 |  | Kalahari (14) |
 |
|
|||||||||||||
|
14. Brydninger Tullens kunne mærke spændingen i luften som en kniv, der skar igennem alle bevidste tanker. Efterhånden som han kom nærmere til teltet, hvor han havde aftalt mødet med stammelederen kunne han ikke undertrykke et lille smil. Stammelederen havde ikke slækket på sikkerheden. Tullens talte ti vagter og måske otte, der så ud til at være beskæftiget med diverse gøremål, men tydeligvis kunne træde ind som reserve hvis det skulle være nødvendigt. Der var en gruppe af børn yderst til venstre sammen med to af de ældre stammefolk, men ingen af børnene var under 10 år gammel og havde deres våben i umiddelbar nærhed. Teltet Tullens søgte imod var et af fire som stod lidt adskilt fra hovedlejren. Teltene var blevet stillet op inden for de sidste par dage. Der var ingen dybe markerede trædestier imellem de forskellige telte endnu og arbejdet omkring teltene var overfladisk og kunne kun overbevise en forbipasserende observatør der ikke var bekendt med sandfolkets skikke. Tullens blev afbrudt i sin tankerække af en vagt, der stillede sig i vejen for ham umiddelbart før han nåede hen til stammelederens telt. Fra hvad Tullens kunne se af vagtens ansigt bag skindet der dækkede det nederste af ansigtet op til næsen var vagten en lidt ældre herre, der under normale omstændigheder havde passeret sine bedste dage. Tullens kiggede efter ledernes blå farve, næsten som en refleks, mens han åbnede bæltet, der holdt hans robe på plads og fremviste underbeklædningen. Da manden undersøgte ham nærmere og søgte efter skjulte våben, gled vagtens kappe lidt til siden og afslørede et tyndslidt blåt stykke stof i brysthøjde. Tullens undertrykte det smil der truede med at vise sig i hans ansigt og ventede tålmodigt på at ceremonien skulle blive afsluttet. Vagten trådte tilbage og lod ham passere. Tullens flyttede forklappen ved at bukke sig ned. Han gik ikke ned på knæ, men betrådte teltet stående, som en leder, hvilket han i sagens natur som repræsentant for DTF også var. Inde i teltet var der tre personer. En mand der var måske ti år ældre end Tullens og to kvinder, en ældre på Tullens alder og en yngre på omkring tredive. Alle tre var så vidt Tullens kunne bedømme ubevæbnede som skikken krævede det ved en palaver, men deres våben lå ved deres side som for at understrege at de udelukkende holdt sig til skikken i dets mildeste form. Stammelederen var i god form, men alderen havde allerede sat sin ubarmhjertige finger på ham. Tullens kunne se at kroppen var begyndt at falde for alderens tegn. Kropsholdningen var ikke så rank, der var en tydelig bue i ryggen og armen der var synlig op til lige ved albuen, der efter hvad Tullens kunne bedømme havde været muskuløs var begyndt at blive slap og rynket. Tullens lod sig dog ikke narre, de brune øjne, der betragtede ham nøje var ikke tågede eller søvnige, men klare og opmærksomme som en ung jægers. ”Vær vel mødt i kredsen” Stemmen var fast og overraskende varm og dyb. Tullens svarede ved at bøje hovedet til lederen og ignorerede i første omgang de to andre som det var skik. ”Jeg er vel mødt, leder af stammen” De to kvinder gav ham et let nik med hovedet. Tullens noterede sig at den yngre kvinde gjorde det med en kold perfektion, der ikke blev skjult særlig behændigt. ”Hvorfor har du bedt om dette møde?” Ingen yderligere formularer, men straks til sagens kerne. Tullens var glædeligt overrasket, men havde den mistanke at stammelederen havde valgt denne fremgangsmåde til ære for den yngre kvinde. ”Jeg forventer at konvojen er tæt ved lejren på dette tidspunkt. Jeg ville forhøre mig om stammelederen havde nyheder fra eskorten stammelederen var så venlig at give os.” Stammelederen brummede. ”Efter hvad jeg har erfaret skulle den være 3 timer ude, men det blæser op derude, så jeg tror ikke at konvojen kan være her før en gang i nat, hvis en storm sætter sig.” Tullens nikkede. ”Jeg går ud fra at eskorten holder kontakt med konvojen under stormen?” Svaret var kort og måske mere bestemt end nødvendigt. Tullens undlod at kigge over på den yngre kvinde til venstre, men han registrerede ud af øjenkrogen at hun rankede sig. ”Ja, var der andet du ville vide?” Tullens gav stammelederen et kort nik og fortsatte. ”Jeg har instrueret konvojen i at fortsætte så snart en eventuel storm stilner af. Det kan betyde at de ankommer til lejren midt om