 |  | Kalahari (7) |
 |
|
|||||||||||||
|
7. Patrulje Militsens patrulje passede tæt forbi minen ved Beena og ændrede kurs. Patruljen bestod af 2 lette militsfly med en mand ombord i hver, patruljen var et velkendt syn herude, under mormale omstændigheder kunne man regne med at de dem i himlen 2 til 3 gange om ugen. Manden der sad i cockpittet på den forreste flyver i patruljen sikrede at han var i en solid bane igen før han tjekkede at flyveren bag ham havde fulgt ham. Piloten fandt knappen nede på det tredje panel på venstre side, nummer fire i rækken og trykkede den uden at kigge og gav modtageren i kommunikationsudstyret, der hang foran hans mund en let slag med fingeren for at sikre at signalet gik rent igennem. ”Heena? ”Rød leder?” kvinden, der svarede, trak lidt lidt på svaret, Jackson ignorerede det. ”Jeg har slukket formationssenderen, den er mere en irritation, end en hjælp herude.” ”Modtaget, Rød leder” Formationssenderen læste kurs og hastighedsændringer og sendte disse til fly i samme formation, hvilket ikke alene forhindrede uheld, men også sikrede at flyene holdt længere, piloter var ikke længere tvunget til at presse flyene for at opretholde formationen med lederen med et sekunds varsel, til gengæld var flyene låst til formationen, så længe lederen sendte eller fly i formationen ikke afbrød forbindelsen. Jackson kunne godt se fordelene, men personligt havde han hadet at sidde i en formationen som en dukke og høre de lejlighedsvise alarmer, der gik af, når formationslederen ændrede kurs og hastighed, mens han i realiteten sad med hænderne i skødet, dengang dimsen blev indført for 15 år siden. Jackson var med sine 42 år på bagen, 19 af dem som pilot, af den faste overbevisning at systemet på trods af sine fordele sløvede piloters sanser og instinkter. Jackson smed formationsprotokollen ud af vinduet så ofte han kunne og gav særligt de nye piloter en chance for at vise om de kunne følge ordrer og styre flyet effektivt uden at man holdt dem i kort snor. ”Heena?” ”Ja, Rød leder” ”Siden det er første gang, du er herude, er der lige et par ting, vi skal have op og vende.” Jackson ventede for at se om Heena ville spørge, men Heena så ikke ud til at være villig. ”Jeg går ud fra at du kender til nomadeområdet?.” ”Ja, grænseaftalen med nomaderne.” Jackson undersøgte radaren og fandt at de snart ville være i nærheden af grænsen. Han foretog en kort beregning i hovedet og gjorde klar til at begynde at sænke hastigheden på flyveren fra 420 til 200 kilometer i timen. ”Heena, går ned på 200 med drossel på 4, følg efter.” ”Modtaget, Rød leder 200 på 4.” Jackson tog fat i håndtaget og skubbede den tilbage til 4. ”Udfører.” ”Modtaget.” Den anden flyver kom tæt på at overhale den første på himlen før Heena kunne reagere og korrigere for forskydningen, men det var hvad Jackson havde regnet med, reflekserne Heena havde var gode nok. ”Okay Heena, tilbage til det med grænsen, du ved besked med forstyrrelserne med elektronikken derude?.” ”Ja, Rød leder.” ”Drop det der rød leder fis, navnet er Jackson,” bjæffede Jackson ind i kommunikationsudstyret. ”Undskyld Heena, men der er ikke andre herude, for pokker,” fortsatte han i et mere diplomatisk tonefald, en smule skamfuld over at den andens brug af korrekt protokol havde irriteret ham. ”Okay,” en kort pause. ”Jackson.” Jackson knep læberne sammen og nikkede svagt, han tog et kig mere på radaren og satte den op på højeste afstand. Der var stadig ingen forstyrrelser på signalet. ”Sæt radaren til højeste, Heena. Når vi kommer tættere på vil du med det samme kunne se det på radaren, signalet vil stoppe ved feltet lige bag grænsen, som bliver der