den ned og gav så beskeden videre, lagrede informationen mens han skrev. ”Hastede det?” Farman gryntede. ”Det gør det sgu altid, når de prøver på at få fat i dig her!.” Jobbet ved minen var faktisk kun Adams, Farman eller Farmans værksted havde ikke nogen forpligtelser overfor minen. Selv hvis minen havde tilbudt Farman en god kontrakt for at servicere deres maskiner ville han have nægtet at skrive under. Farman fiksede af og til maskiner de sendte over, men han var ikke typen der ønskede at være bundet til en stor minekoncern af en kontrakt, uanset hvor mange penge, der måtte komme ud af arbejdet. ”Det var ikke Teco der ringede?” Farman rystede på hovedet og anstrengte tydeligvis sine grå celler i et forsøg på at huske enkelthederne. ”Tanhouse, Tanhaus eller noget lignende var hans navn. Han sagde at de allerede havde hevet maskinen ud af rotationsskemaet, men at de faktisk stod og manglede den til det næste arbejdsholds omgang her klokken 2200.” Farman pegede kort op på klokken over panoramavinduet, der viste 15:32 og skiftede til 15:33 da Adam kiggede op på den. ”Jeg er lige startet på den der Bunny.” Farman slog nonchalant ud med hånden i retningen af hangaren. ”Bah, det kan Sarah sagtens klare selv. Jeg kan lige pille den smadrede aksel af, men forlygten og kabineskaden kan hun snildt ordne selv.” Farman rettede blikket op mod Adam igen efter han havde fundet en kaffekop, der ikke var for beskidt på det ramponerede skrivebord. ”Det er da bare en totalskade ikke?” Farman vendte uden skrupler kort bunden i vejret på koppen for at tømme den for eventuelle sjatter og hældte en ny kopfuld kaffe op fra den 2½ liters kande, der stod på skrivebordet. ”Hun skal da bare fjerne elementet og smide et nyt på og genetablere forbindelsen, ikke?” Adam kiggede kort i retningen ud mod hangarens arbejdsareal, hvor Sarah efter al sandsynlighed var ved at montere den smadrede Bunny på hejseindretningen. At han kiggede var en refleks, Adam kunne alligevel ikke se noget for papirerne på panoramavinduet og selv hvis de ikke var der, så spærrede en privat YSR lastvogn for udsyn til Bunny'en. ”Jo, hele elementet var trykket ind, men jeg lagde ikke mærke til om der var andre skader, der kunne gøre en montage besværlig.” Farman fejede Adams bemærkning væk med endnu en afslappet armbevægelse. ”Bare smut. Du kan bare møde op en time før i morgen, eller blive en time senere. Så vidt jeg ved er der ikke noget, der står og haster. Sarah skal sgu nok sige til, hvis ikke hun kan komme videre uden hjælp.” Adam tog det som sit stikord. Han gik ind på reservelageret, hvor han havde et par kasser med sit værktøj. Han satte sig ned på sin seng, der stod i hjørnet og begyndte at rode rundt efter det værktøj, han sandsynligvis ville få brug for. Adam tog den største af kasserne og smed et par måleinstrumenter oveni. Som en eftertanke, med værktøjet under den ene arm, greb han lige det, der var tilbage af hans morgenmad og smed det i affaldstønden, før han gik ud af reservelageret og lukkede døren. Adam gik forbi kontoret ud af hangaren og småløb ud til den lille blå lastvogn, der stod overfor Farmans skur. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
