 |  | Kalahari (6) |
 |
|
|||||||||||||
|
6. Spejder Gina Neautree James havde været spejder siden hun havde været 11 år gammel. Hun sagde det ikke selv, men der var flere der mente, at hun var den bedste, hvis ikke den bedste i Sandfolkets rækker, så under alle omstændigheder i Tredje Stamme. Gina var stolt af denne tillidserklæring og hun gjorde sit yderste for at være en god spejder og det bedste forbillede for dem, der trænede til at blive spejdere for stammen. Hun havde selv haft den gamle Tomas Neautree de Montfort som forbillede og kunne ikke end ikke formulere, hvor meget han havde bidraget til at hun nu var en af de få, som mange så op til som essensen af Sandfolkets styrke. Gina smilte og sendte en tanke til den gamle mand, der sikkert sad og fortalte historier til lejrens børn og unge nu. Gina havde taget stilling 3 kilometer inden for grænsen på et højdedrag, der gav god udsigt over indfaldsruten som var blevet afsat til de fremmedes køretøjer. Hun lå nede i en lav fordybning hun havde gravet, så der ikke var noget som stak op og forstyrrede sandets flugt på horisonten selv hvis nogen mod al forventning skulle komme inden for en afstand af et par meter. Som spejder var Ginas udstyr lidt anderledes end de andres. Hun havde naturligvis membranen spændt til det ene øre som alle havde. Membranen var en kopi af kalahariøglens membran, der opfattede rystelser i det nærliggende areal og på den måde var advaret mod fjender, der kom snigende og kunne opspore eventuelt bytte. Kalahariøglens hørelse, som lå under membranen på begge sider af kraniet, var ellers ret primitiv. Hvis man så bort fra membranen, der fungerede optimalt når øglen lå stille, så membranen kunne opfatte minimale forandringer i vind vejr og omgivelserne generelt, så havde mennesket en lille fordel under jagten, hvis ellers jægeren kunne finde øglens skjulested. Kalahariøglens øjne var udmærkede, men ikke stort bedre end menneskets. Når Kalahariøglen var på jagt efter bytte, lå den oftest med det meste af kroppen under sandet så membranerne hvilede i sandet og snuden stak ud. Lugtesansen var en vigtig del af øglens arsenal i dets jagt efter bytte og beskyttet effektivt mod sand og skidt med en læderagtig hinde, der underligt nok ikke hindrede den i at opsnappe bytte, hvor membranens begrænsede rækkevidde ikke kunne hjælpe øglen. Sandfolket havde modificeret øglens membran med simpelt kommunikationsudstyr på en lav frekvens, der under korte afstande sågar gjorde kontakt mulig under en sandstorm. Ved en serie af 9 korte signaler, der var programmeret i forvejen, kunne enhver sende besked til dem i nærheden. Signalerne kunne sendes ved at trykke på 1 til 9 og øret opfangede så hvad der svarede til morsetegn i en serie vibrationer. Før hver opgave; patrulje, jagt eller andet, var alle signaler sat til at betyde noget bestemt i forvejen så alle i enheden vidste, hvad der var hvad. De sidste 2 var altid ”Fjender” og ”Behøver hjælp/understøttelse,” så selv grupper, der opererede selvstændigt, kunne komme hinanden til undsætning. Gina havde desuden ”Øjet” der faktisk var en rem med en letvægts metalklap for det ene øje, der var 12 millimeter tyk. Klappen indehold to linser, der kunne indstilles som en kikkert. Øjet havde de sidste 200 eller 300 år været en fast del af spejdernes udstyr som kun de måtte bruge. Før den tid havde en stor del af sandfolkets befolkning haft et ”Øje” af varierende kvalitet, men nu var ”Øjet” udelukkende spejderens privilegium. Alle spejdere måtte som det første lære at bygge et øje af en vis kvalitet for at fortsætte træningen. Evnen til at bygge øjet, forbedre det og holde det ved lige var en vigtig del af spejderens opgave i stammen, da de var dem, der gjorde det muligt for stammen at være så mobil som overhoved muligt, når spejderen så bytte, fjender eller venner. Spejderne var folkets ører og øjne, uden spejdere var folket døve og blinde. Sandfolket havde en meget begrænset vognpark, det betød at det overvældende flertal af befolkningen måtte ty til deres ben og rygge for at bevæge dem selv og deres udstyr fra sted til sted. I begyndelsen havde der været forsøg på at tæmme de største af øglearterne, som blev op mod 4 meter lange og gik en voksen mand til hoften, men