natten eller tidligt på morgenen. Ville det være tilladt at begynde opstillingen af faciliteten med det samme på trods af de problemer det måtte give dine folk?.” Der var en kort stilhed, mens Tullens ventede på stammelederens beslutning. En konstruktionsfase, der var så kort som overhoved muligt ville i sidste ende forstyrre mindst muligt og gøre de enkelte nomader mindre urolige over facilitetens betydning og opgave. Tullens ville have dette fremmede element indrettet i deres midte inden for den korteste tid, før mere aggressive elementer i stammen begyndte at udøve pres på stammelederen og kunne få ham til at sætte urimelige restriktioner på arbejdet, som i sidste ende kunne kvæle projektet. ”Meget vel, jeg vil tillade det, men kun fordi du er en gæst.” Det sidste ord var positivt ladet i sin betydning, men Tullens ville have udtalt en serie af grimme skældsord på samme måde i en normal samtale. Tonen og ordene indikerede derudover at Tullens nu var i stammelederens gæld og Tullens var godt klar over det. Den yngre kvinde slog blikket over i retningen af stammelederen. Hun var også klar over det, men hun kunne kun gætte over hvilket betydning det måtte have i fremtiden. De strenge linier i hendes ansigt forsvandt kort mens hun kæmpede med stammelederens accept. Tullens måtte tilstå at kombinationen af de høje kindben, den lidt større underlæbe og de lyse øjne, var ganske tiltalende nu hvor det fjendtlige udtryk forsvandt i et par sekunder. Stammelederen opdagede at Tullens opmærksomhed var skiftet til observatøren, men han havde ingen interesse i at hænge sig i detaljen. Stammelederen så det som en uventet gevinst at Haylee Toonie Breeker blev opmærksom på hendes fejl i etikette på egen hånd. Breeker faldt tilbage i sin mere formelle position i løbet af nogle få sekunder. Tullens mente det ville være klogt at få gang i samtalen igen både for hans egen skyld og med en tanke til stammelederens situation. ”Hvis alt går som planlagt vil hovedelementerne være oppe inden aftenen, derefter vil vores arbejde ikke forstyrre jer yderligere.” Stammelederen nikkede, men afslørede ingen lettelse eller glæde. ”Jeg er sikker på at vi med tiden kan få en dialog i gang, der vil gavne begge parter og gavne i samarbejdet.” Stammelederen stivnede og hævede stemmen en smule. ”I er gæster, ikke andet. Samarbejde er ikke noget vi er interesseret i. Samarbejde ville indikere at vi har en fælles interesse i jeres gøren og laden. Dette er ikke tilfældet.” Tullens tog den nedsættende bemærkning med stoisk ro, den var nøje indstuderet og leveret overbevisende. ”Jeg beder om forladelse hvis mine ord blev opfattet som en fornærmelse. Jeg ville blot udtrykke hvor taknemmelig jeg er for stammens gæstfrihed.” Tullens bøjede hovedet og ventede. Stammelederen rømmede sig modvilligt i accept af undskyldningen. Han gav den ældre kvinde en håndbevægelse. Den ældre kvinde fandt en dyb skål frem, der kunne fyldes med en liter væske. Hun stillede den imellem Tullens og stammelederen og fyldte den halvt med en klar væske fra en skindpose. Samtalens officielle del var overstået lidt tidligere end Tullens havde håbet på, men han gik ud fra at der var en god grund til at stammelederen ikke ønskede at diskutere mere med ham. Udvekslingen af skålen var ikke så meget ment som en forfriskning, men mere som en accept af samtalen og mødet mellem to ledere. De andre i teltet tog ikke del i de to mundfulde, der blev taget fra samme skål og indholdet, der derudover ikke blev rørt blev hældt tilbage i skindposen efter at mødet var ovre. Den unge kvinde vendte sig mod stammelederen og bad om at måtte forlade mødet. Stammelederen afskedigede hende med en udstrakt som hun kort rørte og forlod teltet med front mod stammelederen. Hun gav kun et kort nik til den ældre kvinde og Tullens, men Tullens kunne tydeligt se kulden i blikket da hendes øjne mødte hans i et kort øjeblik. ”Hun ville ikke tøve et sekund med at begrave mit livløse kadaver i sandet, hvis jeg tilbød hende en ridetur.” Tanken prikkede til hans drilske side og Tullens skubbede den til side som en unødvendig forstyrrelse selvom den opmuntrede ham. Han var i en vanskelig situation, men det var alligevel forfriskende at han kunne genkende en god sengepartner når han så én. Stemningen i teltet blev mærkbart mere afslappet, da kvinden var gået. Stammelederen slappede synligt af og