lagt et tæppe over landskabet.” Skærmens baggrund var mørkegrøn med oplysninger og pejlinger i lys grønt, forstyrrelsen ville dukke op som en et stadigt voksende felt af gulgrønt på skærmen når det kom op på skærmen, og der var intet de kunne gøre ved det. Fløj de ind i feltet var de i realiteten blinde og kunne udelukkende stole på hvad de kunne se fra cockpittet. Jackson følte ingen trang til at krydse grænsen, men det var vigtigt, at nye folk fik kendskab til effekten, før de fik lov til at lede en patrulje selv. ”Modtaget, Rø...Jackson.” ”Vi krydser ikke grænsen, men vi tager lige en kort pejling, før vi vender næsen over i retningen af Klosteret og videre til punkt 22-41 før vi flyver tilbage til basen.” ”Modtaget.” Jackson løftede et øjenbryn. Heena åbenbart valgt at se bort fra brug af navne i både den ene eller anden form. ”Hvis du ser nogen nede på jorden, så hold dig i første omgang på afstand. Enkelte af nomaderne kan godt få lyst til at fyre et par skud af, hvis du kommer for tæt på.” ”Kom igen, Jackson?.” Jackson smilede en lille skævt smil, da han tydeligt kunne høre at Heena ikke havde været forberedt på, at der kunne blive skudt efter hende. ”Det er ikke noget særligt, bare lidt markering af deres territorium, de rammer sjældent og hvis de gør, er det ikke noget, der bider på de her fugle.” Stilhed på linjen. ”Er du der, Heena?.” ”Så vi skal ikke reagere på beskydningen?.” ”Niks, bare hold afstand.” ”Modtaget,” Jackson kunne høre skepsis i stemmen og kunne godt forstå Heena, men sagen var kompliceret. Hvis en patrulje kom i kontakt med smuglere var sagen en anden, der var devisen skyd først, stil spørgsmål senere, men nomaderne var en helt anden sag. Grænseaftalen, kolonialadministration havde fået i stand med nomaderne, efter pres fra centralregeringen på jorden og den overordnede administration af Rosendal-systemet på Java, var tydelig, enhver kontakt med nomader på den anden side af grænsen var på eget ansvar. Aftalen var ikke populær i visse kredse, men nomaderne kunne til gengæld skyde på alt og alle, der illegalt bevægede sig inden for deres område, hvilket i sidste ende gjorde sit for at rense ud i mængden af banditter og udskud, der fandt det nødvendigt at bryde loven for at skrabe en formue sammen. Jackson havde patruljeret området ved grænsen i 12 år, i de 12 år havde han flere gange været ude for at få en eller flere træffere fra nomaderne, men han havde også set, hvad de kunne gøre ved smuglere og banditter. Udbrændte vrag af køretøjer eller uregistrerede transportskibe, der lå og rustede var noget man kunne se fra lang afstand i landskabet herude, hvor der ikke var meget andet end sand og sten i en uendelighed. Jackson kiggede ned på radaren og så at de var nået til grænsen. Radaren der normalt viste alt klart begyndte at vise et hvidt felt på den grønne skærm der strakte sig over hele den øverste del af skærmen. ”Heena, du skulle nu være i stand til at se effekten på din radar.” ”Ja, jeg har opdaget det, Jackson.” ”Intet trænger igennem, der er en af grundene til at smuglere og andre suspekte eksistenser kan finde på at gemme sig herude, selvom det ikke er helt ufarligt.” ”Jeg går ud fra at du hentyder til de her nomader?.” ”Ja, Heena, det er korrekt,” sagde Jackson i en tør tone. ”Feltet som dækker hovedparten af nomadernes område har kun en minimal effekt vores flys normale funktioner, det er kun radaren og de mere avancerede våbensystemer, der er lammet.” ”Jeg har på fornemmelsen at du har mere at fortælle,” indskød Heena over kommunikationsanlægget i en sarkastisk tone hun ikke gjorde noget for at dæmpe. Jackson smilede svagt. ”Det lyder så negativt