man havde opgivet det efter de første forsøg med unge eksemplarer. Kalahariøglen var ikke alene ret aggressiv og territorial mod mennesker og artsfæller, men også af begrænset værdi som pakdyr over længere afstande. Kalahariøglen var et dovent dyr, der jagede, åd, parrede sig og forsvarede sit territorium. Den eneste grund, øglen havde til at bevæge sig over længere afstande, var hvis den som ung prøvede at finde et område for sig selv eller en mage, den kunne befrugte. Parringen var en hidsig affære, der ikke strakte sig over mere end et par timer. Efter befrugtningen tog hannen ganske enkelt benene på nakken og efterlod hunnen med det potentielle afkom, mens den prøvede at gentage processen med en anden hun eller fangede sit næste byttedyr. Øglen levede næsten udelukkende af de skorpionlignende dyr og mindre insekter, der var så talrige under sandet. Når øglen kunne få fat i dem åd den sågar svagere artsfæller. Ørkenen var ikke et sted for kræsne væsner og skrupler var en luksus, når det næste måltid tit ikke var andet end et tanke, uden nogen fysisk form. Gina stivnede, da hun mærkede sandet ved hendes ene albue give sig. En lille skorpion, der var blevet tiltrukket af hendes kropsvarme, kæmpede sig mod overfladen i håb om bytte. Hun lod den i første omgang være i fred, hvis den ikke havde sin rede lige i nærheden var der ingen grund til at den skulle opfatte hende som en trussel. Skorpionen stoppede da den var kommet fri af sandet, som ville den lige studere omgivelserne. Gina rørte sig ikke, men gjorde klar til at knuse det giftige dyr med albuen, hvis det skulle være nødvendigt. Et meget lille antal af disse skorpionlignende dyr var så giftige at de udgjorde en reel trussel mod voksne mennesker, men at blive stukket var aldrig særlig behageligt og infektioner var en risiko. Eftervirkningerne af et stik, der ikke blev behandlet kunne desuden blive livstruende og gik fra mild feber, til total kollaps af hele kredsløbet, hjerteanfald og varige skader på diverse organer. Ginas albue havde foruden læderlapper, som beskyttelse en lille formet metalplade, der kunne give hende ekstra beskyttelse og underlag når hun skulle skyde. Det var normalt at pille en af skinnebenspladerne ud og lægge dem under albuepladen før et skud på lang afstand, men Gina havde ikke taget skinnebenspladen ud, da hun ikke forudså nogen grund til at gøre det. Hun var hverken på jagt eller i umiddelbart kontakt med fjendtlige elementer. Skorpionen kunne faktisk betegnes som en fjende, rettede hun sig selv. Skorpionen hævede halen, som havde hun givet den stikordet til at angribe ved tankens kraft. Gina tøvede ikke, men hamrede albuen ned i bagpartiet lige bag brodden. Det bløde underlag gjorde det umuligt at dræbe dyret med et slag. I stedet for at slippe dyret og hamre albuen ned igen og udsætte sig for faren for at blive stukket i over eller underarm, holdt hun kræet med albuen og fik fat i kniven i hylsteret lige over hoften, med den anden hånd. Gina spændte ryg og mave for ikke at komme for tæt på dyret i hendes liggende stilling. Kniven trængte ind i mellem tredje og fjerde element, brækkede ryggen på skorpionen og fortsatte igennem mavesækken og ud gennem det blødere underliv for at ende med spidsen i sandet. Gina slap med det samme kniven og ventede til skorpionen var helt død. Da skorpionen havde kæmpet sig igennem de sidste krampetrækninger trak hun kniven ud og tørrede den af i sandet, før hun satte den tilbage i hylsteret. Gina vendte blikket tilbage til landskabet foran hende og faldt til ro igen. Hun havde været herude i mere end 4 timer og der var ingen, der der kunne være sikker på at de ville komme i dag, selvom deres leder Tullens havde sagt at det var planen. Noget af det første, der blev trænet som spejder var koncentrationsevnen. Alle ud i ørkenen var nødt til at være vågne og opmærksomme på deres omgivelser, men spejderen mere end alle andre individer i gruppen. En god spejder blev et med landskabet og så alt, der var at se. Gina reagerede på en minimal ændring i horisonten. Hun lukkede det ene øje og kiggede igennem Øjet med det andet. En lille støvsky på vejen blev tydelig, måske 3, eller lige under 4 kilometer væk. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