strakte ryggen for at komme af med muskelspændingerne, der havde sat sig i den ene side under skulderen. ”Hvem er hun?” Stammelederen brummede. ”Haylee Toonie Breeker, lillesøster til Anden stammes leder. Hun er officielt på en lille høflighedsvisit med en smed og en spejder.” Tullens løftede øjenbrynene. ”Ja, en tynd suppe at servere for enhver gæst. Hun er mere en observatør, så Anden stamme kan få en fornemmelse for hvad i, de fremmede, har gang i. Jeg var ikke opsat på at afvise hende så jeg lod hende være en del af mødet.” Tullens kløede sig på kinden og skævede til kvinden, der havde skænket op. Hun mødte stoisk hans blik. ”Vi havde sådan set forventet at de andre stammer ikke bare ville stå og klo, men det er alligevel tankevækkende.” Stammelederen slog en beroligende hånd ud mod Tullens. ”Jeg tror ikke der er grund til at gå i panik. Breeker-kvinden er ikke så klog som hun gerne vil have andre til at tro.” Kvinden smilede ganske let og gav sit besyv med. ”Første stamme kan blive et problem, hvis de begynder at røre på sig, men jeg tror de lader Anden stamme om de indledende spilfægterier, hvis de kan.” Stammelederen gav kvinden et kærligt klem med den ene hånd og nikkede. Tullen blev lidt overrasket over den uventede gestus i hans nærvær, men den var meget positiv og indikerede at han havde stammelederens tillid i en grad, han ikke tidligere havde vist åbenlyst, siden de havde sat projektet i gang. Tullens måtte, når han fik lejlighed til det, desuden få en ide om hvor meget kvinden her vidste om projektet, hvor meget stammelederen havde fortalt hende. Tullens havde ikke delt enkelthederne med andre end stammelederen og Tullens havde det indtryk at hans forståelse for alle enkelthederne kun havde været overfladisk. Kvinden kunne være en værdifuld allieret eller en uventet risikofaktor. Stammelederen afbrød brat Tullens i hans spekulationer. ”Skulle det blive nødvendigt at holde en palaver med Første stamme, er det ikke være så svært at arrangere det. Hvis jeg som stammeleder forlanger et officielt møde ved Juneau vil de komme uden at tøve, det er min ret. Skulle de mod al forventning nægte det er alle aftalerne som Første har med Anden og Tredje stamme stamme brudt.” Tullens stivnede. ”Er det ikke overilet?” Stammelederen nikkede. ”Jo, men det er en mulighed, eneste ulempe er, at du som repræsentant for DTF ikke kan vise dig der uden at blive hængt ud fra ladeport C til skue for hele folket. Som du ved har alle tre stammer deres informanter, der af forskellige grunde giver informationer videre og holder øje med hvad der foregår.” Stammelederens mine blev sammenbidt og han rettede en finger mod teltlappen, der førte ud til pladsen. ”Hvor de har deres har jeg mine og Breeker derude er sikkert ved at tale med sine kontakter lige nu og vil forsøge at overtale andre til at holde øje med faciliteten. Det er enhvers ret for hele folkets ve og vel at tale med en leder eller en repræsentant, der bærer hans eller hendes ord, men det er ikke let at lede en stamme på den måde Tullens. Tiden vil vise om vi er nødt til at gribe til mere drastiske midler for at sikre projektet og holde freden.” De sad alle tre og tyggede på stammelederens ord i stilhed i nogle minutter. De afsluttede mødet kort efter. Det blev aftalt at udveksle info via betroede folk, mens faciliteten endnu ikke var fuldt oppe at køre endnu, derefter kunne man mødes igen og måske få en bedre fornemmelse af udviklingen. Tullens gik tilbage til pladsen, der var afsat til DTF og besluttede at tage et kort hvil, før konvojen ankom. Han forventede ikke at der ville blive tid til at sove, når de skulle til at begynde med byggearbejdet. Herrera var tydeligvis lettet over at se ham vende tilbage, Tullens havde det indtryk at Herrera havde en hel håndfuld af spørgsmål om hans gøren og laden med stammelederen, så meget kunne Tullens aflæse af hans kropssprog, men Tullens ignorerede det, Herrera ville med tiden få svar på det spørgsmål han havde, hvis alt gik efter planen, hvis ikke ville de svar Tullens lå inde med, være lige så værdiløse som sandet du kan finde herude mellem dine tæer hver morgen. Kalahari (1) Kalahari (2) Kalahari (3) Kalahari (4) Kalahari (5) Kalahari (6) Kalahari (7) Kalahari (8) Kalahari (9) Kalahari (10) Kalahari (11) Kalahari (12) Kalahari (13) Kalahari (14) | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
