 |  | Kalahari (12) |
 |
|
|||||||||||||
|
12. Minotaur Den åbne mine var faktisk ikke andet end et hul i jorden. Hullet var på det dybeste punkt 4 meter under overfladen. Højderyggen som begyndte på den østlige side fik hullet til at virker dybere, men indtil videre var der ikke noget behov for at gå meget dybere og derved gøre udvindingen mere kompliceret. Jern og kobber var de primære indtægtskilder i denne mine. Jorden var spækket med metallerne og de sprængninger der var nødvendige for at udvinde metallerne var hovedsageligt begrænset til den østlige ende af hullet hvor højderyggen foldede sig ud. I den vestlige ende var der indtil videre kun spredte stenplader, der relativt let kunne sprænges. Hele minen var lidt over en halv kilometer i bredden og 800 meter i længden, så minen var i forhold til andre operationer i området stadig relativt lille. I den nordlige ende af minen som lå tættest på Yellow Sands var der 2 store rense- og sorteringsanlæg. Begge var blevet samlet på stedet og lå på det højeste punkt i minen på det er efterhånden var et plateau på næsten en meter, med 3 midlertidige jordveje der forbandt de 2 anlæg med resten af minen. Lige neden for en af disse veje stod der lastvogne, gravere og en barak. Barakken havde været grå, men nu var den næsten rødlig på grund af den store mængde støv og skidt der næsten konstant fløj rundt i luften. Tannhauser parkerede den gule Atlas på den anden side af vejen og steg ud. Adam kunne se hvilken en af maskinerne, der var problemer med før han steg ud. Den Minotaur 32, der stod yderst havde stadig ”seletøj” på som de havde sat på den for at få den trukket efter slæberen. Tannhauser kom over til Adam og tog en af kasserne med udstyr Adam halede ud af siderummet på Atlassen. ”Vi har tjekket filtrene og fjernet de kager af skidt, der var, så du kan komme til, men jeg tvivler på at det var problemet. Alle sikkerhedsreglerne blev fulgt, men det ved du jo.” Adam nikkede. Alle maskiner var naturligvis udstyret til at klare de støvede forhold, særligt når der var tale om åbne miner og personalet var nødt til at være meget omhyggelige med vedligeholdelsen af maskinerne så filtre og andre komponenter ikke blev overbelastede på trods af maskinernes egen evne til at holde støv og skidt ude af kritiske elementer. Hvad vedligeholdelsen angik havde Adam igen forbehold ved den åbne mine, forholdene var ideelle. De dybere miner var til gengæld en anden sag. De relativt trange forhold i de dybe miner, der meget let kunne blive kritiske og de deraf følgende omstændigheder gjorde vedligeholdelsen af maskinerne til et helvede. Adam var faktisk lettet over at det ikke havde været Samson eller Huus der havde tilkaldt ham, da de stod for driften af de dybe miner. Den gamle Minotaur 32 var i en elendig tilstand. Adam kunne med det blotte øje, uden at røre en finger, allerede se at kontrolboksen og de udgående forbindelser, der sørgede for kommunikation mellem førerkabinen og selve graverkloen trængte til at blive set efter. De tykke kabler var flere steder flossede i isoleringen og Adam tvivlede på at de enkelte dele af elektronikken inde i selve boksen var i bedre stand. ”Hvad med motoren, er den død?” Tannhauser livede op og stak en finger ud i luften, der et øjeblik svævede mellem Adam og Tannhauser. ”Øjeblik, Jeg fik Ortega til at lave en fuld rapport.” Tannhauser vendte sig om og så en medarbejder der var ved at samle data fra den ene af de 2 store rense og sorterings anlæg til videre behandling i administrationen. ”Hey!, Yensen!. Ved du hvor Ortega smed den fejlrapport til det her skrummel?. Yensen stoppede med at taste tallene ind på Taskmasteren og pegede kort over på containerbarakken med enden af stiften havde trykket tallene ind med. ”Han smed den vist derinde før han stak af” Tannhauser langede en arm i vejret, for at indikere at han havde fanget beskeden og jokkede af i retningen af barakken. 5 minutter senere kom han tilbage med en Taskmaster og gav den til Adam. Fejlrapporten var tydeligvis hastearbejde, men alt informationen, Adam behøvede, var der, Ortega havde uden tvivl ment at fejlrapporten alligevel ikke nåede op til administrationen, før Adam havde kigget på den, så Ortega havde ikke gidet udfylde alle felter til punkt og prikke. Efter hvad Ortega havde skrevet, var der stor sandsynlighed for at det kun var kommunikationen mellem førerkabinen og selve graverkloen, der var det største problem, men Ortega havde også bemærket at motoren havde haft problemer med at lystre, når man prøvede på at slå den over i bakgearene. Hydraulikken sang også på sidste vers, men det var noget Adam allerede vidste i forvejen. Adam kiggede op på Tannhauser, der stod og pillede ved hans kalaharimaske, mens han ventede. ”Jeg kan ikke garantere noget som helst, Tannhauser. Jeg kan nok fikse forbindelsesproblemerne, men hydraulikken kan jeg ikke gøre en skid ved her og gearproblemerne er en stor bunke af måske.” Tannhauser sukkede højlydt. ”Gør hvad du kan, hvis ikke du kan nå at få den klar, så sig til før klokken ni, så prøver jeg på at finde en anden maskine ved en af de andre miner.” Adam nikkede og vendte tilbage til patienten. Tannhauser blev kort stående og kløede sig irriteret på det nederste af kinden, hvor masken stoppede og stampede så afsted i retningen af containerbarakken, for at få et overblik over situationen i resten af minen. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