når du siger det på den måde, Heena.” Jackson kunne høre en pust i kommunikationsanlægget. ”Jeg er blevet advaret om din sære form for humor af flere i enheden, desuden har jeg allerede studeret områdets karakteristika fra missionsrapporter på turen herover.” ”Udemærket, Heena, så har du allerede stiftet bekendtskab med sandstormene herude, og har måske fået en ide om, hvor farlige de kan være?,” fortsatte Jackson i en mere drilsk tone nu hvor overraskelsen blevet afsløret. ”Lad os sige at jeg ikke er særlig opsat på at prøver kræfter med en sandstorm herude, medmindre det ikke kan undgås, Jackson.” ”Forfriskende at høre, Heena. Du er vist undtagelsen, der bekræfter reglen, de færreste piloter, der kommer herud første gang er så fornuftige.” Heena svarede ikke. Jackson havde forventet en eller anden bemærkning, men også her havde han åbenbart forregnet sig. ”Jackson?.” Tonen i Heena's stemme fik med det samme Jacksons alarmklokker til at ringe. ”Jeg har spottet noget på min klokken 2, din klokken 3, nede på landjorden,” Jackson undersøgte landskabet til sin højre og mente at han kunne skimte noget længere fremme, afstanden var svær at bedømme. ”Modtaget, har spottet det. Kan du se hvad det er, Heena?.” ”Negativt, skal vi ændre kurs?.” ”Ja, direkte på målet, hold på 200 og vær på udkig efter aktivitet.” ”Modtaget.” De to militsflyvere ændrede kurs og tog målet i øjesyn. Radaren var blokeret på stedet, hvilket indikerede at de befandt sig direkte på grænsen eller et stykke inde på sandfolkets område. ”Det ligner en hjemmestrikket pansret mandskabsvogn eller et lignende transportkøretøj.” ”Ja, det lyder rimeligt.” ”Hold positionen og hold udgik, jeg går nærmere.” ”Modtaget.” Motoren var skudt i smadder og der var tegn på at den var blevet plyndret for diverse dele, forinden den var blevet efterladt herude. Jackson holdt militsflyveren knap 2 meter over jorden. Terrænet var udmærket, han kunne lande og lette uden problemer, men Jackson smed ideen ud af hovedet. Jackson satte scanneren til og prøvede at finde signalet fra registreringschippen, der normalt blev installeret ved registrerede køretøjer. Ved skibe eller flyveren var det reaktiv data, der blev sendt til ejeren via registreringskontorets hovedcomputer, der blev inkorporeret i navigationscomputeren og kunne kaldes op med en scanner, kun køretøjer var tvunget til at installere et komponent direkte. Jackson fik intet signal retur, men det havde han nu heller ikke regnet med, selvom scanneren herude ikke virkede optimalt skulle den faktisk være i stand til at fange noget, men kun hvis køretøjet var registreret. ”Det er en på sorte plader, Heena.” ”Modtaget.” Jackson cirklede en runde om vraget med militsflyveren, den anden side var relativt ubeskadiget, men det var tvivlsomt, om den her vogn nogensinde ville køre igen. Ingen lig i vragresterne, konstaterede Jackson, men de forsvandt som det første herude, hvor øgler var gode til at opspore enhver potentiel næringskilde. ”Okay, vi er færdige her, jeg smider en bøje, når vi kommer uden for feltet, så vi kan få den bjærget.” ”Bjærge den?” ”Ja Heena, herude skal alle vrag bjærges, det gives os ikke alene intel på banditterne herude, men vi kan også holde øje med, hvad nomaderne har af issenkram.” ”Er det noget nomaderne er klar over?.” Jackson lo en kort hård latter. ”Måske, måske ikke, men det er ordrene.” Jackson hev militsflyveren op i en stejl stigning og satte snuden i retningen mod deres næste kontrolpunkt på deres rute. Heena blev kort hængende på hendes observationspost i lidt over 30 meters højde og satte så efter Jackson. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
